Forfatter og oversætter, Rubén Palma, blogger om den storsælgende, men kontroversielle forfatter Sven Hazel.
Sven Hazel - dansk litteraturs grimmeste ælling
Den 23. september bragte flere digitale medier en få linjers pressemeddelelse fra Ritzau, som blev indledt således: “Kulørt dansk krigsforfatter er død. Han var en af Danmarks mest sælgende forfattere, og hans bøger er oversat til 52 sprog siden den første bog, ‘De Fordømtes Legion’, udkom i 1953.”
Siden den meddelelse har der ikke været mere om Børge Willy Redsted Pedersen, født d. 19. april 1917 i Fredensborg Amt, og død i Barcelona d. 21. september 2012… som Sven Hazel (også Hasel og Hassel).
Sven Hazel var ikke “én af Danmarks mest sælgende forfattere.” Han var den mest sælgende forfatter sammen med, eller lige efter, HC Andersen. Han solgte mere end 50.000.000 bøger.
Ritzaus’ meddelelse, så knap og affærdiggørende, vakte min opmærksomhed. Tager man i betragtning at han allerede var en succesforfatter i 50erne og 60erne, en tid med hverken kredit kort eller internet (måske lidt telex), er det antal læsere han har haft næsten astronomisk.
Jeg har ikke læst Sven Hazels bøger. En enkelt, “Glemt af Gud”, netop købt i det lokale antikvariat, står på ventelisten over bøger jeg ønsker at læse. Derfor er det fra spansk Wikipedia jeg ved, at Sven Hazel skabte et originalt karaktergalleri bestående af tyske soldater i en straffebataljon under Anden Verdenskrig. Disse soldater (én af dem hedder Sven) er desillusionerede og, overraskende, ikke antisemitiske, pånær en. I nogle afsnit hjælper disse soldater oven i købet med at skjule jøder på flugt. Soldaternes kammeratskab og kamp for overlevelse midt i krigens brutalitet og meningsløshed beskrives med ”una imaginativa y apasionante narrativa” (behøver vist ingen oversættelse).
“Men trods de imponerende salgstal,” meddeler Ritzau videre “kan man ikke finde Sven Hazels bøger på landets biblioteker - de er alt for kulørte.”
Kulørt
Af praktiske grunde vil jeg antage at læserne og jeg deler nogenlunde samme opfattelse af begrebet kulørt, når det knyttes til litteratur.
Jeg sværger højlydt, at jeg gik ind på Helsingør Biblioteks krimiafdeling - og tog den første bog som faldt mig i øjnene. Den lå fremme på et bord med udvalgte bøger, som biblioteket anbefalede. Her er de allerførste linjer:
”Han havde aldrig kunnet tåle at se blod. Det var noget med konsistensen, tyktflydende og pulserende. Han vidste godt, at det var irrationelt, navnlig for sådan én som ham. (og to linjer efter) Nu så han ned på sine hænder og opdagede, at de var smurt ind i mørkerødt menneskeblod. Det dryppede ned af hans bukser, stadig varmt og klæbrigt. Lugten steg op i hans næse.”
Jeg opfatter den ovenstående tekst som værende ret kulørtfyldt. Bogen, “en kvalitetsbog fra Gyldendals Bogklub”, var skrevet af en anerkendt, storsælgende svensk krimiforfatterinde.
Andre bøger i samme krimiafdeling begyndte ikke med så kulørte linjer. Men selv ved hurtig gennembladning var det let at finde kulørte, blodige, passager. Krimier handler jo altid om et eller flere mord, samt alle de dertil mordrelaterede situationer.
Sven Hazels historier udspiller sig i en krig; et slags ultimativt, menneskeligt ragnarok med ødelæggelse, lemlæstelse og død som uundgåelige ingredienser. Det kunne let blive akavet at beskrive en krig i poetiske, finlitterære vendinger.
I forbifarten sagt: Et brugt argument mod krigsbøger er at de glorificerer krig. Men påfaldende er det, at det samme argument ikke bruges på krimier; at de glorificerer mord. Krig er et ret sjældent fænomen. Det er mord som bekendt ikke.
Er Nobelprisen nogensinde gået til en krimiforfatter? Jeg aner det ikke. Men jeg kan ikke forestille mig det - og endnu mindre til en såkaldt krigsforfatter. Kulørt synes ikke at høre til den fornemme litteratur.
