Dette burde skrives i nutid

Oprettet: 12.07.2011 - 13:16

Bog: "Dette burde skrives i nutid" af Helle Helle

Bogens forside

En ung kvinde bor til leje ved stationen i Glumsø. Hver dag tager hun toget til København. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie, men hun kommer ikke på universitetet.

Forfatter: 
Helle Helle
Udgivet: 
2011
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
158
Lån bogen - Køb bogen

Bogen handler om Dorte, som ved der er så meget hun burde gøre. Også skrive...

Bogen var til debat i december 2011, hvor forfatteren Helle Helle deltog her i læseklubben.

"Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde, som tilnærmelsesvis yder værket retfærdighed. Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanlig kostbare roman 'Dette burde skrives i nutid', der overvælder mig på en så voldsom måde, at alle overordnede Helle Helleske overskrifter som minimalisme, provins-litteratur eller den påståede mangel på handling, gøres ganske overflødige." Nanna Goul, Weekendavisen d. 15. april 2011

Er bogen lånt ud på dit lokale bibliotek? Så prøv evt. at låne den som ebog fra eReolen.dk eller lydbog via netlydbog.dk Begge tilbud forudsætter blot, at biblioteket i din bopælskommune deltager i ordningen - og at du er indmeldt som låner på dit lokale bibliotek med en pinkode.

Anbefaling af bogen på Litteratursiden

Besøg Helle Helles hjemmeside

Helle Helle læser op fra sin nye roman og fortæller lidt om tankerne bag (fra Bogtube.dk)

Vild med Helle Helle? Prøv Litteratursiden liste med ”noget der ligner”

Stor tak til Helle Helle fordi hun ville være med i debatten.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • hhelle

    man, 02/01/2012 - 11:51

    Kære alle.

    Igen: Tak, fordi jeg må læse med her. Det er rigtigt, hvad Malene skriver, at december er fløjet af sted for mig, det er den sikkert for de fleste. Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke kun derfor, jeg ikke har kommenteret mere end en enkelt gang på jeres mange indlæg. Det er også, fordi jeg har været helt blokeret omkring det. Mærkeligt nok, for jeg lever ellers delvis af at holde foredrag på skoler og biblioteker, hvor jeg får mange spørgsmål til mine bøger, og det er intet problem at svare dér. Men det er nok det skriftlige her, som gør det sværere. Det er altid så definitivt på skrift. Plus det, at jeres spørgsmål og diskussion har levet så fint uden mig. Jeg er ikke en særlig kvalificeret læser eller fortolker. Jeg er bare den, der har skrevet, og alle mine overvejelser har ligget  i ordene og tegnene og hver enkelt sætning. Når jeg skriver en bog, ender det hver gang med, at jeg må opgive at overskue den fra ende til anden. Jeg kan ikke sige: Den handler om det og det. Jeg ved godt, hvad den handler om, men det er ikke det sprog, der optager mig. Det er det, der står på linjerne. Hvordan de taler og taler forbi hinanden, den slags. Hvor der bliver fortalt fra, og hvorfor. 

    Da jeg begyndte at skrive Dette burde skrives i nutid, ville jeg skrive en roman, som kommenterede det, at den er en roman. Som hele tiden forholdt sig til det, at den blev skrevet, sådan at udsigelsespositionen var meget tydelig. Jeg tænkte: Gad vide, om jeg kan det, på én gang gøre opmærksom  på, at dette er fiktion og samtidigt få det til at virke. Det var mit udgangspunkt, og det lykkedes langt fra, men man kan godt se resterne af det, især i første og sidste kapitel, som jeg - netop - tænker mig finder sted samme dag, med kort tids mellemrum. Hvor Dorte har sorteret og pakket sine ting og kasseret det meste (blandt andet sine tekster) (som muligvis inkluderer denne roman), pakket den ternede kuffert og picnickurven, hvorefter hun tager toget til København. Det vil sige flytter derind. 

    Men mens jeg skrev, kunne jeg ikke holde den. Jeg kunne ikke blive ved med at skrive sætninger, der pegede på romanen som roman, for som tiden gik, blev jeg mere og mere Dorte. Hvis man kan sige det sådan. Og derfor var det en fryd at indføre mig selv som irriterende forfatterskole-elev fra halvfemserne med læbestift og opsat hår i andetsidste kapitel. For Dorte er så meget klogere end mig, altså hende.

    Med sætningen "Vi tager op og vasker ned" mener faderen: "Vi tager op til Ringsted, som jo er op i forhold til Glumsø, og vasker vægge ned i din fasters smørrebrødsforretning, efter at hun har haft det nervesammenbrud med tunmoussen, så vi kan komme til at male og friske lidt op, som vi har lovet hende".

    Sætningen: "Dette er, hvordan det kunne have været" er den tydeligste rest af den bog, jeg egentlig ville skrive. Den siger: Dette er en roman. Og så er den den eneste sætning i nutid.

    Om sætningen "Alt ligger i dine hænder" tænker jeg selv: Det er de hænder, der skriver dette. Også derfor begynder sæningen efter denne "Jeg skrev for meget".

    Tak for alt det, I skrev, som jeg måtte læse. Tak for citatet, Erik, også for det.

    Jeg ønsker jer alle et rigtig godt nytår.

    Mange hilsner Helle

  • Malene M. Bisgaard

    søn, 01/01/2012 - 15:54

    Hej Erik - og tusind tak for et fantastisk inspirerende indlæg!

    Det var virkelig en fornøjelse at læse dine grundige kommentarer :-) Din tolkning gav god mening for mig, og jeg kan især godt li' iagttagelsen omkring bogens forløb/varighed. Dit forslag om, at bogen starter tidligt den dag, hun flytter, og slutter senere på dagen, mens hun venter på toget (og altså pga. sit korte omfang godt kan foregå som en tankestrøm mens hun pakker ned), fik mange ting til at falde på plads for mig. Havde lidt oplevelsen af at du satte fingeren på noget, som havde ligget og ulmet under overfladen for mig selv, uden at jeg dog fik gennemskuet det på egen hånd, så tak for det :-) Måske er det ikke sådan, Helle har tænkt det(?) Men det giver i hvert fald rigtig god mening for mig!

