Fem Gode Grunde til at DU aldrig får skrevet den store danske fantasy-roman

Oprettet: 10.01.2015 - 20:15

Jeg elsker at læse litteratur skrevet på dansk, og derfor ærgrer jeg mig over at engelsksproget "fantastic fiction" (fantasy, science fiction og horror) har været i vækst, mens dansk genrelitteratur enten er børne- og ungdomslitteratur, eller henvist til den skammekrog som vi kalder for "undergrunden."

Er der endelig noget der stikker ud - tag Lene Dybdahls Nøglens Vogtere - så finder man det ikke på lister over "Game of Thrones og det der ligner."

Lad mig slå fast at jeg oprigtigt mener at den danske børne- og ungdomslitteratur er fremragende, og at undergrunden har sin berettigelse som et "vækstkammer" for forfattere. Men det er underligt at iagttage at der er langt større interesse for at skrive fantasy mm., end der er for at købe den. Der kan let opregnes et to-cifret antal danske would-be-kultforfattere, og de danske antologier fra forlag som H. Harksen, Science Fiction Cirklen, Valeta og Kandor modtager næsten altid omkring 50 bidrag. Til sammenligning, så sælger disse udgivelser måske 20-30 bøger udenfor bibliotekssystemet.

Hvordan kan der være så stor interesse for at producere noget der ikke findes et publikum til?

Og ja, det var et retorisk spørgsmål. For jeg ved godt allerede hvad det skyldes.

1) At inspirationen kommer amerikanske film og serier. Eller rettere, så bliver det opfattet således. Når der udkommer en moppedreng af en dansk zombie-roman som Pandaemonium i kølvandet på The Walking Dead, og en intrige-fyldt fantasy-saga som Abaddons Arv oven på Game of Thrones, så viger læserne tilbage, og tænker at de hellere må holde sig til originalen.

Er de danske romaner virkelig rene kopier af et amerikansk forlæg? Nogle af dem er, andre har kun en tematisk eller overfladisk lighed. Det er ikke væsentligt, når den blotte mistanke om plagiat er alt rigeligt til at dømme ude!

2) At "Fantastic Fiction" bliver opfattet som ærke-amerikansk. Når bibliotekerne som sagt kan opleve en stigende efterspørgsel efter engelsksproget "fantastic fiction", mens danske forfattere forgæves leder efter læsere, så kan det skyldes at genren til stadighed bliver opfattet som en udenlandsk tradition. Der findes både et dansk Poe-selskab og et Lovecraft-forlag, og undertegnede kan ikke sige sig fra at være medlem af begge dele.

Når så samtidig danske udgivelser emmer af citater af (og referencer til) amerikanske forfattere, hvorfor skulle læserne så ikke bare dyrke dem?   Hvorfor tage sig til takke med de danske forfattere som er inspireret af dem?

Først kunne jeg ikke komme i tanke om en gyldig grund, for jeg synes at de nye forfattere gør sig selv en gevaldig bjørnetjeneste med alle de referencer. Men, sandt nok, de gamle mestre er også gammeldags forfattere, og de må læses må forbehold. De nye forfattere formår en gang i mellem at overraske. Men det kræver ikke kun at man som forfattere tager nogle chancer, det kræver også at man - som læser - er villig til at tage en chance. Det værste ved citaterne og referencerne er derfor nok at det tyder på at de nye forfattere har de samme værker - men ikke nødvendigvis hinanden - som reference-ramme.

3) At der er manglende interesse for den eksisterende danske tradition. Der er meget få danske forfatterskaber der eksplicit er "fantastiske." Erwin Neutzsky-Wulff åbnede op for mystik og magi, og for science fiction i fællesskab med Niels E. Nielsen. Nielsen havde enorm gennemslagskraft i 1970'erne, mens Wulff toppede kreativt i 1978-81 (han oplevede dog et revival i 1990'erne, med bladet Faklen). På trods af at Nielsen har fået sin obligatoriske biografi og genudgivelser, og på trods af at Wulff stadig er skrivende, og endda har gået i spidsen for selvudgiverne, så danner de alligevel ikke inspiration for den nye generation af udøvende forfattere. Alle der har prøvet at skrive, ved udmærket at de virkelig originale idéer ikke kommer af at man isolerer sig, men at man har en bevidsthed om hvad der allerede er skrevet - og på hvilken måde.

Jeg siger ikke at man behøver at elske den unødvendigt kryptiske Wulff, eller at man behøver at elske Nielsens genbrug af handling og personer. Der er dog tale om to omfattende og dybt originale forfatterskaber, der for danske forfattere kunne være mere oplagte at gribe til end H.P. Lovecraft, eller de lidt mere obskure  Arthur Machen eller Algernon Blackwood.

Ironisk nok, så var Nielsen eksponent for en personlig og litterær isolationisme, og Wulff selv har aldrig forholdt sig til dansk litteratur ud over Kierkegaard, men i stedet tilegnet 100 numre af sit eget blad, Bathos, til gamle film og skræk-tegneserier. I den optik er det ikke uforståeligt at de ikke figurerer tydeligere i danske forfatteres litterære horisont. Muligvis står de så heller ikke i skyggen af de to gamle kæmper, men så er der heller intet sammenligningsgrundlag for succesrig, dansk genre-litteratur. Og de nye forfattere, de skal nok komme til at stå i skyggen under alle omstændigheder.

4) At der er for meget venskab. I én af sine mange ondskabsfulde stunder, beskrev Lars Bukdahl den danske horror-scene som en "tantet dille", hvor forfatterne sad og sendte stiløvelser rundt i mellem hinanden. Det er netop den slags udtalelser der er med til at skabe en ond cirkel, hvor forfattere ender med at anmelde hinanden. Bukdahl fik stillet den udfordring rent faktisk at anmelde noget horror, men tog ikke handsken op. Det har i det hele taget være meget småt med "uvildige anmeldelser", hvilket har betydet at bøgerne mestendels har fået omtale på blogs eller i fanzines, hvor forfatterne selv er bidragydere - for større er den litterære scene nu engang ikke.

Det kan selvsagt ikke undgå at påvirke tiltroen til anmeldelserne, når det er kollegaer og bekendte som omtaler hinandens udgivelser.  Så, hvorfor ikke bare holde op med at gøre hinanden denne bjørnetjeneste? Måske fordi alternativet ville være dyb tavshed og mangel på feedback, indtil tomrummet blev udfyldt. 

5) At der er for meget fjendskab. Nej, det er ikke en fejl. For godt nok gnubber genre-forfatterne gnubber sig lovlig meget op ad hinanden, men der er også en art genre-racisme på spil. Der er ikke noget forfatter-miljø der er så småt, at scifi-nørder ikke kan opfatte horror-hounds som afstumpede analfabeter, og fantasy-fans kan opfatte scifi-nørder som teknologi-obsessed tørvetrillere. Så hjælper det ikke meget at forfatterne selv kan være at finde i så forskelligartede udgivelser som den poetiske antologi Fragmenter, eller i science fiction-serien Lige Under Overfladen.

Konklusionen må være at vi har skabt vores egne problemer, både som forfattere, og som læsere og fans, der officielt gerne vil have dansk litteratur, men ikke køber den "før den bliver bedre." Den enkelte forfatter har bare stadig brug for at nogen til at støtte op omkring dem, for overhovedet at nå det ønskede niveau. Nogle af dem har muligvis nået det, mens vi har haft travlt med at læse en amerikansk mesters samlede værker. Og når de mest aktive "fans" samtidig har travlt med at dyrke egne forfatter-drømme, hvad da?

Er der virkelig plads til så mange forfattere inden for en niche, hvor det at skrive på dansk henviser en helt underskov af ny litteratur til en niche inden i nichen?

Nej, det er der selvfølgelig ikke. Ikke så længe vi  sidder og holder hinanden i skak med egne kæpheste og blogs.

Bemærk at jeg ikke skrev "indtil nogen bryder igennem." Der ikke for alvor nogen som er brudt ud af undergrunden endnu. Der er simpelthen ingen der får lov.

Vi kommer aldrig ud af stedet, ikke så længe at den personlige fortælling om at være udøvende kunstner - eller kender af samtlige klassikere - er vigtigere end at skabe grobund for en dansk genre-litteratur.