Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Jeg satte mig for henover vinteren 2006-07 at læse danske romaner med særligt øje for naturen i dem.
Det vil sige, jeg havde tyvstartet året før, og jeg vidste dermed godt, at det slet ikke behøvede gå ud over den gode gamle, altopslugende læseoplevelse. Faktisk følte jeg bare, at oplevelsen blev større.
Jeg tror, det lidt skæve og lidt ufokuserede blik på den egentlige handling - altså hvordan menneskene render rundt og glæder og sårer hinanden, hvordan deres relationer er, hvad de så føler – netop kan give idéer til at forstå den bedre.
Det jeg har skrevet her på siden giver forhåbentlig lyst til at læse bøgerne (måske igen?) og måske også lyst til at forsøge sig med en anden måde at læse på.
Undervejs hobede iagttagelserne sig op, og mønstre begyndte at tegne sig. Jeg blev klar over, at dét, jeg havde gang i, var en slags kortlægning af natursyn. Det kan man teoretisere meget over (og i dén forbindelse kan jeg anbefale Svend-Erik Larsens "Naturen er ligeglad – naturopfattelser i kulturel sammenhæng". Munksgaard/Rosinante, 1996). Jeg har dog begrænset mig til en grov og noget poppet måde at gøre tingene op på og udpeget fire typiske natursyn:
- et darwinistisk, som tilstræber objektivitet/videnskabelighed og ikke tillægger naturen menneskelige egenskaber (snarere omvendt)
- et freudiansk, som bruger naturen som metafor for at sige noget om mennesket og dets motiver og følelser
- et disneysk, som menneskeliggør naturen, besjæler den på romantisk vis eller dæmoniserer den
- og endelig et Waste land’sk*, som ser på naturen som en ressource, der typisk trues af ødelæggelse, forurening eller simpelthen at blive brugt op og typisk ledsaget af følelsen af fremmedgjorthed.
* Waste land er titlen på T.S. Eliot’s hovedværk i den modernistiske litteratur. Et lang-digt med en udpræget angstpræget undertone og med fokus på forstyrrede, dekadente, ødelagte miljøer – Ødemarken på dansk. Udgivet 1922. Symptomatisk for digtsamlingen indledes den med ’April is the cruelest month’ – de optimistiske forårsfornemmelser vendt på hovedet. Kan anbefales.
4 natursyn som man også kan stille op som her:
Darwin (naturalistisk)
Disney (romantisk, besjælet)
Freud (symbolistisk)
Waste land (fremmedgjort, ødelagt, ressource)
Og! Vores natursyn, vores måde at opfatte naturen på ligger ikke fast, og også selve grænsedragningen mellem natur og kultur flyder ud.
Man kan spekulere over årsagerne og pege på den teknologiske udvikling, befolkningsekplosionen, begivenheder som atombomberne i Hiroshima-Nagasaki og månelandingen 1969, klimaforandringerne – alt sammen noget der rokker ved vores natursyn.
Måske befinder vi os i en historisk unik situation, måske vi er ved at udvikle et helt nyt syn på naturen og menneskets rolle i den og måske fiktionen inklusive romanerne kan give os vigtige brikker til forståelsen af det. Eller i det mindste en fornemmelse.
Herunder følger en karakteristik og analyse af syv danske romaner.
De 7 romaner er præsenteret efter tidspunktet af året, hvor handlingen begynder.
Begyndelsen af januar
Trisse Gejl : Patriarken. Lindhardt og Ringhof, 2006
Frygt, angst og forsoning. Komme i kontakt med naturen.
’Patriarken’ er tæt på at være en roman om nutidsdanskeres forhold til naturen. Gennem 3 hovedpersoners øjne bliver vi på sin vis præsenteret for natursyn fra forskellige vinkler. Heriblandt forfatteren Helles hypersensitive, som truer med at blive til psykose (på Klimadebat.dk kunne man den 24. marts 2008 læse en nyhed om en ’ny psykisk lidelse forårsaget af global opvarmning’!). Helle er på den anden side også den, som kan fornemme, de andres forhold til naturen og hvordan det kan ændre sig. En slags overfølsomt måleapparat.