    Helle har forresten skrevet til mig på Facebook og undskyldt at december sådan er fløjet afsted for hende. Hun skrev dog også, at hun snarest vil kigge ind forbi og se, om hun kan komme med lidt respons :-) Derfor flytter jeg ikke denne debat til arkivet endnu, men lader den være åben, indtil Helle har haft mulighed for at kommenterer.

    Godt nytår til jer alle!

  • eriklk

    fre, 30/12/2011 - 22:56

    (På forhånd undskyld for en lang smøre. Er netop blevet færdig med bogen...)

    Jeg kan ikke læse slutningen anderledes, end at Dorte flytter. Som Malene skrev i begyndelsen af tråden hænger sidste og første kapitel sammen. Bogens næstsidste sætning er "Syrenerne blomstrede", og det er også første sætning i første kapitels andet afsnit. I det første kapitel beskrives også, hvordan Dorte har smidt tre affaldssække ud - to sække med genbrugstøj og én med gamle tekster. Bungalowens møbler har hun lånt af Dorte; de er antagelig blevet flyttet tidligere. Det eneste hun mangler at flytte i kapitel 1 er kufferten og en pose med jeans (og åbenbart en picnickurv med køkkenting).

    (Bungalowen må i øvrigt så vidt jeg kan se på Google Maps ligge på Stationsvej 11; der ser rart ud. Der er et stort, hvidtblomstrende træ i haven - er der nogen, der kan gennemskue, hvilken slags?)

    Spørgsmålet er snarere, hvor hun flytter hen: hjem til Dorte for at passe på hende eller ind til København (sammen med Hase?)? Det eneste, vi rigtig får at vide er, at forældrene "tager op og vasker ned". Umiddelbart ville jeg tro man tog 'ned' til Næstved - men man tager vel også 'ind' til København? Det må nok være op til læserens temperament, hvilken fremtid der er mest sandsynlig.

    For at forstå slutningen kan man nok ikke komme udenom det faktum, at romanen fortælles af Dorte selv. Men hvornår fortæller hun den, og hvordan? Problemet med hvornår og hvordan en jegfortælling forfattes er generelt, men her bliver det trukket i forgrunden af slutningen og af titlen.

    Som Helle Helle nævnte (og i forbifarten: hvordan kan man vælge brugernavnet hhelle frem for det omvendte? Sådan et palindrom lader man da ikke bare ligge?) er der klare paralleller til Samuel Becketts Molloy. Den roman handler i allerhøjeste grad om selve det kunstige og løgnagtige ved enhver form for fortælling. Anden del af bogen fortælles af Moran, og han starter sin fortælling (i den engelske oversættelse, Beckett selv var med til at udarbejde): "It is midnight. The rain is beating on the windows," og den afsluttes sådan: "Then I went back into the house and wrote, It is midnight. The rain is beating on the windows. It was not midnight. It was not raining."

    Min umiddelbare tolkning af sætningen: "Dette burde skrives i nutid, jeg skrev ikke" var at Dortes fortælling er nået på omgangshøjde med hendes liv. Bogen starter om morgenen den dag, hun skal flytte, og slutter senere på dagen, mens hun venter på toget. Hele bogen er tilpas kort (lydbogen varer lidt under fire timer) til at fortællingen teoretisk set kunne dække hendes tankestrøm mens hun pakker og gør rent. Hun har så at sige skrevet bogen i sit hovede (I kender sikkert godt fornemmelsen af at gå og 'forfatte' en sætning eller en formulering, f.eks. i forbindelse med et debatindlæg), men ikke 'rigtig' skrevet noget, og nu er hun så nået frem til nutidsøjeblikket, hvor der ikke længere er nogen fortid at fortælle om. Vi kender ikke hendes fremtid, fordi hun ikke selv kender den. (Men hun ved vel, hvor hun flytter hen? Og hun burde skrive det i nutid, men hun 'skrev' ikke.)

    Alternativt skriver hun fortællingen (ned) senere (i København? på en landejendom udenfor Sorø?), men så er hun vel blevet forfatter? Så er hun måske alligevel ikke så uambitiøs som flere af jer mener...

    Ligesom Gitte er jeg også interesseret i sætningen "Dette er, hvordan det kunne have været". Jeg har ikke noget godt bud på en tolkning, men sætningen virker helt central. 

    Jeg synes ligesom Malene at passagen med prosaisten bærer præg af noget metafiktivt. For mig var den mest relevante (og muligvis problematiske) passage dog én, Malene ikke citerede. Prosaisten siger: "Enhver idiot kan indføre en sjov lille mand med hat i teksten", hvortil Dorte svarer: "Eller en forfatterspire. Eller en dame på knallert". Dette antyder enten at Dorte allerede ser på sit liv som en tekst, eller at store dele af fortællingen (som selvfølgelig dybest set er en løgn, Helle Helle har bildt os ind) også for Dorte er fiktion. Har hun indført damen med knallerten i fortællingen eller vil hun gerne fortælle (/er hun allerede begyndt?) noget, der er ligeså vilkårligt som det virkelige liv? Eller oplever hun sin egen historie som én, der fortælles 'oppefra'? 

    (Muligvis er det blot Helle Helle der så at sige tager ordet fra Dorte og bruger hendes stemme til at kommentere på sin egen stil...? Måske har jeg blot stirret mig blind på Beckett-forbindelsen, men denne kommentar af Helle: "Så kom Dorte med sin perletaske, og før hende vist egentlig en del andre, som ligner hende, men bare hedder noget andet, Bente og Jane og Susanne, den slags", minder mig gevaldigt om en sætning i Malone Dør (s.236 i den engelske udgave af 'trilogien'): "Then it will be all over with the Murphys, Merciers, Molloys, Morans and Malones, unless it goes on beyond the grave." Det er Malone, der siger det, men navnene tilhører hovedpersonerne i Becketts romaner. Tilfældigt?)

