Noveller fra det 20. århundrede

Oprettet: 01.04.2001 - 08:00

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Hugo von Hofmannsthal - Franz Kafka- Johannes V. Jensen - James Joyce - Ernest Hemingway - Karen Blixen - Jorge Luis Borges - Villy Sørensen - Peter Seeberg - Raymond Carver - Peter Adolphsen

I Et Brev - et kort prosastykke fra 1902 - satte den østrigske forfatter Hugo von Hofmannsthal spørgsmål ved menneskets evne til at tænke eller sige noget som helst sammenhængende. Denne tvivl om sprogets muligheder går igen i Hofmannsthals noveller. Hans historier udspiller sig i krigshærgede, udsultede eller på anden måde forarmede scenarier.

I forhold til de barske realiteter er hovedpersonerne splittede: Deres sprog og begrebsverden er ikke rustede til at indeholde eller sige noget om den virkelighed de står over for. Dette resulterer i, at Hofmannsthals helte kan finde på at bruge to fuldstændig modstridende ord om den samme ting: En vej kan være smal og bred, en hånd kan være kølig og varm osv.

Ved siden af disse sproglige illustrationer, laver Hofmannsthal ofte symbolske billeder af splittelsen. Det er dog aldrig muligt at sige noget som helst entydigt om disse symboler. De er nogle underlige størrelser, der overfører deres betydning til personerne. Det, som er spændende ved Hofmannsthal, er netop disse komplekse personer.

Efter at have læst hans noveller er det meget svært i få ord at karakterisere personlighederne. Man føler aldrig, at man har forstået dem til bunds. Dette forhold gør sig i øvrigt også gældende i novellernes handling: Oftest slutter de med, at hovedpersonen bliver lemlæstet eller dør, uden at han selv eller læseren helt har forstået hvorfor.

Forsøget på at beskrive den ubeskrivelige verden finder man også hos den tjekkiske forfatter Franz Kafka - om end på en lidt anden måde end hos Hofmannsthal. Hos Kafka er det ikke sproget, men ganske enkelt fortællingens indhold, der er mærkværdigt.

Det ser man i en af Kafkas mest berømte noveller Forvandlingen fra 1915: Hovedpersonen Gregor Samsa vågner en morgen og opdager, at han i løbet af natten er blevet forvandlet til en kæmpemæssig bille. Herfra udvikler novellen sig på det nærmeste som en realistisk fortælling: Billen kravler rundt på væggene, den sover under sengen, og den spiser fordærvede madvarer, alt imens Gregors familie overvejer, hvad de skal stille op med den.

Kafkas realistiske fortællestil gør, at novellernes univers fungerer på samme vilkår som læserens virkelighed. Når man læser om Gregor Samsas særprægede familieforhold, kommer man uvilkårligt til at overveje sine egne. Kafkas absurde univers er altså ikke blot enormt morsomt at begive sig ind i.

Det er også tankevækkende, fordi han problematiserer nogle af de mest basale og veletablerede elementer af tilværelsen. En række af de bedste og kendteste noveller (deriblandt Forvandlingen) er at finde i samlingen Dommen og andre fortællinger.

Herhjemme er en af de største forfattere fra omkring århundredeskiftet Johannes V. Jensen, hvis klassiker Kongens Fald for nylig blev kåret i Politiken som danmarkshistoriens bedste roman. Ud over sit virke som romanforfatter har Johannes V. Jensen skrevet en mængde noveller - de såkaldte Himmerlandshistorier - som udkom mellem 1898 og 1910.

Disse udspiller sig i Himmerland, men der er nærmere tale om en form for socialrealistiske fortællinger end hjemstavnsromantik. Som regel er alle personerne i Jensens noveller i en eller anden grad usympatiske. Historierne beskriver kampen mellem mennesker, uden at man som læser kan holde sig til en helt, som er entydigt god eller ond.

På den anden side har Jensen heller ingen entydige skurke, og derfor bliver læserens dom over personerne et problem. Man holder sjældent af nogen af dem, men man føler en vis sympati for dem i kraft af den tragiske skæbne, de i reglen udsættes for. De tilsyneladende simple landbofortællinger viser sig at være mere komplicerede end først antaget.

