Den svære toer

Oprettet: 20.01.2011 - 15:00

Bog: "Den svære toer" af Lone Aburas

Bogens forside

Kollektivroman om en flok yngre danskere fra de københavnske forstæder. Skildrer det moderne menneskes udfordringer i arbejds- og privatlivet

Forfatter: 
Lone Aburas
Udgivet: 
2011
Forlag: 
Gyldendal
Sidetal: 
170
Lån bogen - Køb bogen

Vær med til at debattere Lone Aburas' 'Den svære toer'. Læs også Litteratursidens interview med Lone Aburas i første nummer af Litteratursider.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Michael Krarup

    lør, 07/05/2011 - 18:27

    Jeg kan se,at det er længe siden, at der sket noget på denne side. Men hvis min ringe mening - og den er ikke negativ - om Den svære toer har interesse, kan du se den her på min private blog Bogbrokken.

  • Stine Marie Nor...

    fre, 28/01/2011 - 12:08

    Her er hvad jeg lige har fået ud af at læse Lone Aburas "den svære toer".

    Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse før.

    Jo. Tillykke du har bestået at skrive den anden bog!

    Det er en bog der falder lige for  til et læseklubsegment og alle landets gymnasieelever. den er først interessant- oplevede jeg- når man går ind i et analyseperspektiv. Det er ikke en bog man skal tage med i seng for at få en umiddelbar oplevelse.

    Er den ikke lige til højrebenet som gymnasie  A/T-projekt  i dansk og samfundsfag.Dansk analyse af den anderledes stillistiske opbygning og samfundsfagsanalyse af persongalleriets fremtoning. noget med :

    Hvad vil det sige at være glad i det hyperkomplekse samfund?

    Giv eksempler på hvordan den enkelte karakter fremstår som eksponent for relationsudfoldelse i henholdsvis det hyperkomplekse og det moderne samfund?

    Jeg synes hun rammer fint at beskrive personers ageren ud fra den moderne sociologies formel.

    1)interessant med betydning af forforståelse. Mange andre dage ville jeg havde tænkt . En forfatter der har så meget brug for at skrive et forord som Lone Aburas , hvor hun pointerer at hun ikke bruger ironi og alt er lige ud af posen. d.v.s. når der står "at Kristoffer er afhængig af internettet og og af halvdårlige tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladeligt betaler 24.000kr up front til Etologisk institut, så han kan blive hundetræner. Så skal det tages som om han gladeligt betaler , fordi han vitterligt tror , det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb."  

    Hun skriver netop dybt ironisk.

    Men den dag jeg modtog bogen, var jeg lige kommet hjem fra Randers kunstmuseum og havde oplevet udstillingen " det tabte land" af Poul anker Bech. Han maler i helt sin egen stil- sådan surrealistisk/naturalistisk. Men jeg huskede at have hørt P.A.B. udtale, at han da altid maler det han konkret ser i naturen!

    De første sider i bogen tegner lovende. Stil minder mig  om  Nick Hornby ( "Om en dreng", "Hvordan man bliver et bedre menneske") :Hovedpersonen Kristoffer melder sig til hundeskolen Etologisk institut - for at komme nærmere på Lilly en damefrisør som går der selv om hun ikke har hund. Hun går der " selv om det er svært at have overskud til både at være damefrisør og lære til H.E.I. som er den officielle betegnelse for uddannelsen."

    Assosiationer til filmen"Italiensk for begyndere" kommer også ind over. Kristoffer bliver glad for frisøren Lilly: Scenen hvor hun vasker hans hår i salonen og undervisningen i Etologisk institut foregår på engelsk af spanioleren Raul.

    Men så dør handlingen for mig nogle sider. Men heldigvis så folder bogen sig ud for mig fra da Klaus ( han arbejder -selvfølgelig- med oplevelsesøkonomi i styrelsen) og Britt (hans meget kontrollerede kone) får samlivsproblemer . Klaus har hidtil skullet udføre diverse "handymansopgaver" i huset for at få sex.