    Uanset hvilken tolkning, man hælder til, ændrer sætningen romanens betydning. Hvis Dorte har fundet på dele af fortællingen, hvilke dele er det så? Og hvorfor? Vi tænker på Dorte som en passiv figur, men ikke rigtig over hende som en aktiv manipulator, der nøje udvælger hvad hun fortæller os og i hvilken rækkefølge. (Det gør hun selvfølgelig uanset om hun 'finder på' noget eller kun ihukommer, men denne sætning fremhæver hende som aktiv fortæller og bryder illusionen om at vi blot iagttager hende uden hendes vidende.)

    I øvrigt er der en grund til at både forfatterspiren (uanset om det er Dorte selv eller Hase) og damen med knallerten er med i romanen. Og selv hvis de ikke havde nogen funktion i handlingen ville de stadig have dét, litteraturteoretikeren Roland Barthes kaldte 'virkelighedseffekten' (se f.eks. http://www.information.dk/94556). Det er netop et stiltræk ved realistisk litteratur at der skal beskrivelser med, som ikke har en direkte plotmæssig eller tematisk funktion, da den tilsyneladende tilfældighed giver os indtryk af at have adgang til virkeligheden i én eller anden form. På den måde har prosaisten sådan set ret: der skal være en grund. Ægte tilfældighed er umulig i romaner. Ønsker man virkelig - og ikke kun fingeret - tilfældighed må man til dokumentarfilmen eller fotografiet eller den slags.

    Uanset tolkningen er jeg helt blæst væk af Dette burde skrives i nutid. Jeg synes det er Helle Helles bedste bog, og Rødby-Puttgarden har ellers længe været én af mine favoritter. (Jeg har længe tænkt at den burde filmatiseres af den franske instruktør Bruno Dumont - gad vide om Helle Helle kender til hans film?) Måske er det blot at jeg bedre kan forholde mig til Dortes liv end til Janes. Jeg har selv taget 12'eren på KUA (verdens måske mest deprimerende sted) og droppet ud af et studie uden at fortælle nogen om det og taget tog til København uden rigtig at gøre andet end at gå rundt. Dortes liv føles ægte og både humoren og smerten rammer mig. Som Helle (x2 - er det dér, dét kommer fra?) siger, ville det være helt forkert, hvis Dorte fortalte Dorte, at hun er droppet ud. Det er ikke sådan, deres forhold er, og det ville ødelægge balancen mellem dem og det frirum, samværet er for dem begge. 

    Til sidst endnu et Molloy-citat, som jeg synes er relevant, men måske for langt og 'kedeligt' til at alle gider læse det (selv de, der er kommet så langt). I slutningen af første del forholder Molloy, som er en jeg-fortæller, sig til selve det at fortælle :

    "And when I say I said, etc., all I mean is that I knew confusedly things were so, without knowing exactly what it was all about. And every time I say, I said this, or, I said that, or speak of a voice saying, far away inside me, Molloy, and then a fine phrase more or less clear and simple, or find myself compelled to attribute to others intelligible words, or hear my own voice uttering to others more or less articulate sounds, I am merely complying with the convention that demands you either lie or hold your peace. For what really happened was quite different. And I did not say, Yet a little while, at the rate things are going, etc., but that resembled perhaps what I would have said, if I had been able. In reality I said nothing at all, but I heard a murmur, something gone wrong with the silence, and I pricked up my ears, like an animal I imagine, which gives a start and pretends to be dead. And then sometimes there arose within me, confusedly, a kind of consciousness, which I express by saying, I said, etc., or, Don’t do it Molloy, or, Is that your mother’s name? said the sergeant, I quote from memory. Or which I express without sinking to the level of oratio recta, but by means of other figures quite as deceitful, as for example, It seemed to me that, etc., or, I had the impression that, etc., for it seemed to me nothing at all, and I had no impression of any kind, but simply somewhere something had changed, so that I too had to change, or the world too had to change, in order for nothing to be changed." (Trilogy, Grove Press 1959, s.88)

  • Christina Vikkelsø

    man, 26/12/2011 - 14:04

    Jeg har tænkt lidt over den "kuffertslutning", men jeg kan ikke lige greje den. Med hensyn til om en enkelt kuffert er nok, hvis Dorte skal flytte, så tror jeg såmænd godt, at det kunne være det. Det virker som om, at hun stort set ikke har nogen ting.

    Men om hun er ved at flytte...det kunne jeg godt tænke mig at høre Helle Helles mening om? Jeg havde ikke selv tænkt så meget på det, for min opmærksomhed blev fanget af sætningen "Dette burde skrives i nutid", som vi allerede har været inde på.

    En anden ting er 'den uambitiøse romanfigur', som du taler om, Malene. Jeg bliver ikke irriteret på dem. Jeg synes, at det er fascinerende at læse om en person, der er så forskellig fra mig selv. Hvad driver hende, når det ikke er lysten til at nå et mål og opnå noget? Er det småting i hverdagen? Er det kakaoen hos Magasin eller den lille bekræftelse, når hun er sammen med en eller anden fyr? I mine øjne kan hverken hendes selvværd eller hendes selvtillid være særlig store. Så måske får hun slet ikke tanken, at hun selv kan udrette og ændre noget i sit liv?!

  • Malene M. Bisgaard

    tor, 22/12/2011 - 17:17

    Årh ja, Christina! Hvor er det dog nogle gange irriterende med den slags romanfigurer man som læser (og måske endda også som forfatter?) pludselig får en masse ønsker og ambitioner på vegne af, hvis de så ikke kan tage sig sammen og gøre noget ved det ;-)

    Men du (og Vibeke) har sikkert ret... Så kan jeg bare ikke finde ud af, hvor Dorte og hendes ternede kuffert mon er på vej hen i slutningen af bogen? Ved nærmere eftertanke er hun jo nok ikke ligefrem ved at flytte, for så ville én kuffert vel ikke være nok - eller ville det i hendes tilfælde?

