Karneval, middelalder og latter - om Rabelais og plat humor

Oprettet: 02.01.2002 - 09:00

Af litteraturstuderende Stine Bang

"Mer nyttigt er om Latter end om Graad at skrive,
Ved latter Manden jo dog Dyrets Overmand kan blive."
Rabelais (ca. 1494-1553)

Således skrev den franske munk Rabelais i det første bind af sine bøger om kæmperne Gargantua og Pantagruel. Og netop latteren er et interessant kulturhistorisk fænomen. Hvilken funktion har latteren haft? Hvordan har den ændret sig? Hvilke samfundsmæssige instanser har haft betydning for det? Her har især middelalderens folkelige humor haft stor indflydelse på den litterære komedie.

Karnevallet var i middelalderen en religiøs fest, der blev afholdt før fasten. Under fasten spiste man ikke kød (deraf ordet 'karneval', der kommer af det latinske carnem levare, der betyder "at lægge kødet væk"). Derfor var karnevallet den sidste lejlighed til at spise en masse og drikke mindst ligeså meget. Desuden afholdt man religiøse processioner og skuespil; men sideløbende med de katolske festspil var der en mere verdslig folkefest, der parodierede kirken.

Der opførtes skuespil på markedspladsen med dværge, monstre og man fejrede "narrenes fest". I denne folkelige kultur var humoren altdominerende. Man gjorde nar af autoriteterne og degraderede alt hvad der til daglig var af høj værdi som kirke, adel og stat. Hermed vendte man den hierarkiske orden på hovedet.

Der var dog ikke tale om en nedgørelse for nedgørelsens skyld, men om et symbolsk ritual, der handlede om død og genfødsel. Der er her tale om to mekanismer, der gør sig gældende. For det første overkommes den modsætning, der i dagligdagen hersker mellem himmelen og jorden. Samtidig trækkes det overjordiske, det sande ned på jorden og bliver dermed en del af den menneskelige liv-død-cyklus. Således dør og genfødes den bestående orden i de rituelle folkelige skuespil på markedspladsen.

Disse skuespil var meget kropslige og handlede om kroppens basale funktioner som fødeindtagelse, fødsel, død og seksualitet. Desuden var der en fokusering på kropsåbninger og kropssekreter som afføring og urin. Disse meget fysiske ting som i dag er tabubelagte, havde i det middelalderlige karneval en helt anden positiv værdi, og det hørte sammen med den kropsopfattelse, der var gældende. Den krop de rituelle skuespil beskæftigede sig med, var ikke en individuel privat krop, men en kollektiv og symbolsk. Kropsåbningerne var symbol på den frie passage mellem ude og inde og idet disse er kollektive er det samtidig et symbol på, at der er fri passage mellem mig og de andre, og de cementerer dermed et fællesskab.

Denne meget groteske form for folkelig humor, der kaldes 'karnevalesk' har haft stor indflydelse på den europæiske litteratur. Man ser den tydeligt i Cervantes' Don Quijote fra starten af 1600-tallet og Shakespeare bruger den også flere steder; men der hvor den vel nok mest markant optræder er hos den franske munk og renæssancehumanist Rabelais.

Han var en meget lærd mand, der studerede medicin, græsk, teologi og andre humanistiske studier, men det han er blevet mest kendt for er sin fem-binds romanserie om kæmperne Gargantua og hans søn Pantagruel og deres skælmske tjener Panurge. Det er en vanvittig historie, der bedst betegnes som grotesk realisme, hvor konkrete og opdigtede begivenheder blandes med hinanden. Rent sprogligt blandes en folkelig markedsplads-jargon med den høje, lærde stil.

Rabelais bruger på denne måde latteren og karnevallets groteske humor anti-autoritært og til at sætte det statiske og stivnede i spil. Jeg vil i denne forbindelse nævne, at i den første bog er et helt kapitel, der omhandler Gargantuas udforskning af, hvad der er bedst at tørre sig bagi med. Han forsøger sig med hatte, høner, haner, kyllinger, papir, kalveskind, harer, duer, advokattakser, lokkefugle og mange andre ting og jeg vil lige citere et lille vers, han laver om "hvad Lokumet fortæller dem, der skider:

Skideper,
Fjerteper
Med Lort bestrøget
Fra dit Røvhul
Kommer hele Møget"

Og sådan fortsætter det, og det er jo virkelig humor på et lavt plan!! - men det er morsomt. Og her ser man jo virkelig hvordan, der fokuseres på kropsåbninger og -udladninger. Samtidig har kapitlet undertitlen "Hvorledes Grandgousier lærte sin Søns vidunderlige begavelse at kende". Det vil altså sige, at i her har vi en sammenblanding af noget højt, nemlig intelligensen, og noget lavt og meget fysisk - afføringen. Rabelais benytter her meget tydeligt en humor og en symbolik, han har hentet fra karnevallet.

Den russiske teoretiker Mikhail Bakhtin er ham, der har udviklet teorien om karnevallets rolle i forhold til humorens udvikling og ønsker man at læse mere om dette fænomen, kan jeg anbefale hans bog. Desuden kan jeg jo kun opfordre til, at man får fat i bare et enkelt bind af Rabelais' groteske værk. Det er morsomt, og det er overvældende, at man for 500 år siden skrev bøger, der var så underholdende.

Romannet - 2. januar 2002 

0
Din bedømmelse: Ingen