Ved Vejen

Oprettet: 01.03.2007 - 09:06

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

Ved Vejen er måske Herman Bangs mest kendte og elskede værk, en ufuldbyrdet og trist kærlighedshistorie mellem Katinka Bai og Forvalter Huus.
 
Oprindeligt er Ved Vejen en del af samlingen Stille Eksistenser (1886), men med tiden er fortællingen blevet Herman Bangs (1857 – 1912) mest kendte og elskede roman. I årevis har den været mere eller mindre fast pensum og opgavestof i gymnasiet, og nu er den så også kommet på kulturministeriets officielle kanonliste.

I kulturministeriets forklaring står der, at romanen er ”selvskreven” til sin kanonstatus, og det er svært ikke at være enig i. Ved Vejen er et værk, der står stærkt i erindringen selv mange år efter den første læsning, og det er ikke mindst dét værk, der holder Herman Bangs navn i live blandt folk og fæ.

Katinka
Ved Vejen handler om den unge Katinka Bai, der er gift med stationsforstander Bai. De lever et stille liv i en lille by, og Katinkas længes halvt ubevidst efter noget udefinerbart andet. Bai er lidt af en bulderbasse, mens Katinka er drømmende og indadvendt, en ”stille eksistens” som novellesamlingens titel fortæller.
 
De to ægtefæller har ikke meget at tale om, men Katinka accepterer tingenes tilstand som et vilkår i tilværelsen, om end med et vist vemod. Så dukker Forvalter Huus imidlertid op, og han og Katinka forstår hinanden. Deres gryende forelskelse er selvfølgelig umulig, og deres kærlighed bliver da heller aldrig til noget. Det er ikke alene samfundets konventioner, der umuliggør deres forbindelse, men også de tos natur. De tør eller vil ikke bryde ud af den tilværelse, de kender, trist som den er.

Gammel station fra www.charnay.comStille eksistenser – og de andre
Bangs format som forfatter viser sig ikke alene i den triste kærlighedshistorie mellem Katinka og Huus. Der er nemlig flere personer i Ved Vejen: Enkefru Abel og hendes døtre, Ida-Yngst og Louise-Ældst, præstefamilien Linde og mange flere. Der er en solidarisk og medlidende humor i skildringen af personernes svagheder, og Bang formår med få virkemidler at skabe hele portrætter af fortællingens bipersoner, der er mindst ligeså levende for læseren som Katinka.

Især brænder de særdeles mandbare Abel-søstre og Katinkas veninde Agnes Linde sig fast i erindringen som højdepunkter i fortællingen. Det er først og fremmest med en effektiv brug af replikker, Bang skaber de tydelige billeder af personerne – den enkelte persons replikker er så særegne, at det er muligt at følge replikskifter mellem mange personer og identificere de talende alene ud fra halve replikker og indskudte bemærkninger.

Station fra www.southlakes-uk.co.ukLængslen
I fortællingens slutning står Katinka, som hun gjorde ved dens start, netop ved vejen, hun er ikke på vej noget sted hen. Hun står stille og ser livet glide forbi; symbolsk er det selvfølgelig, at hun bor ved jernbanen, men aldrig selv rejser nogen steder hen. Som hun resigneret siger til veninden Agnes Linde, efter Huus er rejst: ”Saa mange Chanser har vi ’Kvinder’ egenlig ikke: de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gifte – de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet…”

Da hun må sige farvel til Huus og dermed den stærkeste følelse, hun har kendt, ser Katinka, hvor fremmed hun altid har været i livet, ikke bare i sit ægteskab med Bai, men også i forholdet til sine forældre, til alle mennesker. Hendes venten på døden, som hun bittert-ironisk nævnte for Agnes, bliver til en længsel. Hun sygner til sidst hen og dør. Under det sidste stadium af sin sygdom siger hun til Agnes: ”Hvor Livet kunde være smukt.” Underforstået: det kunne have været, men blev ikke.

0
Din bedømmelse: Ingen