  • Christina Vikkelsø

    ons, 21/12/2011 - 20:42

    Med hensyn til Dortes erkendelse overfor Hase, så opfatter jeg det mest sådan, at det er lidt 'ufarligt' at sige det til Hase. Han er meget perifer, og ind i mellem er det lettere at være ærlig overfor folk, der ikke betyder noget for os, frem for at være ærlig overfor vores nærmeste. Der er ikke noget at miste.

    Bogens slutning opfatter jeg også på samme måde, som vibeke. Jeg tror ikke, at Dorte bryder sit mønster. Jeg tror, at både hun og fasteren fortsætter deres liv, som hidtil. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt de overhovedet ønsker noget andet? Sådan helt oprigtigt i al fald. Som de fleste andre har de sikkert drømme á la den store lottogevinst, men jeg har svært ved at se dem som personer, der er oprigtigt utilfredse med deres liv - og især har jeg svært ved at se dem som personer, der ændrer ved det!

    Det kan godt være, at vi får en masse ambitioner på deres vegne, når vi læser bogen, men jeg er ikke sikker på, at de to Dorte´er ser deres egne liv, som vi ser dem. De er fuldt ud klare over, at de ikke er stjerner, men netop denne erkendelse betyder, at de er tilfredse med mindre end et glamourøst stjerneliv. De lader dagene gå en efter en, og ingen af dem er specielt bevidste om deres passive tilgang til livet.

  • vibeke

    ons, 21/12/2011 - 18:55

    Jeg oplevede ikke de sidste sider som optakt til noget nyt og bedre for Dorte. Jeg så det mere som en gentagelse af det gamle mønster.

    Jeg har afleveret bogen, så jeg kan ikke bladre og kigge efter igen.

  • Malene M. Bisgaard

    ons, 21/12/2011 - 14:01

    Gitte, du undrer mig over hvorfor Dorte indrømmer overfor Hase, at hun aldrig rigtig fik begyndt på studiet (s. 130). Du foreslog, at det var fordi, Dorte først her selv erkendte, at hun faktisk ikke var studerende.

    Det kan jeg sagtens se fornuften i - havde bare ikke selv tænkt det sådan... Min tanke var, at det bare var nemmere at indrømme det overfor Hase, fordi han bekendte kulør først. Hase spørger Dorte, om hun ser noget til de "gamle" fra læsegruppen, og hun svarer:

    "Ikke rigtig, gør du?"

    Hvad mener hun med "ikke rigtig"?! Hihi :-D Hun ser slet ikke noget til dem ;-) Bagefter spørger hun, om han ser dem, og han svarer:

    "Nej, jeg holdt jo op."

    Så Hase indrømmer at være stoppet på studiet, før Dorte gør det - jeg tænkte derfor, at hun sikkert følte et slags "fællesskab" med ham, hvor hun godt kunne indrømme det, uden at føle sig "dum".

  • Malene M. Bisgaard

    ons, 21/12/2011 - 13:51

    Måske fordi stemningen i det meste af bogen er lidt trykket, så bliver jeg helt i tvivl om, hvorvidt der faktisk er en "lykkelig slutning"?

    På de to sidste sider letter stemningen i min mening. Det bliver talt om en tur i Tivoli, smilet, vinket og syrenerne blomstrer...

    Mit spørgsmål er nok; Synes I det ender lykkeligt for Dorte? Eller "ender" er måske et forkert ord... Starter det lykkeligt for Dorte? ;-) Fordi på den allersidste side (med den ternede kuffert og de blomstrende syrener), er Dorte så ikke ved at flytte ud og komme videre i sit liv? Eller har jeg misforstået noget?

  • Malene M. Bisgaard

    man, 19/12/2011 - 12:05

    Et spørgsmål til Helle...

    Ja, I andre må også meget gerne komme med jeres bud, men jeg tror mest, det er Helle, der kan besvare dette ;-)

    Da jeg læste om Dortes møde med Hase og hende "prosaisten" på s. 156-159 (har glemt om vi nogensinde hørte hendes navn?), kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvor meget "meta" historie der lå i det afsnit - altså hvor meget af Helles egne skrivevaner og metoder der var puttet ind i historien på de sider? ;-) På s. 158 siger "prosaisten":

    "Jeg spørger hele tiden mig selv: Hvorfor skal dét med, hvorfor skal dét med? Og hvis jeg ikke kan finde en grund, kommer det ikke med."

    Er det også sådan du arbejder med dine tekster, Helle? Du er jo kendt for den meget stramme fortælling, hvor man som læser virkelig fornemmer, at der er tænkt over alle dele af historien, så alt "overflødigt fyld" er barberet væk...

    Eller har du også noget af Dorte i dig, når hun modargumenterer med: "Det er jeg ikke sikker på, jeg er enig i, sagde jeg. - Nogle gange sker ting jo bare."

    Prosaisten svarer: "Men det er kun i virkeligheden. Og nu taler vi jo faktisk om tekster".

    Hvordan forholder du dig til det - altså virkeligheden vs. teksterne? Jeg tænker nemlig, at prosaistens tekster umiddelbart lyder som om, de ville være lidt kedelige at læse, hvis hun ikke giver plads til virkeligheden... Og at alle de små hverdagstanker og -stumper jo netop er noget af det helt fantastiske ved dine tekster, Helle. Så måske er du ikke helt enig med prosaisten alligevel, eller? ;-)

    PS: Og forresten Helle, et forsinket tillykke med fødselsdagen! :-) Jeg tænkte på dig i sidste uge, men stod som sagt midt i at finde ud af at komme hjem til en uventet begravelse, så jeg fik aldrig ønsket tillykke (hverken her eller på Facebook).

  • Malene M. Bisgaard

    man, 19/12/2011 - 11:43

    I må undskylde jeg sådan har været lidt fraværende, men der skete pludselig en masse - bl.a. en uventet tur hjem til Lolland for at deltage i en begravelse... Men nu er jeg her igen :-)

    Jeg kan godt se, at jeg er kommet lidt bag om dansen med alle de spændende indlæg! Hvis jeg overser en kommentar, så må I derfor meget undskylde!

    Nogle af jer har talt om Dortes forhold til sine forældre, og jeg er helt enig med de af jer, som mener at forholdet halter! Aller tydeligst bliver det jo nok, da de ikke fortæller Dorte at fasteren er blevet indlagt. Men også alle de gange hun flytter hjemmefra (vi får i løbet af bogen en hel opremsning). Og ikke mindst da hun "gemmer" sig for moren, s. 72:

    "Da jeg svingede op mod stationen, så jeg min mor stige ud af bilen foran mit hus. Jeg vendte meget hurtigt rundt og gik hen til kroen. Jeg stillede mig bagved hegnet ved bagindgangen, jeg kunne høre nogen tale om kartoffelsalat inde fra køkkenet, vinduet stod på vid gab [...] Bilen holdt stadig uden for mit hus, men jeg kunne ikke se min mor nogen steder. Jeg stod lidt ved et træ, så pilede jeg bag om stationsbygningen og helt ud for enden af perronen. Jeg trådte ind i buskadset. Klokken var halv to."

    Alle disse krumspring for at undgå et lille (og ellers sjældent) visit fra sin mor... Det lugter da langt væk af, at de ikke har noget særlig nært familieforhold!

    I har også været inde på spekulationer omkring titlen, og om den henviser til hendes familieforhold. Det havde jeg ikke selv tænkt på! Og jeg kan sagtens følge tanken. Mit bud på titlen var dog en anden. Selvom Helle selv har været på banen omkring tolkningen af titlen, så "tillader" jeg mig alligevel at dele mit eget førstehåndsindtryk med jer ;-)

    Det er faktisk den aller første note jeg har gjort mig under min læsning af bogen, så det er selvfølgelig noget jeg tænkte på, inden jeg overhovedet kendte til Dortes forhold til forældrene. Men min tanke var altså; Ja, det er jo skrevet i datid... Betyder titlen (dette burde skrives i nutid) så, at Dorte føler, hun burde ha' skrevet tingene ned imens de skete? Det bliver jo uden tvivl en anden fortælling, hvis man skriver den ned imens man selv står midt i det - man kan jo ikke plukke i minderne og springe i historien, hvis alt bliver skrevet ned efterhånden som det sker. Tænker Dorte mon, at hendes historie ville være blevet bedre/anderledes hvis hun ikke skrev i datid...(?)

  • Christina Vikkelsø

    søn, 18/12/2011 - 20:44

    Bemærkningen om, at 'dette er, hvordan det kunne have været', opfatter jeg også som en hentydning til et anderledes familieliv. Et liv, hvor familien holder sammen. Jeg opfatter familien som meget splittet, og faktisk opfatter jeg Faster Dorte som omdrejningspunktet for denne splittelse. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg har den opfattelse, men jeg har en udefinerbar fornemmelse af, at forældrene er uvenner med Faster Dorte over deres datter Dorte. Måske ikke ligefrem uvenner, men noget mere usagt, der ligger og ulmer under overfladen.

    En teori kunne være, at de følte sig meget gavmilde på en hellig måde, da de opkaldte Dorte efter fasteren, fordi hun ikke kunne få børn. De forventede måske, at fasteren skulle blive meget beæret over navngivningen. Fasteren er derimod måske blot blevet  mindet om, at dette var det nærmeste hun ville komme at få et barn og har ikke reageret med glæde, men med sorg, og det har fortørnet forældrene. Da Dorte så begynder at se meget til fasteren i løbet af sin opvækst, så mister hun samtidigt det nære forhold til forældrene.

    Det kan også være dette, der ligger til grund for fasterens og Dortes tilsyneladende overfladiske forhold. Da de i sin tid begyndte at ses, var forældrene og deres respektive forhold til dem et ret tungt emne i deres begges liv, men ikke noget de talte om. Så de lagde ud med at tale om ligegyldige ting og nød blot hinandens selskab. Og dette mønster er fortsat!

    Så jeg tror, at de rent faktisk er rigtig gode venner, men den overfladiske samværsmåde er blevet deres måde at være sammen på. Jeg tror, at de hviler meget i hinandens selskab, fordi de ved, at der ikke kommer kritik fra den anden. De kan bare 'være' uden at skulle præstere.

  • vibeke

    tor, 15/12/2011 - 18:25

    Jeg har læst jeres kommentarer og tanker i forbindelse med titlen - jeg kan godt følge det, men det giver alligevel ikke rigtig mening for mig. Jeg får ikke på noget todspunkt det indtryk, at Dorte er på vej til at lægge sit liv om; tværtimod oplever jeg, at hun fortsætter i samme spor. Hase siger på side 159 "Alt ligger i dine hænder", her slutter bogen (næsten!), så jeg får ikke fornemmelse af, at hun griber fat om sit liv.

    Mht side 5 "Dette er hvordan det kunne have været" har det evt noget at gøre med, at hun her har kontakt med forældrene, at de faktisk kommer forbi hos hende. Den kontakt er helt ophørt i slutningen af bogen. Hun bliver end ikke orienteret om, at forældrene har fået faster Dorte indlagt!

    Forholdet mellem Dorte og faster Dorte er meget speicielt, og jeg undrer mig - som flere af I andre - over, at de taler så lidt om deres liv. De taler udelukkende om ligegyldige småtterier - hver gang én af dem spørger til, hvordan den anden har det eller hvordan det går, er svaret, at det går godt. På trods af det kan de tilsyneladende ikke rigtigt undvære hinanden. 

  • Gitte Hansen

    ons, 14/12/2011 - 21:24

    Ja så kom jeg endelig ud af starthullerne :-)

    Malene undrer sig over, at Dorte lyver for faster Dorte angående studierne. Den er blevet debatteret og HH har svaret på hvorfor hun var nødt til at lade Dorte lyve for faster. Jeg undrer mig så over hvorfor Dorte indrømmer overfor Hase, at hun ikke rigtig er holdt op på studiet fordi hun faktisk aldrig rigtig er begyndt (s. 130) Er det først her, at Dorte erkender over for sig selv, at hun faktisk ikke går på det studie? Det tror jeg men hvad tænker I?

