Rosens navn - en postmoderne middelalderkrimi

Oprettet: 20.02.2016 - 09:00

Inden for et døgn har vi mistet to af de helt store forfattere. Heldigvis lever de videre i litteraturen. Umberto Eco, forfatter og filosof, døde i går i en alder af  84 år. 

 

Af litteraturstuderende Marie Buchert

Ifølge den italienske forfatter og semiotikprofessor Umberto Eco har moderne tidsaldre søgt tilbage til middelalderen lige så længe, den har været afsluttet.

Han opfatter middelalderen som en epoke, hvor især den vestlige verdens nutidige spørgsmål allerede er blevet stillet:

"de moderne sprog, handelsbyerne og den kapitalistiske økonomi (med banker, checks og grundskyld) er middelaldersamfundets opfindelse. I middelalderen er vi vidne til opkomsten af moderne hære, det moderne begreb om nationalstaten og ideen om en overnational føderation, kampen mellem rig og fattig, begrebet om kætteri eller ideologisk afvigelse, ja selv vort nutidige begreb om kærlighed som en hærgende ulykkelig lykke. Jeg kunne tilføje sammenstødet mellem kirke og stat, fagforeningerne (om end efter en korporativ model) og den teknologiske transformation af arbejdet …"

På den måde er der egentlig "ikke noget overraskende i, at vi søger tilbage til denne periode, hver gang vi spørger os selv om vores oprindelse." (Eco: Drømmen om middelalderen, Slagmark nr. 5 / 1985). Og som jeg afslutningsvist vil vende tilbage til, er det netop karakteristisk, at vor tid udviser en vældig interesse for middelalderen som tidsalder, normsæt, univers.

De komplekse forbindelser mellem det 14. og 20. århundrede er også et centralt tema i Ecos succesroman Rosens navn (Il nome della rosa, 1980). Værket udspiller sig omkring et norditaliensk abbedi i år 1327, og middelalderen - med dens religiøse magtkampe og sociale udvikling - udgør romanens grundkerne både som filosofisk / kristent og materielt udgangspunkt. Men romanen rummer mange andre lag end det historiske: fortælletekniske, symbolske, moralske m.fl. Af særlig relevans i denne forbindelse er det, at værket udtrykker nutidige måder at opfatte og erindre verden på. I det følgende vil jeg sætte fokus på, hvordan Rosens navn skaber forbindelsen mellem middelalderen og vor tid.

Middelalderen som historisk univers
Handlingsmæssigt knytter Rosens navn sin lille historie med en langt større. Til start ankommer franciskanermunken William af Baskerville med sin novice, historiens fortæller Adso fra Melk, til det norditalienske abbedi for at mægle i en strid mellem franciskanerordenen (og kejser Ludvig) og pave Johannes XXII. Der har imidlertid fundet et mystisk dødsfald sted blandt munkene, og som handlingen skrider frem, sker der nye og endnu mere gådefulde dødsfald. William får tildelt opgaven som detektiv, og bliver på den måde bindeled mellem de interne - fiktive - intriger og diskussioner på klosteret og middelalderens verdenshistoriske - ikke-fiktive - stridigheder.

Men romanen er ikke kun historisk i sit miljø. Det skal også forestille, at den oprindeligt er skrevet i middelalderen: Ecos historie er en italiensk "version af en obskur, nygotisk fransk variant af en latinsk 1600-talsudgave af et værk skrevet på latin af en tysk munk i slutningen af 1300-tallet" (jf. forordet i Rn).

Romanen mimer derfor middelalderlige værkers form og strenge komposition bl.a. ved 3. persons kapitelunderskrifter, en række latinske citater og ved sit teatralske forløb, der følger benediktinerordenens tidebøn. Tilsvarende har middelalderens neutrale krønikeskrivning og den historiske roman - som i følge franskmanden Le Goff opstod i middelalderen, i det 12. århundrede - afsat tydelige spor.

Derudover spiller kirken en særlig markant rolle i romanen. Både i forhold til de diskussioner om synd vs. straf, sækularisering vs. hellighed, magt vs. fattigdom, der er så karakteristiske for tiden. Men også gennem værkets moralske univers, der i høj grad farves af Babels- og Syndefaldsmyterne. Adso (novicefortælleren) har en erotisk oplevelse, der henviser til Salomos Højsang.

