Fra læseklubben DR Romanklubben
Siden blev det for pænt
Læseklub
Af Michael Linde Larsen. Publiceret 01/12/2011. Opdateret 30/04/2012.
Deltag i debatten om 'Siden blev det for pænt', hvor bl.a. betydningen af Tiefland diskuteres. Trisse Gejl deltager også i debatten. Bogen er til debat i hele april måned.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Send til en ven
smag på bøgerne – en bid om dagen
Herligt med denne engagerede debat om Trisse Gejls fremragende roman!
Jeg vil lige nævne, at jeg interviewer Trisse om romanen på Litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg på fredag d. 20. april kl. 14. Der er i øvrigt mulighed for at møde alle de nomineres forfattere til DR Romanprisen på Ordkraft.
Jeg kan heller ikke lade være med kort at bidrage til debatten om bogen her, omend jeg er meget enig i de beskrivelser Caroline, Ane og Rikke kom med i går. Beskrivelsen af Tiefland synes jeg er noget af det stærkeste i romanen, og det hænger jo uløseligt sammen med alle de ting, som Trine foretager sig -altså for at nå derhen. Da jeg sidst interviewede Trisse om bogen sagde hun meget klart, at dette Teifland ikke kunne kombineres med et almindeligt familieliv osv. Legen med forfatterens egen rolle i romanen også er ret genial, ikke mindst fordi den netop er ud fa en kvindes optik, og fordi den hele tiden
bevæger sig på kanten, og er en del af den humor, som gennemsyrer romanen.
Desuden fremstår Trine som en særdeles troværdig hovedperon på trods af alle de vilde ting hun foretager sig. Hvis man fik refereret visse af hendes
eskapader, ville man måske ikke tro på dem, men i kraft af Trisses stærke sprog bliver Trine uhyre levende og troværdig. Jeg er kommet til at holde af
Trines særlige råhed og mangel på pænhed, og jeg synes det er mere interessant, fordi hun netop ikke går i hundene, jvf. sammenligningen med Hærværk og Sult, og at hun i virkeligheden lever et dobbeltliv og befinder sig
på kanten.
"Siden blev det for pænt" har været en af mine bedste læseoplevelser de senere år, og jeg glæder mig til igen at tale med Trisse om bogen på fredag.
Kom og lyt med - der bliver mulighed for at stille spørgmål undervejs i samtalen!
Jeg vil lige komme med et link til Trisse Gejls interview med Richard Ford:
http://www.dr.dk/P1/Kulturnyt/2010/11/01114924.htm
Det ligger i 2 dele, man kan klikke sig ind på begge fra ovennævnte side.
Det er så sandt som det er sagt, Ane og Caroline, det er sproget der gør at det ikke bliver en kliché at Vedel drikker og ryger sig igennem sin krise. Det er som Ane skriver, en befrielse at læse om at Vedel gir fanden i vold og opfører sig som hun vil.
Jeg faldt over Olga Ravns anmeldese af bogen i information:
Gejl skriver i en slags uren prosa. Den vedkender sig aldrig rigtig et fast (postmodernistisk?) ståsted. Tematisk set har Gejl meget til fælles med Helle Helles nyeste roman (ensomheden, utroskaben, skrivekrisen, stirre og stirre ud ad et vindue), men hun adskiller sig med en formmæssigt meget løsere skrift. Det er som sagt ikke den benhårde konsekvens til stede, som man ser hos mange andre forfattere fra samme generation. Men jeg tror, at netop denne urene prosa, denne minimale, men dog tilstedeværende, slinger i den prosaiske vals, den alkoholiserede fraværende forfattermors tale, gør det muligt for romanen at blive den gode bog, den er.
Den manglende benhårde konsekvens, det er det jeg var obs på, at man som læser ikke hæfter sig ved sprogets form, men det går dadadum dadadum deruda.
Der er en del steder i bogen, hvor jeg har stoppet op og har tænkt nærmere, for der er mange steder i bogen at der er en kritik af det samfundet vi lever i (Gejl er inde på dette i sit interview) og det er skønt for mig som læser at læse. At der bliver taget et standpunkt.
Kære Caroline - og jer andre.
Du har efter min mening helt ret ift. sproget i bogen, det er nemlig skrevet, så sproget ikke "bare" bliver en kliché, men der er faktisk nogle ret smukke passager, og jeg har tænkt meget over bogen efterfølgende. Jeg har også tænkt på det med at Vedel opfører sig "maskulint": ryger, drikker mv., og at det faktisk er ret befriende, at læse om en kvinde der gør disse ting, endda ret åbenlyst. Jeg synes ofte det stereotype billede af kvinder (måske også mange kvinders egen opfattelse af sit køn?) er denne smukke og overskudsramte karrierekvinde, der altid bager økologisk og henter børn tidligt osv. Og hvem kan egentlig til fulde leve op til disse forestillinger? Så at læse om en meget menneskelig kvinde var en befrielse.
Ved godt at det er en helt anden bog, men jeg kan stadig huske det store indtryk Herbjørg Wassmos (et forfatterskab der iøvrigt varmt kan anbefales) trilogi om den fiktive Dina gjorde på mig, fordi hun netop er en kvinde, der for flere hundrede år siden gav los for lyster, begær og samtidig styrede forretningen med hård hånd og egentlig ikke interesserede sig syndeligt for opdragelse mv af sine børn. Hun levede kort sagt ikke op til de forestillinger der dengang var om hvordan man var en "god" kvinde. Ikke at jeg vil opfordre kvinder/mødre til at være sådan, men hold op hvor var det anderledes og tankevækkende, at læse om sådan en kvinde.
Oprindeligt ville jeg bare have skrevet God læselyst til jer alle - "Siden blev det for pænt" er efter min mening den bedste læseoplevelse af alle de udvalgte romaner. Jeg har desværre måttet læse romanerne i den rækkefølge, jeg har kunnet skaffe dem hjem fra biblioteket – og "Siden det blev for pænt" er læst for længe siden, så jeg følte ikke jeg kunne bidrage med andet. Men Connie skrev i et af de første indlæg, at hun oplevede diskussionen i læseklubben som træg – og så kunne et indlæg med teksten:" God læselyst" jo ikke bare gå.
Siden er debatten kommet i gang og har også sat gang i mine overvejelser over, hvorfor jeg synes romanen er så god:
Romanen er skrevet så det nærmest er en kliché på en forfatterderoute. Trine Vedels angst for at passe ind i det pæne og det almindelige, får hende til at søge det modsatte af det pæne. Trisse Gejl omtaler hende som en form for destruktiv tvilling, hende der gør alt det man bare ikke gør! Destruktionsfortællingen og det tætte forhold til virkelighedens forfatter er set før (som også Michael er inde på i sit indlæg) – så hvorfor er det så så interessant at læse?
Trine Vedel gør oprør mod klichéerne og pænheden, hun optræder nærmest maskulint i dette oprør. Trisse Gejls fortælling balancerer på grænsen af kliché – men det er så formfuldendt og afpudset sprogligt, at det ikke bliver en kliché, men fin litteratur. Alt er nøje afvejet – vi får som læsere ikke flere oplysninger end vi har brug for, så det bliver interessant at læse videre og følge romanens fortælling og personernes udvikling.
Da jeg læste om Tiefland første gang i romanen, troede jeg det var en humoristisk titel på sommerhuset, endnu en sproglig kliche - at titlen på huset var endnu et tegn på Trine Vedel ikke turde komme tæt på det virkelige, det der gør ondt. Men efter at have læst jeres tolkninger af stedet og Trisse Gejls udlægning, vælger jeg at læse det som et dybt alvorligt sted – og som det sted, hvor der (med Nietzsches ord) af kaos kan fødes en dansende stjerne.
Caroline
Mange dyr har ritualer, når de mødes, ritualer der signaler at der er fred og ingen fare, en slags "jeg anerkender din eksistens og vil dig intet ondt" . Kan man mon ikke opfatte menneskers smalltalk på samme måde? Altså: jeg ser dig og anerkender din tilstedeværelse og vil intet ondt.
I bogen her synes jeg at disse signaler udsendes tydeligt i det amerikanske miljjø. Man vil ikke involvere sig med hinanden, blot vise sin accept.
Der ligger ikke noget spørgsmål i det, skriver Trisse Gejl, når der spørges: How are you.
Jeg ser også den form for smalltalk som høflighed. I bogen konfronteres danskerne med Hassans mors spørgsmål og tror at de skal svare udførligt for at være høflige, hvilket altså ikke er meningen. Ikke noget at sige til at Hassans mor bliver overvældet. Det er en sjov anekdote (som Trisse G. kalder det) og et sjovt billede på kulturforskel.
Men hvilken betydning har denne historie i selve romanen her?
Du har ret, Michael, smalltalk kan være høfligt og en anerkedelse af den person man taler med. Det er også med til at gøre at man på arbejdspladsen eller det offentlige rum føler sig mere velkommen og "hjemme".
Rikke
Det er godt nok et lille sidespring i forhold til bogen. Men jeg tillader mig et kort øjeblik at dvæle ved begrebet "smalltalk". For et stykke tid siden hørte jeg en P1 udsendelse, hvor Søren Ulrik Thomsen, slog et slag for det nødvendige i smalltalk. For ved at tale det samme sprog i forskellige situation vil det give os en trykhed, som f.eks. ny-danskere også kunne nyde godt af.
For ham var udtrykket "ha' en fortsat god dag" helt fint, og en høflighedsfrase som han satte pris på.
Smalltalk kan også være høflighed. En høflighed som i situationen måske kan synes overfladisk, men under overfladen faktisk rummer en anerkendelse og respekt for den person man taler med. Plus det giver folk et sprog man kan bruge i mødet med nye mennesker.
Men det er da rigtigt, at vi danskere godt kan blive noget forvirrede over dybden i samtalen med en amerikaner, hvis ikke man er bekendt med det sprogbrug.