    Jeg tror også, at Christina har fat i noget interessant mht. Dorte og Faster Dortes måde at kommunikere på. De taler meget og ofte sammen, men det er overfladiske samtaler om fx neglelak og tøj. Når de spørger ind til hinandens privatliv, så er ingen af dem ærlige, men kommer med overfladiske svar som "Det går meget godt". Jeg tvivler faktisk på, at de har så godt et venskab, som det ser ud til på overfladen. Faster Dorte har i øvrigt også været indlagt med nervøst sammenbrud i 10-12 dage inden Dorte opdager, at der er noget galt. Er faster Dorte ikke bare den som Dorte løber tilbage til og flytter ind hos, når der ikke lige er andre steder at gå hen?

    Så er der en sætning jeg tænker meget over og som jeg ikke kan rigtig kan komme ind på livet af. På side 5, sidst sætning i første afsnit skriver HH "Dette er, hvordan det kunne have været", og så ruller historien. Hvad betyder det? Er hele romanen et forslag til hvordan det hele kunne have været? Og hvis, hvordan var det så, hvis ikke det var som det er skrevet i bogen?

    Kh Gitte

     

  • etneb80

    ons, 14/12/2011 - 13:23

    " med titlen in mente kan fasteren ses som et billede på, hvordan hovedpersonen kunne blive som 45 årig"

  • hhelle

    ons, 14/12/2011 - 13:10

    Kære alle.

    Det er en glæde at læse jeres kommentarer. Mange tak skal I have. Jeg fik lige en nervøs trækning over det med "studielivet". At Dorte ikke fortæller Dorte, hvordan det egentlig går med at gå derude på KUA. Det burde jeg måske have ladet hende gøre, tænkte jeg et sekund, men det burde jeg alligevel heldigvis ikke. For det var en drivkraft for mig, da jeg skrev, at Dorte ikke siger noget til nogen. Hvis Dorte havde sagt det til sin faster, tror jeg, bogens energi havde været en anden. 

       Måske er det lidt det samme som med den kunstpels, fasteren forærer Dorte. Desværre er den ikke rigtig Dortes stil. Men i stedet for at sige det ligeud, hænger hun pelsen ud på altanen hver dag, så den kan sne til og blive våd og virke brugt. Det virkede godt at skrive det frem på den måde. Jeg kunne lide det pinagtige ved situationen. Det forekom mig genkendligt. Jeg tror måske, Dorte gerne vil have sin faster til at blive ved med at være glad. Og så er der jo ingen grund til at sige alt muligt dårligt om kunstpelse og mislykkede studier. Fasteren har også meget andet at se til med smørrebrødet og alle de mænd.

    Måske er det sådan, at jeg vil have fortroligheden til at findes mellem Dorte og læseren. Men jeg ved ikke, hvad Dorte skulle gøre uden Dorte.

    Jeg er meget enig i det, Christina skriver, også om titlen. Apropos Mens vi venter på Godot, så er titlen halvt hugget fra en af Samuel Beckets romaner, Molloy, hvor der på en side står "Alt dette skulle skrives om i førnutid". 

    Som ung gik jeg engang ind på en bar og drak en whisky helt alene iført en slags læderkasket, som var moderne i firserne. Jeg tænkte: Jeg kan godt være en, der gør sådan noget. Det var meget kikset. Ikke kun fordi jeg ikke kan lide whisky. Men siden tænkte jeg, at hvis jeg engang fik skrevet en bog, skulle der være en, der gjorde sådan. Så kom Dorte med sin perletaske, og før hende vist egentlig en del andre, som ligner hende, men bare hedder noget andet, Bente og Jane og Susanne, den slags, men næste gang skriver jeg en helt anden bog. Håber jeg da.

    Rigtig glædelig jul til jer alle og tak.

    Mange hilsner

    Helle Helle

     

     

  • Christina Vikkelsø

    tir, 13/12/2011 - 22:35

    Jeg har også spekuleret lidt over titlen, så jeg synes, at det er godt, at den bliver taget op her.

    etneb80 har et bud, som jeg synes godt om - at Dorte i slutningen ser frem og lægger sit tidligere liv bag sig. At hun lægger sit hidtidige liv om (datid), og begynder på et andet og måske bedre liv (nutid).

    Men faktisk kunne slutningen jo også forstås stik modsat! Den kunne forstås sådan, at alt forbliver det samme, og netop derfor kunne det hele lige så godt være skrevet i nutid.

  • vibeke

    tir, 13/12/2011 - 18:20

    Jeg har haft meget svært ved at komme i gang med at skrive noget her! Der er så mange ting i bogen, men jeg synes det er vanskeligt at gribe fat i det.

    Først et helt konkret svar til etneb80 - hovedpersonen hedder Dorte fordi "Jeg blev opkaldt efter Dorte, fordi hun ikke selv kunne få børn." s. 60

    De mange små afsnit, hvor der veksles mellem NU og noget, som jeg opfatter som tilbageblik, gjorde det nødvendigt for mig at lave en tidslinie. Jeg synes, bogen er velskrevet, og jeg var meget optaget af den -- men jeg har altså svært ved at fastholde begivenhederne i den.

    Titlen undrer mig. Hvorfor hedder den sådan? Er der nogen af jer, der har et godt bud på det? 

  • etneb80

    man, 12/12/2011 - 19:19

    Jeg startede med lidt detektivarbejde, thi jeg synes altid at det er godt at vide,  hvilket tidspunkt bogen drejer sig om. . 1. hint på nettet: en bog af pin k  floyd: har er omk 1962, dalle valle: lukker  i 1999, man ryger prince 100 i 1985-86-og det gør en af fyrene i bogen, altså i firserne, det fandt jeg senere i anmeldelserne, men det er jo sjovt selv at finde ud af det.