Mordene i klosteret følger et mønster, der svarer til forløbet i Johannes' Apokalypse. Og gådens opklaring er nært forbundet med, hvordan man udviser loyalitet overfor Gud. Med synsvinklen placeret tungt i middelalderens kirkelige univers tematiserer Rosens navn aldeles elegant, hvad der er sandt og virkeligt, og hvad der ikke er det.

Kirkens og detektivens rationalitet
Et centralt træk ved middelalderkirken var desuden, at den vha. en form for kristen rationalitet forsøgte at påvise Guds eksistens. At den med andre ord benyttede sig af logik og fornuftsbetonede argumenter i stilen: hvis det påstås, at hvis p så q; og p siden erkendes; så kan der kun følge q.

Verden opfattedes i denne tænkning som en åben bog, hvis enkelte bestanddele kunne læses som tegn på det guddommelige. Et helgen-ikon var ikke et billede, men selve det hellige. Lyset under kuplerne i storslåede kirkebygninger selve det hinsidige. På samme måde tillagdes samspillet mellem verdens bestanddele en større mening, der kunne udledes på logisk vis.

Denne kristne rationalitet kommer også til udtryk i Rosens navn, hvor den fungerer som kriminalintrigens grundstruktur. Da William tildeles opgaven som detektiv tyder han fodspor i sneen, bemærker manglende krukker osv., og forsøger vha. logik og rationelle hypoteser at fastlægge et eventuelt mønster bag mordene i abbediet. Rosens navn skaber på den måde en kobling mellem den middelalderlige tænkning og den klassiske kriminallitteratur.

Denne sidstnævnte blev netop skrevet på en bølge af teknologiske landvindinger, der gav en optimisme og tro på rationalitet og fornuft. Men hvor Conan Doyles detektiv Sherlock Holmes altid har succes med at opklare forbrydelser efter logiske systemer og sammenhænge, er det interessante ved Rosens navn, at William ikke opklarer det virkelige mysterium. Han løser nok spørgsmålene omkring mordene, men må samtidig erkende, at den store sandhed spænder videre end det.

William fejler. Ikke fordi han er en dårlig detektiv, men fordi hans overbevisning byder ham at operere med muligheder, snarere end endelige løsninger. Tilsvarende kritiserer han teologerne for altid at have løsninger på problemerne, for de er mangelfulde, og kan kun fastholdes med tro.

Selv møder han verden som en opmærksom iagttager uden forudfattede ideer, og søger omhyggeligt og prøvende at anbringe sine erfaringer i forskellige tegnsystemer, så de angiver mulige læsninger. Han anerkender, at der kan skabes mange relationer mellem spor i sneen og manglende krukker, og lader i overensstemmelse hermed sine hypoteser levere flere sandheder end een. Med andre ord er han - til forskel fra den klassiske detektiv - opmærksom på begrænsningen i sine systemer.

Middelalderens genkomst: Harry Potter et al
I denne forstand kan Rosens navn læses som en reflektion over vor tid. Den er netop karakteriseret ved troen på, at verden, sandhed og erkendelse er potentielt uendelige begreber. De eksisterer ikke på forhånd, men produceres af os selv. Den vestlige verden i dag er dynamisk og bevægelig, flertydig og uhåndgribelig. Selvom den middelalderlige poetik umiddelbart ligner dette - på overfladeplanet udgør den en mangfoldighed af tegn, og fortolkningsmuligheder - skjuler den i allerhøjeste grad en entydig, overgribende og fast defineret sandhed bag flertydigheden.

Hvis Eco med Rosens navn skulle besvare det aktuelle spørgsmål om, hvorfor eventyrfilm som Star Wars, Ringenes Herre og Harry Potter er omgærdet af succes, kunne det derfor tænkes, at han ville pege på, hvordan rationalitet og faste værdier i dag er under opløsning.

Som William leder efter en endelig sandhed, der ikke findes, leder det nutidige menneske efter faste holdepunkter i en fragmenteret, relativ verden. Eventyrfilmene er tiltrækkende, fordi de bygger på middelalderen som et lukket og sammenhængende univers. Et univers, der i biografens mørke fungerer som fast holdepunkt, selvom det bygger på okkulte og irrationelle elementer. Til sammenligning er det geniale ved Rosens navn, at værket på een og samme tid udtrykker sig gennem en middelalderligt sammenhængende og en nutidigt fragmenteret og uendelig forståelsesramme.

Romannet - 2. januar 2002 

0
Din bedømmelse: Ingen