Magisk Márquez: Om 100 års ensomhed

Oprettet: 01.09.2005 - 08:05

Der er mange gode sydamerikanske forfattere, men Gabriel García Márquez har en unik status – både i Europa og på det samlede amerikanske kontinent. Den colombianske superstar modtog Nobels Litteraturpris i 1982, og når Márquez udgiver sine bøger, udkommer de i et førsteoplag på flere millioner eksemplarer alene i den spansktalende del af verden.

Af litteraturstuderende Martin Toft

Her er Márquez kendt under kælenavnet ”Gabo”, og den store popularitet hænger til dels sammen med et stort socialt og politisk engagement, men samtidig kan man næppe overvurdere betydningen af især én bog, nemlig romanen 100 års ensomhed  (1967).

Den er fyldt til randen
Nærmest alt ved 100 års ensomhed” er stort anlagt og imponerende udført. Ingen kan betvivle, at Márquez er i verdensklasse, når det gælder det litterære håndværk. I slægtsromanen følger vi familien Buendía gennem fem generationer. José Arcadio Buendía og Úrsula Iguarán stifter sammen familien, der udvikler sig parallelt med landsbyen Macondo, som de grundlægger midt i junglen sammen med en lille gruppe nybyggere. Antallet af familiemedlemmer stiger gradvist, mens landsbyen udvikler sig til mellemstor by med jernbane og frugtindustri.
 
Søger man dybere end en overfladisk karakteristik, rummer 100 års ensomhed et virvar af små fortællinger og et komplekst persongalleri, hvor karaktererne ofte synes at glide sammen, fordi mange bærer enslydende navne. Selvom dette er en vigtig pointe for romanen, kan jeg kun anbefale at tegne et kort over romanens personer og deres indbyrdes relationer. Det giver en mere problemfri læsning, især hvis man læser over et længere tidsrum.

100 års ensomhed udvikler sig lineært fremefter, men samtidig bliver alt gentaget i cirkulære bevægelser. Tiden går, men afsætter ingen mærkbare ændringer. Alle familiens medlemmer gentager fortidens dumheder.

Denne inerti i romanens plot gør det nærmest umuligt at referere handlingen fyldestgørende. Alene familiehistorien er ganske omfattende, og romanen er ligeledes fyldt til randen med magiske indslag, smukke poetiske billeder, lokal colombiansk historie og referencer til hele den vestlige kultur- og litteraturhistorie, ikke mindst Bibelen, hvor romanen henter en række narrative skemaer. Vi har en ursynd, et exodus, plager, en syndflod og en apokalypse.
 
Det hele er meget ambitiøst anlagt, og som en filosofisk krølle på halen afsløres det til slut, at romanen reelt er en række mytiske noter, nedskriblet af familiens husven, sigøjneren Melchiades. Det lyder måske forvirrende, men Márquez er én af de sjældne forfattere, som mestrer alt fra detaljen til den store palet. 100 års ensomhed er på alle måder en episk roman, som mytologiserer en families ensomhed gennem præcis 100 år.

Karikaturportræt af Marquez fra www.puntolatono.chPerfekt til at gøre grin med folk
Márquez er uden tvivl en belæst herre, men den store mængde viden er lettilgængelig, fordi han skriver populært og underholdende. Romanens fortæller forklarer, at litteraturen er perfekt til at gøre grin med folk. Det er ganske tydeligt i 100 års ensomhed, som er gennemsyret af en parodisk og en drillelysten tone.

Måske har netop disse kvaliteter givet romanen global succes – i hvert fald har netop 100 års ensomhed banet vejen for både Márquez karriere og Latinamerikas renommé på litteraturens internationale scene.

Siden Márquez internationale gennembrud er sydamerikansk litteratur især blevet kendt under termen magisk realisme. Begrebet dækker over en lang række stiltræk, men hos Márquez viser det sig som en bogstavelig beskrivelse af de mest utrolige ting. Den colombianske forfatter har opgivet den præcision, som ellers kendetegner klassisk realisme.

Márquez rendyrker en beskrivelse af virkeligheden, som tager udgangspunkt i en individuel oplevelse af verden. I 100 års ensomhed bliver realismen kombineret med magiske hændelser og drømmelignende sekvenser.

I europæisk litteratur finder man mange forbilleder for denne stil, men måske især hos Franz Kafka (1883-1924), som i fortællingen Forvandlingen (1915) udramatisk beskriver, hvordan en mand - helt bogstaveligt - bliver forvandlet til et kryb. Ja, på mange måder er magisk realisme en videreudvikling af tendenser i europæisk kunst og litteratur i starten af det 20. århundrede.

Men i 100 års ensomhed får man samtidig på fremragende vis demonstreret, hvordan de magiske virkemidler får en ny betydning i en latinamerikansk sammenhæng, hvor elementer såsom den indianske kultur, den spanske kolonialisme og lokale politiske forhold udgør vigtige faktorer.

Forsiden af 100 års ensomhed fra www.gad.dkMagien spreder sig
Márquez har hentet inspiration i Europa, men modsat har den latinamerikanske variant af magisk realisme også påvirket nyere europæiske og amerikanske forfattere. I Danmark kan man fremhæve Ib Michael (f. 1945), som længe har interesseret sig stærkt for den indianske kultur i Sydamerika og inkorporeret magiske stiltræk i sine romaner. Det ser man ikke mindst i erindringsromanerne Vanillepigen (1991), Den tolvte rytter (1993) og Brev til månen (1995).

Begejstringen for den magiske realisme er også tydelig hos yngre amerikanske forfattere som Jeffrey Eugenides (f. 1960) og Jonathan Safran Foer (f. 1977). Den magiske logik stikker hovedet frem i Eugenides prisbelønnede familieromaner Jomfruselvmorderne (1993) og Middlesex (2002).

Hos Foer er inspirationen fra Márquez slet ikke til at overse. Han skriver også episke familieromaner, og på detaljeniveau genbruger Foer uhæmmet figurer og temaer fra 100 års ensomhed. Det ser man i Foers aktuelle roman Ekstremt højt og utrolig tæt (2005), men også i Foers flotte debutroman Alt bliver oplyst (2002).

Her synes alene titlen hentet direkte fra de afsluttende kapitler af 100 års ensomhed, hvor José Arcadio konstant repeterer den uforklarlige sætning ”alt kommer frem”. Man bør klart læse Jonathan Safran Foers romaner, hvis man i forvejen kender og beundrer Gabriel García Márquezs forfatterskab. 
 
Ekstra. Hvis man ønsker et udvidet perspektiv på Márquezs forfatterskab, kan man ligeledes læse mere hos Martin Zerlang, der har udgivet Fem magiske fortællere og et rids i romanens historie i Latinamerika (2001), som indeholder videnskabelige studier i eksempelvis 100 års ensomhed.

0
Din bedømmelse: Ingen