    Jeg kunne skrive en del om oplevelsen af de forskellige karakteres ageren i relationer og karakteren af de forskellige relationer. Men gør det ikke her.

    Hvordan fungerer det med  at Lone Aburas har valgt at arbejde med den alvidende fortæller:

    første halvdel af bogen fungerer det for mig på den måde at de små "indgreb" lige vækker mig op. men i 2. halvdel, hvor der er længere "indgreb" synes jeg det fungerer fint. Specielt der hvor Kristoffer er sammen med Tea ( en gammel flamme og veninde til en gammel ven).

    Det var så sjovt at læse at her forventedes en sexscene. Tea havde jo selvsagt ikke inviteret Kristoffer for at tale om litteratur. Men sagen er den at Lone Aburas ikke bryder som om at beskrive 2 menesker have sex.

    Det fungerer bare i fortællingen.

    Nå jeg skal i bad og vil afslutte med et citat jeg har fra Poul Anker Bech:

    Jeg er

    "romantiker i forhold til fortid

    realist i forhold til nutid

    fatalist i forhold til fremtiden".

     

    Ja.Hvordan skal man potionere sig i livet

    Pyt. Heldigvis har jeg glidende overgang i mine briller.

     Så jeg ser frem til flere læseoplevelser fra Lone Aburas pen.

  • kirsten Margrethe

    fre, 21/01/2011 - 17:42

     Frederik Weideman talte om at han synes det var ganske unødvendigt at Lone Aburas sådan forklarede sig/undskyldte sig inden hun gik i gang med sin "svære toer". Sjovt jeg oplever ikke indledningen som en egentlig indledning til selve bogen. Men snarere som en integreret del af bogen, på den måde at jeg læser bogen som "komponeret" i en tredeling :

    Vi taler meget om at vi altid har en forforståelse for hvad vi går ind til- så handler vi - og så analyserer vi. og så begynder det hele forfra.....

    Så kan man tale om om Lone Aburas skaber et ironisk billede af denne forståelse!

    Men jeg var glad for at høre Weideman resonere over titlen. Den svære toer.- at den i højere grad relaterer sig til personernes ageren i relationerne end konkret at det er Lone Aburas 2.bog. Den fornemmelse havde jeg også ind over.

     

  • Stine Marie Nor...

    fre, 21/01/2011 - 16:12

    Hvis der var nogen, der ikke fik set Smagsdommerne i går aftes (og det var der jo nok, eftersom det bliver sendt efter almindelig hverdagsputtetid) kan I se diskussionen ved at gå ind på Testklubbens side på DR. Ikke så overraskende er de ret vilde med bogen. Frederik Wiedemann mener dog, at den er for ironisk. Hvad siger I, der har læst den?

  • omnisus

    tor, 20/01/2011 - 23:34

    Min første tanke, da jeg læste foromtalen af bogen, var:

    Uh det lyder sørme spændende, jeg er farmor til en stor dejlig Max hund, som meget nemt kan være rendt ind i Rigmor og Tjikko på en luftetur, eller måske på hundepensionen. Da jeg er testlæser på bogen vil jeg straks forhøre mig hos Max, om han har bemærket noget på sine runderinger som centervagt,  eller selv har noget kendskab til etologisk insitut.

