Minettes Golden Alibi

"Hvordan har hvalpene det?", spurgte min mor, "vi har det godt", svarede jeg og mærkede knuden smutte under mine fingre, og en til. Brystet havde to rækker vorter, som snavs let omkransede: sørgerande. Dyrlægen lod de hvide klumper falde i metalskålen, men først holdt han hver fastklemt som en tyk hvid reje mellem instrumentets ben. Han gav hende en hvid krave på, som hun fik skubbet af, så hun kunne komme til at trække trådene ud: en lang mund åbnede sig i det barberede ikke længere knudrede lyserøde bryst, og det lugtede sødligt fra den af jod, varme, spyt, kød. "Hvad vil du helst have: en hund eller en søskende?", spurgte de mig, og ugen efter trådte vi ind i løbegården til retriverne. Jeg knælede mellem to vrikkende hvalpe, en tredje hoppede op ad mig bagfra: jeg kiggede ind i et ellevildt ansigt. "Hun hedder Minettes Golden Alibi", sagde kenneldamen. "Det kan hun ikke", sagde vi i bilen, og min mor vendte sig om fra forsædet og strøg hendes hvidgyldne side og opkaldte hende efter Isabella af Spanien, der svor ikke at skifte undertøj, før noget, jeg ikke hørte, indtraf. Jeg begravede ansigtet i pelsen og fik munden fuld af hår; byger af hår faldt overalt, der voksede grovere blankere hår ud, hun blev mere Isabellafarvet. "Vil du da ikke hellere have haft en mindre, én ligesom dronningens", sagde min mormor, "der ikke fælder", og lod en ispind dreje om hendes hurtige tunge, "ret meget". Jeg trak i 42 stædige kilo. "Godt, det ikke er vinter", sagde min morfar og trak hende på en slæde op for enden af haven og stak spaden i den ikke-hårde jord. Hun løb rundt om spisebordet med halen som en fane og mig efter, bolden knirkede i munden. Hun kom listende med øjne, som hun var helt fremme i, og fandt mig bag en dør. Hun holdt i den ene ende, og jeg trak i den anden, hendes kløer gled over det bonede gulv, og inde fra hende kom en dyb syngende lyd. Hun gnavede sig gennem rebet og blev lænket med en tyrekæde, som hun trak efter sig op i zinkbaljen, hvor hun med et suk lagde sig i regnvandet. Vi gik den sidste tur ned til havnen, "det må være nu, du vil da ikke have, det skal begynde at gøre ondt", og hun gik fra vadestedet og sænkede sit knudrede bryst i vandet; hundestejler lå og tørrede ind i nettene, en blå pind skyllede frem og tilbage, jeg trak i hende, op ad Færgebakken, hver gang hun bøjede hovedet for at snuse, trak jeg i hende. Dyrlægen sænkede hånden, hans hvide ærme rørte hendes øre, og hun døde på gulvtæppet. Jeg trådte ind i lejligheden og ventede, at hun kom stormende.

Uddrag fra Hovedstolen