Kære Trisse
Tak for dine fine inputs og for en spændende debat. Jeg har læst den med stor interesse. Jeg kan godt forstå, du havde dine forbehold ved at deltage i debatten her på siden, det er der flere forfattere der også har haft. De forfattere der har deltaget, har haft samme opfattelse; at de har haft det skideskægt.
Jeg bed også mærke i "small talken", som Katharine gjore, og kom også til at tænke over hvordan vi opfører os overfor hinanden, hvor man kan sige, at small talk er en overfladisk tilgang og hvor man/Trine Vedel bliver usikker og uforundret over hvorfor manden ikke ringer tilbage. (bogen ligger derhjemme, jeg kan pt ikke huske hvad han hed)
Ligeledes var jeg, som mange af jer andre også meget betaget af afsnittet om Tiefland (det er vanvittigt godt beskrevet!) og især, da jeg læste det kl 4 om natten. Der er mørkt og der er de særeste lyde, jo, jeg fik mig en rigtig god/uhyggelig oplevelse da jeg læste netop det afsnit.
Connie, jeg tror også det er noget indefra, dette Tiefland, men har endnu ikke fundet ud af hvad, meget meget interessant, og afsnittet er i en helt anden stemning end resten af bogen.
Jeg må også, som Moldt kommentere på psykiaterens diagnose af Sus, jeg tænker at det er en rigtig god bekrivelse af en ung uerfaren psykiater, og godt at Trine tog ned på skadestuen, og en vanvittig god beskrivelse /kritik? af hånterigen psykisk syge. Hvor det ofte går for stærkt med dianosticeringen af patienterne, og hvor de alt for hurtigt bliver sent hjem.
Jeg er i den grad ramt af Trisses bog, (igen i nat måtte jeg læse, så er man ramt :-)). Og med Tobias cykel....jeg vender stærkt tilbage!
Tak for en meget spædende debat
Rikke
har stadig den holdning at jeg ikke ved mere om den bog end I gør, og at den selvbiografiske læsning er mere interessant end den selvbiografiske skrivning af den.
Var lidt forbeholdende da Rikke Smith bad mig blande mig, men nu synes jeg bare det er skideskægt og inspirerende.
Vil blot indskyde to ting (for lige om lidt skal jeg rejse og ved ikke hvornår jeg får mulighed for at skrive mere, hvis jeg overhovedet skal det) og virkelig håbe at min indblanden ikke påvirker diskussionen, at man vil gå så råt til bogen som hvis jeg ikke havde.
Ja, Bille Hjernøe hedder netop det han hedder fordi manden bag Das Bechwerk jo påtog sig navnet fra en tilfældig brevsprække: Helge Bille. Så det er en slags kærlig hilsen til ham fordi jeg synes identitetstematikken er spændende - og i et tilfælde som Trine Vedel, hvem er rolle hvem er menneske, ved hun det selv, hvem foragter hvem - og fordi hun allerede har mistet respekten for sin egen identitet, herregud, så lad en anden overtage den - eller er det bare fordi hun tjener penge på det? dobbeltintegritetstab. sådan noget i den dur tænkte jeg, kunstneridentiteten, den grædende klovn. måske er det åndssvagt, men det optager mig.
Det er sjovt at Katharine har lagt mærke til anekdoten i 3. kapitel. Det er de der små nuancer der altid fascinerer mig, ligesom workingclassmænd i England der langer burgeren over disken og siger "here you go love". Værsgo elskede? Er ellers altid så bange for at arbejde med anekdoter, det kan nemt blive påklistrede.
Den sidste ting: slutningen (hov det var vist tre og ikke to ting). Connie jeg har siddet i ugevis - måske mere med de sidste to sider. Skrevet for meget, kortet ned til for lidt. Ville så gerne ramme den stemning af uro, men samtidig en uro man måske kunne gå modigt ind i - eller en uro man er nødt til at konfrontere for at blive til den man er.
Til sidst blev det for kort frygtede jeg: afgrunden af sort vand under båden og fuglene. Men måske var det blevet for højstemt hvis jeg ikke havde skåret det ned til det.
og hvor er det sjovt at være i læseklub om sin egen bog, det har jeg sgu aldrig prøvet før. Og lad for alt i verden være med at tage hensyn til mig, jeg er hårdfør. Diskussionerne er meget mere interessante!!
Og nu vil jeg ture af sted - og foreløbig tak for herligt reflekteret selskab. vender tilbage hvis jeg kan og hvis det er relevant.
kh Trisse
Jeg er lige begyndte at læse Siden blev det for pænt - og det tegner rigtigt godt. Jeg blev så rørt over Trisse Gejls indsigtsfulde, smukke og smertefulde beskrivelse af forskellen i fatisk kommunikation mellem Danmark og New York (USA) i kapitel tre.
