Er amatørismen skadelig?

Oprettet: 31.05.2015 - 17:32

Den danske fantastiske litteratur sukker efter at blive taget seriøst. Der er masser af potentiale i eksisterende udgivelser – men spørgsmålet er om vi i virkeligheden selv er rede til at møde konsekvenserne af at blive taget seriøst?

 

Fantasticon. Shit. Der er gået ti år, og jeg er stadig på Fantasticon, Danmarks festival for science fiction, fantasy og horror... for voksne, vel at mærke. Ungdomslitteraturen har for længst fået vinger at flyve på.

Con'en bekræfter mig i at der overhovedet er læsere derude. Men når jeg er der, så ville jeg altid ønske at jeg sad hjemme og skrev. For hvert eneste øjeblik jeg er på con'en, så synker jeg ned i en følelse af at jeg kan blive taget seriøst som amatørforfatter. Men anmelderne er derude i den virkelige verden, og de bliver stærkere...

 

Er det ikke det vi alle sammen gerne vil? Blive taget seriøst for det vi laver, uanset om vi laver fanzines, er forfattere, redaktører – eller er kritikere ligesom mig?

 Den højest mulige standard”

Ved første øjekast, så giver Fantasticon i hvert fald det indtryk at det handler om at tage alle slags udøvende kunstnere seriøst. I år har con'en fundet langt mere passende omgivelser i Valby Kino, der giver en vis klasse, som ellers altid har manglet. Det er et stort skridt fremad, men con'en er stadig et yderst trygt sted, hvor etablerede forfattere og hobby-forfattere modtager den samme pris, på lige fod. De sidder i paneler sammen. Fan-antologier fejrer jubilæer. Måske er et hele lidt for trygt. For når snakken falder på hvad der virkelig er godt og nyskabende og forbilledligt, så ramler vi igen og igen ned i at diskutere Game of Thrones og The Walking Dead, eller gotiske forfattere der har været døde i hundrede år. Det kan måske være skægt at få bekræftet om danske forfattere har de samme TV- og læsevaner som én selv. Men det kniber med at forholde sig til hinanden. Det kan der være flere grunde til:

 

1) Vi ønsker selv at blive holdt op mod den højest tænkelige standard.

 

2) Det kunne spolere den hyggelige stemning at skulle sige sin ærlige mening om hinanden.

 

Den første mulighed signalerer én eller anden professionalisme (selv om jeg ved Gud ikke ved hvorfor amerikansk TV skulle være lig kvalitet – men lad det nu ligge). Den sidste mulighed er mere amatøristisk, fordi den peger i retning af at det sociale sammenhold er det vigtigste ved et kunstnerisk miljø.

 

Når vi på den måde klumper folk sammen, så siger vi uden ord, at vi ønsker et kreativt miljø hvor der er plads til alle. Plads til dem der vil sælge, plads til dem der ønsker en platform at modtage feedback fra, og også plads til dem der bare gerne vil have en hobby. Et fristed for såvel de egentligt professionelle, de ambitiøse semi-professionelle, og så de glade amatører.

Hellere din bedste fjende end din værste ven

Det problematiske ved idéen om at fælles fodslag og fristeder, det er at vi sætter en masse mennesker i samme bås, som vil noget forskelligt, og er forskellige steder i deres karriere. Sagt på en anden måde: Når vi skal uddele priser og have fyldt sæderne til paneldebatterne op, og have nok sider i vores antologier, så ser vi stort på niveau-forskellen mellem forfatterne, som om vi ikke helt kan snuppe at nogen har større succes end andre. Og det er nok derfor at man bliver opfattet som et rigtigt røvhul, hvis man holder den nye undergrundsudgivelse op mod de professionelle udgivelser, enten på kvalitet eller på salgstal. Man forgifter miljøet, hedder det sig. Men kritikere der siger deres ærlige mening, er den bedste fjende en forfatter kan tænke sig, fordi vi faktisk køber bøgerne inden vi kritiserer dem. Kritikeren kan være et fantastisk værktøj, især som modsætning til din dårlige ven, som ikke bidrager til mersalget, men til gengæld er ivrig efter at tiltuske sig gratis anmeldereksemplarer. Den dårlige ven er altid parat til at fortælle dig at du ikke behøver at ændre en dyt for at udleve forfatterdrømmene, men i virkeligheden er han blot for "høflig" til at fortælle dig at dit plot er kliché-præget og dit layout er grimt. 