    Aburas skriver om rigtige mennesker og hvordan de omgås hinanden eller ej, om kiksede kontaktforsøg, kontrollerende kællinger og klynkende mandfolk, svigefuld svigermekanik og sårbar skilsmisse, på en måde som går rent ind hos mig. Og hun gør det i et letflydende, præcist og naturligt sprog på en fornem måde, så jeg føler mig både provokeret, underholdt og oplyst, jeg er blevet en kende mere menneskeklog efter at have slugt den lille men koncentrerede fortælling. Ordknap, skarp og vittig. Jeg kan godt lide kollektivromanens form; man springer fra den ene konstellation til den næste, uden at det bliver kedeligt. Jeg fik læst bogen i et langt stræk, og der kan være detaljer som jeg ikke har fæstet mig ved, men gør det noget?
    Om ikke jeg vil pille den ud af reolen igen en anden god gang: nu kommer den lige med i kufferten hos min søn, der skal på ferie hos sin moster i Thailand; de er begge to store dyrevenner på hver sin måde,  og vil kunne genkende et og andet i fortællingens mange lag. Faktisk  er jeg overbevist om, at Etologisk institut har været under overvejelse hos min nære ven hundeproblemknuseren.  Jeg var heldig at finde Føtexsøen, den foreløbig mindst lige så vellykkede  etter på biblioteket igår, så den er jeg såmænd allerede i fuld gang med. Det kan afsløres, at Robert og Henriette og hendes bror allerede bliver introduceret i Føtexsøen!
    Dybden og ironien kommer netop frem i det banale, trivielle og usle selvbedrag som ridser i overfladen.
    Der er et scoop, at hun elegant undgår såvel de forventelige bøllebank og skydekaos med unødig blodsudgydelse som saftige sexscener, mens antydningen, forventningen, besættelsen, angsten og forvirringen står skarpt skåret som tema i et tværsnit af vores mange personers livsvilkår

    Forfatteren henviser selv frejdigt til den norske skrivekugle, Erlend Loe som forbillede, og ham er jeg også selv vild med. Jeg kommer også til at tænke på Bent Vinn Hansen og Helle Helle. Der kommer mere fra den sprudlende kilde Aburas, og jeg glæder mig.

    PS undskyd at jeg i forbifarten fik omdøbt dig til Asturas; abu-ras lyder naturligvis meget mere ægyptisk :-)

  • ajour21

    tor, 20/01/2011 - 21:29

    hejsa

    jeg synes ikke det er en roman der kræver meget af sin læser, hvilket den litteratur jeg normalt holder mig til er. på mange måder var det derfor en dejlig befriende følelse at læse "den svære toer" simpelthen fordi jeg ikke er vant til det flow der er i bogen. jeg skal altid stoppe op og tænke "hva er nu det" og det gjorde jeg selvfølgelig også ved denne roman, men det hele var jo beskrevet for mig på bagsiden. det eneste der undrede mig ved at læse bagsiden var alle de hunde der var beskrevet. jeg frygtede egentlig lidt en tuttenuttet kærlighedsroman, fordi tankerne omkring hundene automatisk førte mig til en film der hedder "must love dogs" og lad mig bare sige at jeg var hamrende lettet da det ikke var tilfældet.

    på trods af romanens simpelthed, så har jeg nydt den rigtig meget. måske fordi jeg kender alle personerne fra mit virkelige liv. de er det almindelige menneske. fx er lisbeth og stig mine forældre om igen og jeg kunne ikke lade være med at grine af den stakkels mand og håbe på at han en dag vågner op og får sat kvindemennesket på plads og ikke mindst får fundet den lille æske hvor hun har gemt hans testikler. hun har jo mildest talt kastreret den stakkels mand :)

    (mor hvis du læser det her så undskyld :)

     jeg vil helt sikkert anbefale bogen til andre (især min mor :)

  • jorbo

    tor, 20/01/2011 - 18:52

    At købet af pistolen ikke fører til noget "vildere", hænger efter min mening fint sammen med, at intet går som forventet, alt bliver vendt på hovedet. Bogen bygger op til noget forventeligt. Men det er ikke, som vi forventer. På den måde er romanen ikke forudsigelig - og dermed også mere interessant at læse.

  • jorbo

    tor, 20/01/2011 - 19:31

    Jeg har nu læst Lone Aburas: Den svære toer

    Førstehåndsindtrykket er en beskedent udseende bog på kun 170 sider. Bagsiden er en varedeklaration, som angiver, hvad bogen indeholder, og hvad den ikke indeholder. Både bagsiden og de første sider beskriver, hvordan bogen skal læses. Der er f.eks. ingen ironi og skjulte meninger mellem linjerne. Bogen skal handle om lykkelige mennesker beskrevet af den alvidende fortæller. ”Hvad skal nu det gøre godt for?” tænkte jeg lidt provokeret.

