Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt er født i 1962 . Hun debuterede i 1991 med romanen 'Køkkenet, gravkammeret & landskabet' og er Cand. phil. i litteraturvidenskab i 1993. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i 1990 og har  siden undervist samme sted. Hesselholdt har modtaget flere priser, blandt andet Beatrice prisen (2007) og Jytte Borberg-prisen (2007).

I Vivian (2016) har Hesselholdt skrevet om fotografen Vivian Maiers liv. Hun vandt DR Romanprisen for romanen og var nomineret til Læsernes Bogpris og Nordisk Råds Litteraturpris. Det eksperimenterende værk om den gådefulde gadefotograf giver et fragmenteret billede af en excentrisk og kontrolleret kunstner, der først blev berømt efter sin død og dermed fremstår som en kontrast til nutidens mediemenneske, hvilket du kan læse mere om i analysen. I 'Vivian' kombinerer Hesselholdt  fakta og fiktion på nye måder via en elegant leg med fortællerrollen, om hvilket og meget mere hun fortæller om i denne artikel.

I 2015 blev Hesselholdts fire værker om Camilla og hendes fortælleskreds samlet i ét værk:  'Selskabet,' der består af Agterudsejlet (2014), Selskabet gør op (2012), Camilla - og resten af selskabet: en fortællerkreds (2010), der desuden vandt Kritikerprisen samme år, og ikke mindst Camilla and the horse (2008). 'Selskabet' udforsker den indre monolog på humoristisk og vittig vis hos hovedsagligt Camilla selv, men også hendes familie, venner og bekendte. De mange forskellige monologer beroliger os, idet de illustrerer, hvordan usikkerhed og ensomhed er problemer, der optager alle mennsker.

'Lykkelige familier' fra 2014 er novellen 'En festlighed' (2008), der første gang blev udgivet i 'Camilla and the horse' og  I familiens skød (2007) slået sammen. De to værker deler persongalleri, så tilsammen udgør de fint en 'lykkelig familie'. Værket tematiserer den moderne familie, hvor delebørn og sammenbragte familier ikke er et særsyn, og hvor disse familier, på trods af de mange gnidninger disse konstellationer måtte skabe, stadig forsøger at leve op til forestillingen om lykke. Læs en artikel, der udforsker disse temaer mere.

En have uden ende fra 2005 består af tyve fortryllende prosastykker, der udforsker forfatterens refleksioner, iagtagelser og oplevelser i hverdagen, samtidig med at de leger med arabesken som form og udfordrer skelningen mellem prosa og poesi. Denne legen på grænsen mellem de genrer ses også i højsangen 'Du, mit du' (2003), hvor Hesselholdt beskriver to unge menneskers intense kærlighed og begær gennem kalaidoskopiske sansninger og et poetisk, finurligt sprog.

Kraniekassen (2001) er en modernistisk eftertænksom, springende skildring af det unge par Agnete og Steffens liv i København, kommenteret af Agnetes mange forskellige jeg'er, der afspejler den fragmenterede hverdag. Skildringerne bliver fortalt af Agnetes ikke mindre end seks forskellige jeg'er og resultatet er et fragmentarisk og identitetssøgende billede af en ung, moderne kvindes bevidshed.

'Trilogien' fra 1999 består af tre tidligere udgivelser: De to korte romaner 'Udsigten' (1995), hvilken du kan læse en kort artikel om, 'Det skjulte', der blev udgivet i  1993, og ikke mindst debutværket 'Køkkenet, gravkammeret & landskabet" fra 1991. Du kan læse en  analyse af Hesselholdts anmelderroste debutværk og få et indblik i, hvilke temaer og problematikker, der driver den alsidige forfatter. De tre værker, der tilsammen udgør 'Trilogien', behandler alle tunge emner såsom død, tab og ensomhed, men med Hesselholdts karakteristiske poetiske sprog og skarpe iagttagelser.

