Bog

Kætteren

Af (
2013
)

Anmeldelse

Kætteren af Carlo A. Martigli

01 maj.13

Historisk konspirationsthriller, som med sin blanding af mysteriet om Jesus i Tibet, den berygtede Borgia-families magtkampe i 1400-tallet og en tibetansk munk på en mission sætter scenen for eminent god underholdning.

Den italienske renæssancefilosof Mirandola er død, formentlig forgiftet, og stærke kræfter i Firenze gør alt for at kvæle hans drøm om en forening af de tre store religioner – kristendommen, islam og jødedommen. Samtidig i Firenze tordner munken Savonarola mod pavedømmets ugudelighed, magtbegær og ryggesløse livsførelse. I Rom har pave Alexander VI også sit at holde styr på. Magtkampe, intriger og hans egen Borgia-familie med børnene Juan, Cesare og Lucretia giver ham rigeligt at spekulere på, men han kæmper indædt for at bevare familiens magtfulde position og først og fremmest for, at den kristne religion på ingen måde bliver undermineret.

Denne position trues nu fra en uventet retning. Munken Ada Ta, som tidligere var i kontakt med Mirandola og blandt andet sendte ham en hemmelig dagbog fra de år, som Jesus tilbragte i Tibet, begiver sig ud på en lang rejse sammen med sin smukke adoptivdatter Gua Li.

Målet for deres rejse er Rom, hvor de vil udbrede Jesus lære om universel kærlighed og fortælle sandheden om den vigtigste mand i verdenshistorien. En sandhed, som vil være en bombe under den katolske kirke.

Martigli har tidligere fået udgivet romanen ’999. Den sidste vogter’, hvori Mirandola så at sige var hovedpersonen. Nærværende roman er altså at betragte som en direkte fortsættelse, om end den sagtens kan læses uden kendskab til forgængeren. Der er tale om en særdeles indviklet og intrigant historie, hvor forfatteren hele tiden skifter fokus på alle de mange personer og steder i handlingen. Sproget er detaljerigt, litterært og til tider nærmest svulstigt, og selve spændingsdelen og plottet er spækket med filosofi, lærde udtalelser, faktuelle oplysninger og maleriske beskrivelser.

Handlingen er således ikke sådan lige til at få styr på, men det hele ender alligevel med at komme til at fungere. Forfatteren virker i den grad til at have fuldstændigt styr på den indviklede handling og de historiske begivenheder, og selve måden, som romanen er konstrueret på, er brillant udtænkt. Især de afsluttende uddrag af Jesus egen dagbog er med til at give romanen en ekstra dimension. Borgia-familien er godt stof i disse år med en snarlig tredje sæson af en meget flot tv-serie, og alene af den grund skal denne fremragende historiske roman nok finde sine læsere.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Lorens Juul Madsen
Faustnummer
29913765
Graphic
Imperiet
ISBN
9788763823920
Antal sider
446

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer