Kvindelige fyrtårne i dansk litteratur

Oprettet: 27.03.2002 - 09:00

Kvindelige fyrtårne i dansk litteratur

skrevet af Lisbeth Larsen og Jette S. F. Holst. Bibliotekarer

I det litterære danske landskab har kvinderne ikke markeret sig så stærkt som mændene. BogWebs redaktion har kigget på litteraturkortet og fundet nogle kvindelige fyrtårne, der efter vores mening rager højere op end flertallet.

Leonora Christina (1621 - 1698)
Leonora Christina var datter af Christian d. 4. og Kirsten Munk. Hun var gift med Corfitz Ulfeldt, som blev anklaget for at være landsforræder. I 1663 blev Leonora fængslet og sad indespærret i Blåtårn de næste 22 år. Da hun i 1685 blev løsladt, flyttede hun ind i Maribo Kloster, hvor hun boede til sin død i 1698. Det var i denne periode, hun skrev sine erindringsbøger Den franske selvbiografi og Jammers minde, som byggede på hendes optegnelser og notater fra fængselsopholdet. Udover de to bøger om sit liv skrev Leonora Christina også et tredje skrift, Hæltinders Pryd, hvor hun har samlet en række heltindehistorier.
De to selvbiografier er yderst forskellige i udformningen. Den franske selvbiografi er rettet mod offentligheden og er en fornem diplomatisk selvfremstilling, hvor Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt fremstilles som forfulgte uskyldigheder, og hvor Leonora i høj grad fremhæver sine egne fortræffeligheder - gerne på bekostning af sine søstre.
I Jammers minde har hun en meget mere personlig indgangsvinkel, og denne var da også et mere personligt dokument rettet mod hendes børn for at forklare og retfærdiggøre, hvorfor Leonora sad i Blåtårn. Her fortæller hun om forholdene i fængslet og det daglige liv med ydmygelser og sorg, men på trods af at hun også i Jammers minde fremstiller sig selv som uskyldig, bliver hun aldrig selvmedlidende, og hun fremstår netop som en prinsesse af denne grund.
Leonora Christinas liv er brugt som udgangspunkt i flere romaner, bl.a. har Helle Stangerup skrevet romanen Spardame, der har Leonora Christina som hovedperson.

Thomasine Gyllembourg (1773 - 1856)
Thomasine Gyllembourg (født Thomasine Christine Buntzen) blev født ind i en velstående og kultiveret familie. I 1789 giftede hun sig med P. A. Heiberg, som hun fik sønnen Johan Ludvig med. Da P. A. Heiberg blev landsforvist for sin kritik af den danske enevælde, tog Thomasine ikke med sin mand til Paris, og året efter forlangte hun skilsmisse fra ham.
Kort efter giftede hun sig med den svenske baron von Gyllembourg Ehrensvärd, og først i 1827 som 54 årig debuterede hun som forfatter med novellen Familien Polonius - dog anonymt.
Den næste udgivelse, En hverdagshistorie, var også anonym, men den blev gennembruddet for Gyllembourg, og herefter fulgte en række udgivelser indtil afrundingen af hendes forfatterskab med To tidsaldre i 1845, hvor hun foretog en slags idéanalyse af de to livsanskuelser, der havde præget hendes liv: den franske revolutions frihedsidéer og den mere konventionelle biedermeierske form.
Thomasine Gyllembourgs forfatterskab er placeret mellem de to perioder, og da hun henter sit sprog fra den sene oplysningstid, er hun ikke tilbøjelig til at forfalde til brugen af patos og den floromvundne stil, som var kendetegnende for en del af biedermeier litteraturen. Da hendes tematik også er enkel og holder sig til den intime sfære fremfor det sociale og politiske liv, fremstår hendes forfatterskab i dag mindre tidstypisk end fx Charlotte Dorothea Biehls, og kan derfor stadigvæk læses med udbytte i dag - også for læsere uden kendskab til perioden.
Et gennemgående tema for Thomasine Gyllembourgs forfatterskab var dilemmaet hun kendte fra sit eget liv: skal mennesket følge pligten og anstændigheden, eller skal det følge lidenskaben. Thomasine valgte selv at følge sine følelser fremfor pligten, da hun blev skilt fra P.A. Heiberg, og det fik også betydning for hendes forfatterskab.
Også Thomasine Gyllembourgs liv har ligget til grund for en roman. Anne Marie Ejrnæs' Som svalen fortæller om det litterære København og har Gyllembourg som hovedperson.