Ifølge Wikipedia er fatisk sprog ritualiseret small talk og konventioner, der er intetsigende i den forstand, at der ikke overføres andre oplysninger end af typen jeg er her, du er der, vi er sammen. Jeg er på en måde uenig i Wikipedia, at fatisk sprog er intetsigende, fordi hvad egentlig er vigtigere at sige til hinanden end: "jeg er her, du er der, vi er sammen"? Ikke mindst for en som er ny i et fremmed land! Kapitel 3 viser meget poetisk, hvordan en lille kultur forskelle kan have stor betydning - og hvor svært det kan være.
Der er én ting, som jeg undrer mig dog lidt over. Jeg kan sagtens sætte mig ind i Hassans mors sted, fordi jeg selv har været der. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i hovedpersonens sted efter 25 år i Danmark. Men jeg forstår ikke, hvordan danskerne kan svare høfligt på et spørgsmål - men viser ingen reciprocitet. Hvordan skal man forstå det? Er det, fordi danskerne normalt kun viser en gensidig interesse for mennesker, som de kender i for vejen? Eller er det et spørgsmål om et overdrevet eksempel her med Hassans mor for at gøre en pointe klar? Eller lidt af begge dele?
Mest af alt vil jeg gerne sige en stor tak til Trisse Gejl for kapitel tre. Det er altid de bedste læseoplevelser, når man kan spejle sig selv i dem og blive klogere. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse resten af bogen.
Ja, det er en god afslutning. Ingen happy end, men muligheder både til det gode og det svære. Der vil vel altid være trusler og noget vi er bange for og noget som frister og er farligt og som vi ikke helt forstår. Trine må vælge sin vej nu og er måske blevet i stand til det. Ihvertfald er hun lydhør overfor Tobias´behov.
Først tænkte jeg at det hele handlede om utroskab - fra Johannes. Men nu opfatter jeg ham som ret stillestående og uengageret - også i andre kvinder. Og er det ikke svært at tro, at andre kvinder skulle være interesseret i ham? Eller er det fordi vi kun ser ham med Trines øjne? Vi kender kun hendes syn på ham.
Og samtidig tænker jeg at det må være trist at være gift med en Trine Vedel, som er så selvoptaget og ude af stand til at se de helt nære ting.
Hun vågner lidt op da Sus overtager moderrollen og bliver Tobias´ redningsmand/kvinde. Bl.a. henter cyklen. Det må gøre ondt på Trine at mærke Tobias´glæde ved Sus.
Iøvrigt er det en fint beskrevet scene ved psykiateren, hvor Trine er nærværende. Hun spørger: "På hvilken baggrund har du stillet den diagnose? Jeg har kendt Sus i mange år, hun har sgu aldrig været manisk".
Hvad tænker I andre om de scener hvor Trine diskuterer med psykiateren - og vel egentlig "redder" Sus?
Fedt at der fortsat er gang i debatten om Trisse Gejls bog.
Tak for linket til interview Trisse. Har netop haft fornøjelsen at læse det, og her havde jeg virkelig en øjenåbner og a ha oplevelse. Ja- det er hvad der kommer ud af det når man læser lidt hæsblæsende,som jeg ærligt erkender at jeg nogen gange er slem til - men jeg er netop blevet gjort opmærksom på at det jo ikke er sikkert at Johannes er Trine utro.
Jeg kan også rigtig godt li`at svaret ikke er endegyldigt - sjovt at du som er forfatteren ikke selv ved om han er det eller ej !. Jeg tog det bare som en selvfølge da jeg læste om alle de mistænkelige spor ( sorte hår osv ) men det fremgår jo ikke tydeligt om han egentlig er det eller ej. Hvad tror I andre ?
Måske er det ikke afgørende for forståelse af bogens handling. Ægteskabet er jo nok ikke til at redde uanset,- og Trine Vedels desperate selvbekræftelses projekt igennem tilfældige engangs eventyr fik da lige en brat opvågning ved afvisningen fra Hjernøe - ja, det var noget af en afvisning som jeg også hæftede mig ved Moldt. Tænk at de tre ord " Jeg er gift" stadig betyder noget ...Og så i den branche ;)
Jeg vil medgive Ane og Moldt detaljen med at der er en stadig uro til slut - trods Tieflands beroligende indflydelse,og jeg er enig i at det ikke er en ubetinget happy end, men det gør jo ikke bogen dårligere, måske endda bare mere troværdig ?
Spændende debat. Og Connie tak for info om Das Bechwerk, havde helt glemt den sag. Jeg var ligesom jer også meget optaget af hele projektet med intergritet og identitetstyveri. Men interessant er det hvad man kan tillade sig i kunstens navn. Jeg må indrømme, at i starten var jeg noget skeptisk over for denne rødvinsdrikkende, fallerede forfatter Trine Vedel, men efterhånden rørte historien mig alligevel. Hendes søgen efter værdighed finder jeg spændende, og det bliver en lang rejse for hende, hvor hun i den grad kommer i kontakt med Tiefland - urinstinkterne. Da så det sidste af hendes værdighed bliver taget fra hende af Hjernøe, er hun så nedbrudt, at hun nu kun har valget at bygge sig op igen, og det er sådan jeg læser slutningen, hvor hun endelig har brudt med Johannes, og vender tilbage til Tiefland med Tobias. Men jeg aner dog, ligesom Moldt, samtidig med forløsningen også uroen, så en ubetinget happy end vil jeg dog ikke kalde det.
