Pynt på stamtræet! Om 'Hundehoved' af Morten Ramsland

Oprettet: 02.03.2006 - 09:05

Af litteraturstuderende Martin Toft

På rejse i stamtræet
Siden Hundehoved (2005) udkom har Morten Ramsland (f. 1971) nærmest vadet i succes og ros. Alene de internationale rettigheder til romanen har hentet en milliongevinst hjem til forfatteren, og hverken læserne eller anmelderne har sparet på superlativerne. Mange har fremhævet, at Ramsland skriver sig direkte ind i en tradition for magisk realisme, som den kommer til udtryk hos de to jævnaldrende, litterære nobelprisvindere, nemlig tyske Günter Grass (f. 1927) og colombianske Gabriel García Márquez (f. 1928).

Ramsland er endnu ikke i samme vægtklasse som litteraturens superstjerner, men især Márquezs slægtsroman 100 års ensomhed (1967) ligner et regulært forbillede for Hundehoved, hvor vi følger familien Erikssons historie gennem tre generationer. Romanen fortælles af Asger, som er på vej hjem til sin farmors dødsleje, men turen giver hurtigt anledning til en underholdende litterær rejse gennem familiens stamtræ, hvor man finder alt fra heftig druk over tørre tæsk til mere ømme øjeblikke. I familien Eriksson er afstanden minimal fra hårdkogt prosa til magisk poesi.

 'Hundehoved' fra www.rosinante.dkKom vi stikker af
Hundehoved starter med en symptomatisk scene, hvor farfaren, Askild, spurter hen over tyske pløjemarker med blodhunde i hælene, og romanen holder tempoet hele vejen. På linje med Márquez har de maskuline karakterer i Hundehoved en næsten mytologisk potens, men modsat ”100 års ensomhed” er de heroiske dimensioner til at overse hos Ramsland. Den primære drivkraft i Hundehoved er konfrontationer mellem familiens mænd og kvinder, hvor kærligheden uafbrudt sender mændene på flugt til fjerne lande eller ind i alkoholens tåger.

Traumer og tragedier betinger slægtens udvikling, mens familiens maskuline medlemmer konstant roder sig ud i kæmpemæssige problemer, som kræver radikale løsninger. Som hos Márquez bliver fortidens synder gentaget i cirkulære bevægelser, og ofte presses de mange skvatmikler til det eneste mulige svar: ”Intet er så skidt, at man ikke kan stikke af fra det”. I Hundehoved udgør denne læresætning familiens arv – i sig selv en paradoksal form for opsparet visdom, som imidlertid fungerer opportunt, når uønskede børn, skattevæsnet eller fortiden pludselig indfinder sig.

Fortælleren drikker pis
I Hundehoved finder man en række klassiske magiske stiltræk, som destabiliserer grænsen mellem det virkelige og det fantastiske: De mest utrolige og urimelige hændelser fremstilles, uden at deres realitetsstatus for alvor drages i tvivl. Hos Ramsland kan man eksempelvis få frisk luft tilsendt fra Bergen, en magisk logik, som i romanen bliver et meget konkret billede på hjemve. Kort sagt: De fantastiske indslag bliver brugt til at vise,  frem for at fortælle.

Plottets fulde implikationer bliver beskrevet mere eller mindre indirekte. Hvis kærligheden er blind, kan man sagtens cykle gennem Aalborg med bind for øjnene. Eller med en henvisning til H.C. Andersen (1805-1875) kan mismodet sætte sig fast i en nedkølet hjerteregion i form af små issplinter.

I Hundehoved deler de maskuline antihelte den samme morsomme brist: De har megalomane tilbøjeligheder, og det får ofte uheldige konsekvenser, fordi de samtidig har svært ved at skelne ædrueligt mellem fup og fakta. Skrøner, sørøverhistorier og alle typer svindelnumre udgør et tilbagevendende motiv. Det gøBrune marker fra www.tncweeds.ucdavis.edur Hundehoved til en sjov læseoplevelse, men forkærligheden for løgnehistorier afspejles også i romanens egen metode.

På de indledende sider må Asger drikke et miks af pis og øl for at slippe helskindet fra en ondsindet aktion, der egentlig er vendt imod farfaren Askild - romanens stærkeste karakter, som især under raseriudbrud får karakter af en tegneseriefigur. Optrinnet er et meget symbolsk portræt af vores fortællerfigur: Asger fortæller historien med en mund, som hverken er upåvirket eller fuldstændig troværdig. Sagt anderledes er han fuld af pis.

Den nordiske forbindelse
I koblingen mellem Asger og pis citerer ”Hundehoved” helt åbenlyst den lille gule bestseller, Populærmusik fra Vittula (2000), som er skrevet af den finlandsk-svenske forfatter Mikael Niemi. I prologen til denne fremragende roman må fortælleren også drikkeFoto af Morten Ramsland fra www.dr.dk sit eget pis for at slippe ud af en alvorlig, livstruende knibe. Når man taler om magisk litteratur, har det typisk en bismag af noget eksotisk, men i et nordisk perspektiv får magien en anderledes konkret profil: Her betyder magi simpelthen at pynte gevaldigt på sandheden.

Hos Niemi finder man samme tematik som i Hundehoved. Det handler om at vokse op og tilpasse sig tilværelsen som mand – at klare den i tæt samspil med kvinder, børn, venner og familien.

I både Populærmusik fra Vittula og Hundehoved stopper litteraturens muligheder ikke ved typiske grænser i form af tabuer, moralske vedtægter eller virkelighedens konstitution. Hvis man skal give det fulde billede af stamtræet, kan det ofte være nødvendigt at pynte på familiens udseende.

0
Din bedømmelse: Ingen