Fra "Dansen kan begynde"

Den nat kan min krop ikke finde hvile. Den vender og drejer sig, snart sveder den, snart er den kuldskær. Jeg sætter mig op i sengen, tænder lys, finder et ugeblad men må opgive at læse.
Besøget i Oldenburg har berørt mig. Jeg genkalder mig Kristofs ansigt, lyset i hans smil, som holdt ved, til jeg slog øjnene ned.   Jeg tænker på vore første bade ved Østersøkysten. Dengang. De var undertiden kolde. Vi drillede hinanden til at gå i, og igen kappedes vi om at komme længst ud og blive i vandet, til den anden gav op.
En sommerdag i august dukker op i min bevidsthed. En tordensky hang over Østersøen, som en blågrå væg, mens vi soppede mod land. Den tømte sig over os, og kåde, som vi var, sprang vi rundt i regnen og legede som børn. Omsider fik jeg nok, løb ind på stranden og søgte ly undet tagudhænget på et forfaldent skur, hvor der hang fiskegarn til tørre. De lugtede kvalmt. Stillede mig med ryggen mod den sortbejdsede trævæg og iagttog Kristofs bevægelser, da han fløjtende nærmede sig uden hast. Tiden skulle åbenbart trækkes i langdrag for at nyde den nye udfordring, som situationen gav anledning til. Da han stod over for mig, slap han ikke mit blik, mens han låste mine arme fast mod den sorte væg. Anspændt som jeg var, ventede jeg - og blev bange.   Han betragtede mig ufravendt, mens hænderne løsnede deres greb og roligt tog fat om badedragtens stropper. Lige så velovervejet blev de trukket ned over mine arme, videre, længere ned. Nu var hans øjne lukkede. Han smagte på mine læber, mens han berørte mine hofter. Det rislede igennem mig. Det mærkede han, sejrherren. Hans manøvre var pirrende, og jeg hviskede mere, mere. Han gav slip, førte mig ind i skuret og skønt badegæsterne på stranden var forsvundet, skød han omhyggeligt den tunge slå for døren og fortsatte sit drilleri på måtten indenfor.
Og jeg overgav mig i det sekund, han blidt søgte ind i mig.   Det var mødet med Gud.