Tegneserier i tiden: Sjove, seriøse og supersejt tegnet!

Oprettet: 07.10.2016 - 09:21

Op igennem tegneseriehistorien har det jævnligt været en diskussion, hvorvidt tegneserier var for børn eller ej. Det varierer, alt efter hvem du spørger hvornår, men man kan med sikkerhed sige, at lige for tiden er der noget at hente for alle aldre i tegneseriens vildtvoksende univers af genrer og visuelle klassikere såvel som eksperimenter. Der er en tegneserie til enhver læser derude lige nu.

Af Rikke Platz Cortsen,  mag.art i litteraturvidenskab og ph.d. i tegneserier

Når tegneserien nogen gange associeres med børnelæsere er det fordi tegneserier historisk set har været domineret af genrer, der blev forbundet med børn og (andre) barnlige sjæle: superhelte, humor, eventyr, skræk og action. Lad det ligge, at de allerførste tegneserier ikke var rettet mod børn, men der er i dette genrecirkus gode grunde til, at børn elsker at læse tegneserier. Visuelle fortællinger med talebobler og gode historier er spændende at læse, uanset hvem man er.

Og netop derfor har der i efterhånden mange år været en voksende interesse i tegneseriemediet fra voksne og dybt seriøse læsere. Tegneserien er ikke længere som i 80ernes Danmark et massemedie med tonsvis af solgte Lucky Luke og Asterix albums. Den er blevet et nichemedium, der kan fremvise et hav af forskellige tegnestilarter, emner og formater, hvoraf nogle vil blive berørt i det følgende.

Selvbiografi og biografi

Det er efterhånden en gammel trend i tegneserien, der rækker længere tilbage end den måske mest berømte selvbiografi/biografi på tegneserieform nogensinde: Art Spiegelmans Maus. Men genren bliver ved med at kaste  spændende læseoplevelser af sig. Tegneserien har unikke muligheder for at videreformidle identiteter på en anderledes måde, fordi tekst og billede i kombination åbner mulighed for, at tegneren kan fremstille sig selv visuelt og fx bruge visuelle metaforer til at vise indre følelser og tanker samtidigt med, at en fortællerstemme eller dialog kan supplere eller udfordre det viste. At fortælle et menneske er langt fra nemt, men tegneserien har vist sig at have fordele i forbindelse med selvfortællinger, der ofte også inkluderer den kontekst og historiske periode, som hovedpersonen fortæller om. Prøv fx Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserier Fremtidens Araber, der beskriver en opvækst i Libyen og Syrien med eksplicit brug af farver til at lokalisere de forskellige segmenter af fortællingen. Sattouf fortæller med stor humor og et skarpt blik for detaljer, der nuancerer den populære opfattelse af lande, som vi i Danmark ofte kun kender til gennem tv-ets krigs- og krisereportager.

En variant af fortællingen om det enkelte menneske i sin tid er biografien, der også har blomstret på tegneserieform i mange år. I Norden har vi for nyligt fået Steffen Kvernelands monumentale biografi om Edward Munch, der trækker på hele den ekspressionistiske palet af farver og følelser for at isceneætte den store nordmands bedrifter og værk. I Munch rejser Kverneland rundt i fodsporerne på Munch sammen med sin tegnerkollega Lars Fiske, hvor de diskuterer og drikker sig igennem fascinerende detaljer i Munchs liv. Men al tekst om og med Munch er enten hans egen eller citater fra samtiden, Kverneland bidrager med sine fortolkninger gennem sine tegninger, der ofte mimer Munchs egne værker. Kunstnerbiografien har fået andre muligheder i tegneserieformatet, og der er rigtigt mange andre store personligheder, man kan læse om i billedtekst. Det gælder Kate Evans´Red Rosa (2015) om den kendte økonom Rosa Luxemburg, Jim Ottaviani og Lelan Myrick’s Feynman (2011) om den berømte fysiker Richard Feynman eller på vore hjemlige breddegrader Karoline Stjernfelts historiske drama om trekløveret Struensee, Caroline Mathilde og Christian d. 7, I morgen bliver bedre (2016).