    -          Og så gik jeg i gang med selve romanen.

    Jeg læser om almindelige mennesker: Kristoffer, Lilly m. fl.

    og deres dagligdags (læs ligegyldige) problemer og keder mig lidt. Men det varer ikke længe. Pludselig kommer der gang i handlingen, og jeg bliver fanget ind. Samtidig ser jeg nu, at forfatterens programerklæring skal forstås med modsat fortegn og kommer på den måde til at virke som en ironisk kommentar til værket.

    Det handler ikke om lykkelige mennesker, og der står meget mellem linjerne. Forfatteren er ikke alvidende. Der er personer, som vi kun oplever gennem andres øjne.

    Alt bliver vendt på hovedet. Min opfattelse af personerne ændrer sig under læsningen. Kristoffer f.eks. er akademiker og besidder ”en kulturel kapital” – eller gør han?  Efter endt læsning sidder jeg tilbage med et ganske andet indtryk af ham. Forfatteren spiller på mine (læserens) forudfattede meninger og fordomme. På samme måde går det med mit syn på andre personer i romanen. Opfattelsen og dermed også forståelsen af Klaus og Britt bliver også grundigt rystet og er en helt anden mod slutningen end i begyndelsen af bogen.

    De afsluttende spørgsmål til analyse af romanen finder jeg overflødige, men er måske gode at bruge i en gymnasieklasse.

    Jeg startede min læsning med at være lidt irriteret og provokeret. Det gik hurtigt over, og jeg overgav mig til bogens univers. Nu kan jeg se, at det hele går op i en højere enhed, og ”Den svære toer” er en bog jeg varmt kan anbefale.

     

     

    Jeg har nu læst Lone Aburas: Den svære toer

    Førstehåndsindtrykket er en beskedent udseende bog på kun 170 sider. Bagsiden er en varedeklaration, som angiver, hvad bogen indeholder, og hvad den ikke indeholder. Både bagsiden og de første sider beskriver, hvordan bogen skal læses. Der er f.eks. ingen ironi og skjulte meninger mellem linjerne. Bogen skal handle om lykkelige mennesker beskrevet af den alvidende fortæller. ”Hvad skal nu det gøre godt for?” tænkte jeg lidt provokeret.

    -          Og så gik jeg i gang med selve romanen.

    Jeg læser om almindelige mennesker: Kristoffer, Lilly m. fl.

    og deres dagligdags (læs ligegyldige) problemer og keder mig lidt. Men det varer ikke længe. Pludselig kommer der gang i handlingen, og jeg bliver fanget ind. Samtidig ser jeg nu, at forfatterens programerklæring skal forstås med modsat fortegn og kommer på den måde til at virke som en ironisk kommentar til værket.

    Det handler ikke om lykkelige mennesker, og der står meget mellem linjerne. Forfatteren er ikke alvidende. Der er personer, som vi kun oplever gennem andres øjne.

    Alt bliver vendt på hovedet. Min opfattelse af personerne ændrer sig under læsningen. Kristoffer f.eks. er akademiker og besidder ”en kulturel kapital” – eller gør han?  Efter endt læsning sidder jeg tilbage med et ganske andet indtryk af ham. Forfatteren spiller på mine (læserens) forudfattede meninger og fordomme. På samme måde går det med mit syn på andre personer i romanen. Opfattelsen og dermed også forståelsen af Klaus og Britt bliver også grundigt rystet og er en helt anden mod slutningen end i begyndelsen af bogen.

    De afsluttende spørgsmål til analyse af romanen finder jeg overflødige, men er måske gode at bruge i en gymnasieklasse.

    Jeg startede min læsning med at være lidt irriteret og provokeret. Det gik hurtigt over, og jeg overgav mig til bogens univers. Nu kan jeg se, at det hele går op i en højere enhed, og ”Den svære toer” er en bog jeg varmt kan anbefale.

