William Heinesen: Forfatteren - kunstneren - mennesket

Oprettet: 01.11.2002 - 08:00

Den mindste klump, mit lille våde land, 
du lille ingenting på klodens mave,
en klippeknold i verdensrum af vand,  et ensomt mærke i de store have.
Gunnar Hoydal.

Sådan opfattes Færøerne oftest af folk uden kendskab til øerne i Nordatlanten, og objektivt set er de da heller ikke særlig attraktive med 280 regnvejrsdage om året og en varmerekord på 24 grader celcius.  Tåge og dis er det man mest forbinder med øerne, samt fuglefangst, grindedrab og kædedans.
Bag tågen gemmer der sig dog en litteratur så rig på saft og kraft, humor og fantasi, at man trygt kan hævde, at Latinamerika ikke har patent på magisk realisme. 

En af de kendteste forfattere er William Heinesen, der fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1965 for romanen 'Det gode håb'. Han fødtes i Torshavn den 15. januar 1900 og begyndte allerede som barn at skrive små teaterstykker sammen med vennen, Jørgen-Frantz Jacobsen.

Han debuterede i 1921 med digtsamlingen 'Arktiske elegier og andre digte', der blev fulgt af flere digtsamlinger før hans prosadebut, 'Blæsende gry: nutidsroman fra Færøerne' (1934), en meget bred roman fra det færøske bygdeliv. Det er dog især som skildrer af forunderlige eksistenser i Tórshavn og ubønhønlig revser af hyklere og fanatikere, vi kender ham, en side vi bedst ser i 'De fortabte spillemænd' fra 1950.

De fortabte spillemænd
Romanen kaldes en musikalsk skælmeroman i fire satser og foregår i tiden før første verdenskrig. Hovedpersonerne er ikke alene de fire spillemænd, Sirius, Moritz, Lille-Kornelius og magister Mortensen, men også alle deres venner (og fjender) på Skindholmen. At referere handlingen på en fornuftig måde er umuligt, i lighed med latinamerikansk magisk realisme er hændelserne realistiske nok, men virker i deres sammenhæng absurde og overdrevne.

De fortabte spillemænd handler om livet og om døden, om godt og om ondt, om en begravelse og om et bryllup, om kampen for at udrydde alverdens laster og ikke mindst om kærlighed og musik - og om kærligheden til musikken. I mine øjne findes der ikke bedre temaer for en roman - og denne er absolut en af mine favoritter, en af de få bøger, jeg læser igen og igen.
Læs også 'Noatun' (1938), 'Moder Syvstjerne' (1952), 'Tårnet ved verdens ende' (1976) og mange flere.

Også novellekunsten mestrede William Heinesen, man kan trygt gribe til 'Det fortryllede lys' (1957) og 'Her skal danses' (1980), for blot at nævne nogle få, og være sikker på en god læseoplevelse.

Et af de værker, han var mest stolt af, har han ikke selv skrevet. Barndomsvennen, Jørgen-Frantz Jacobsen, døde 38 år gammel af tuberkulose, og i 1958 redigerede og udgav William Heinesen en samling af de breve, han havde modtaget fra vennen, primært mens denne var syg og indlagt på sanatorier i Danmark. Trods baggrunden for brevene er 'Det dyrebare liv' en utrolig livsbekræftende bog, også en af de titler, jeg jævnligt vender tilbage til.

William Heinesen var ikke blot forfatter, han var i høj grad også billedkunstner. Tegninger, malerier og ikke mindst papirklip viser samme fabulerende side af ham som romanerne. I anledning af hans 80-års dag i 1980 blev hans værker udgivet i bogform: 'Fra billedmagerens værksted'.

William Heinesen døde i 1991.

Litteratur om William Heinesen:
W. Glyn Jones: 'Færø og kosmos: en indføring i William Heinesens forfatterskab'. Gyldendal, 1974. 259 s.
Bjarne Nielsen Brovst: 'Det muntre Nord: William Heinesens liv og digtning'. Centrum, 1987. 90 s.
Ejgil Søholm: 'Godheds ubændige vælde: en lille bog om William Heinesen, Færøernes store danske digter'. Gyldendal, 2000. 176 s.
Bjarne Nielsen Brovst: 'William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara: en hjertets laterna magica'. Poul Kristensen, Herning, 2000. 193 s.

0
Din bedømmelse: Ingen