Ireren James Joyce er mest kendt for sine eksperimenterende og svært tilgængelige murstensromaner Ulysses og Finnegans Wake. Inden disse udkom, skrev han imidlertid den fremragende novellesamling Dublin-folk (Dubliners), som udkom i 1914. Den indeholder femten noveller, som udspiller sig i Dublin. Joyce skildrer individets forhold til sine omgivelser.

t eksempel herpå findes i novellen De Døde, hvor hovedpersonen Gabriel har et meget problematisk forhold til sin familie i det provinsielle Østirland. Han drømmer sig alle mulige steder hen, og ser sig som et langt mere nuanceret menneske end resten af familien indtil novellens slutning, hvor hans kone fortæller ham om et kærlighedsforhold fra hendes barndom.

Derved kommer Gabriels forhold til hende til at virke fuldstændig banalt, og man spørger sig selv, om han i virkeligheden er mere lig sin familie end først antaget. Skellet mellem forestilling og virkelighed er gennemgående i novellerne, og når man sammenligner sig selv med Joyces drømmende helte, kan det til tider kræve en god portion selvironi. Personskildringerne er enormt gode, og det hænger sammen med Joyces måde at fortælle på: Han gengiver personernes tanker og følelser, og novellerne bliver fortalt ud fra deres synsvinkel (i Ulysses radikaliseres denne metode, idet Joyces har sat sig for at gengive personernes bevidsthedsstrøm).

Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway arbejder også med fortællemetoden, men på en lidt anderledes måde end Joyce. Hemingway begrænser sig til at gengive personernes sanseindtryk. Resultatet er, at stilen bliver meget minimalistisk og nærmest dokumentarisk. Den er aldrig kedelig.

Hemingway bruger få ord, men han har en fantastisk evne til at bruge dem præcist, så de hos læseren fremkaldte associationer bliver mangfoldige. Et eksempel på Hemingways noveller findes i samlingen In Our Time fra 1925. Mange af novellerne i denne samling handler om helten Nick Adams og hans aldrig stilfærdige gøren og laden. Hos Hemingway er det ikke så meget personskildringen (den får man kun indirekte gennem personernes handlinger), der er det appellerende. Det er Hemingways evne til at fortælle spændende historier, som bærer novellerne. Både sproget og plottet er helt fremragende.

Et lignende fokus på fortællingen finder man hos den danske forfatterinde Karen Blixen. Under pseudonymet Isak Dinesen udgav Karen i 1934 bogen Syv Fantastiske Fortællinger. Som titlen antyder består bogen af syv kortere prosafortællinger. Man kan argumentere for, at de ikke overholder novellegenrens konventioner, fordi plottet i historierne ofte er meget mangfoldigt i forhold til, hvad der er normalt i noveller.

Karen Blixen har en formidabel evne til at skrue personer og plot sammen. Historierne er først og fremmest gode fortællinger - så gode at Ernest Hemingway angiveligt beklagede sig over, at han fik nobelprisen i litteratur i stedet for hende. Fortællingerne tematiserer nogle sider af den moderne tilværelses betingelser, hvilket gør, at man ofte identificerer sig med personerne.

Det gælder eksempelvis bogens første fortælling Vejene omkring Pisa, hvor hovedpersonen Augustus har det problem, at han aldrig føler sig rigtig i harmoni med andre mennesker. Han har svært ved at åbne sig for andre, og det giver problemer, når hans kone eksempelvis tror, at han er mere interesseret i hendes smykker end i hende.

Augustus har således et problem i forholdet mellem æstetisk og kødelig skønhed. Som regel i Blixens historier sidder man med en fornemmelse af, at personerne har et dybere lag, som man ikke helt kan nå frem til. Derved kommer de til at virke meget livagtige om end tragiske. Ud over Syv Fantastiske Fortællinger har Karen Blixen skrevet novellesamlingerne Vinter-eventyr (1942), Sidste Fortællinger (1957) og Skæbne-anekdoter (1958).

Også i Sydamerika finder man en mængde forfattere, som er interessante i forhold til novellegenren. En af de bedste og mest indflydelsesrige er argentineren Jorge Luis Borges. I 1944 udgav Borges nogle tekster, han kaldte Fiktioner. Fiktionerne kan ikke siges at bekende sig ubetinget til novellegenren; de er nærmere en særegen genre, som består af en blanding af fiktion og virkelighed.