Jeg har ikke selv tænkt på Das Bechwerk i denne her forbindelse, men tanken er da helt nærliggende.
Jeg har læst både "Suverænen" og "Selvmordsaktionen" og faldt pladask - især for Selvmordsaktionen. Den er helt sin egen og både morsom og tankevækkende. Og krævende.
Ang. Trine Vedel og Bille Hjernøe, så har jeg vist læst det som om hun har mistet sig selv så totalt, at andre får mulighed for at styre hendes liv. Hun har mistet evnen til at handle på egne vegne og lader stå til. Det eneste hun kan finde ud af, er at gå i seng med div. mænd. Er det i et forsøg på at genoprette sit tabte selvværd? Det er meget fint, da Bille H. afviser hende med ordene: "Jeg er gift". Det læses nærmest som et slag i ansigtet.
Sikke en god drejning debatten her på siden tager.Tænk at vi nu har forfatteren med på sidelinien :)
Vores indlæg fra imorges må have krydset hinanden, men nu har jeg læst dine inputs Trisse, og tak for anbefalingen af Fords forfatterskab. Jeg er blevet nysgerrig, og vil nok starte i det små, så det er da fint at han har lavet en novellesamling.
@Moldt- nu ved jeg ikke om du kun henvendte dig til mig ang. spørgsmålet om vinklen med Bille Hjernøe , men min umiddelbare tanke var at der da vidst var en hel masse om identitets tyveri og kunsthappenings lige på det tidspunkt da bogen blev skrevet . Nu har jeg sakset lidt fra nettet om den her Das Beckwerk sag så kan I måske også se en mulig inspirations kilde ? eller hvad siger du Trisse Gejl ? Hvorfor fandt du på den der krølle med integriteten eller mangelen på samme ? Jeg syntes nu også at det at hovedpersonen Trine Vedel scorer lavest af de 12 udvalgte forfattere er med til at give et billede af hvor langt ude hun er i sit selvværd og i sin krise / skriveblokering.
Her kommer mit "klip" sakset fra information på nettet.
"Kort efter Das Beckwerks start blev Thomas Skade-Rasmussen Strøbech knyttet til kunstfabrikken, hvor han i fællesskab med Claus Beck-Nielsen, der siden har ændret navn til Helge Bille Nielsen, har stået bag en række happenings."
For et år siden ca. afgjordes det i en retssag, der drejede sig om romanen ’Suverænen’ (Gyldendal, 2008),hvor sagens kerne var hvor tæt en anden person kunne gå på virkeligheden.
Afgørelsen var pure frifindelse til kunstneren der havde hugget en kollegas identitet .
Jeg kom til at tænke på denne sag da episoden med identitets tyveriet på fb og happeningen med afsløringen blev fletttet ind i bogens handling, men måske er det bare skudt helt ved siden af ? - og ja godt at du gør opmærksom på de poetiske sider i bogens handling Moldt.
Til slut vil jeg lige sige følgende til forfatteren;
Hvor er det flot at du løfter en flig fra din skriveproces , og giver os læsere den oplysning om din far ( som model for broderen Mads ) - og den sætning i skoven Trisse. Det var rørende læsning ! Ja, vi bør nok dvæle noget mere ved de små ting her i livet , og det er for mig at læse et af hovedbudskaberne i din bog.
Hej Trisse
Slutningen af bogen er meget smuk. Trine og Tobias ror ud på søen og som læser fornemmer jeg at der både er ro - og fare.
Trine tænker: "Jeg fornemmer den sorte sø under os som et sug". Og skarvernes træer står: "kridhvidt og smukt, som kun døden kan være det" og "de sorte fugle cirkler ovenover". Og de er både smukke og uhyggelige. Måske bevogter de indgangen til Tiefland, siger Trine til Tobias.
Det er en fin slutning. Tiefland eksisterer og rummer både forløsning og destruktion, sådan som du skriver her på siden. Og om det bliver det ene eller det andet for Trine har vi læsere sikkert forskellig opfattelse af - og det er godt.
@Trisse - Super interessant tilgang du har til din bog med "det er jo ikke længere min bog". Med den tanke rammer du lige ned i tankerne bag læseklubberne på litteratursiden. Nemlig den tanke, at vi respekter hver enkelt læseoplevelse, og hvis en læser har haft en oplevelse ved at læse en bog, og en anden har haft en helt anden, - ja, så bliver den repsekteret, og ingen kan tage den fra læseren.
Dermed ikke sagt, at tingene ikke kan komme til debat, og man kan ændre mening og holding til det læste.
Men jeg har da mødt det modsatte synspunkt hos forfattere, som gør sig ihærdige anstrengelser på, at overbevise deres læsere om at det er sådan deres bøger skal forståes, og hvis ikke de kan se det, så er der noget i vejen med den måde de læser på.