     

    Jeg kan gevaldig godt lige hendes sprog,  bl. a. side 117: sikke i rtigtigt kan vande-- sådan taler man jo til børn.

    side 122: mest pga perletasken, men jeg kan heller ikke fordrage whiskey---  herlige sætninger, som ikke har noget med hinanden at gøre.

    Så er der hovedpersonen dorte, hun er da smækforvirret, men er det nu fordi jeg er gammel, og hun ung, og hun reagerer ungt, selvom hun måske ikke er proptotypen, på alle unge- hun lever usundt, har dårlig økonomi, stort forbrug af overfladiske mande-forbindelser, bilder forældre og omgangskreds ind at hun læser på ku, men tager kun derud, for at drikke kaffe, eller til kbhvn for at shoppe, og bruger alligevel ikke tingene. Selv sin allerbedste ven, faster dorte fortæller hun heller ikke noget, men ved måske inders inde at faster ved det .( hvorfor hedder de  begge to dorte??)

    Faster  dorte, er heller ikke noget helstøbt menneske, dygtig til sin metier tror jeg, men også smækforvirret i sine mande-forhold- og ender også med et sammenbrud-er utrolig gavnmild overfor sin niece, som så bl.a. gengælder med pedicure og aflagte frakker.

    For at vende tilbage til skrivestilen: side 27, det meget omstændelige par, der fortæller ned til de mindste petitesser, ti

    ng der er ganske ligeghyldige- men det gir jo tryghed!

    Hun skriver jo hende dorte,( mest festsange, hvor hun helst ikke vil rime på verber, og afskyr aktiv nutid( det kan jeg godt lide) det er faktisk der, hvor der er mest hold på hende, mon det skulle ligne lidt en selvbiografi, og hun søger også mod litterære kredse sammen med en af hendes nye venner.

    Der er meget at tage fat på i den bog, i  hvert korte afsnit ( det kan jeg godt lide) sker der egnt en masse, og alligevel, sker der ikke så meget i hele bogen. 

    Jeg gjorde det  , da jeg læstre den, at jeg skrev korte noter, og sidetal, for jeg er altid så imponeret når i lige kan sige på side det, stod det og det-- men det er en dårlig måde at læse en bog på, så man skal nok læse den i et stræk, og nyde handling, skrivestil, persontegning-. og så igenlæse den, og skrive lidt ned samtidig-men det er jo ikke altid man har tid til det hele.

    Det var en ordentlig gang rod, af strøtanker- 

     Den sidste sætning har jeg tænkt lidt over:;det brusede langt borte. Syrenerne blomstrede- dette burde skrives i nutid--vil det sige at hun lægger fortiden( dativformen) bag sig og vil nu se fremad( nutivsformen)--- hun skrev ikke ( til togmanden, vil det sige at hun opgiver sit lidt omflakkende forhold til mænd?og måske er på vej til at blive mere moden i sin livsbane.

  • Christina Vikkelsø

    søn, 11/12/2011 - 22:37

    "Der er noget meget bevægende ved mennesker, som ikke gør det, vi andre mener, ville være godt for dem". Jeg har tilladt mig at citere dig, Helle Helle, for jeg synes, at din udtalelse er meget præcis. Jeg sidder nemlig med en følelse af medfølelse og stor sympati for bogens personer - samtidigt med at jeg får lyst til at give flere af bogens personer et spark bagi.

    Et rigtig godt eksempel på dette er Dortes forhold til mad og mænd. Efter min mening er det ikke lige de sundeste valg, hun gør sig i de forbindelser. Hun spiser langt mere slik og kager, end mad, og hun finder sammen med flere mænd, selvom det ikke virker som om, at hun synes specielt godt om dem. Det er mænd, der tilfældigvis kommer ind i hendes liv, og så følger hun bare med. Det er især tydeligt med Per, hvor det virker som om, at det er Pers mor, der først opfatter Dorte og Per som kærester - og først da hun siger det til Dorte, begynder Dorte at tænke på Per som sin kæreste, og så bliver han det. Det minder mig om min egen første kæreste, som var en, som jeg alligevel skulle være sammen med mindst to gange om ugen i forbindelse med, at vi skulle arrangere nogle spejdermøder - så var det på en eller anden måde nemt og bekvemt og dermed oplagt. Det var mere situationen og forholdene, der gjorde os til kærester, end de følelser, der normalt skaber kærestepar.

    På en måde minder Dortes forhold til mænd en del om faster Dortes forhold til sine mænd, men jeg synes, at der er en afgørende forskel.

    Jeg opfatter faster Dorte som en, der gerne vil finde 'den rigtige' og må kysse et par frøer i denne søgen. Det virker bare som om, at hun ikke rigtig ved, hvad hun søger og meget hurtigt finder fejl ved sine mænd. Måske kommer hun hurtigt til at kede sig i et fast forhold. Hvor jeg opfatter faster Dorte som aktiv i sin søgen, så opfatter jeg Dorte som mere passiv. Det virker som om, at hun i højere grad sidder og venter på, at noget eller nogen kommer til hende og får tingene til at ske. Hun er en 'Venter på Godot-type', hvis I ved, hvad jeg mener med det.

    Hvordan opfatter I andre Dortes (og faster Dortes) forhold til mad og mænd?

  • Christina Vikkelsø

    tor, 08/12/2011 - 15:33

    Så er jeg (endelig) blevet færdig med "Dette burde skrives i nutid". Beklager ventetiden, men nu er jeg her!

    Jeg kan godt forstå, at du blev overrasket over, at Dorte også lyver for sin faster, Malene. Som du siger, så er fasteren Dortes eneste rigtige ven og hendes faste holdepunkt, kunne jeg måske tilføje. Måske er hun ganske enkelt bange for at skuffe fasteren?

