Klassikeren: 700 år gammel nøgleroman, Dantes guddommelige komedie

Oprettet: 01.02.2001 - 09:00

Af Marit Haugaard, bibliotekar, Aarhus Kommunes Biblioteker

Man kan være ganske sikker på, at der i Dantes helvede findes en afdeling for alle dem, der påstår, at de har læst Den Guddommelige Komedie og refererer til den med stor selvfølge, selv om de ved, at de er fulde af løgn. Jeg melder mig blandt dem. Således indleder Klaus Rifbjerg sin anmeldelse af Ole Meyers nyoversættelse af Dantes Guddommelige Komedie i Information 9.12.2000, og undertegnede kan kun tilstå det samme.

Men ansporet af Rifbjergs blændende anmeldelse og fremhævelse af Ole Meyers evne til at genskabe Dantes historie i sublime, nye danske vers gav jeg mig selv den i julegave med det faste forsæt at læse en sang hver aften, således at jeg - meget passende - kunne være færdig til påske, som er det tidspunkt romanen foregår.

Helt så velsmurt er det ikke gået, men det er ikke bogens skyld, udelukkende andre, forstyrrende gøremål. Jeg har dog læst så meget, at jeg er sikker på at læse den til ende, måske endda før påske, for når man først kommer i gang, går det strygende.

Komedien
Den Guddommelige Komedie består af 100 sange fordelt med 33 på hvert af de tre afsnit plus en indledende sang. Her møder læseren hovedpersonen - Dante selv - langfredag, den 8. april 1300 og følger ham til vejs ende, som nås torsdag ugen efter. I starten er han er faret vild:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge. (I,1-3)
Men heldet er med ham, Vorherre har på Beatrice's opfordring sendt ham en følgesvend og vejleder, antikkens store digter Vergil, og denne tager sin opgave meget alvorligt. Han gelejder ham kyndigt ned til Charons båd over floden Styx, og de færges over til de katolske dødsriger: Helvede, Skærsild og Paradis.

Helvedet
Her møder de alle slags syndere: løgnere, mordere, sodomitter o.s.v., for hver synd findes der en pinsel - korrupte embedsmænd koges eksempelvis i beg.
Men også ulovligt elskende er at finde i helvede, bl.a. et par fra den tids Firenze, Paolo da Malatesta og Francesca da Rimini, som blev myrdet af den jaloux ægtemand, og som om det ikke var nok er de nu dømt til evig pinsel. Man kan også genkende en del af Dantes politiske fjender i denne afdeling, hvilket sikkert ikke gjorde ham særligt populær i visse kredse. Nøgleromanen er ikke en moderne opfindelse!

Purgatoriet
Så kommer Purgatoriet - eller Skærsilden. Her brænder der en evig ild, hvori de sjæle lutres, for hvem der endnu er håb, bl.a. dødssynderne: SALIGIA = superbia (hovmod), avaritia (griskhed), luxuria (nydelsessyge), invidia (misundelse), gula (frådseri), ira (vrede) og acedia (sløvhed). Da de nærmer sig toppen af Skærsildsbjerget overtager Beatrice vejledningen, og det er Dante jo ikke utilfreds med.

Paradiset
Dante er nu ved Vergils og Beatrices hjælp nået igennem til Paradiset, hvor han møder Bernhard af Clairvaux (1090-1153), der var en meget central skikkelse i Middelalderen og den tids ultimative åndelige vejleder. Her skal han bestå de sidste prøver, før han når til vejs ende, og alt kan ende lykkeligt.

Dante Alighieri (1265-1321)
Forfatteren til Den Guddommelige Komedie tilhørte formentlig det bedre borgerskab i Firenze. Som ni-årig mødte han den jævnaldrende Beatrice Portinari, som han blev dybt betaget af, og hun formodes at være forbilledet for romanens Beatrice.

Han var engageret i lokalpolitik og sad i en periode i byens øverste råd. Under en konflikt var han på den tabende side, og fra 1302 måtte han leve i eksil i forskellige italienske bystater.  Han vendte aldrig tilbage til sin fødeby, og Den Guddommelige Komedie antages at være fra denne periode.  Han døde 1321 i Ravenna, hvor han stadig ligger begravet til trods for nutidens Firenzes anstrengelser for at hente deres berømte bysbarn hjem. 

Casa di Dante
I Firenze bør man aflægge et besøg i Casa di Dante, Via Santa Margherita 1. Huset, der ikke er hans barndomshjem, er indrettet til museum og giver en god indføring i hans liv og tid.  Et rum er helliget oplæsning på italiensk af Den Guddommelige Komedie, en smuk oplevelse også selv om man ikke forstår italiensk.

Den nye oversættelse
Danmark er i de senere år, som det tidligere har været omtalt i BogWeb, blevet beriget med en række nyoversættelser af de store klassiske værker. Nu er turen kommet til Dantes Guddommelige Komedie, som Ole Meyer har fornyet og oversat til et ligefremt og mundret dansk.

Han har også forsynet oversættelsen med et forord og en efterskrift, hvor han sætter værket ind i den historiske sammenhæng og gør begrebet versefødder forståeligt. Dertil kommer et omfattende noteapparat - som ikke generer ved læsningen - samt et afsnit om tekstudgaver og et udvalg af sekundærlitteratur; han fremhæver især Olof Lagercrantz: Fra helvede til paradis; en bog om Dante og hans komedie. Schønberg, 1965. "Skal man læse én og kun én bog om Dante, skal det være denne." (p.600)

Tidligere danske oversættelser
Den første danske oversættelse stod Chr. Molbech (1821-88)for. Den udkom i årene 1851-63 og er skrevet i terziner, dvs. femfodsjamber med tryksvag udgang. Den blev genudgivet i 1966, tre år efter Knud Hee Andersens oversættelse i blankvers, dvs. femfodsjamber uden rim. Endelig har Ebbe Kløvedal Reich udgivet en prosagenfortælling i 1991 med illustrationer af den franske grafiker Paul Gustave Doré (1832-83).

Læs den!
Efter at Danmark nu er blevet begavet med denne nye, meget læsbare oversættelse, findes der ingen undskyldning for at ende i den omtalte afdeling af Dantes Helvede. Jeg vil lade Klaus Rifbjerg få det sidste ord:  Det er altså bare om at komme op af stolen og hen i den igen, for der er guddommelig komedie til alle her og nu og i lang tid fremover.

BogWeb - 1. februar 2001

0
Din bedømmelse: Ingen