Agnes Henningsen (1868 - 1962)
Det altdominerende tema i Agnes Henningsens forfatterskab var kærlighed og køn, og det var også det dominerende i hendes eget liv.
Hun blev første gang gift i 1887, men manden stak af til Amerika og efterlod hende alene med fem børn, heraf den senere så kendte Poul Henningsen.
Agnes Henningsen forsøgte på flere måder at forsørge sig selv og sine børn. Hun forsøgte at uddanne sig til fotograf og jordemoder, men det mislykkedes. Så havde hun en frisørforretning i en periode, men heller ikke det gav penge, og det endte med at være som forfatter, hun tjente de penge, som familien levede af.
I 1901 udkom romanen Polens døtre, der handler om kærlighed i et bohememiljø. Her er det ikke de borgerlige konventioner, der binder, men derimod begrænsningerne i personerne selv, der hindrer dem i at leve i deres lidenskaber. Denne roman blev Henningsens egentlige gennembrud.
I 1919 giftede hun sig igen med forfatteren Simon Koch, men trods ægteskabet fortsatte Agnes Henningsen med at have elskere, og hun var så absolut imod at leve efter en moral, som andre prøvede at pådutte hende.
I det hele taget var hun ofte på tværs af borgerskabet, og det resulterede bl.a. i, at Folketinget gik imod forfatterforeningens indstilling om at give en varig ydelse til Agnes Henningsen. Hovedværkerne i hendes forfatterskab er hendes erindringsbøger i otte bind, hvor første bog hedder Let gang på jorden. Her er hendes stil renset for de skiftende synsvinkler og fiktive dækninger, som ellers er karakteristiske for hendes skrivestil, og erindringsbøgerne regnes for hendes mest helstøbte værk.

Karin Michaelis (1872-1950)
Karin Michaelis blev født i et småborgerligt hjem i Randers. Hun blev tidligt opmærksom på kvindens undertrykkelse og selvopofrelse, og disse temaer gik igen i hendes forfatterskab. Som ung rejste hun til København, hvor hun mødte forfatteren Sophus Michaelis. Derved kom hun ind i et litterært, stimulerende miljø. De blev gift i 1895, men skilt igen efter 16 års ægteskab. Efter et nyt ægteskabs forlis valgte hun dog permanent at leve sit liv alene. Hun debuterede i 1898 med novellesamlingen Højt Spil, som handler om mænds og kvinders grundlæggende forskellighed. Senere udkom der en række store romaner og fortællinger. Den farlige alder fra 1910 er et meget centralt værk, der provokerede samtiden og vakte megen opmærsomhed. Romanen skildrer en kvinde, der i forbindelse med overgangsalderen gør op med sin fortid og forlader sin mand for at realisere sig selv. Romanen blev oversat til mange sprog bl.a. japansk! Et andet hovedværk er erindringsromanen Træet på godt og ondt. Bd.1-4 (1924-1930) og Vidunderlige verden bd.1-3 (1948-1950), som også handler om forfatterens begivenhedsrige liv fra barndommen, ægteskabet med Sofus Michaelis og hendes senere hjem i Wien. Karin Michaelis var på mange måder en moderne kvinde, der rejste meget over hele verden og engagerede sig moralsk i sin tid. Så selvom hun ikke læses meget i dag, har hun været en stor inspirator for andre kvindelige forfattere.

Thit Jensen (1876-1957)
Også Thit Jensen voksede op i en tid, hvor de første slag for ligestillingen blev slået. Hun voksede op i en stor søskendeflok på 11 i en dyrlægefamilie i Farsø i Vesthimmerland. Hun var den ældste pige i flokken, og dermed fulgte en række omsorgsopgaver for de mindre søskende, hvorimod de ældre brødre drog ud i verden for at uddanne sig. Thit Jensens oprør var at snige sig til at skrive, når lejlighed bød sig. Som 22-årig bosatte hun sig under kummerlige forhold i København. Den nære kontakt med storebroderen Johs. V. Jensen gav mulighed for at komme i kontakt med 1890'ernes litterære kunstnermiljø. Hun blev tiltrukket af den frihed, der var i omgangsformerne, bl.a. seksuelt, og ligeledes af det intellektuelle frisind. Selv var hun splittet mellem at indgå et varigt kærlighedsforhold og at vælge friheden til at realisere sig selv ved ikke at binde sig. Den splittelse afspejler sig livet igennem i hendes dagbøger og romaner. I 1903 debuterede hun med romanen To søstre senere fulgte Gerd (1918), Den erotiske hamster (1919) og Aphrodite fra Fuur (1925), som alle mere eller mindre beskæftiger sig med dette valg. Thit Jensen var en meget aktiv samfundsdebattør, og i årene 1909-30 var hun en flittig foredragsholder. Hun rejste land og rige rundt og agiterede for det begreb, hun selv skabte: "frivilligt moderskab". Hun var med til at stifte Foreningen for sexuel Oplysning, som forsvarede kvinders valg af abort. Den rolle blev hun dagligt chikaneret og skældt ud for både af pressen og det bedre borgerskab. Forfatteren Jens Andersen har i biografien Thit - den sidste valkyrie meget spændende beskrevet hele hendes farverige person, den erotiske, politiske, moralske etc.
Men Thit Jensen skrev også en række store historiske romaner. De poulæreste er Jørgen Lykke (1931), Stygge Krumpen (1936) og Valdemar Atterdag bd. 1-3 (1940), som fik et meget stort publikum. Hun var således den mest læste forfatter i 30'erne.

Karen Blixen (1885-1962)
Hvis der er forskel på fyrtårne, må Karen Blixen siges at være det fyrtårn, der rager højst op blandt BogWebs udvalg af kvindelige forfattere. Karen Blixen blev født på Rungstedlund i en aristokratisk-borgerlig familie. Talentet for at skrive og fortælle arvede hun fra sin far, Wilhelm Dinesen, der var forfatter, politiker og eventyrer. Allerede som barn viste hun tydelige evner for at tegne, skrive og fortælle. I årene 1903-1906 uddannede hun sig på Kunstakademiet. Hun debuterede i 1907 under pseudonymet Osceola med bogen Eneboeren. Senere i sit forfatterliv valgte hun ofte at skrive under (endog mandligt) pseudonym.
I 1913 mødte hun den charmerende, svenske baron Bror Blixen, som hun giftede sig med året efter. De havde begge en stærk udlængsel, og sammen rejste de til Kenya, hvor de købte en kaffefarm i Ngong Hills, den farm, som bl.a. skulle lægge titel til bogen Den afrikanske farm (1937). "Africa made me", har Karen Blixen sagt, og de 18 år i Afrika blev meget skelsættende for hende og gav hende den frihed, hun havde savnet i Europa. Livet på farmen blev dog andet end idyl. Ægteskabet med Bror Blixen endte med skilsmisse på grund af hans mange affærer med andre kvinder. Forinden nåede han dog at smitte hende med syfilis. Skelsættende for Karen Blixen var også mødet med Denys Finch-Hatton. De mødtes kort efter 1. verdenskrig, og forholdet strakte sig frem til 1931, hvor han omkom ved en flyulykke. Samme år blev farmen sat på tvangsauktion.
I Afrika begyndte Blixen optegnelserne til Seven gothic tales eller Syv fantastiske fortællinger, som hun oversatte den til. Historierne blev fortalt for Finch-Hatton som en anden slags "1001 nats eventyr". De udkom i 1937 i USA og blev straks valgt til Book of the Month. Først et år efter udkom bogen på dansk. I Vintereventyr (1942) går fortællingerne fra det fantastiske til det mere mytiske, og Karen Blixens skæbneforståelse dukker op som tema. "Amor fati" - at elske sin skæbne. I 1957 udkom Sidste eventyr, som rummer en række nye vintereventyr og fantastiske fortællinger. Skæbnefortællinger (1958) blev den sidste samling fortællinger Blixen udgav. Karen Blixens forfatterskab er svært at sætte på en formel. Hun er blevet karakteriseret som en "feminitetsdyrkende feminist" - der fremhævede de to køns forskellighed og det kvindeliges særlige styrke. Som menneske/kvinde var hun lige så utraditionel med et usædvanligt talent for selvisceneisættelse. Hun optrådte som en karismatisk og dæmonisk kvinde og var med til at skabe en myte om sig selv. Kendt er det, at hun samlede et hof af mandlige litterater omkring sig. Bl.a. Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen har i bøger beskrevet den trolddom, hun besad.
Efter forfatterens død i 1962 blev Efterladte fortællinger udgivet og ikke mindst Breve fra Afrika 1914-1931 og senere Karen Blixen i Danmark: Breve 1931-62.

Tove Ditlevsen (1917 - 1976)
Ligesom Leonora Christina brugte sin tid i Blåtårn som grundlag for Jammers minde, så brugte Tove Ditlevsen også sit eget liv som udgangspunkt for sin kunst. Også hos Ditlevsen er det en tæt sammenhæng mellem liv og værk, der er nerven i forfatterskabet.
Ditlevsen voksede op i et arbejderhjem på Vesterbro med en far, som var melankoliker og en mor, der ikke gav hende den nærhed, hun havde brug for. Som 17-årig flyttede Ditlevsen hjemmefra og mødte den 30 år ældre Viggo F. Møller. Han var redaktør på tidsskriftet Vild Hvede og stod for udgivelsen af Ditlevsens debutdigtsamling Pigesind i 1939. I 1940 blev de gift, og i 1941 udgav Ditlevsen sin første roman Man gjorde et barn fortræd, som straks blev en succes. Ægteskabet holdt dog ikke, men i 1942 giftede Ditlevsen sig igen, denne gang med den jævnaldrende stud. polit. Ebbe Munk. Under dette ægteskab fik hun bl.a. udgivet romanen Barndommens gade, der siden er blevet filmatiseret. Hvor det første ægteskab nok var båret af ambitioner, så var nummer to båret af følelser, men heller ikke dette holdt. Ditlevsens tredje ægteskab var med lægen Carl T. Ryberg, som var med til at gøre hende afhængig af stoffer. Ditlevsens fjerde og sidste ægteskab var med chefredaktøren for Ekstra Bladet, Victor Andreasen, og dette blev det længste, men også et meget stormfuldt ægteskab, som Ditlevsen skrev om i romanen Vilhelms værelse.
Tove Ditlevsen forstod at bruge medierne. Hun skrev erindringer til ugebladene, redigerede en brevkasse og gjorde dermed sit liv offentligt, før det blev almindeligt.
Tematisk kan Ditlevsens forfatterskab deles i to faser, hvor første fase kredser om barndommen og anden fase om voksenlivet. Hele hendes forfatterskab er dog præget af melankoli og ensomhed og af hendes angst for at miste. I sidste ende begik Tove Ditlevsen selvmord.

Dorrit Willumsen (1940 -)
Dorrit Willumsens forældre blev skilt, da hun var fire år, så hun voksede op hos sine bedsteforældre og moderen i et af Københavns arbejderkvarterer. I 1963 blev hun gift med forfatteren Jess Ørnsbo. Nogen decideret uddannelse har hun ikke. Det eneste, hun var sikker på, var, at hun ville skrive. Sin debut fik hun i 1965 med novellesamlingen Knagen. Den ene halvdel af hendes forfatterskab bl.a. titlerne Stranden (1968), Modellen Coppelia (1973), Neonhaven (1976) og Manden som påskud (1980) er modernistiske og eksperimenterende i deres form. Indholdsmæssigt behandler de temaer som menneskets fremmedgørelse og kærlighedsløsheden. Personerne er næsten altid sarte og usikre voksne og børn. Da hun i 1981 modtog Det danske Akademis store pris ( i øvrigt som den første kvinde), fik hun den, fordi hun forstod at skabe ulykkelige, rørende og desperate eksistenser.
Den anden halvdel af forfatterskabet er af en helt anden karakter. Her er det det historiske og biografiske stof, der er udgangspunkt for de realistiske romaner Marie (1983), et portræt af Madame Tussaud, Suk hjerte (1986), en delvis selvbiografisk roman, Klædt i purpur (1990) om luksusluderen Theodora fra Byzans og ikke mindst Bang (1996), romanen om forfatteren Herman Bang, der er Dorrit Willumsens store forbillede og som hun føler sig stærkt beslægtet med. For Bang modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris i 1997. Den seneste bog fra Willumsens hånd er en lille charmerende bog Tøs (2001), en munter og kærlig beskrivelse af samlivet gennem syv år med forfatterfamiliens hund.

