FREDAG

Oprettet: 31.01.2014 - 01:49

I dag er det fredag; sidste fredag i januar og sidste mulighed for live at følge mit sms-digt Fredag. Samtlige fredage i januar har man ved at købe digtet eller låne det igennem biblioteket, kunne følge samtlige sms'er jeg har sendt fra min mobiltelefon, direkte og  ucensureret. Digtet udkommer på forlaget SMSpress, der kun udgiver værker i sms-form, læst på telefonen. Men i modsætning til forlagets andre udgivelser kan man ikke bestille Fredag når man vil - det findes kun denne ene gang og vil ikke blive genoptrykt. Jeg har villet undersøge smsens specificitet med digtet; hvad der er særligt for smsen, dens sprog, dens kvaliteter, med mine egne beskeder som eksempler - der er ihvertfald det reportageagtige, det fatiske, at smsen rækker ud og vil have svar, dens relative korthed, men særligt: dens usynlighed - konkret og som sprogform. Både for den der skriver den, for den der modtager den, og for alle os andre der ser folk  skrive og læse på deres telefoner, men hvad står der egentligt.

 

Forlaget skriver på bagsiden af Fredag:

 

"Alle tjekker hele tiden deres telefon, de læser og skriver beskeder i ét væk, men hvad står der egentlig i de beskeder? SMS-digtet Fredag udspiller sig real time over fem fredage i januar 2014. Digtet undersøger døgnets rytme, fredagens, og ikke mindst det sprog der måske fylder allermest i danskernes daglige kommunikation, flygtigt og fatisk, på grænsen mellem tale og skrift, allestedsnærværende og usynligt: SMS’en.

Kom på højde med NSA, velkommen i overvågningens tidsalder, følg eksperimentet!

 

Jeg har tidligere arbejdet med smsen som tekstform - blandt andet med værkerne Ja, jeg smager månedens kunstnervin! (seneste samlede version 2012) og Mandag (2010). Fredag er en direkte opfølger til sidstnævnte- samme koncept, men om mandagen. Det foresvæver mig at mandag, fredag, søndag er de særlige dage i ugen; i hvert fald i den psyko-geografi de fleste af os her slæber rundt på, og som igen er formet, det ser man tydeligt, af arbejdslivet, af arbejdsmarkedet, af den måde vores tid af disse bliver formet på. Så næste sms-digt jeg laver i serien kommer sikkert til at være: Søndag. Men der går længe før det kommer, det er jeg sikker på, jeg er simpelthen blevet så led og ked af det hele."

 

Konceptuel selvovervågning er trættende, jeg bliver fysisk træt ved tanken om at det hele begynder igen om lidt, at alle de smser jeg sender, dem modtager alle læsere af Fredag også; for femte gang, det er sidste gang, gudskelov, det er underligt, denne træthedsfølelse, denne lede, dette at jeg ikke gider mere, dette at jeg gerne vil have at det skal stoppe nu. I starten var jeg meget ivrig - jeg skriver helt sikkert flere beskeder disse fredage, jeg må jo synes at folk skal have noget for pengene eller hvad ved jeg, men nu orker jeg det ikke mere. Det undrer mig at læserne gør. Omkring 30 læsere har meldt fra, men langt flere fortsætter med at læse med. Det synes jeg er interessant. Både det at folk hænger på, og det at jeg væmmes og bliver så gradvist mere ubehagelig til mode ved at skulle producere og levere disse smser. Jeg spekulerer på om denne reaktion vagt kan pege i retning af en mere generel pointe der har med (elektronisk?) overvågning som sådan at gøre. At hvis man ved man bliver overvåget af STASI eller NSA eller PET eller hvemharvi; om man bliver fysisk træt af at tale ind i dette store rør, jegvedikke, det er jo spekulation, men jeg tænker at det betyder noget. At jeg ved at folk lytter. Men HVAD betyder det.

 

En anden faktor i denne fysiske træthed: en lede ved hele tiden at skulle høre på sig selv, at læse sig selv; mig selv, mig selv, mig selv. Fredag er ikke tænkt som autobiografi eller på anden måde et projekt der handler om mig. Mine egne smser er blot det materiale jeg lettest kan komme til uden at krænke nogens rettigheder eller privatliv (alt for meget).

 

Ihærdigt prøver jeg ikke at begrænse mig selv i forhold til de smser jeg skriver - både de mere personlige og særligt - det er den virkelig udfordring - de meget kedelige. En smiley. En rettelse af en noget man stavede forkert. SEND; det ryger ud til en masse mennesker der lige nu er på arbejde eller sover eller og så videre. Det er en overskridelse at blive ved med at plage folk med det kedelige. Også selvom det er en vigtig del af undersøgelsens grundlag og præmis: hvad skriver vi egentlig i de smser; hvad står der, hvordan gør det det og hvornår.

 

Jeg tror den eneste regel jeg har sat op for mig selv, er at jeg ikke skriver om sex til min kæreste i disse smser. I Mandag skrev jeg heller ikke navne, det gør jeg nu. Og ellers prøver jeg - og bliver sommetider også tvunget til det - at skrive så åbent som muligt.

 

Der var en kvinde der skrev på forlagets Facebook-side, at hun syntes digtet var interessant og fint og alting, hun fulgte med, men at jeg burde huske på at der var læsere af det jeg skrev, og derfor ikke sende smser som denne specifikke: ")". Jeg svarede tilbage at jeg netop prøvede meget hårdt på ikke at tænke på at der var læsere til det jeg skrev.

 

Sjovt, som folk jeg kender, der åbenbart også læser med, får lyst til at blande sig i Fredag, selvom det kun er mine smser der er synlige i korrespondancen. I januar måned 2014 er der folk som jeg kun sjældent skriver sammen med, der har skrevet til mig næsten hver fredag. Sommetider som en slags tilråb eller kommentarer til det jeg har skrevet. Til at begynde med opfattede jeg det på samme måde, som når folk kommenterer det jeg har skrevet i mine bøger som var det mit eget liv jeg skrev om. Altså som om at det var kunst, at det var noget der var kunstnerisk formet, at den private sms jeg lige havde sendt til min ven eller kæreste intet havde med mig at gøre. Men det havde den jo. Læserne vidste at vi havde købt lejlighed, før jeg havde fortalt det til min familie. Og hos hvem af deres venner mine børn har overnattet hos. Grænseoverskridende i starten - tænkte jeg - at folk ikke holder sig tilbage, at de læsere jeg kender er så ublu, at de blander sig i fiktionen, nej, i livet, nej, i; hvordan er det nu.

 

At skrive smser om fredagen har den seneste måned været som at skrive for mig; altså som at skrive skønlitteratur, det har føltes på samme måde, som jeg føler det når jeg skriver på en bog; stoffet er begyndt at organisere sig, jeg har tænkt i mønstre, betydninger, medbetydninger, associationer, klange, toner, sammenstillinger, intertekstualiteter og stemmer. Indramningen af hvad som helst - det hverdagsagtige, det ligegyldige, gør i sig selv alt til historie, til narrativ, giver det gyldig- og synlighed. Pludselig ses det på en anden måde, eller: pludselig kan det ses.

 

Det distribuerer det sanselige anderledes, det hælder det på en anden container, så andre dele træder frem.

 

På samme måde som jeg også får det når jeg har skrevet på en bog, på et manuskript, i længere tid, grundigt, på samme måde har jeg fået det med Fredag. Jeg er blevet blind for det, for hvad der står, jeg kan ikke finde ud af om det er noget værd; jeg veksler imellem at synes at det er enormt meningsfuldt, måske originalt, i det mindste: interessant - og så: at det hele er ligegyldigt, spild af folks tid, af min egen. Sådan har jeg det også med Fredag. Paradoksalt nok fordi teksten, det sidste døgns tekst, endnu ikke er skrevet imens dette skrives, og også dette: at jeg ikke selv har læst de fire fredage der allerede er udgivet. Jeg har bare skrevet dem.

 

Faktisk, tænker jeg, kan det vel ikke lade sig gøre for nogen at læse de tekster på samme måde som andre har læst dem, fordi de i så høj grad hænger sammen med deres medium. De er bundet op af deres her og deres nu; af stedet man læser dem på, men også og ikke mindst af sammenhængen man læser dem i - i blandingen mellem de andre private og automatisk genererede beskeder som Fredag kommer ind midtimellem, den sammenhæng, mobiltelefonens, tidens, dén særlige kommunikationsforms.

 

På Facebook har jeg set folk diskutere Fredag; flere har skrevet at de blev rørt eller følte sig direkte tiltalt når de modtog smser der på samme tid er dybt private, helt specifikke i deres afsender og adressat, men også, og måske derfor, samtidig på en underlig vis helt generelle, såsom: "Kys skat!"; så føler man sig kysset. Og som en skat. Eller hvis der i en sms har stået noget der tilfældigvis passer ind i ens eget liv - som denne status fra Karen Wagner, som jeg læste i sidste uge:

 

"Vågnede kl 3 i hotelsengen i nat pga Martin Glaz Serup. Manden er hyper. Da jeg idag til formiddags holdt foredrag om bla SMS-litteratur og værket Fredag, poppede min iPhone som popcorn og den måtte på fly-mode. Jeg burde jo i virkeligheden have streamet tekst-strømmen for tilhørerne. Da jeg kører med IC3 hjem får jeg en ud af en bunke sms'er. Hvordan gik foredraget, bøf? Jeg må svare: Det gik godt, selv bøf med løg på."