Skellet mellem fiktion og virkelighed bliver på det nærmeste ophævet. Borges kan være ret vanskelig at læse, fordi han ofte refererer til mange andre værker samt til politiske og historiske begivenheder. Hvis man tager sig tid, er det imidlertid enormt spændende at give sig i kast med hans Fiktioner. De problematiserer konstant menneskets evne til at sige noget om den virkelige verden, og de får læseren til at stille den samme type spørgsmål. Ydermere er de interessante, fordi de bærer præg af at være blevet til i en politisk omskiftelig kultur.

I Danmark udvikler novellegenren sig i en lidt anderledes retning. Et af eksemplerne herpå er forfatteren Villy Sørensen. Han har skrevet nogle novelleagtige historier, som blandt andet udkom i Sære Historier (1953) og Ufarlige Historier (1955). Villy Sørensens historier tager på mange måder arven op fra Kafka (en af hans historier bærer da også undertitlen - en Kafka-idyl).

Sørensen skaber et skævt og til tider sort-humoristisk billede af tilværelsen, som i novellen Blot en Drengestreg, hvor to drenge skærer benet af en yngre dreng, fordi de vil redde hans liv og derved komme i avisen. Desværre overlever den lille dreng ikke operationen, og novellen slutter: "Men de kom alligevel i avisen den følgende dag." Villy Sørensen benytter ikke i særlig grad urealistiske elementer. Han fremkalder nærmere underlige sider af virkeligheden, og dermed bliver hans historier på en gang morsomme og skræmmende.

En anden dansk forfatter, som har arbejdet med novelleformen. er Peter Seeberg, som blandt andet har udgivet novellesamlingerne Eftersøgningen fra 1962 og Om fjorten dage fra 1981. Seebergs noveller er ikke absurde i samme grad som Villy Sørensens. De drejer sig ofte om mennesker, som forsøger at skabe en eller anden form for struktur i en meningsløs verden. Novellerne er skrevet i et besynderligt og gådefuldt sprog for at vise, hvorledes menneskene står uforstående over for virkeligheden.

Fra omkring midten af halvfjerdserne er der sket en voldsom udvikling i den genre, der er blevet kaldt den hverdagsrealistiske novelle. Denne genre minder på mange punkter om socialrealisme, men adskiller sig derved, at novellerne ikke altid udspiller sig i de laveste samfundslag.

En af de bedste inden for denne genre er amerikaneren Raymond Carver. Han har udgivet de tre berømte novellesamlinger Will You Please Be Quiet, Please (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Fires (1983). Novellerne foregår oftest i middelklassemiljøer, og handler især om mænd, der befinder sig i forskellige former for kriser.

Disse kriser er fremkaldt af hverdagslige omstændigheder: Økonomiske problemer, problematiske ægteskaber, urealiserede drømme osv. Carvers noveller er enormt gribende fordi de refererer til en slags kollektiv erindring. Raymond Carvers popularitet fik et skub opad, da hans noveller dannede grundlag for Robert Altmans film Short Cuts fra 1993.

I halvfemserne er der i Danmark sket et boom indenfor den genre, der meget bredt bliver kaldt kortprosa. Den mest berømte indenfor denne genre er formentlig Peter Adolphsen, der har udgivet bøgerne Små Historier og Små Historier 2. Disse bøger består af ultrakorte prosastykker, som umiddelbart er appellerende i kraft af deres humor.

Adolphsen laver nogle fremragende iagttagelser, og han serverer dem for læseren på en finurlig måde. Historierne er af mange blevet læst som deprimerende billeder af virkeligheden, men det er en urimelig reduktion af historiernes virkemidler. De er på samme tid nærværende og åbenlyst fiktive, komiske og tragiske, og de virker gribende på læseren i kraft af deres brug af overraskelsesmomentet og ved deres problematiske forhold til hverdagslige situationer.

Man kan i høj grad sætte spørgsmål ved, hvorvidt halvfemsernes kortprosa benytter sig af novellegenren. Sproget er ofte meget poetisk (og altså ikke entydigt prosaisk), ligesom historierne ikke altid drejer sig om ét handlingsforløb. Deres virkemidler synes imidlertid ofte at være de samme: I kraft af den korte form kan forfatterne lade hver enkel del spille en stor rolle. Heri ligger novellens (og kortprosaens) styrke.

Den siger meget på kort tid. Grunden til, at noveller er spændende at læse, er, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem og finde ny betydning.

Romannet - 1. april 2001

0
Din bedømmelse: Ingen