     

     

  • Stine Marie Nor...

    tor, 20/01/2011 - 17:47

    Testlæserne har denne gang været så ivrige efter at komme i gang med debatten, at de gik i gang, allerede inden bogen blev lagt på debatsiden. Så kig også på klubbens forside for at se testlæsernes forskellige oplevelser af bogen.

  • Martin S.

    tor, 20/01/2011 - 16:35

    Jeg tillader mig at kopiere det meget lange indlæg, jeg har skrevet andetsteds på siden. Jeg vidste ikke helt, hvor man skulle skrive den krævede anmeldelse.

     

    Den Svære Toer: Til at komme igennem, med sine kun ca. 170 sider.. En erfaren læser kan klare den på 2-3 timer.

    `Varedeklarationen´ på bagsiden angiver, at bogen bestemt ikke rummer ironi. Dette turde være den mest ironiske påstand af alle!

    Bogen skildrer en række tilsyneladende almindelige danskeres hverdag, ud fra en sjov og skæv vinkel. Visse personer i bogen er dog ikke gennemsnitsdanskere (og det er heller ikke helt sandt, når forfatteren påstår, at der ikke er indvandrere med i bogen. Der er f.eks. en Karim, som sikkert er araber, og den lettere paranoide Ester, der er eks-chilener). Disse er dog en slags bi-personer. 

    Da jeg selv arbejder med statslig administration, kunne jeg sagtens se det satiriske aspekt af skildringen af forholdene i Styrelsen. Jeg har tænkt en del over scenen, hvor Kristoffer drømmer, at hans chef, Henrik, sidder fast i perlegrus, imens han spiser den spegepølsemad, som Kristoffer rækker ham. Man kan sige, at mange af personerne i bogen overlever, snarere end at leve. De klarer sig i den daglige trummerum, men påstanden om, at de skulle være glade og lykkelige hele tiden er i høj grad ironisk.

    Idéen med at lade hunde være det, der er årsag til, at personerne mødes, finder jeg ganske original. Vidt forskellige personer får dermed noget at mødes omkring. Etologisk institut findes i øvrigt i virkeligheden, og læreren, Raul, minder i forbavsende grad om en virkelig person. Hvad han hedder i virkeligheden, kan folk finde ud af ved at søge på Google. Det skal ikke hedde sig, at jeg hænger denne sikkert meget kompetente mand ud her.

    Klaus og Britt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om. Deres kedsommelige samliv, hvor Klaus skal lave noget ved huset/haven, før Britt belønner ham i sengen, finder jeg ikke overraskende. Dog hæfter jeg mig ved den scene, hvor naboen holder klaus tilbage, fordi han er lige ved at tænde af.

    Og ja, de irriterende svigerforældre er næppe heller nogen litterær nyskabelse.

    Som dedikeret krimi- og thriller-fan havde jeg nok ventet, at historien om Lasse, hans jalousi og hans ni-milimeter Heckler & Koch ville føre til noget lidt `vildere´. Men jeg ved godt, at forfatteren ikke har haft til hensigt at skrive en krimi. I så fald ville hun også få brug for en våben-teknisk konsulent (undertegnede stiller sig gerne til rådighed), idet hun roder lidt i nogle begreber omkring pistol-kalibre. Men nevermind. Det er ikke det afgørende i historien.

    `Satirisk kollektivroman´ vil jeg kalde denne bog. Derfor er det næppe heller nogen tilfældighed, at både Hans Kirk og Scherfig omtales i bogen. Leo Scherfig, der har lavet illustrationen til omslaget, er, så vidt vides, Hans Scherfigs barnebarn (ret mig, hvis jeg tager fejl). Sproget betragter jeg som værende nogenlunde dagligdags, men det bliver det bestemt ikke dårligt af.

    Hvis jeg havde skullet skrive denne anmeldelse i går, havde denne bog fået dårligere anmeldelse, end den får i dag. Den hurtigt læste historie vinder ved, at man sover på den, hvorved de temmelig mange aspekter bedre når frem i lyset.

    En udmærket bog, der sagtens kunne bruges på gymnasialt niveau.

    Martin Munk Stigaard

    Testlæser.