Journalistik og faglitteratur 

Når vi nu er i den virkelighedsnære del af tegneserien, så er en af de nyere ting, der sker i tegneserien for tiden en større opblomstring af faglitterære titler og journalistik på tegneserieform. Amerikaneren Joe Sacco har i mange år praktiseret en særlig tegneseriereportagestil, hvor han tager rundt til verdens brændpunkter og interviewer civile involverede i konflikter. Han har rapporteret fra Israel-Palæstina konflikten (Palestine, Notes from Gaza), fra krigen i ex-Jugoslavien (Safe Area Gorazde, The Fixer) og har desuden samlet en masse små reportager i bogen Journalism. Sacco kommer helt tæt på sine emner og udfordrer det ellers hellige krav om objektivitet i journalistik. For kan tegninger være objektive? Og er det ikke en illusion at tro, at journalistik kan være objektiv?

Tegneseriens mangeårige relation til propaganda peger på, at man længe har været klar over, at kombinationen af billede og tekst kan anvendes til at overføre information, men spørgsmålet er, hvor sofistikeret, det bliver gjort. Faglitteratur på tegneserieform breder sig i alle slags emner, som før nævnt med selvbiografi og biografier, men også i mere klassiske faglitterære afdelinger som fysik, matematik, historie, medicin og jura. Instruktionstegneserier er ikke noget nyt, men efterhånden kan man læse om alt, hvad der kan tænkes at interessere i et visuelt-verbalt udtryk. Det kunne fx være Edible Secrets, der I et samarbejde mellem Mia Partlow, Michael Hoerger og Nate Powell afdækker fødevareindustriens hemmeligheder, Marks Schultz, Kevin Cannon og Zander Cannons The Stuff of Life, som forklarer DNA for den uindviede eller The influencing Machine af Brooke Gladstone og Josh Neufeld, der tager mediebranchen under kærlig behandling. Så alt peger på at man kan blive klogere på et nyt område ved at læse tegneserier.

Superhelte og børnetegneserier

De voksne og seriøse emner har på flere måder fået overtaget i tegneserien, hvilket også gælder den eller notorisk fjollede superheltegenre (de fleste kan en joke om voksne mænd med underbukser udenpå tøjet eller kan føre haj-afvisende Bat-spray som bevis på den muntre ved superheltens univers). Men i løbet af 90erne blev superhelten mere rå, brutal, indestængt, deprimeret og langt fra munter. Side efter side med dystre bylandskaber plagede de mørke versioner af den klassiske helt, som ikke mindst blev martret af personlige traumer og andre sorte sager. Det er den udgave af superhelten, som man fx ser i nyere filmudgaver som fx Christopher Nolans Batman-film. Voksen-dystre-seriøse superhelte kan være nok så fascinerende, men det er også opløftende, at superhelten på det seneste også er gået i en retning, der fremviser mere diversitet og desuden kan være mere munter. Vi er mange, der sætter pris på Spidermans vandede vittigheder og kække kommentarer undervejs i en slåskamp – det er også en kvalitet ved superheltegenren. Her kan nævnes den muslimske teenagepige fra New Jersey, Kamala Khan, der i en ny udgave af Ms. Marvel får lov til at slås med teenageproblemer og superskurke, uden at det bliver bistert og trist. Eller Unbeatable Squirrelgirl, der bekæmper galaksespisende skurke med en god snak og en helt enorm stor egernhale. Og hvis man er til piger, der sparker seriøst r.., så er der veloplagte kampe med fantastiske monstre og seje venskaber at hente i pigerspejderserien Lumberjanes. For tegneserier må nemlig også godt være for børn. Efter en del år med et lidt pauvert udvalg på børnesiden, er der nu efterhånden en hel del nye titler at tage med ind i tegneseriehulen. Lou af Julien Neel rammer teenagepigetilværelsen helt rent uden at blive tøsefnidret eller plat, Thomas Wellmans Pimo og Rex skruer op for fantasytroperne og farveladen i krøllede historier om gnavne bibliotekerer og blå muser, og danske Rune Ryberg skruer helt op for helteknappen med fuld knald på farverne og den energiske Gigant.

Tegneserier er for alle, og der er helt sikkert en, du synes er sjov, skræmmende, flot eller helt vildt medrivende. Hvis du kender nogen, der gerne vil starte tidligt, kan du stikke dem Pierre Bailly og Céline Fraiponts Lille Kvast serie. Det er tegneserier uden ord, men spændingen og det gode humør er i top.  

0
Din bedømmelse: Ingen