Men den er også roman: mennesker med dybe og vanskelige relationer, som kastes ud i livskriser i en verden, som forandrer sig. Naturen spiller så her sin helt særlige rolle i forhold til at få forsoningsprocesser i gang og som kærlighedens hjælper.
Analyse af 'Patriarken'
Sen vinter/tidligt forår 1848
Carsten Jensen : Vi, de druknede. Gyldendal, 2006
’True sailing is dead’ – men vi, der husker den friske søluft, synger en svanesang.
Balance-motivet dukker op igen og igen i denne roman. Eller tager til. Fra en begejstret udforskning af verden til udnyttelse og en latent udpining. Fra den nærmest lidt hyggelige krig i Holsten 1848 til 2. verdenskrigs Waste land. Udviklingen har sin pris og de små selvgroede kulturer – om bord på sejlskibene, på land i havnebyerne - taber balancen. En smuk svanesang for Marstal-kulturen og det barske liv til vands og til lands, men med masser af frisk luft og hele tiden i tæt kontakt med elementerne, deres rasen – men også medvind og gaver i form af børn, solnedgange, palmesus og et sejlskib beklædt med sommerfugle midt på Stillehavet.
Analyse af 'De druknede
Foråret 1963, kastanjerne sprunget ud, syrénerne dufter
Ib Michael : Blå bror. Gyldendal, 2006
Længsel efter varme og lys, eventyr og eksotisk natur. De lyse nætters fortryllelse og forbandelse.
Udtalt længsel efter tropernes klima og frodighed. Når den danske natur her og der bemærkes, så er det typisk nok arter som syrén og kastanietræer, som er forholdsvis nye arter i Danmark og mest forbundet med havekultur og bylandskaber.
Men historiens to dramatiske højdepunkter foregår i naturen: Hovedpersonen møder på stranden en kold vinternat sin ufødte tvillingebror i egernskikkelse og senere, på en pløjemark i foråret syd for Roskilde, lander selveste 60erne – sådan cirka i skikkelse af en flyvende tallerken. Naturen er dér, hvor noget vigtigt og afgørende kan finde sted.
Analyse af 'Blå bror'
Begyndelsen af august (dog er der en lille, smal rammefortælling, som foregår ved juletid)
Ida Jessen : Det første jeg tænker på. Gyldendal, 2006
August analyseret. Et comeback for landskabsbeskrivelsen?
Romanen udnytter på fornem vis det moderne høstlandskabs kulisser til at gennemspille eksistentielle livssituationer. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan komme videre efter det værste, der kunne ske, er sket? Den fanger stemningen i august; varm og farlig og endnu med denne afstand til indesæsonens dræbende kedsommelige kontorlandskaber. Den har krimiens kærlighed til beskrivelse af miljøet – i dette tilfælde helt derude, hvor det er ved at blive til natur.
Et overvejende naturalistisk natursyn i høstens waste land
Analyse af 'Det første jeg tænker på'
Midten af september
Merete Pryds Helle : Oh, Romeo. Rosinante, 2006
Forelskelse er natur.
Der er et shakespearesk sug af længsel efter kærlighed (og natur, sagde hunden) i Oh, Romeo. Og den forløses lidt overraskende i et stormfuldt dansk efterår, hvor det ellers er tid til at i krybe i skjul i familiens skød, i arbejdet, i sofaen foran fjernsynet og hvor naturoplevelserne typisk begrænser sig til at lufte hunden eller kaste et blik på akvariefiskene (for nu at bruge noget af romanens inventar). Men kærligheden overvinder altså selv det danske efterår – og den fremmedfrygt, som er et andet vigtigt tema såvel i originalen som i Pryds Helle’s glimrende moderniserede og fordanskede version.
