Besværende kærlighed

Ferrantes debutroman er en dyster og barsk læseoplevelse om alt det modstridende, der binder familier sammen.

På Delias fødselsdag begår hendes mor Amalia selvmord. Det kommer som en overraskelse for Delia, som ikke har set sin mor længe. Hun rejser hjem til Napoli for at deltage i begravelsen og rydde moderens lejlighed. Begravelsen er en mærkelig oplevelse. Delia føler ikke, at hun kender den kvinde, som nu er borte. Da hun begynder oprydningen, konfronteres hun med alt det, som hun i årevis har kæmpet med at fortrænge. Hun forstår desuden ikke omstændighederne omkring morens død, der ikke alle giver mening. Som dagene går, bliver hun meget påvirket af dødsfaldet og af fortiden og får svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi, sit eget liv og morens.

Romanen er Ferrantes debut, som udkom i 1992, men først nu er blevet oversat til dansk. Romanen handler om et kompliceret mor–datter forhold. Gennem hele sin opvækst har Delia været vidne til, hvordan hendes forældres forhold kørte af sporet, bl.a. fordi faderen var meget jaloux. Der ligger også meget andet under overfladen, og da Dalia tænker tilbage, forstår hun pludselig alt bedre. Hun er egentlig en voksen og fornuftig kvinde, men hun ryger helt ud over kanten, da dæmonerne vælter ud af familieskabet. 

Der er ikke megen beskrivelse af forældrene som personer, men beskrivelsen af miljøet i og omkring Napoli er derimod meget detaljeret, og her tabte jeg desværre tråden ind imellem.

Ferrantes debut er skrevet i mol om alt det, som binder os til familien og fortiden. Forholdet mellem mor og datter er præget af had og kærlighed og beskrives også i mørke toner. Det er en anderledes og også ubehagelig læseoplevelse, fordi alt fremstår så dystert og perspektivløst.