Det er os selv der laver sammenligningen

 Det virker bare ikke at blive i samme gænge. Og det ved vi godt. For vi springer straks i forsvarsposition, når vi bliver tvunget til at tage stilling til hvordan de danske udgivelser klarer sig. Det er ikke retfærdigt, siger vi, at et land med fem millioner indbyggere skal sammenlignes med et kæmpemæssigt indvandringsland som USA. Men ikke desto mindre falder snakken alligevel på de amerikanske mega-succeser. Vi kan simpelthen ikke lade være med at holde os selv op imod dem. Så hvorfor ikke se i øjnene at vi skal lave noget der er bedre, og først og fremmest anderledes end amerikanerne?

Nogen bør straks påpege, at fan-udgivelser, skrevet af hobby-forfattere, eller heller bør ej måles efter de samme kriterier som de internationale bestsellers. Og deri er jeg fuldkommen, 100 % enig.

Det burde være fuldkommen legitimt at være en glad amatør. Vi burde være i stand til at værdsætte at undergrunden har sit eget udtryk, og være glade for at der findes en scene hvor man kan eksperimentere og øve sig. Men det er ikke dét vi gør. Vi taler ikke om hvor velskrevet noget er af at fanzine at være, hvor flot trykket er i betragtning af det begrænsede budget, eller om hvor fedt det er at være ukommerciel. Det var ellers ret almindeligt med 1980'ernes klassiske fanzines, hvor hvor blade som Fat Comic virkelig prøvede grænser af, med hensyn til hvad man overhovedet kunne tillade sig at trykke! Men nu skal vi alle sammen være udøvende, og tages seriøst, og have priser, og stå på scenen sammen med de rigtige forfattere, og have vores nørdede skriverier opfattet som akademiske artikler. Lige indtil det øjeblik at der falder den mindste smule kritik. Så enten afviser vi først kritkken, og undskylder os derefter med at vi jo arbejder ubetalt og ikke har det store budget, og at det i øvrigt er bunduretfærdigt at sammenligne os med de uomgåelige klassikere, på trods af at det er os selv der drager disse paralleller, igen og igen og igen!

Tre grupper - tre behov

Nu melder spørgsmålet sig så: Hvad kan vi gøre anderledes og bedre?

Først og fremmest kan vi undlade at sætte professionelle og semi-professionelle og glade amatører i samme bås. Undlade at klumpe dem sammen i antologier, til prisuddelinger og paneldebatter. Men mere end alt andet, så skal vi  være opmærksomme på deres forskelligartede behov, for ikke at gøre dem mere skade end gavn.

 De professionelle

 Det må være virkelig underligt for de professionelle at stå side om side med komplet ukendte amatører. De er ofte nogle virkelig ”good sports”, som nyder at sidde i baren med deres fans. Men spørgsmålet er hvor sjovt det egentlig er, når deres fans så også samtidig konkurrerer med dem om opmærksomheden og priserne?

Man forstår godt Benni Bødker, der i 2008 forlod Fantasticon, umiddelbart efter at være blevet interviewet. For, hvad var der egentlig ellers for ham at komme efter? Det er ren underskudsforretning for en etableret forfatter som ham, at vise sig i undergrunden. Sagen er at vi ikke kan tilbyde dem så frygteligt meget. Så  måske var det en idé at hjælpe de næste i rækken...?