Der var ellers masser af kulørt på biblioteket, udover krimierne og tegneserierne. Gyserbøger med vampyrer, zombier, ydrerumsuhyrer, science-fiction, osv. Og amerikanske forfattere som Steven King, Dean Koontz og deres danske pendanter.
Alt tyder på, at det specifikt er Sven Hazels kulørt som er uønsket.
Løgne
Den kortfattede Ritzau meddelelse stillede spørgsmålet: “Talte han nu også helt sandt?” Og svaret var: “Forfatteren har altid hævdet, at bøgerne er baseret på hans egne oplevelser under Anden Verdenskrig som soldat på østfronten i en tysk straffebataljon og som krigsfange i en russisk fangelejr. Dette satte journalist Georg Kringelbach spørgsmålstegn ved i 1963, da han undersøgte Hazels fortid.”
I artiklen Krigens litterære fupnummer, Berlingske Tidende 2011, kan man læse: “… historikeren Claus Bundgård Christensen, der sammen med to medforfattere i 2005 skrev den første videnskabelige afhandling om danske østfrontsoldater i bogen »Under hagekors og dannebrog – danskere i Waffen SS 1940-45« er ikke i tvivl: »Hazel har aldrig været på Østfronten. Det kan man se af hans bøger, for de beskriver ikke krigen på en realistisk måde. Det er simpelthen fup. Jeg vil tro, at han gennem sine kontakter til nazister i den tyske efterretningstjeneste har fået oplyst en række ting, som han kunne benytte efter krigen, men hans bøger er ikke bygget på selvoplevelser.”
Okay, overvældende meget tyder på at Willy Børge løg om sin deltagelse i krigshandlinger under anden verdenskrig. Men, at sammenholde selve romanerne med videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Lang de fleste romaner vil ikke kunne bestå selv en mild faktatest.
At Sven Hazel var i stand til at skrive om en krig, han ikke deltog i, men kun havde hørt om, synes jeg netop taler til fordel for hans forfatterevner. Desuden: En forfatter skal ikke nødvendigvis have oplevet, alt det han skriver om.
Landsforrræder
Vi fortsætter med Ritzaus meddelelse: “Kringelbach afslørede, at nok havde Sven Hazel været i Tyskland under krigen, men ikke i en straffebataljon. Derimod havde han i Danmark under krigen arbejdet for den tyske efterretningstjeneste E.T., der samarbejdede med Hipo.”
Og der er mere endnu. I 1976 udgav afdøde journalist og forfatter Erik Haaest bogen ”Hassel - en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret og mere omfattende version fra 2010, ”Sven Hazel mysteriet”, dynamiterer hvad der kunne være tilbage af den storsælgende forfatters statue.
Dele af bogen med scannede dokumenter kan ses på internettet. Sven Hazel fik som følge af Retsopgøret en dødsdom for landsforræderi, som blev ændret til 10 års fængsel, af hvilke han kun afsonede 4. Udover det var han en småforbryder, som var involveret i bil- og cykeltyveri. Og han skulle også have været straffet for ulovligt at iføre sig tyske militær uniformer og ordener.
Mere end kulørt, ser problemet ud til at være Sven Hazel selv. For forudsat disse oplysninger er korrekte, så var han en landsforræder.
Dette bringer os til et polemisk emne: Forholdet mellem kunst og dens ophavsmand.
Kan man adskille landsforræderen fra den verdenskendte forfatter? Sagt med andre ord: Ved at anerkende forfatteren … er man også med til at anerkende forræderen?
Landsforræderen, under de ovenfornævnte omstændigheder, fordømmer jeg.
Men den gigasælgende forfatter vækker min nysgerrighed. Hovedsagelig fra litteratureksperter og mindresælgende forfattere hører man, at salgstal ikke nødvendigvis, eller overhovedet ikke, afspejler kvalitet. Ja, endnu en evig polemik: Kvalitet kontra kvantitet.
Så vidt jeg kan se, at vurdere hvad som helst efter kvalitetskriterier, være sig en flyvemaskine, en hot-dog eller en bog, kræver som minimum en definition af kvalitet i forhold til et formål.
I en udgivet bogs tilfælde betragter jeg salgskvantitet som en utvetydig kvalitet. Fordi en bog skrives og sendes til et forlag med det formål at blive læst. En forfatter der benægter dette, er som skuespilleren der påstår at han ikke interessere sig for at blive set. Endvidere, bøger som sælges i gigantiske antal, gør det ikke kun fordi de er velreklamerede, men også fordi læserne anbefaler dem til hinanden.
