Villy Sørensen og 50erne

Oprettet: 01.04.2004 - 08:00

Af stud.mag. i nordisk og fransk Gitte S. A. Ulstrup


En modernist debuterer
I 50ernes Danmark er det litterære billede broget, men da en ung forfatter debuterer i 1953, varsles en ny litterær retning i dansk prosakunst som får mange unge forfattere som tilhængere: modernismen. Forfatteren er Villy Sørensen (1929-2001) der bliver den førende repræsentant for modernistisk digtning i 50erne.

Hans debutværk er novellesamlingen Sære Historier (1953) der efterfølges i 1955 af Ufarlige Historier. Begge modtages med skepsis af kritikere og læsere, men Sørensen giver en nøgle til forståelsen af dem i det litteraturfilosofiske værk Digtere og Dæmoner (1959) og bliver desuden sammen med Klaus Rifbjerg redaktør på tidsskriftet Vindrosen (1959-1963) hvor han plæderer for den modernistiske kunsts evne til at fortolke menneskelige grundvilkår.
 
Genremæssige hybrider
I historierne genopliver Sørensen bl.a. legenden (Silvanus af Nazareth, Theodora og Theodorus), eventyret (bl.a. Det ukendte Træ, Tigrene, Romeo og Signe), myten og den kafka’ske krimi (Mordsagen), og han udfordrer genremæssigt fastlåste former ved at blande nyt og velkendt. Herved placerer han sig i en avantgardeposition i forhold til 50erne, idet han ikke bruger den faktiske fortid (1. og 2. Verdenskrig) som udgangspunkt for historierne.
 
Modernistisk fortællestil
Både Sære Historier og Ufarlige Historier låner sprog og stil fra H. C. Andersens (1805-1875) eventyr og Franz Kafkas (1883-1924) gådefulde allegorier, men Sørensen blander det med symbolik, overdrivelser, vittige paradokser, bizarre modstillinger, grotesk humor og masser af ordspil. Han bruger brud og stilskift, leger med ords betydning og undersøger sproget ved at vende og dreje det.

Et grundbegreb er desuden ironien, der har et både poetisk og didaktisk formål: at vriste ord ud af klichéagtige forestillinger og give dem et nyt, ofte bogstaveligt indhwww.gyldendal.dk. Omslag af Poul Lange" hspace="6" src="/graphics/tema_grafik/artikel/saerehistorier2.jpg" align="right" vspace="6" border="1" />old. Denne fabulerende og tvetydige fortællestil indvarsler således modernismen, som den bliver herskende i 60erne.  

Kunsten som virkelighedsfortolkning
Sørensen mener ikke, at litteratur skal være virkelighedsefterlignende, men må indeholde en fortolkning og bearbejdning af virkeligheden med plads til det faretruende, ufortolkede og farlige, som trænger sig på – fx traumer af erotisk karakter.

For ham er det spændende de brud der sker i overgangen mellem to tilstande, som fx i Blot en Drengestreg, hvor to drenge saver et ben af en tredje dreng. Her er sandsynlighedens og logikkens love sprængt til fordel for et grotesk, meningsløst og urovækkende indhold, men samtidig er det fortalt i et teknisk, nøgternt og barnligt sprog.
Historien vakte læserbrevsstorm fra forargede lyttere, da den blev læst op i radioen i 1953, men Sørensen insisterer netop på indholdets absurditet i sine noveller, fordi han mener, at kunst kan fortolke det fald, vi alle oplever i overgangen mellem en ubevidst, uskyldig barndomstilstand og en bevidst, skyldig voksentilstand, hvor fortrængning, fremmedfølelse og splittelse bliver grundvilkår.
 
At se det absurde i øjnene
I sammenstødet mellem tekstens barnlige logik og den voksne læsers erfaring tilfører Sørensen således på en helt ny måde temaet omkring skyld og uskyld til 50ernes litterære scene; han lader læseren selv vurdere godt og ondt og viser os forholdet mellem kunst og moral, fordi vi på en gang stødes over indholdet og morer os over formen.

Han forsvarer den modernistiske kunsts ’ubehagelige’ karakter og siger, at mennesket må acceptere og se det absurde i øjnene for at kunne bekæmpe det og gøre det ufarligt.

De ufarlige historier er altså måske netop farlige, fordi de afslører vores trang til at lukke af for det grufulde som i novellen Duo, hvor et par siamesiske tvillinger deles i to; det giver en person, alle anser for normal, bevidst og intellektuel og en person, der symboliserer det fortrængte, hæslige, ubevidste og følelsesmæssige.

Her vækker Sørensen  et traume, som 50erne har efter to verdenskrige. Han retter fokus mod tidens herskende tendens til at lukke øjnene for alt sygeligt og unormalt i stedet for netop at få det med i en tilværelsestolkning. Hans mål med historierne er således i kunstnerisk form at bearbejde spaltninger og give et samlet ståsted i livet. 

For Sørensen er det vigtigt at påpege menneskets dobbelthed, at insistere på det modsætningsfyldte, og han tilfører 50erne et forsøg på at afspejle misforhold i menneskets forhold til virkeligheden.

Han viser med sine historier, at kunst ikke blot er skæg og ballade, men en nøgle til at tolke livet. Endelig forklarer han, hvordan man skal forstå moderne kunst, og hvorfor man kan få noget nyttigt ud af den.

0
Din bedømmelse: Ingen