@Connie - måske jeg ikke har været/er helt klar i mælet, da det er ved at være et stykke tid siden jeg læste bogen. Men med mangel på blod, sved og tårer, mener jeg den stemningen af nedgang og destuktion. Jeg synes den er lidt for pæn. Måske jeg er uretfærdig, da jeg ofte ved forfatteres forsøg på at skrive om sig selv og deres egne dæmoner kommer til at sammenligne med "Hærværk", "Sult" og bøger af Stangerup. Her er hvoedpersonerne helt nede at ligge i rendestenen. Det fornemmer jeg ikke helt på samme måde i "Siden blev det for pænt".
Men så er bogen så meget andet, og på sin måde synes jeg den furgerer rigtigt fint med mange gode betragtninger om skriveriet og kampen mod sig selv.
hr forøverigt læst nogle af Richard Fords bøger. Dem var jeg også glade for at læse.
ved ikke om I har nået at læse mit indlæg længere nede, som sagt der er svar på lidt af det hele. Vedrørende Richard Ford: Ja, ham kan jeg varmt anbefale hvis man er til store romaner. Han har bl.a. skrevet trilogien Sportsjournalisten, Uafhængighedsdag og Som landet ligger. Hvis tiden ikke er til tre store romaner vil jeg anbefale hans novellesamling Kvalitetstid. Her får man en god fornemmelse for hans stil.
kh trisse
Er det sådan at Trine Vedel har tabt "sig selv" og at vi følger hendes kamp for at (gen)finde sig?
Et sted bliver hun spurgt: "Hvorfor er du så vred"? Hun svarer:
"Fordi jeg ikke kan skrive".
Og det må være en forfatters kamp, vel næsten evige kamp: ikke at kunne skrive. Lige så forløsende det må være at kunne give sig hen i forvisning om at man er på sporet, lige så tungt må det være at opdage at man: ikke kan skrive.
Personen Bille Hjernøe, som er ham der stiller spørgsmålet, er spændende. Det er ham der undersøger 12 kunstneres integritet og påviser at Trine Vedel har den laveste integritet af de tolv. Og nu har jeg lyst til at spørge dig: hvordan forstår du denne vinkel i romanen?
I sig selv er det tankevækkende at det kan ske (og jeg tror på at det kan ske), men hvorfor bruges det i romanen her?
Takket være en ekstra fridag, det triste vejr, og Moldt og Michaels kommentarer , har jeg nu en sidste gang kastet mig ud i overvejelser vedr. månedens bog.
@Moldt - som altid får du mig til at undersøge fascetter i læsningen, og denne gang bringer du "Tiefland" i spil. Du spørger hvordan vi skal forstå Tiefland ?
Da jeg læste bogen var det jo først i bogstavelig forstand
Tiefland er navnet på deres ødegård i Sverige.
Tiefland er også ( i min fortolkning ) stedet i det underbevidste hvor Trine Vedel / Trisse Gejl ( ? ) lader op og finder ind til den inderste kerne i sig selv. Det er her hun lærer bare at være !
Da jeg nu er så nysgerrigt et menneske googlede jeg lige på ordet, og fandt 711000 hits . Der poppede alskens informationer op , lige fra et rejsebureau med det navn , til en film af Leni Riefenstahl, en romantisk operaaf Dàlbert , en skulptur på Næstved torv og en hel masse om ham multikunstneren Trisse Gejl henviser til, nemlig - Henning Christiansen, og han er vel den der har patent på definitionen i denne bog, eftersom det er ham der frit bliver citeret i bogens indledning ( og det citat har du jo lige skrevet Moldt, så her henviser jeg til dit indlæg , eller bogen ) .
@Michael Linde ,- jeg er ikke enig i dit synspunkt om at der mangler blod , sved og tårer, hvis dit synspunkt går på den konkrete handling ( og ikke på den måde forfatteren kommer til sin historie. Jeg har dog en fornemmelse af at dit synspunkt går på den foræring forfatteren giver sig selv ved at tage udgangspunkt i egne erfaringer ? ellers ret mig ) .
Ang. sved og tårer syntes jeg tværtimod at jeg under min læsning af bogen, fik lidt for meget af Trine Vedels snotforkælede liv og ego trip.
Der er efter min mening alt for mange navlepillende scener, sved og tårer. Godt at det bliver beskrevet med humor og ironi.
@ Michael Krarup- tak for din henvisning til anmeldelse på din fine hjemmeside " bogbrokken"
Dit indlæg gav mig lige en øjenåbner til at jeg fandt ud af at der virkelig er en forfatter ved navn Richard Ford. Jeg slog endda hans navn op på litt.siden før jeg sendte mit første indlæg afsted, og da jeg ikke fandt ham her , var jeg da sikker på at han var en konstrueret figur, men nu har jeg så lært at researche mere grundigt ; ) Godt at man kan udvide sin horisont ved at deltage her.
