Søndag i det græske øhav.

Det er længe siden, Odysseus var på vej til Penelopes kødgryder sammen med sine trofaste mænd, men det må være i nærheden af disse skarpe hjørner af jordkloden det foregik.
Noahs ark drev måske osse engang om for vind og vejr lige netop her?
Jeg sidder i mit lukaf og tænker på, hvad de to gamle mænd ville sige og gøre, hvis de blev anbragt nede på manøvredørken i dette store motordrevne jernskib?
De ville nok krybe forskæmte sammen i et hjørne. Så langt væk som muligt fra den store stålhest, der står og sparker på fundamentet i maskinrummet. Eller springe rædselsslagne op ad den nærmeste lejder og hoppe ud over siden for at komme væk fra vore dages sømandskab.


Vi havde dårligt vejr i nat og væltede os som i en vaskebalje i stormen og den høje sø.
"Den gamle" var på broen hele natten, for dette er et farligt farvand med tusindvis af klipper og små øer uden fyrtårne. Han behøver ganske vist ikke at binde sig selv fast til masten og stoppe voks i ørerne på sine mænd, som Odysseus måtte, for vi tror jo ikke mere på sirenernes fortryllende sang.
Den eneste sirene, som vi tror på her ombord, er elektrisk og varsler brand.
Jeg håber ikke, at jeg skal høre den undtagen til øvelserne, for vi har en meget brandfarlig last under tre-lugen. Så hvis sirenen hyler om lidt, hjælper det os ikke at stoppe voks i ørerne.
Men ellers er dette skib jo nok noget mere sikkert end Odysseus` snekke og Noahs ark. (De må have haft det elendigt i arken i dårligt vejr... med søsyge elefanter og næsehorn... kvælerslanger der kom glidende ud af deres bure, når de var slået til pindebrænde o.s.v..)
Alligevel skal vi være lysvågne på bro og dæk og dørk: En styrmand eller rorgænger, der lukker øjnene et par minutter, kan rende båden ind på en af de mange skarpe klipper eller småøer, som vi sejler imellem. En mester, der kludrer, kan om et par timer have 40 mænds liv på sin samvittighed. En mand, der smider en cigaretstump i tre-lasten, kan blæse både skib og mus og mænd op i skyerne over os.


I dette klassiske vand, som de store stålskibe nu sejler tyndt, kan det hænde for et moderne menneske, at nogle stilfærdige tanker går om bord i hans hoved midt i motordrønet:
Hvordan skal vi for eksempel bære os ad med at bygge en ny Noahs ark?
Jeg mener... nu hvor videnskabsmændene er blevet så dygtige, at de vil gå Vorherre og de gamle guder i bedene. Det kan da ikke vare længe, før de får fremstillet en bombe, der er stærk nok til at skille planeten Jorden ad?
Man må vel så regne med, at de to halvdele ikke kan finde balancen i rummet med det samme, så man risikerer at falde af i det første sving, når de to stykker begynder at rotere hver for sig.
Så skal de udvalgte mellem os vel op på Mælkevejen med den næste Noahs ark. Med nogle gode kikkerter så de kan sidde deroppe mellem stjernerne og betragte resterne af deres planet.
Mon den kun blir spaltet i to stykker?
Triller alt menneskekravlet af, når de to dele begynder at rotere hver for sig? Eller blir den spaltet i tre, fire eller flere stykker? Måske så mange at vor klode ender som stjernestøv i rummets yderste mørke?
Kan det tænkes at nogle af delene finder sammen igen?

Den eneste helt sikre er, at hvis nogle mennesker overlever det... så vil de atter dele sig i forskellige grupper og begynde på at diskutere ejendomsretten til det stykke meteorsten, som de roterer videre på.

Fra "En sømands dagbog"