Klassikeren: Gösta Berlings saga

Oprettet: 01.02.2002 - 09:00

Af Marit Haugaard, bibliotekar Århus Kommunes Biblioteker

Ack, Värmeland, du sköna, du härliga land du krona bland Svea rikes länder!    
I det smukke landskab nord for Vänern blev Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf født i 1858 på herregården Mårbacka. Hun elskede stedet over alt i verden og var utrøstelig, da slægtsgården måtte sælges efter en konkurs. Faderen var død nogle år forinden, og da Selma Lagerlöf på det tidspunkt havde taget en læreruddannelse, kunne hun forsørge sig selv og sin mor. Hun drømte dog bestandigt om at købe gården tilbage, hvilket lykkedes i årene 1907-10 takket være indtægterne fra de litterære succes'er.

Hendes litteratur er stærkt præget af hendes opvækst i Värmland, hvis levende fortælletradition hun viderefører. En gennemgående figur i hendes bøger er den charmerende, men viljesvage fantast, et tydeligt billede af faderen, hvis vilde ideer og hang til de våde varer var en væsentlig årsag til familiens deroute.

Hun debuterede i 1891 med den fabulerende roman Gösta Berlings saga, der i stil brød med naturalismen og derfor blev modtaget med skepsis i hendes hjemland. Den blev dog meget populær i Danmark, og hun blev bl.a. støttet af Georg Brandes. Den opnåede dog hurtigt stor popularitet i Sverige, men hendes virkelige litterære gennembrud var tobindsværket Jerusalem fra 1901-02. Denne skildring af en flok Dalar-bønders opbrud fra bygden for at drage til Det Hellige Land var den væsentligste årsag til, at hun som den første kvinde - og den første svensker - modtog Nobels litteraturpris i 1909.

Gösta Berlings saga.
Præsten var ung, høj, slank og blændende smuk. Havde man hvælvet en hjelm over hans hoved og hængt sværd og brynje på ham, kunne man have hugget ham i marmor og opkaldt statuen efter den smukkeste af alle athenere.

Sådan beskrives sognepræsten Gösta Berling i indledningen til Selma Lagerlöfs første roman - smuk og charmerende og til fest og farver. Måske lidt for meget for sognebørnene, der efter at han adskillige gange er udeblevet fra gudstjenesten, tilkalder biskoppen. Og skæbnen vil, at Gösta Berling denne søndag gribes af - skal vi sige - guddommelig inspiration og holder en prægtig prædiken, og der er ikke et øje tørt, heller ikke hos biskoppen. Men skæbnen vil også, at én af præstens svirebrødre griber ind for at redde ham, på en måde der får Gösta Berling til at tage skæbnen i egen hånd. Han kan ikke leve med skammen, og i nattens mulm og mørke forlader han præstegården med det formål at gå i hundene.

Han har lagt sig til at dø i en snedrive, da han findes af den handlekraftige majorinde Samzelius, der holder en brandtale for ham om pligten til livet. Hun installerer ham derefter i Kavalerfløjen på Ekeby Herregård, hvor han lever et liv i sus og dus sammen med de 11 andre "kavalerer".

Der smedes dog rænker, og juleaften kaster majoren sin hustru på porten, overlader godset til kavalererne og flytter selv over til dem i Kavalerfløjen. Herefter indgår de en slags pagt med Fanden selv: han må få deres syndige sjæle, hvis de i løbet af det kommende år foretager sig noget som helst fornuftigt.

Romanen handler om det år, hvor de har ansvaret for Ekeby, hvor alt brydes ned, men hvor Gösta Berling også når til en række erkendelser.

Gösta Berlings saga er en velskrevet, velfortalt, fascinerende og farverig roman, der kan læses igen og igen. Den blev oversat til dansk i 1892, året efter udgivelsen i Sverige, og igen i 1981 af Anne Marie Bjerg, hvorfra citatet stammer.

Læs bogen!

Læs også Jerusalem 1-2 (1901-02), der blev filmatiseret af Bille August i 1996. Bogen bygger på en virkelig hændelse, hvor en gruppe bønder fra Dalarne gribes af hellig iver og rejser til Det Hellige Land for der at leve ligesom de første kristne. Første del, der handler om, hvordan vækkelsen kommer til bygden, beskriver gribende massesuggestionen, der får bønderne til at rejse fra hus og hjem og drage ud i det fremmede.

Anden del foregår i Jerusalem og beskriver det liv og de problemer, de møder der. Efter min mening formåede Bille August i den del af fortællingen endnu bedre end forfatterinden at sætte billeder på det meningsløse i at slæbe bønder ned i ørkenen.

Og læs Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige (1906-07). I denne dejlige bog for børn i alle aldre følger læseren den lille skånske dreng, Nils, der som straf for at drille gårdnissen selv forvandles til en nisse og ved et uheld ender som ufrivillig passager i en flok vildgæs på vej nordpå til Sveriges højeste bjerg Kebnekaise. På denne måde oplever vi hele Sverige fra syd til nord på en helt vidunderlig måde.

Andre bøger, der kan anbefales:

Kristuslegender (1904)
Kejseren af Portugalien (1914)
Historien om familien Löwensköld (1925-28)

Selvbiografiske værker:
Mårbacka (1922)
Et barns erindringer (1930)
Dagbog (1932)

Læs om Selma Lagerlöf:
Henrik Wivel: Snedronningen. Gad, 1988
  
Mårbacka Herregården Mårbacka, som Selma Lagerlöf generhvervede til slægten, er i dag indrettet til museum for hende og hendes værk.Besøg dens hjemmeside         

Relaterede links:
Nobels litteraturpris

Selma Lagerlöf i fuldtekst:
Projekt Runeberg

Besøg Värmland på nettet

BogWeb - 1. februar 2002

 

0
Din bedømmelse: Ingen