Der er naturligvis andre kvaliteter for en bog, end salgstal. Men disse vil jeg ikke udtale mig om, af den enkle grund at jeg ikke ved nok om litteratur - og ligeledes fordi jeg ikke tror, at der findes et enegyldigt svar herom.
“Landsforvisning”
Danmarks Radio viste den 28. marts 2010, som et led i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler, et dokumentarprogram om Sven Hazel. Citat: ”Skandale! (2:5) - forfatteren der blev kulturelt landsforvist. Succesforfatteren, Sven Hazel, bliver i efterkrigstiden hyldet som Danmarks Hemingway. Han lanceres som soldaten, der bliver tvunget i krig og nu skriver om det grusomme liv ved fronten. De danske læsere elsker ham. Men en dag i 1963 bliver han af pressen afsløret som svindler, hvis fortid under krigen er af tvivlsom karakter. Afsløringen betyder, at det danske samfund vender ham ryggen. Han må gå i eksil, hvis han vil udgive flere bøger. Med over 50 millioner solgte bøger i hele verden, er han vores mest solgte forfatter nogensinde, men Hazel er aldrig blevet anerkendt eller tilgivet. Tilrettelæggelse: Søs Hoffman. “Forfatteren der blev kulturelt landsforvist.”
Jeg forstår det sådan, at det var det kulturelle Danmark, som landsforviste Sven Hazel. Hvem ellers ville/kunne kulturelt landsforvise en forfatter? Blandt kulturelle danskere er en synlig Sven Hazel-bog på bogreolen et af de mest ukulturelle signaler man kan forestille sig. Intet nyt: I alle lande bekræfter de kultiverede sig selv ved at definere dét, som er ukultiveret (så de kan holde sig langt væk fra det).
Aldrig “anerkendt eller tilgivet”… men alligevel læses Sven Hazels bøger stadig. Den første bog “De fordømtes legion” er nået til sit 29 oplag på dansk, næsten 60 år efter den første udgivelse. Jeg tror ikke der findes et tilsvarende litterært fænomen her i landet. De ukultiverede synes at være ligeglade med de kultiveredes kunstkriterier (og heller ikke det, er der noget nyt i.)
Makkerpar
Efter krigen giftede Sven Hazels sig med Laura Dorothea Guldbæk Jensen. Journalist og forfatter Erik Haaest, som efter eget udsagn brugte flere år på at undersøge Sven Hazel, fastslår i “Sven Hazels Mysteriet”, at hun var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Ergo, endnu en slags landsforræder.
Problemet er det, at i sin iver efter at nedgøre Sven Hazel, gør Erik Haaest sig umage for også at nedgøre Laura Dorothea Guldbæk Jensen. Meget hurtigt skitseret: Han udpensler, som var det virkelig noget man automatisk bør forarges over, at hun var prostitueret og pornomodel og med en seksuel aktivitet, der førte til kontaktannoncer i bladet Weekendsex. Nok om det.
I følge Erik Haaest kunne Sven Hazel “… ikke skrive sit eget navn uden at lave to stavefejl. Hans forfatterskab lever af hans kones evner til at skrive og hans egen fantasi, som er ustyrlig.”
At begge har været forfattere til de millionsælgende bøger, kan der være noget om. På Sven Hazels officielle hjemmeside kan man læse: “Hassel would write his drafts in the afternoons, and the following day he would dictate these to his wife. Once this was done they would go through the drafts together… Hassel’s wife was his editor at the time, so to speak. They were a team.”
I sandhed en fantastisk historie. Willy Børge og Laura Dorothea; begge landsforrædere under besættelsen. Han har været småforbryder og hun prostitueret. En dag beslutter de sig for at skabe Sven Hazel og skrive krigsbøger - og så skriver de 14 bøger, som sælger mere end 50.000.000 eksemplarer på alskens sprog verden over.
Afsluttende
Da jeg fortalte en god ven (hilsen, S!), at jeg agtede at skrive om Sven Hazel, frarådede han mig at gøre det. ”Sven Hazel er dårligt selskab,” understregede han med advarende stemme, hvilket fungerede som en stærk motivation for netop at gå i gang.