Kirsten Thorup (1942 - )
Kirsten Thorup voksede op på Fyn i en familie, hvor faderen var kioskejer og boghandler. Hun fik sin studentereksamen og tog derefter et år til England, hvorefter hun flyttede til København. Her giftede hun sig med teaterinstruktøren Ib Thorup og begyndte at læse engelsk og litteraturhistorie på universitetet uden dog at afslutte nogen af fagene.
Thorups litterære debut var digtsamlingen Indeni-Udenfor i 1967, en titel som er meget sigende for et tema, der følger Thorups forfatterskab - nemlig det at være udenfor.
I 1970 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige legat, og i løbet af denne periode skrev hun en række tv-spil.
I begyndelsen af sit forfatterskab skrev Thorup svært tilgængelige digte og noveller, men da hun  skiftede stil til den realistiske genre, fik hun sit folkelige gennembrud.
Romanserien, der starter med Lille Jonna i 1977, viser en Kirsten Thorup, der fortæller langsomt og dvælende om hverdagen og dens randeksistenser med en sans for detaljer og realisme. Efterfølgende i serien udkom Den lange sommer, Himmel og helvede (som blev filmatiseret) og Den yderste grænse, der samler de mange tråde fra de tre foregående bind.
I 1996 blev Thorup opfordret til at skrive for teatret, og det resulterede i det fem timer lange stykke Projekt Paradis om indvandrerproblematikken i dagens Danmark. Projekt Paradis er siden også udkommet i bogform.
Senest har Thorup skrevet romanen Bonsai om Nina, som elsker Stefan, der viser sig at være homoseksuel. Endnu en velskrevet roman, der handler om at elske og om de mennesker, der cirkler rundt i samfundets rand.

Suzanne Brøgger (1944 -)
Suzanne Brøgger er født i København, men er ellers vokset op rundt om i verden. Moderen og faderen blev skilt, da hun var seks år, og det problematiske forhold til den neurotiske mor blev grundlagt der. Allerede fra barnsben adskilte hun sig fra andre. Hun forstod tidligt at iscenesætte sig selv - en evne hun i øvrigt har fælles med Karen Blixen. Den kosmopolitiske opvækst har afspejlet sig i hendes forfatterskab, som er svært at sætte på en formel. Debutbogen Fri os fra kærligheden (1973) og Kærlighedens veje og vildveje (1975) handler om kvinder, kønsroller, kærlighed og seksualitet. Bøgerne er en blanding af essays, interviews, selvbiografiske og fiktive tekster. Frigørelse fra kærligheden var nødvendig, fordi kærligheden i vestlig forstand (kernefamilie og monogami) var forældet og stivnet, derimod skulle kærligheden sættes fri. Den selvbiografiske roman Creme Fraiche (1978) er en åbenhjertig beskrivelse af en meget anderledes opvækst og en beskrivelse af Brøggers livsfilosofi, som bl.a. læremestre fra Østen havde inspireret hende til. I romanen Ja (1984), som kan læses som 2. del af Creme Fraiche, beskrives et kompliceret og opslugende forhold til en mand, der forsøger at binde hende til sig. Suzanne Brøggers personlige udvikling følges tydeligt i den selvbiografiske serie, og i tredje og sidste bind Transparence (1993) falder maskerne. Myten om Suzanne Brøgger som "erotikkens og frihedens ypperste præstinde" blev en møllesten om hendes hals. Den store slægtsroman Jadekatten (1997) handler om fem generationer af den jødiske slægt Løvin. En beskrivelse af storhed og fald med kvinders drømme, håb og handlekraft som det bærende. I en gris der har været oppe at slås (1979), Tone (1981) og Et frit og muntert lig (1998) er det intensiteten og hyldesten til hverdagen, der beskrives. Den kosmopolitiske og engagerede Brøgger kan læses i Brøg (1980), Den pebrede susen (1986) og Kvælstof (1990). Suzanne Brøggers mangesidede talent har manifesteret sig i skuespil, børnebøger, haiku-digte og senest i den lille roman Linda Evangelista Olsen (2001).