Eller også er efteråret på disse breddegrader en god tid at forelske sig i? Måske har den danske sommer med dens overflod af lys stemt sindene til kærlighed, men man har været på ferie og ikke haft tid til den slags. Nu er de tilbage i byen, Romeo’erne og Juli’erne, og den forvandler sig ved hjælp af regn og rusk til en kulisse, et sammenhængende rum, hvor vores skuespillere endelig kan træde i karakter. Kærlighedens karakter. Og helst inden jul,
Analyse af 'Oh, Romeo
November 1937
Kirsten Thorup : Førkrigstid. Gyldendal, 2006
Det åbne danske land som en bibelsk ørken – et natursyn fra 1930erne.
Natursynet i Førkrigstid er måske bedst karakteriseret ved sit fravær af det naturalistiske, her forstået som et forsøg på at begribe naturen på dens egne vilkår. Den er i høj grad til stede, men gerne som sindbilleder, religiøst ophøjet eller som ressource for menneskene. Bevægelsen over i det darwinistiske felt er få. De mere nøgterne registreringer af omgivelserne bliver negative, billeder af ødelæggelse, waste land.
Budet her må blive, at det darwinistiske natursyn simpelthen giver for lidt mening til at kunne optage hovedpersonen Dinnas travle bevidsthed, hvis linde strøm simpelthen er romanen. Og så befinder vi altså før tv’et og de mange naturprogrammer, før miljøproblematikken og lige før atombomben.
På mange måder er romanens/Dinnas natursyn ’det normale’. Det hidtil gældende, som nu måske afløses af et nyt. Det er landbrugskulturens syn på naturen; på én gang i samklang med den (fortrolig med årstiderne og i ny og næ nydende dens mildhed) og i kamp med dens lunefuldhed og brutale styrke. Et natursyn som indeholder rester af jægerkulturens besjælende blik.
Analyse af 'Førkrigstid'
Ikke angivet – men første minde i bogen er et sommerminde
Knud Romer : Den som blinker er bange for døden. Athene, 2006
Lyse minder fra Lollands grå, industrialiserede Atlantis.
Romanen har en ganske udbredt klimatologisk forklaring på den danske kultur: grå og trist og hverken-eller, men ender alligevel ikke i et ensidigt angreb, fordi de nogle af de allermest forgyldte minder, i en trods alt magisk barndom, er fra naturen. Fra derude.
Den blandede følelse for det danske klima, som vi finder i ’Du danske sommer’?
Analyse af 'Den der blinker er bange for døden'
Tendenser
- naturen er det sted, hvor der kan ske noget særligt: forbrydelser, forelskelser og forsoninger.
- man længes efter naturen og man må længere og længere ud for at opleve den i det moderne samfund. Hvis man ikke kan nøjes med kæledyr og haver.
- men man frygter den også og specielt dens forandringer.
- handlingen begynder i efteråret, hvor man mindes sommeren, der er gået og man går i gang på arbejdet eller i skolen.
- eller foråret/sen vinter, hvor man ser frem til sommeren; den tid, hvor der rigtig skal leves.
- der er et had-kærlighedsforhold til det danske vejr – ’Du danske sommer jeg elsker dig’ og det danske landskab, som veksler mellem at være dejligt og kedeligt.
- fyldige landskabsbeskrivelser er nok ikke på vej tilbage, men naturen har det egentlig godt i sprækkerne.
- der er typisk en bevægelse i handlingen fra indendørs (byer/arbejdspladser/hjem) til udendørs (skove, moser, hav, haver). Og måske også hjem igen (det er jo en slags eventyr).
- et ændret natursyn? Tjah, man aner et. Naturen ikke længere en uudtømmelig ressource, en frygtelig modstander eller en nuttet, romantiseret kulisse. Ikke bare. Der er tendens til en større nysgerrighed for naturen og mere vilje til at forandre sin opfattelse af den i takt med oplevelser og videnskabens opdagelser – men der er også en understrøm af angst for en økologisk katastrofe. Og så er vi formentlig nede i et ur-menneskeligt lag.
smag på bøgerne – en bid om dagen