Disse linjer skal ikke forstås som en opfordring til at læse Sven Hazel. For det første: Sådan en opfordring ville det ikke falde mig ind at fremsætte. Der er også forfattere jeg ikke læser, musikere jeg ikke lytter til, politikere jeg ignorerer, osv, fordi jeg ikke synes om dem som personer - og jeg irriteres når nogen forsøger at overbevise mig om at ophæve min aversion. Og for det andet: Det er bestemt ikke læsere Sven Hazels bøger savner.
Jeg har skrevet denne blog om Willy Børge og Laura Dorothea, fordi jeg anser dem for at være et klart tegn på, at dansk opfindsomhed og genial historiefortælling på verdensplan, også findes hos de forkerte og udstødte.
Kom nu… kulturelle, kunstneriske, kultiverede, progressive Danmark… op med humøret, med tolerancen og selvironien og alt det, du er i besiddelse af og som du ynder at bryste dig med. Ikke alle dine forfattere er lige så nydelige og præsentable. Der er også nogle meget grimme ællinger ind i mellem.
Hvornår kommer det teaterstykke, den musical eller film om Sven Hazel? Hvem end han - eller de - kan være.
Note: En senere, hurtig privat-undersøgelse viste at der er mellem 5 og 10 biblioteker, som har Sven Hazel-bøger. Ritzau tog åbenbart fejl.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Forleden skulle jeg passe børn for et yngre ægtepar, og da den lille var lagt i seng, fandt jeg en af Svend Hazels bøger i deres bogreol. I de følgende fem timer fik jeg den læst, og kom så igen til at tænke på spørgsmålet om, hvorvidt der med Hazels bøger er tale om god eller dårlig litteratur. Den bog, som jeg læste, havde jeg læst før, så jeg kendte for så vidt handlingen. Den forekom mig ved denne læsning mere voldsom, end i min erindring om den, men jeg fandt den absolut underholdende. Og nu kan man vel ikke beskrive et luftangreb på Hamborg under anden verdenskrig, uden at beskrivelsen bliver præget af den grusomme virkelighed, der forsøges beskrevet.
Siden Svend Hazels forfatter her på siden blev bragt på banen, har jeg nogle gange i selskab med andre, forsøgt at bringe emnet på bane. Jeg har faktisk ikke truffet folk over 50 år, som har læst Hazels bøger, og de fleste har reageret med udtalelser som: ”Nej sådan noget læser jeg ikke”, ”Jamen var det ikke ham, som var nazist?”, ”Nå, det var jo ham, som fik konen til at skrive sine bøger”, ”Nej sådan en gang krigsforherligelse gider jeg ikke” o.s.v.
Jeg kunne faktisk godt tænke mig hvis nogle ville læse en af Hazels bøger og så komme med deres mening samt en velbegrundet kritik. Det kunne f. eks. i forlængelse af den debat, der har været om, hvorfor gamle mænd ikke læser, være interessant at se, om der er forskel i mænds og kvinders syn på omtalte bøger. Det kan heller ikke udelukkes, at kvinders syn på litteratur rækker ud over dem selv, så de ligefrem har lagt en linie for, hvad mænd skal mene.
Jeg citerer fra forsiden af Kristeligt dagblad fredag d. 9. november, hvor der er en artikel med overskriften: ”Hver femte dansker læser slet ikke bøger”. Her hedder det: ”Vores læsekultur er blevet langt mere feminiseret. Det er især kvinder, der formidler litteratur i dag, ikke mindst på bibliotekerne, og der er kommet rigtig mange kvindelige forfattere. Det kunne være en af forklaringerne på, hvorfor det især er mænd, der helt holder sig fra at læse”, citat slut.
Det er det, som jeg somme tider lidt provokerende prøver at sige med bemærkningen: ”Der er gået ”Vinterbørn” i dansk litteratur. Jeg hentyder hermed til romanen ”Vinterbørn” af Dea Trier Mørch, udgivet 1978, som for kvinder var, hvad krigsromaner var for mænd. Det er bevidst, at jeg bruger datidsformen, for nu om dage har unge mennesker andet at tale om end det, som optog mange i sin tid, hvor det at havde været på fødeklinik kunne ses som en pendang til mændenes oplevelser i soldatertiden..
Jeg synes, da helt klart vi skal tage en debat her på litteratursiden om Svend Hazel's bøger. Nu skal vi da en gang for alle undersøge om hans bøger står for en nærmere litterær gennemgang.
Så jeg er helt med på dit forslag Kaj, om at læse en bog af ham og eftefølgende skrive sammen om den. Men hvad skal det være for en af dem? Har du et forslag?
