Jørn Riel og Vesterbro i København

Oprettet: 01.05.2007 - 11:06

Af litteraturstuderende Martin Laurberg 

Som forfatter ligger Jørn Riel (f. 1931) uden tvivl i den mere pjattede og syrede ende af spektret. Det er ikke tilfældigt, at han ofte betegner sine værker som skrøner. For når man læser Riels bøger, støder man ofte på hændelser, som er højst usandsynlige og ret fjollede – i en af hans skrøner kommer en mand f.eks. i store problemer, fordi toiletbrættet sidder urokkeligt fast på hans ende, da han forsøger at rejse sig fra toilettet.

Den skrøneagtige stil er geografisk bestemt, for Riels fortællinger udspiller sig tit på steder, hvor betingelserne muliggør voldsomt afvigende hændelser. F.eks. foregår en stor del af hans skrøner i det ufremkommelige og barske Nordøstgrønland, hvor polarstorme, temperaturer der muliggør spontant tab af fingre og næse, vilde rovdyr, hård druk og afstande på i hundredevis af kilometer til den nærmeste nabo skaber et helt unikt univers (som selvfølgelig ligger et nogenlunde langt stykke fra virkeligheden).

Riels roman En antikvarboghandlers erindringer fra 1998 foregår ikke i Grønland, men derimod på et sted, som er emne for en mindst lige så intens mytedannelse, nemlig Vesterbro i København. Romanen består af 36 små klip fortalt af en vis R. Hansen, der efter en karriere som brolægger har slået sig ned som antikvarboghandler på Enghave Plads på Vesterbro.
 
Man hører om hans opvækst i ”typiske” vesterbroomgivelser: Hans far drikker tæt, hans gamle bedstefar nedlægger damer på //zahida.kaywa.comstribe (og drikker tæt), hans mosters ben har helt forskellig længde, hans kone får foretaget utallige aborter med en sikkerhedsnål, hans svigerinde er prostitueret, hans bedste ven har en forkærlighed for spanking, alle har trods særhederne hjertet på rette sted, etc. etc. etc.

Det er virkelig underholdende og skør læsning. Men ud over at være sjov er Riels bog også spændende, fordi den er en pastiche på et billede af Vesterbro, som man møder nærmest daglig: det gamle Vesterbro – narkomanernes og drukkenboltenes kvarter, som efterhånden er forsvundet helt. Riels bog stiller forestillingen om det gamle Vesterbro i et sjovt lys, fordi den er så overdreven, at alle kan se, at den er langt ude i skoven. Det er meget forfriskende.

Det trendy Vesterbros forbandelser
Ideen om det gamle Vesterbro er ellers fasttømret i folks bevidsthed. Hvis man går ned på Enghave Plads på en solskinsdag og falder i snak med de folk, der som regel sidder og drikker øl og hygger sig, kan man nemt blive vidne til vrisne miner over planen om at placere en af de nye metrostationer på Enghave Plads. Nogle er sure over, at det store, gamle kastanjetræ //images.larry.aok.dkpå pladsen ifølge planen skal fældes.

Andre er modstandere af metroplanerne, fordi de mener, at den hyggelige stemning bliver ødelagt, hvis pladsen bliver et trafikknudepunkt. Hvis man vil undgå et skænderi, er det tilrådeligt at tilslutte sig den almindelige holdning om, at det er meget bedre at lægge stationen et stenkast væk, på Tove Ditlevsens Plads i krydset af Enghavevej og Matthæusgade.

Sagen om metroen på Enghave Plads er ikke overraskende, for modviljen mod moderniseringen (eller måske nærmere optimeringen, for nu at få den pengegriske side af sagen med) af Vesterbro er velkendt. Man behøver bare at slå op på Wikipedia:

”Vesterbro har i de seneste år, i takt med byfornyelsen opnået status som et smart sted at bo. Efter at have haft et rygte som Københavns luder- og narkomankvarter, hvor kun de fattigste ville bo, er kvarteret det sidste årti blomstret op, dels grundet byfornyelsen, dels fordi de unge, som boede der (fordi det var det eneste sted, de hEnghave Plads fra www.legeplads.kk.dkavde råd til at bo på SU), nu har fået arbejde og flere penge mellem hænderne.”

For få år siden, siger historien, var kvarteret hjemsted for skæve eksistenser. Men nu er det blevet base for intolerante småbørnsfamilier, reklametyper og trendy andelsboligejere – kort sagt folk, der langsomt har udpint kvarteret og sendt de gamle beboere til Nordvest og Vestegnen, og som skulle tage at skrubbe op nordpå til de rige forstæder. Man længes efter det gamle Vesterbro.

Det litterære Vesterbro
For os, hvis erfaring af stedet rækker mindre end ti år tilbage, er det lidt vanskeligt at afgøre, om Vesterbro virkelig nogensinde har været så råt og – ja, topspændende, som rygterne siger. Det er bestemt ingen umulighed. Sikkert er det imidlertid, at historien om det gamle Vesterbros skønhed, uanset om den så er i Westend fra www.westend.dktråd med virkeligheden eller ej, ikke kun er folkeviden, men tilmed ofte bliver brugt som litterært skyts.

Et klassisk eksempel er Dan Turells serie af kriminalromaner om en slidt og street-wise journalist med hjertet på det rette sted, som bliver viklet ind i den ene mere usandsynlige forbrydelse end den anden. I Turells bøger kan man netop læse om det gamle Vesterbro med ludere, lommetyve, slidte bodegaer etc.

Et andet eksempel på en forfatter, der bruger skellet mellem det gamle og det byfornyede København er Søren Ulrik Thomsen, der for et par år siden på en lidt bizar måde forsøgte at positionere sig selv som en slags outsider (hvilket vist næppe kan siges at være hans status) ved at skrive en slagkraftig artikel, der harcelerede imod fornyelsen af byen. Her var det dog ikke kun Vesterbro, men København som sådan, der var i skudlinjen. Men Vesterbro Parti fra Vesterbro fra www.grandts.dker måske det sted i byen, hvor Thomsens modvilje mod tæmning af byen især får brændstof.

Jørn Riels En antikvarboghandlers erindringer er virkelig sjov i forhold til den i folks bevidsthed og litteraturen fasttømrede idé om den gamle, vilde by, som er ved at blive grusomt fortrængt af konsensussøgende børnefamilier. For nok er Riels bog et nostalgisk portræt af gamle dage. Men den er samtidig så langt ude, at man uvægerlig kommer til at trække på smilebåndet. Lad os tage et eksempel. Her er en beskrivelse af madpakkerne på en skovtur:

”De var ens og af en kvalitet, man nok kun kan finde på Vesterbro. Der var højt belagt med tykke skiver rullepølse dækket af blævrende sky, hjemmelavet leverpostej med røget bacon, tre slags salater inklusive en lyserød sommersalat samt tre slags sild af de rigtig salte. Som afsluttende overraskelse var der en fedtemad pr. mand med gåsefedt og groft køkkensalt, som vi alle kendte og elskede fra vores barndom.”

Mere Vesterbro-agtigt bliver det ikke! Madpakkerne er som menneskene: Gammeldags, nede på jorden, af høj kvalitet uden at være prangende og med et nostalgisk touch. Riels portræt af det gamle Vesterbro og dets beboere er sjovt at læse, fordi det på én gang er en nostalgisk beskrivelse af en marginaliseret del af samfundet og en parodi på en forestilling om Vesterbro, som er allestedsnærværende.

0
Din bedømmelse: Ingen