Måske skulle jeg endda give mig selv en mulighed for at lære denne R. Ford at kende . Er det en forfatter nogle af jer derude har læst og kan anbefale ? Er det værd at gå i dybden med hans forfatterskab ? ? Trisse Gejl må jo syntes det, siden hun laver en sproglig konstruktion ud af et virkeligt hændelsesforløb, og i hvert fald tog hun fusen på mig .
SÅ er jeg også med på linjen efter aftale med Rikke. Egentlig har jeg den holdning som vistnok Roland Barthes udtrykte: Læserens fødsel er forfatterens død. Forstået sådan at forfatteren skaber bogen, men læseren puster liv i den, og herefter ved forfatteren ikke mere om den end læseren. Har i hvert fald ikke mere krav på tolkningen.
Men jeg må da indrømme, at jeg føler mig mødt på en virkelig god måde, når jeg læser jeres læsninger. Tak for dem. I lægger vægt på de samme ting, som var vigtige for mig. Hvis jeg kan bidrage yderligere med opklaring af noget, gør jeg det gerne.
Jeg kan da svare på det seneste spørgsmål: For mig er Tiefland et centralt begreb i bogen. Den bundløse sø af begær eller kreativitet eller åbenbaring/religiøsitet, der kan forløse os som mennesker, men samtidig også kan destruere os. I forløsningen ligger destruktionen og lurer. Alkohol, stoffer osv kan vel også være Tiefland.
Jeg husker da min far døde af kræft (det er egentlig hans død, der i bogen er brorens død) havde han et år efter kemokuren, hvor han var rask. Han var så glad og rolig. Efter en gåtur i skoven sagde han: ”Tænk at stå der og se et blad falde i sollyset uden nogen som helst trang til at beskrive det eller aftvinge det betydning”. Det må være forfatterens nirvana, tænkte jeg, at slippe fri af den evige registreren. Jeg mener det er med i bogen også - i en lidt anden form. Og det er den stilhed jeg forestiller mig ligger i kernen af Tiefland, den stilhed vi måske alle søger ubevidst.
En af jer ville holde øje med interviews, jeg linker her til et der måske svarer på flere af spørgsmålene, også om forbindelsen til mit eget liv:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Romanprisen201...
Og nu vil jeg tie stille lidt, det er jo ikke længere min bog.
Kh Trisse
Connie, du nævner Tiefland.
Hvordan skal vi forstå Tiefland?
Hvad er Tiefland for Trine - og for os alle?
"Dybt inde i menneskets kerne ligger Tiefland.
Det er lidenskaben, ulvehylene, erotikken, de bundløse søer,
længslen, klipper og kaos.
I kernen af Tiefland hersker stilheden".
Det indleder og slutter bogen. Det kunne være spændende at læse andres opfattelse af det.
Det er ved at være et stykke tid siden jeg læste "Siden blev det for pænt". Helt genrelt synes jeg det er et spændende projekt Trisse Gejl har kastet sig ud i. Hun er ikke den første forfatter som sætter sit eget liv og sit fag under lup. Men umiddelbart er det mest mænd som jeg husker give sig i kast med den øvelse.Så al ære og repekt for at en kvinde ikke skriver det alt for pænt.
Men som du også er inde på Connie, så ligger der også det i bogen, om det er virkelighed eller sprogelige konstruktioner. Jeg kom i hvert fald meget til at tænke på, hvor meget biografi der er i historien.
Må også indrømme, at mit store idol Henrik Stangerup måske står lidt i vejen¨for at jeg giver bogen de helt store stjerner. For når man har læst "Løgn over løgn" af Stangerup er det svært at komme med noget som bede beskriver ormen der sidder og gnaver i brystet. Altså efter min mening.
Måske lidt uretfærdigt, for det er bestemt en læseværdig bog Trisse Gejl har skrevet. Jeg manglede måske bare lidt mere blod, sved og tårer. Eller så er det bare mig som misforstår projektet. Måske vi mere er ude i nogle diskussioner om hvad som er virkelighed og hvad som er sprogelige konstruktioner.
Trine Vedel er 39 år, forfatter, en ret stor dansk kanon med sine romaner fra den danske udkant. Men hun er ved at være brændt ud på nærmest alle måder. Hun er ramt af skriveblokering og føler i stigende grad en falskhed i det hun skriver. Dertil kommer, at både ægteskabet og økonomien er under lavpunktet, og at hun efterhånden drikker som en svamp. Og ikke engang hendes liv i offentligheden er hun selv herre over...
Da hun under et interview, hun foretager i P1 med et af sine idoler Richard Ford, får at vide, at hans trilogis hovedperson Frank Bascombe* intet har med Ford selv at gøre men udelukkende er en 'sproglig konstruktion', er det som om, at Trine går helt i stykker. De to ord er nemlig nøglen til hendes egen betydelige livskrise.