 

De semi-professionelle, sultne forfattere


Værst går vores sammenklumpning ud over de semi-professionelle, de forfattere som faktisk har fået udgivet bøger, men som endnu ikke har fået opbygget en stor nok læserskare og et mersalg til at leve af det. De bliver hevet ud til arrangementer hvor de oplever at få en masse ros, men hvor de ikke kan få solgt deres bøger. De modtager pæne anmeldelser og lektørudtalelser, men ingen retter sig efter dem. Kort fortalt har vi at gøre med mennesker der har brug for salg, og ikke for ord.

Det er hos de semi-professionelle at man lige nu finder de største nyskabelser, men de er også deres egen værste fjende. De higer så meget efter at blive taget seriøst, samtidig med at de ikke helt kan frigøre sig fra undergrunden, at de ikke altid sender klare signaler om hvad de vil. De semi-professionelle er bange for at ødelægge eller begrænse deres egen muligheder, hvis de promoverer andre. På én og samme tid er de dog også bange for at gøre sig bedre end andre. Så den sikre løsning er at promovere sig selv, uden at nævne noget om andre – så har man i hvert fald ikke været nedladende overfor nogen! Resultatet er at vi får forfattere, der gebærder sig som om de er de første til at lave fantasy for voksne. Og vi får store artikler om zombier i Politiken, der dog ignorerer de danske bidrag som Kavadermarch, Necrodemic og Pandaemonium. Og vi har yderst produktive og dygtige semi-professionelle, der faktisk holder et højt niveau, men som alligevel undergraver deres professionalisme ved at kalde sig for "Forfatter på Halv Tid" eller skriver "En Fritidsforfatters Bekendelser." Måske er der blot tale om uheldigt valgte ord, som skrevet på et tidligt tidspunkt i forfatterskabet, men det giver stadig et uheldigt indtryk af at bøgerne er en bi-ting. 

 De glade amatører

Endelig er der mit eget, ulykkelige folkefærd, de glade amatører, som enten skriver for sjov, eller for at øve sig. Jeg bliver ofte stillet det spørgsmål, hvorfor de ikke kan få lov til at have en slags helle, og bare få lov til at lave dét de synes er sjovt, på deres egne præmisser? Fordi vi har mistet den realitetssans, som andre kreative miljøer har. Tag blot skuespillere. De er enten professionelle, eller de er dilettanter og amatører. Vi kan sagtens vurdere dem til at være dygtige amatører, og værdsætte dem ud fra dette præmis, uden at forvente mere og andet af dem. Men når det angår vore egne, så giver vi dem ikke prisen for ”årets ildsjæl” eller ”bedste fan” eller for ”årets skøreste indie-udgivelse." Vi tager det simpelthen ikke seriøst at det hele skal forestille at være for sjov. Nej, i stedet smykker vi os med højtidelige titler og priser som ”Den Danske Science Fiction Pris”, eller ”Den Danske Horrorpris”, hvorefter vi skubber de arme mennesker ud i skudlinjen.

 Plads til alle, men ikke den plads vi har givet dem

Nej, amatørismen er ikke skadelig i sig selv. Det vi kalder for undergrunds- eller fan- eller amatørudgivelser, er lavet for og af folk der går og hygger og øver sig. Ja, det er fuldkommen misforstået at vurdere dem efter de samme kriterier som professionelle udgivelser. Men det er os selv, som ustandseligt blander det hele sammen, blot for at få chancen for selv at få en vennepris, eller for at blive kaldt vordende forfatter. Det er denne uholdbare sammenblanding, der gør miljøet uforståeligt for de professionelle, ubehaligt for de semi-professionelle (der bliver slået i hartkorn med amatørerne), og demoraliserende for amatørerne, der slet ikke hører til i den vægtklasse de bliver placeret i.  Husk på, alle har brug for at blive taget seriøst. Også dem der "bare" skriver for sjov. Men seriøsiteten kommer igennem kritisk stillingtagen og bidrag til salget - og ikke igennem uforpligtigende ros.