    Der er måske også en anden mulig tolkning af deres samtale. Dorte er ikke særlig meddelsom og deltagende i deres lille samtale. Til sidst afslutter fasteren med at sige, at 'det er hun rigtig glad for at høre', da Dorte siger, at 'det går meget godt' med studierne. Det samme siger Dorte til fasteren for at afslutte samtalen om Hardy, og hun ved godt, at fasterens 'det går fint nok' betyder, at det slet ikke går. Så måske ved fasteren også godt, at det ikke går spor godt med studierne, når Dorte ikke rigtig vil tale om det og siger, at 'det går meget godt'?!

    Nu kommer den ældste hjem fra børnehave, så det bliver ikke til mere for nu.

  • Malene M. Bisgaard

    tir, 06/12/2011 - 19:46

    Er I med derude? ;-)

    Jeg kom til at tænke på noget, jeg gerne vil have jeres vurdering af...

    Var der andre end mig, som så en lighed i skrivestil/fortællestil mellem månedens bog og september bogen Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg? Den oplagte sammenligning ville selvfølgelig være, at både Dorte og Matea er ensomme mennesker, men jeg synes dog klart, at Dorte er noget bedre til at komme ud og møde andre! Nej, det jeg egentlig tænkte på var skrivestilen, hvor fortællingen nærmest hopper rundt i nogle "erindringsglimt". Kronologien i kapitlerne er jo heller ikke ligefrem fra start til slut i Dette burde skrives i nutid, og jeg brugte faktisk en del tid på at stykke historien sammen fra ende til anden. Det sidste jeg gjorde, efter jeg var hele vejen igennem bogen var at bladre om til starten og læse den igen - for der er faktisk en rigtig fin sløjfe dér (ved ikke om I andre opdagede det?)

    Men hvad siger I - kan I også se ligheden med Kjersti Annesdatter Skomsvolds fine lille debutroman? Og hvad synes I, det betyder for fortællingen?

  • Malene M. Bisgaard

    fre, 02/12/2011 - 14:59

    Der er rigtig mange ting, jeg godt kunne tænke mig at tage fat i, men man skal jo starte et sted :-)

    Noget af det, jeg havde lidt svært ved i romanen, var hovedpersonen Dorte og hendes "studieliv". Jeg var helt med på, at hun vel egentlig var droppet ud og bare tog afsted til København på små udflugter uden at gå til undervisning. Det var også helt ok, at hun løj for de to unge mennesker på picnic - de var jo reelt set fremmede. Og det faldt mig heller ikke sært, at hun holdt det hemmeligt for forældrene, at hun ikke længere var aktivt studerende - men faster Dorte?!

    Jeg tror næsten, det kom som et lille chok for mig, da det på s. 74-75 for første gang gik op for mig, at hun også løj overfor faster Dorte, som stadig troede, at hun gik på universitetet! De to har jo ellers et nært forhold - vel i princippet den eneste "ven" hovedpersonen har i lang tid - men derfor føltes det bare helt forkert, at hun lyver overfor fasteren.

    Eller hvad synes I andre? Efter vi har fået lidt flere input fra jer andre kunne det være, at Helle vil uddybe lidt, hvorfor det var vigtigt at hovedpersonen også løj overfor sin faster :-) Kunne fasteren ikke godt have været hovedpersonens "fortrolige" og delt hendes hemmelighed? Det virker jo ikke ligefrem som om, at hovedpersonen forsøgte at lyve for sig selv (hvilket jo ellers kunne være forklaringen på ikke at indrømme det overfor andre). Som jeg læser romanen, er hun helt afklaret med, at hun faktisk er droppet ud - eller hvad siger I andre?

  • Malene M. Bisgaard

    man, 28/11/2011 - 16:59

    Bente har fuldstændig ret! Helle Helles nyeste roman er nemlig at finde som ebog via det nye ebogstilbud fra folkebibliotekerne, eReolen.dk :-)

    Og er I mere til lydbøger, så kan den også lånes via biblioteksservicen netlydbog.dk - jeg har lagt links direkte til bogen på begge disse sites oppe i den generelle omtale. I behøver derfor ikke gå og vente på, at papirsudgaven kommer hjem på det lokale bibliotek, inden I kaster jer over den :-)

    Shame on me, at jeg ikke tænkte på at dele disse sider med jer! Jeg sidder faktisk og arbejder med eReolen, både lokalt på Frederiksberg men også som del af en af arbejdsgrupperne i selve projektet. Jeg kan derfor også berolige Bente, når jeg kan fortælle, at der er alle intentioner om, at eReolen er en blivende service! Sitet kører som projekt i 2011 og 2012, hvilket blot betyder, at Styrelsen for Bibliotek og Medier har give økonomisk støtte til konceptet i de år, og vi derfor har fart på udviklingen i øjeblikket. Man kan som bruger derfor nogle gange opleve, at ting ændrer sig fra gang til gang, fordi vi løbende afprøver nye ting/forbedrer selve sitet. Når 2012 udløber så er det meningen, at eReolen skal overgå til almindelig drift - faktisk ligesom Litteratursiden! Den var også engang et udviklingsprojekt, som for længst er gået i drift :-)

    Det var en længere snak om (især) ebøger - men budskabet er blot, at I kan låne Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid direkte ned på jeres computer/smartphone/tablet eller lignende med det samme uden at skulle vente på den ;-) Og hvis I foretrækker papirbøger (ligesom jeg selv gør i langt de fleste tilfælde), så skynder I jer bare at læse den og hoppe med i debatten i løbet af december, når I er klar :-)

  • etneb80

    man, 28/11/2011 - 11:05

    er der nogen af jer der har stiftet bekendtskab med e-bogreolen, et dejligt tilbud fra bibliotekerne, og har man en e- læser, så er det en udsøgt fornøjelse, man kan altid have 5 bøger med sig, der ikke fylder mere end en  i-pad fx.- og fedt at ligge at læse i sengen. Der er nu 2000  bind til låns, så man må bare håbe at ordningen varer ved.

  • Christina Vikkelsø

    søn, 27/11/2011 - 22:04

    Hej allesammen

    Jeg har desværre ikke fået fat i Helle Helles bog endnu, men jeg regner med at få den en af dagene, og så skal jeg nok få den læst i en fart!

    Jeg glæder mig til diskussionen!