Jeg har aldrig været soldat, ej heller læst noget af ham. Kun er jeg fyldt af fordomme om han og hans litteratur. Men opløftet og nysgerrig af Ruben's indlæg er jeg helt klar på at læse ham.
Jeg kan se at nogle af titlerne er udkommet i 1997 og 1998. Dog er de næsten ikke indkøbt til noget dansk bibliotek, og ved de første opslag jeg gjorde kan jeg heller ikke se at de har fået nogen lektørudtalelse. Så det lyder jo spændende og som et stykke uudforsket land som skal opdages. Så hvis du vælger en bog Kaj, kan jeg bestille den til læsning + jeg kan oprette den til debat, f.eks. i læseklubben "Vores egen bogreol".
Tak.
Jeg fik eller at vide, at bøgerne kunne læses hver for sig, som selvstændige historier.
Tak for dit blog og en af vores mest underkendte forfattere.
Jeg kan bare anbefale dig at komme i gang med at læse, men start dog med begyndelse - du ville vel heller ikke starte med bind 2 i Ringenes Herre?
Kære Rubén Palma.
Ja du er modig, når du tør bringe Svend Hazels forfatterskab på bane. I det korrekte selskab har denne forfatter altid været Persona non grata. Årsagen til dette er uden tvivl det forhold, man i efterkrigstiden har haft til alt, hvad der kunne antyde, at man på en eller anden måde kunne sympatisere med nazismen. Angsten for at blive mistænkt for at have nazisympatier har været så udbredt at man sikkert, som du antyder, slet ikke har taget stilling til Hazels forfatterskab, men kun har taget afstand fra manden, ud fra det som man har hørt om ham, hvilket i øvrigt nok for en stor del må betragtes som rygter.
Jeg kommer i hjemmet hos flere unge mennesker, som har rækkevis af Hazels bøger stående sammen med andre bestsellere. De er meget betaget af det univers, der beskrives i disse bøger, og er stort set uvidende om det røre, der i sin tid var omkring forfatteren.
Jeg selv er lidt ambivalent med hensyn til Svend Hazel. Engang omkr. 1960, da jeg læste, var jeg en god kunde hos en boghandler, hvor jeg købte alle mine lærebøger. En dag, da jeg var i boghandelen kom han hen til mig og forærede min tre bøger af S.H. Denne havde på et tidspunkt været i boghandelen og havde signeret bøger, og i dem jeg fik, stod der også med nydelig fyldepenneskrift: ”Venlig hilsen fra Svend Hazel”. Så var røret om S.H. opstået, og derfor ville boghandleren af med de famøse bøger. Jeg læste med stor interesse bøgerne, men har dog ikke siden følt trang til at anskaffe flere af samme forfatter. Et par år efter, at de famøse bøger var blevet sat i min bogreol, blev jeg gift med en pige, som var meget kritisk. Jeg måtte derfor, i hvert fald, når vi havde gæster, gemme Hazels bøger væk. Jeg er dog stadig gift med pigen, og bøgerne står i reolen, men vi har ofte diskuteret Svend Hazels forfatterskab, og gør det stadig. Jeg kan godt se, at der er noget kulørt over hans bøger, men man kan i hvert fald ikke sige, at han glorificerer krigen, og ud fra hans bøger er der intet, der antyder, at han skulle have sympatier for nazismen. Det er efterhånden mange år siden, jeg har læst Hazels bøger, men der er episoder i dem, som har sat sig fast i min bevidsthed, og det er ikke de mest bloddryppende, hvilket jeg tager til indtægt for, at der ikke kan være tale om helt igennem dårlig litteratur. Jeg synes i øvrigt ikke, at vold er så udbredt i Hazels romaner, hvorimod jeg mere har hæftet mig ved den megen lommefilosofi, der udveksles mellem personerne. De typer, som befolker bøgerne er efter min mening også mesterligt beskrevet. Nutidens unge mennesker, kan sikkert ikke genkende typerne, men jeg, der var soldat fra 1961 til 1963 kan sagtens genkende dem fra min soldatertid. Vi var ikke dengang i krig, men mentaliteten i militæret var dengang udpræget præget af den korte tidsafstand, der var til verdenskrigen. En af mine soldaterkammerater var således en tro kopi af den malerisk tegnede Lillebror i Hazels romaner, og han ville have spillet dennes rolle, hvis han havde været i krig.
