Bog

Spøgelsesven - det første møde

Af (
2020
)

Anmeldelse

Spøgelsesven - det første møde

23 okt.20

Magnus er ensom og mangler en ven, Saga er et spøgelse med en dyster hemmelighed, hun behøver hjælp til. Deres møde bliver skelsættende for dem begge, men kan man virkelig være ven med et spøgelse?

Sammen med sin mor er Magnus flyttet til den lille, søvnige historiske by, Vandredal. Han har svært ved at få venner, og han havner i dårligt selskab med nogle bøller fra skolen. Hans mor plager ham med lektier hver dag, og mest af alt savner han bare sit gamle liv. En dag kommer han i besiddelse af en gammel kattefigur, som spøgelsespigen Saga på mystisk vis er forbundet med. Magnus er den eneste, der kan se hende, og da han er kommet sig over den værste forskrækkelse, viser det sig faktisk ret belejligt at have en hemmelig, usynlig ven. I hvert fald når det gælder om at få hjælp med svarene i skolen.

Saga har til gengæld brug for Magnus’ hjælp til at finde ud af, hvordan hendes sjæl kan sættes fri, så hun holder op med at sidde fast i kattefiguren og i stedet kan få fred og rejse videre til Evigheden. Det er ikke helt let, for Saga skammer sig over den hemmelighed, hun har båret rundt på i næsten 80 år. Oven i det hele må de også lære at samarbejde for byen hjemsøges af skumle og onde poltergejster, der kun er ude på at fortære harmløse spøgelser.

Det er en flot tegneserieroman, der handler om mystiske væsner og gamle hemmeligheder, men også italesætter, hvad det vil sige at være en god ven, for venskab er det tema, der fletter Magnus’ nutidige liv sammen med Sagas fortid. Magnus har brug for at sige fra overfor de skolekammerater, der presser ham til at gøre dumme ting, mens Saga kæmper med dårlig samvittighed over den måde, hun behandlede sin bedste veninde på for så mange år siden, og som er grunden til, at hun ikke kan slippe fri af kattefiguren. Historiens sympatiske morale er, at venner gør hinanden bedre og lader dig være den, du er, men nogle steder males det desværre lidt for snusfornuftigt og tydeligt frem.

Norske Michelle Tolo er en dygtig illustrator, der har tegnet og fortalt historien om Magnus og Saga i en sød, indbydende og flot streg. Tegneseriestriberne er sat med klare, mørke og stærke farver, og personerne står levende frem med udtryksfulde ansigter og store, livagtige øjne. Tekstmængden er komprimeret, hvilket gør bogen oplagt til børn, der endnu ikke er klar til omfangsrige fantasyromaner. Det er illustrationerne, der er det bærende, og historien er fortalt helt tegnefilmsagtigt på en måde, der blander det mystiske og hverdagsagtige uden, at det bliver rigtigt uhyggeligt, så alle kan være med.

´Spøgelsesven - det første møde’ er 1. del i serien om Magnus og Saga. Den kan læses fra ca. 8 år, og vil også være oplagt til en højtlæsningsstund for hele familien.

Bogdetaljer

Secondary title
Spøgelsesven, 1
Forlag
Turbine
Oversætter
Marie Brocks Larsen
ISBN
978-87-406-6335-8
Antal sider
101

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer