Dansk, tyskfødt forfatter, født 1921.
De fleste af Bergit Forchhammers artikler og bøger omhandler biografiske og selvbiografiske emner fra et langt og begivenhedsrigt liv: opvæksten i Hitlers Tyskland, krigsårene som flygtning i London, efterkrigstiden i det besatte Tyskland, årene i USA og Afrika, m.m. I Danmark er der udgivet 6 bøger, i Tyskland 4. Desuden holder forfatteren foredrag og er i Tyskland repræsenteret med en ’erindringsboks’ i Historisches Museum i Frankfurt/Main.
Medlem af Dansk Forfatterforening.
PUBLIKATIONSLISTE
KÆRE KNUD
(Ellen Forchhammers erindringer om
Knud Rasmussens ungdom)
Wøldikes Forlag, 1979
også udkommet som lydbånd
HR. LÆRER, DE SPILDER VORES TID
(livet på en drengekostskole i Tanzania)
Forlaget Hjulet, 1984
ET MARKED I ØSTAFRIKA
(diasserie) Skolebogsforlaget
FAMILIEMØNSTER I TANZANIA
(diasserie) Skolebogsforlaget
VENLIGSINDET FJENDE
(tysk flygtning i London 1939-1945)
Hans Reitzels Forlag, 1988
FØR AUSCHWITZ
Museum Tusculanum, 1999
DEN AFRIKANSKE DRONNING PÅ FIRE HJUL
Forlaget Skovlænge, 2002
også udkommet som lydbånd
KÆRE KNUD - revideret udgivelse
Forlaget Atuagkat, Nuuk, 2004
FØR MIN SKOLETID
(Afrikanske elever fortæller om deres liv før skolen)
Forlaget Attika, 2006
HJEMAD MEN IKKE HJEM , et kapitel i antologien EN DAG I MIT LIV, skrevet af 20 forfattere i Dansk Forfatterforenings seniorgruppe, Forlaget Frydenlund, 2007
EN NAT I AFRIKAS VILDE VESTEN, kapitel i antologien NATTEN JEG ALDRIG GLEMMER, skrevet af seniorforfattere, planlagt til udgivelse efterår 09
DYRE MINDER
Siesta 2009
I TYSKLAND
WENN MEINE BRIEFE DICH ERREICHEN KÖNNTEN
(min mors, Mile Braach's krigsbreve)
Fischer Taschenbuch Verlag, 1987
IMMER WIEDER NACH BORNHOLM
Harenberg bibliophile Taschenbücher, 1992
FERNE NÄHE
(sammen med min mor, Emilie Braach)
Fischer Taschenbuch Verlag, 1997
også udkommet i Japan,
forlaget Amusuku, Tokyo
ABSCHIED VON LUISE – Schicksal eines Kölner Juden, Dittrich Verlag, Köln, 2001
I samarbejde med HISTORISCHES MUSEUM i Frankfurt/Main deltagelse i den permanente udstilling: Bibliothek der Alten, med en "erindringsboks".
Se:
www.historisches-museum.frankfurt.de
Artikler og kronikker (de fleste om Afrika)
Oprindeligt publiceret ForfatterNet Lyngby-Taarbæk - 26. juni 2000
Læs forfatteren
EDDERKOPPER og ANDET KRYB
Jeg holder meget af edderkopper og har så vidt jeg ved aldrig dræbt én. Jeg læste en artikel engang om edderkoppens indviklede - i mere end én forstand "indviklet" - kærlighedsliv og deres lange levetid på op til 30 år, og fik respekt for de ottebenede filigrankunstnere. Jeg er så heldig at være nærsynet, og lidt støv på hylderne og edderkoppespind i loftet generer mig ikke det mindste. Mens min mand, der er entomolog, satte træbukke på nåle, legede jeg med tanken om at indsamle og studere edderkopper. Vi diskuterede hvordan man bedst kan konservere de skrøbelige spindlere, og fandt ud af, at det måtte kunne lade sig gøre ved at indkapsle dem i en gennemsigtig plastikmasse, ligesom rav. Det er mange år siden, og det blev ved tanken. I mellemtiden er metoden opfundet. Vi skulle have taget patent på den dengang!
Til daglig bruger jeg tændstikæskemetoden til at fjerne de mest nærgående eller rettere nærsvævende edderkopper. I Afrika, hvor vi boede i en årrække, havde vi andre metoder. Huset var overbefolket med myg, myrer, sølvfisk, kakerlakker, edderkopper og andet kryb, en sjælden gang også med skorpioner og slanger. De store edderkopper, der levede en ret uforstyrret tilværelse under det høje loft, gjorde nytte i fødekæden, idet de tog sig af myggene. Men højere i kæden rangerede gekkoerne, som holdt til på væggene og gjorde ingen skade overhovedet. Tværtimod, i mangel af fjernsyn var der stor underholdningsværdi i at iagttage gekkoernes skakspil på væggens sort/hvide tern. I køkkenet regerede en kamæleon. Den balancerede med halen viklet tre gange omkring tøjsnoren og fangede alle insekter inden for langspytafstand. Om aftenen kom flagermusene i skæret af petroleumslampen og tog for sig af lækkerierne, men hunden Bonnie sørgede for, at der igen kom balance i økologien. Den snuppede de vampyrer, den kunne få fat i, når de bedøvet af lampens varme drattede ned på spisebordet og i min tallerken. Løvehunden med det blide navn knasede dem mellem sine frygtindgydende kæber. Vore tamme ugler, Phut og Fubsy, foretrak levende mus, men forstyrrede alligevel Pers aftenlige optælling og lavede rav i statistikken ved at guffe i sig fra det dækkede bord på terrassen, hvor et stort halogen-belyst insektnet var udspændt.
Min største edderkoppeoplevelse stammer dog ikke fra Afrika, men fra den fredelige danske provinsby, hvor vi boede. På grund af Pers interesse fik han ofte nogle mærkelige, fremmedartede "dudu’s" overrakt, som var havnet i Danmark med et læs bananer eller andre eksotiske frugter. "Dudu" er swahili og betyder "småkryb", og Pers øgenavn i Afrika var da også "Bwana Dudu". En dag ankom der to levende fugleedderkopper. De fik så lov at boltre sig i badekarret - uden vand i selvfølgelig - og blev fodret med håndplukkede fluer. Efter nogle dage syntes jeg nok, at vi og især vore tre børn kunne trænge til et bad. Seksårige Rikke begyndte at tisse i bukserne, fordi hun ikke turde gå på wc mere, og efter to uger var jeg selv på randen af et nervesammenbrud. Det førte til en større ægteskabelig krise og et ultimatum: enten mig eller fugleedderkopperne. Det undrer mig den dag i dag, at jeg gik af med sejren. Edderkopperne måtte lade livet og blev konserveret for evigheden ikke i plastik, men på nåle i en nydelig æske med glas låg, hvor de den dag i dag kan beses på Pers insektsamling i Serowe, Botswana.
Inspiration
Bøger om 2. Verdenskrig, især bøger om jødiske skæbner, (bogen, jeg læser for tiden : Viktor Klempereres dagbog),bøger om det østlige og sydlige Afrika, skrevet af afrikanske forfattere, og bøger af Dorris Lessing, Laurens van der Post, Nadine Gordimer. Karen Blixens Breve fra Afrika er også blandt mine favoritter. Dem har jeg mange af , for mange til at nævne her.