Når erotik foregår i hjernen - og historien om det bliver antaget

Oprettet: 22.06.2015 - 09:07

I foråret blev jeg opfordret til at bidrage til antologien "UDSØGT - danske erotiske historier". I dag udgives den af Byens Forlag og Metropolitan Art - inkl. min fortælling Den næste Sætning.
Jeg er selvfølgelig glad for at være blevet opfordret, men jeg er især meget, meget glad ved at have fået lov at bidrage med en historie med en "anderledes vinkel", som forlægger Karsten Nielsen udtrykte det.
For mig er det nemlig vigtigt at forsøge at skildre det faktum, at erotik ikke (altid) kun er klaskende kroppe og fysisk kraftpræstation, men nogle gange i høj grad foregår oppe i hjernen, mellem to hjerner, to tankesæt.

Og det er ikke nødvendigvis nemt at skildre. Jeg har arbejdet meget med bevidsthedsstrømmende sekvenser og har ved forlæggerens kompetente hjælp fået mig pejlet ind på at stramme dem såpas, at jeg nu er virkelig glad ved - og en kende stolt af :-) - resultatet.

Her et lille udsnit af mit bidrag til antologien:
"Hun havde denne trang til at torpedere ham, løbe sin krop ind i hans, eller hamre sin pandebrask mod hans mave, når han ikke forstod, når han forstod, trangen til at få ordene på plads, helt på plads, helt i hak, og det kriblede i hende, og hun så hans fjerne blik, når han talte, og mærkede hans blik på sig, når han lyttede, og hun kunne ikke se hans krop for sig, kun hans tilbagelænethed og hans størrelse, når han gik gennem en gade og folk veg lidt, fordi han var sådan i tweed og hår og bredde og højde og lange skridt og kroppen lidt tilbage.
Så slap han hende, fingerhuden havde ikke mere kontakt med overlæben, hans arm bøjedes, øjeblikket var passeret, døren ikke åbnet, og det var bedst sådan, for bag døren lå skrig og imploderende sole og verdeners sammenbrud.
Alligevel løftede hun hånden og standsede hans arms bevægelse, holdt fast, og der hang sætningen i luften, endnu usagt, og hans hånd var varm, og den var Christians, og hendes var blød og tør og Rikkes."

Andre bidragydere til antologien er de tre vindere fra DRs erotiske novellekonkurrence 2014.
Desuden bl.a. forfatterne Stephanie Caruana, Rune Stefansson og Malene Spring.

Lidt mere om bogen her.