Som sagt, så er jeg i modsætning til min kone, som er meget bastant imod Hazels bøger, ambivalent i mit forhold til omtalte forfatter. Jeg læste med interesse de tre bøger jeg har og mener, at der er mange litterære kvaliteter at påpege. Der er gode personbeskrivelser for os, som kan se det. Mange har aldrig truffet Hazels typer og har aldrig været i situationer, som han beskriver, og for dem kan det måske nok blive lidt triviel læsning. Omvendt så har jeg jo heller aldrig anskaffet flere bøger af Hazel. Jeg skammer mig ikke over at have tre signerede bøger stående af S.H. men jeg bliver heller ikke imponeret over det litterære univers, hvis jeg hos nogen ser en hel hylde med Hazels romaner.
At bibliotekerne ikke har Hazels bøger stående, kan jeg måske godt forstå, men jeg mener så også, at der var meget andet, som heller ikke fortjente plads på deres hylder.
Men tak for dit blogindlæg, det kunne være interessant med en diskussion vedr. Svend Hazels forfatterskab.
Kære Kaj Hansen:
Tak for den interessante kommentar.
Mens jeg var i gang med at skrive bloggen stødte jeg på en del danskere, som havde læst Sven Hazel (SH). Da de erfarede,at jeg ikke var fordømmende, men blot undersøgende i forhold til en særpræget forfatter, så blev de meget snakkesalig
Charmerende var en ældre dame der ekspederede i den lokale kirkelige genbrugsbutik, hvor de havde mange brugte bøger, men ikke SHs, som var udsolgt. Damen fortalte mig at hun for mange år siden havde læst så godt som alle SHs bøger, selvom han var ”meget forkert” (og jeg, som havde troet at det var ren mandelæsning). Hun havde dog aldrig haft hans bøger i bogreolen i stuen .
Der var også nogle af disse SHs læsere, der mente, at han ikke alene havde været udsat for fordømmelse i forhold til sin rolle under besættelsen… men at der også havde været tale om en god portion Jantelov og misundelse.
I Chile gik der mange, mange år før Isabel Allende fik en litterær præmie/anderkendelse. De finlitterære chilenere har også dømt hende til at være for populær og ukunstnerisk - hun sælger jo for mange bøger. Og de gange jeg har fulgt med i den chilenske debat omkring Isabel Allende, er jeg atter nået til den konklusion at Janteloven, sin danske navn til trods, er et universelt fænomen.
Jeg har også for længst konkluderet, at læserne ikke lader sig forhindre i at læse en velskrevet bog... bare fordi forfatteren har dårlig omdømme.
Bedste hilsener
Rubén Palma
Kære Ruben Palma og Kaj
Det er ikke fordi jeg har så meget at bidrage med i Svend Hazel snakken, men jeg føler bare et stort behov for at kvittere rigtig meget for det rigtig informative og fine indlæg + dine kommentarer Kaj.
Selv har jeg aldrig læst en Svend Hazel, men jeg har hørt alle de halve og hele sandheder om ham og hans skriverier som der altid har floreret. Der har dit blogindlæg, Ruben været med til at gøre mig klogere.
Nu er jeg jo bibliotekar i Odense, og i dette lukkede forum kan jeg jo godt afsløre, at vi ikke et af de få biblioteker i Danmark som har hans bøger stående. På den anden siden kan jeg heller ikke huske, at jeg/vi nogensinde er blevet tilbudt nogle af hans bøger. Mon ikke det er ved at være nogle år siden der er blevet trykt nye eksemplarer. Og det er jo også rigtigt, som du skriver, Ruben, at de danske folkebiblioteker har så meget andet stående, specielt inden for krimigenren man godt kunne diskutere den litterærdi af. Men på den anden side ligger der en stor værdi i underholdningen under læsningen.
Så i det her tilfælde vil jeg støtte mig til din gode smag, Kaj - og skulle det ske, at vi i Odense får en Svend Hazel bog tilbudt til udlån vil jeg gerne diskutere det alvorligt om ikke det var en vi skulle købe.
Og så vil jeg da glæde mig til den dag, der kommer en ny biografi om Svend Hazel på dansk.
"Og så vil jeg da glæde mig til den dag, der kommer en ny biografi om Svend Hazel på dansk."
Ja, samme her. Det er en aldeles interessant historie. Jeg har på fornemmelse, at fremtiden vil se mere tolerant på hans/deres forfatterskab.