P.S.

Er enig! Holder personligt at ordet: Udveksling - samtale er også godt: Jeg opfatter disse ord som mere rummelige, og inden for disse rammer; (udveksling/samtale), kan der så, hvis der opstår behov for det, opstå en debat, som så igen kan fade ud, alt imens at udvekslingen/samtalen fortsætter...

Jeg er meget enig med dig i dine betragtninger om "debat" og "samtale". Kan huske at da vi oprettede læseklubberne på litteratursiden, havde vi også diskussionen. Jeg har aldrig kunne forlige mig med ordet "debat", da jeg ikke helt syntes det altid passer til snakken om en skønlitterær bog, - måske bedre til en faglitterær af slagsen. Ved en samtale er det udvekslingen af læseoplevelser som er det bærende jvf. din kommentar.

Nå, det er måske ikke det rigtige sted, at tage den snak i lyrikklubben, jeg følte bare behov for at give dig ret.

I virkeligheden er det måske fordi vi mangler et ord der kan dække en samtale på nettet. Ordet "samtale" knytter sig meget til at to eller flere mennesker står over for hinanden og samtaler.

 I "Til det næste årtusind - Amerikanske forelæsninger" skriver Italo Calvino, at han har fundet frem til en fællesnævner angående hans eget forfatterskab, en rød tråd der løber gennem de forskellige bøger, han skrev, og den er, at han har forsøgt at ophæve tyngden. I "Sørgegondolen" ophæver Tomas Tranströmer i stedet letheden i mine øjne. Jeg får bogstaveligt talt en tyngde i kroppen af at læse digtene, og indimellem tænker jeg, hvorfor der ikke kommer et enkelt lidt mere ”luftigt” øjeblik for ligesom at danne modvægt til den tunge stemning, men måske er jeg miljøskadet af at have set mange film, på den måde.

 Det er, som om der i hvert digts slutord er bundet en kampesten fast, som man får besked på at gå rundt om mindst ti gange, udelukkende for at betragte stenens struktur, dens ubevægelighed. Uigennemskueligheden i digtene, forstået på den måde, at de omtaler sig selv som et ”jeg” fra nogle mildest talt anderledes vinkler, gør, at de fremstår som uforanderlige nøjagtigt ligesom den tyngde, de rammer mig med, har. De er, i min oplevelse, uforsonlige, og ekstremt ensomme, fordi de ikke henvender sig til nogen, men kredser om punkter i tankerækker og i tid, om drømmebilleder og om en fremmedhed på en sælsom måde, en måde som på den ene side er fascinerende, men som på en måde ikke rigtigt fanger mig, da jeg ikke føler tilpas meget luft at ”ånde” disse udsagn ind med. Men det at jeg ikke kan spejle mig i digtene på visse måder fratager ikke meget af deres fascinationskraft, da det giver den føromtalte uforsonlighed kraft. Der er desuden, håber jeg, en god selvironi forbundet med at give et digt i en så tung samling som denne titlen ”November i det forhenværende DDR”. Jeg har aldrig været, og bliver nok aldrig, fan af haikudigte, og jeg synes ikke, det tilfører samlingen noget specielt godt, at de er med, da de i sin søgen efter essensen, i mine øjne, bliver for teatralske, for højtravende og for lidt rørende og derved mister mig som interesseret læser. Jeg føler mig ikke ramt med andre ord af dem, som jeg gør af ”Natbogsblad” s. 9. Det digt er der en suveræn kraft i, og det er helt sikkert højdepunktet i samlingen for mig, da det har et sug i sig til sidst, som ikke gentager sig noget andet sted i bogen for mig.

Jeg ville ønske,

jeg var mere vågen,

så jeg kunne skrive

om den søvn,

der tiltaler mig mest.

 Det er nogle linjer, som tilhører samlingen selvom de ikke står i den, synes jeg. I betragtning af hvor kort samlingen er, synes jeg, den når vidt omkring, og jeg synes dens store force er, at den formår, på en måde, at ophæve tiden ved at sætte punkter af tidløshed sammen i et tusmørkeagtigt felt. Det er en ambitiøs digtsamling, som også lidt skrider under sine egne ambitioner, men det er paradoksalt nok omdrejningspunktet i den, fordi den, som sagt, ophæver letheden på sin egen, på sin vis, selvudslettende facon.

Hvert af disse digte har sin tilkomsthistorie, lever udmærket som digte hver for sig, men de har det fællespræg, der gør, at de som samling bliver en hilsen fra en anden verden, den verden mellem søvn og vågenhed, den drøm mellem vågenhed og glemsel, som alle kender, men som forsvinder som en sæbeboble, når telefonen ringer.

Det er som en film, eller snarere et musikstykke, når nu henvisningen til musikken ligger i det lange titeldigt, Sorgegondolen 2’, en henvisning til dette musikstykke af Liszt ’La lugubre gondola II’ http://www.youtube.com/watch?v=-YYCg2Bhh1Y .

Historien er, at 1882/83 tilbragte Liszt en periode i Venedig sammen med sin datter Cosima og hendes mand Richard Wagner. Musikken er inspireret af de sorte gondoler som ved begravelser lydløse gled af sted i processionen. Man kan opfatte musikken som dyster:

’Liszt har skrivit ner några ackord som är så tunga att de

        borde skickas

till mineralogiska instituionen i Padova för analys.’

Men Tranströmer vælger alligevel ’Sorgegondolen’ som den overordnede titel på digtsamlingen, det kan man vel ikke undgå at lægge noget i. Digtet springer mellem den fortid, musikken bliver til i og med kig til nutiden fordi:

’Gondolen är tungt lastad med framtidens hopkurade stenar.’

Det er som en film med bratte spring i tid og sted, men i sin enkelhed er denne musik også med spring som dem mellem hver tangent.

Det er jo så tit sagt om digt, at det var som musik, og betyder da ofte, at digtet er indholdsløst kling-klang. Her forstår jeg det nærmest som det modsatte af kling-klang, det hele er så troværdigt oplevet og formidlet, så læseren løsrives fra sin dagligdag og følger med ind i digtet og ser verden med dets øjne, når han løfter øjnene fra bogen.

Eksempler vil næppe sige så meget. Digtene ligner jo i en vis forstand blot det, alle gør lige nu: Hinanden fremmede elementer stilles op mod hinanden og afventer virkningen af kontrasternes sammenstød. Det kan kaldes ’teknik’, en teknik som må føre til haiku, hvilke der er en del af i samlingen. Det sjældne, jeg så oplever her, er, at kontrasterne nok slår mod hinanden, men gør det med samme virkning mod sammenhæng som toner i musikken:

’När Liszt spelar i ikväll håller han havspedalen nertryckt

Så att havets gröna kraft stiger upp genom golvet och flyter

         samman med all sten i byggnaden.

Godafton vackra djup!

Gondolen är tungt lastad med liv, den är enkel och svart.’

Sjældent ser man et omslag på en bog, der i den grad formår at afspejle indholdet: let gråt glider ind mellem det blå, det ligner en skærgårdskyst uden man kan sige, hvilken farve som er hav og hvilken, der er det faste land:

’djupet som vill stiga in till människorna utan att visa sitt

         ansikte.’

Læseren bliver ladt i stikken, hvis han søger en ’forklaring’ – det nærmeste vi kommer, er til ’nuets evigt blödande punkt’ – ’osäkerhetens rike’.

’Det enda jag vill säga

glimmer utom räkhåll

som silvret

hos pantlånaren.’

Det er den øvelse, hvert digt er igennem, særlig genkendeligt i hans haikudigte. Men de øvrige har bevægelsen i haiku med sig, sammenstødet.

I digtet ’Två städer’ læser jeg en hentydning til besættelsen af Danmark 40/45.  

’På hvar sin sida om ett sund två städer

den ena möklagt, ockuperad av fienden.

I den andra brinner lamporna.

Den lysande stranden hypnotiserer den mörka.’

Det minder da om Hjalmar Guldbergs digt ’Hälsning till Danmark’ trykt 1942 i ’Fem kornbröd och två fiskar’:

’Mörklagd ligger i kväll ditt hus

Och dämpad är tonen i samtalsorden.’

- nok læst op ved digtermødet ved ’Den Svenske Uge’ i København 1941. Men hvad gør denne association her? Første strofe er så normal, men pludselig er det ikke 1945, men måske et billede på forholdet mellem to mennesker:

’Jag simmar ut i trance

På de glittande mörka vattnen.

En dov tubastöt tränger in.

Det är en väns röst, tag din grav och gå.’

Det kan man så tænkte længe over, hvad skal betyde! Lad os trøste os med disse ord af Kjeld Abels prolog ’Et vindu’ fra den afsluttende fest på ’Den Svenske uge’ i salen på Københavns Rådhus, læst af Bodil Ipsen:

’Naar Mørket falder

og Danmark slukkes,

saa letter vi lidt paa de sorte Gardiner

og kikker mod Sverige –

og Svaret i Natten

er lutter smaa plirrende Lys,

der siger:

vi er her –

du er ikke alene - !’

En optimisme, som ikke ligger lige for i ’Sorgegondolen’!

Det er fint, der findes en dansk oversættelse. Jeg vil dog gerne opfordre til, at man låner / anskaffer den svenske version også - de samlede digte fås som billigbog 'En bok för alla'. Et sprog er mere end ordene - sproget er også dets lyd, og så er det jo så  heldigt, at med begge versioner i hånden får vi lyden med -. En god sommeropgave. Måske en smule melankolsk - det vil vise sig! :-)