Hovedstolen (1998) består af 50 små erindringsglimt og kan defineres som kortprosa, der grænser til poesi med sin korte, præcise form. Hesselholdt regnes for et af hovednavnene indenfor dansk 90'er-minimalisme, og det gør sig især gældende i dette værk, hvor hendes korte, præcise skildringer af forfatterens egne oplevelser og erfaringer udgør en genre for sig selv.

Eks fra 1995 er en dialogroman, hvor Judith og Daniel efter et kort samleje bruger resten af natten i hinandens selskeb, og over et glas rødvin fortæller hinanden om deres liv og deres forliste forhold i særdeleshed. Romanen tematisere begyndelser og afslutninger gennem et møde mellem to mennekser, der både kan munde ud i et nyt forhold og en ny chance for kærlighed eller en afslutning og endnu en 'eks' til bagagen.

 

 

Foto: Thomas Borberg

Debut: 
1991
Land: 
Danmark
Links
Bøger
Læs forfatteren

Minettes Golden Alibi

"Hvordan har hvalpene det?", spurgte min mor, "vi har det godt", svarede jeg og mærkede knuden smutte under mine fingre, og en til. Brystet havde to rækker vorter, som snavs let omkransede: sørgerande. Dyrlægen lod de hvide klumper falde i metalskålen, men først holdt han hver fastklemt som en tyk hvid reje mellem instrumentets ben. Han gav hende en hvid krave på, som hun fik skubbet af, så hun kunne komme til at trække trådene ud: en lang mund åbnede sig i det barberede ikke længere knudrede lyserøde bryst, og det lugtede sødligt fra den af jod, varme, spyt, kød. "Hvad vil du helst have: en hund eller en søskende?", spurgte de mig, og ugen efter trådte vi ind i løbegården til retriverne. Jeg knælede mellem to vrikkende hvalpe, en tredje hoppede op ad mig bagfra: jeg kiggede ind i et ellevildt ansigt. "Hun hedder Minettes Golden Alibi", sagde kenneldamen. "Det kan hun ikke", sagde vi i bilen, og min mor vendte sig om fra forsædet og strøg hendes hvidgyldne side og opkaldte hende efter Isabella af Spanien, der svor ikke at skifte undertøj, før noget, jeg ikke hørte, indtraf. Jeg begravede ansigtet i pelsen og fik munden fuld af hår; byger af hår faldt overalt, der voksede grovere blankere hår ud, hun blev mere Isabellafarvet. "Vil du da ikke hellere have haft en mindre, én ligesom dronningens", sagde min mormor, "der ikke fælder", og lod en ispind dreje om hendes hurtige tunge, "ret meget". Jeg trak i 42 stædige kilo. "Godt, det ikke er vinter", sagde min morfar og trak hende på en slæde op for enden af haven og stak spaden i den ikke-hårde jord. Hun løb rundt om spisebordet med halen som en fane og mig efter, bolden knirkede i munden. Hun kom listende med øjne, som hun var helt fremme i, og fandt mig bag en dør. Hun holdt i den ene ende, og jeg trak i den anden, hendes kløer gled over det bonede gulv, og inde fra hende kom en dyb syngende lyd. Hun gnavede sig gennem rebet og blev lænket med en tyrekæde, som hun trak efter sig op i zinkbaljen, hvor hun med et suk lagde sig i regnvandet. Vi gik den sidste tur ned til havnen, "det må være nu, du vil da ikke have, det skal begynde at gøre ondt", og hun gik fra vadestedet og sænkede sit knudrede bryst i vandet; hundestejler lå og tørrede ind i nettene, en blå pind skyllede frem og tilbage, jeg trak i hende, op ad Færgebakken, hver gang hun bøjede hovedet for at snuse, trak jeg i hende. Dyrlægen sænkede hånden, hans hvide ærme rørte hendes øre, og hun døde på gulvtæppet. Jeg trådte ind i lejligheden og ventede, at hun kom stormende.

Uddrag fra Hovedstolen  

Se også