Solvej Balle (1962-)
Solvej Balle er født i Bovrup i Sønderjylland. Efter Hf-eksamen læste hun filosofi og litteraturvidenskab i København. Hun debuterede i 1986 med romanen Lyrefugl. Romanen er en robinsonade om en ung kvinde, der efter et flystyrt strander på en øde Stillehavsø. Erindring, fantasi og virkelighed blandes sammen i hendes bevidsthed, mens hun prøver at overleve på naturens betingelser. I 90'erne udkom et par romaner, der alle er skrevet i periodens karakteristiske form: kortprosaen. I 1990 udkom romanen med den korte titel: & og i 1998 Eller. Bøgerne beskriver minimale hændelsesforløb, der på samme tid er hverdagens rituelle og katastrofeagtige opbrud. Titlerne refererer til de logiske operatorer og/eller, som i matematisk forstand inkluderer og ekskluderer. Ifølge loven (1993) er en kafkask roman, den er en beretning om de fire hovedpersoners søgen efter lovmæssigheder og erfaring. De fire love/beretninger samles til sidst til en helhed, hvor sidste lov er begyndelsen til den første. Bogen betragtes af litterater som forfatterens hovedværk. Solvej Balles forfatterskab er eksklusivt. Hendes forfatterskab sammenlignes med Peter Seebergs og Villy Sørernsens - to sværvægtere i dansk litteratur. Værd er det at bemærke, at Ifølge loven var med på Politikens liste i 1999 over århundredets bøger.

Mette Thomsen (1970 - )
Mette Thomsen er opvokset i Humlebæk og har taget den sproglige studentereksamen. I 1991 tog hun til London, hvor hun studerede på The London Cartoon Center (en tegneserieskole).
Derefter vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun begyndte at studere jura, men efter to år sprang hun fra og begyndte i stedet på tegneserieværkstedet Fort Kox på Vesterbro i København. I 1994 debuterede Thomsen som forfatter med romanen Af en superhelts bekendelser. Romanen handler om Emma Smith, der udsættes for et voldtægtsforsøg. Før har hun været en "pæn" pige, men nu forvandles hun til en superhelt, der drager rundt og øver selvtægt mod voldsmændene. Romanen er på et plan en actionhistorie, og på et andet plan historien om en kvindes udvikling, og den udløste et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til Mette Thomsen.
Hendes næste roman Plastic handler om bistandsklienten Mona Larsen med drømmen om det perfekte liv, som kun vil "foretage sig visuelt velfungerende ting".
Tredje roman I hajfyldte farvande har også temaet om kvinder og identitet, og derudover har Thomsen skrevet ungdomsromanen De levende døde.
Mette Thomsen er en ung forfatter, og ses derfor af mange som et talerør for den unge generation. Hun er selv en del af "zapper-kulturen", der er opvokset med computere, mobiltelefoner og tv, som - ifølge hende selv - medfører en lidt naiv tilgang til verden, hvor erfaringen med livet og følelsesudvekslingen med andre mennesker gradvist mindskes. Denne manglende erfaring fører til angst, når virkeligheden trænger sig på, og det er denne angst, der ofte er udgangspunktet for hendes romaner.



Relaterede links:
Læs mere om de kvindelige forfattere på:
ForFatternet
Danske Forfatterprofiler
Nyere danske forfattere
Politiken Bøger 
Interview med Elisabeth Møller Jensen
 

BogWeb - 27. marts 2002

0
Din bedømmelse: Ingen