Det er en glimrende bog, som Trine Vedel, undskyld, Trisse Gejl har skrevet om sin forfatterkollega Trine Vedels deroute. Den er fyldt med overvejelser over forfatterens liv og litteratur, og hvor de to ting skilles eller smelter sammen. For Trine kan kun lige præcis overskue sin litteraturs (eller andres) liv, og da hun heller ikke kan det mere, hvad er der så? Hun siger på et tidspunkt: "Alt hvad jeg har, er noget, jeg havde engang". Kan der mon gøres noget, når man er kommet så langt ud...?
Som læser, der ikke kender meget til Trisse Gejl, står jeg tilbage med det samme spørgsmål, som Trine stillede Richard Ford, om hvor meget i bogen der er Trisse Gejl og hvor meget der er sproglige konstruktioner. Jeg vil i hvert fald holde øje med interviews.
Rigtig god, interessant og velskrevet bog, som anbefales herfra.
PS: Trisse Gejl har faktisk interviewet Richard Ford under ledelse af P1's Tore Leifer (ligesom i bogen). Desværre er der kun et dødt link til udsendelsen på Trisse Gejls hjemmeside.
Fra Bogbrokken
Jeg syntes det går så trægt med debatten her - og iøvrigt også i de andre klubber jeg er medlem af , så jeg er blevet ramt af en skrivekrise :(
Jeg har ellers lavet noter undervejs i min læsning af månedens bog, og tager alligevel hul på månedens debat , for jeg skal aflevere bogen efter påske , og jeg har det nu bedst med at kunne kommentere , medens jeg har bogen.
Mine første indtryk er følgende ;
Jeg morede mig fint med Trisse Gejl seneste værk, hvor hun forholder sig dejligt selvironisk til hele bog branchen. Er Trine Vedel mon ikke et alter ego ?
Især det mere eller mindre mislykkedes interview med forfatteridolet Richard Ford ( er det en parodi på Poul Auster ? ) hvor han svarer at ; "alt hvad han skriver er sproglige konstruktioner."
s. 209 " jeg er desillusioneret over ; at han ikke tager sin hovedperson på sig". Sjovt at teenagedatteren Sofie forstår at analysere hvordan hun (Trine Vedel ) har det ,meget skarpere og lige på kornet i forhold til psykolog manden Johannes. Han er da også bare en ikke særlig medlevende mand - eller han bliver i hvert fald beskrevet som noget af en knudemand efter min mening. Er det mon en realistisk beskrivelse af en ægtemand der skulle være psykolog af profession? Mærkeligt at han er så lidt interesseret i konen - men det er måske den berømte glød der er slukket ?
Syntes også det var sjovt at nulevende personer bliver vævet sammen med fiktive ,- jeg gad vide hvordan Tore Leifer har det med at optræde i en roman ? Mon ikke han er lidt smigret ?
Hun ( Trine Vedel ) nævner også Sven Erik Fosness der netop bruger lunser af sig selv i sit forfatterskab, og måske neetop på den baggrund er gået skrivekold.
Ja- det er tydeligvis en svær branche at begå sig i ! Jeg syntes det har været interessant at opleve forfatterens liv beskrevet fra en forfatters synsvinkel.
Mon ikke det er en kendt sag blandt forfattere at det er svært at finde på den næste historie - der helst skal overgå den forrige ? Det evige skrivepres bliver formidlet meget troværdigt .
Trisse Gejl kommer netop godt omkring dette skisma, og det gør hun netop ved at skildre den dybt kriseramte forfatter Trine Vedel. Nedtur på nedtur blandet op med alkohol ( der er både personlig sorg -. broderens dødsfald , ægteskabskrise og måske deraf følgende skriveblokeringen at slås med ) . Jeg syntes der sker en forløsning i hendes liv i bogens slutning,og jeg fornemmer at hovedpersonen kommer styrket igennem sin langvarige depression / eksistentielle livskrise ?
Godt hun har " Tiefland" til at bearbejde sin sorg i ro og fred.
Jeg tror i øvrigt at det er dyrt betalte erfaringer ( tilfældig sex som overspringshandling f.x ) og hendes barn / og stedbarn betaler i hvert fald en høj pris for hendes ikke nærvær i lange perioder.
Måske ender bogen i glemselen som Trine Vedel selv citerer Proust for at sige s. 203 ;
" Alle bøger er som kirkegårde hvor navnene efterhånden er hvisket helt ud. At alt hvad man skrev er et forsøg på at genskabe det tabte"
Jeg ved ikke om det er en af de bøger der bare ryger i glemselen efter en tid, - det er de fleste bøgers skæbne vel egentlig ? -
Trisse Gejl får mig til at åbne øjnene for tilværelsen set med en forfatters briller på , og det har da været interessant og tankevækkende at opleve en bog med en fortæller fra den anden side af . Hvad syntes I andre om konstruktionen i historien ? Er det mon bare en sproglig konstruktion ? eller tager Trisse Gejl / Trine Vedel af hovedstolen ( som jeg jo har læst det hedder når forfattere bruger af eget materiale ) ? Svaret blæser i påskevinden !
Analysen er tilgængelig her: http://www.litteratursiden.dk/analyser/gejl-trisse-siden-blev-det-for-paent