Jammersminde - en litterær triumf

Oprettet: 31.07.2006 - 11:06

 Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

Et af de få større litterære værker, der findes fra den danske renæssance er Leonora Christina Ulfeldts s Jammersminde, det første danske erindringsværk. Med sin fortælling om sit dramatiske liv kom Leonora Christina til at sætte dagsordenen for flere generationernes måde at se en periode i dansk historie på.

Historien om Leonora Christina er velkendt: Hun var Christian den 4.’s yndlingsdatter, der blev gift med Corfitz Ulfeldt, en højtbegavet adelsmand, der med tiden skulle blive rigets hovmester og mægtigste mand, kun for at styrte fra sin position kort efter, at Frederik den 3. kom på tronen. Og Leonora styrtede med. Hun endte med at sidde fængslet i Blåtårn ved Københavns Slot i næsten 22 år.

Men det hårde fængsel kunne ikke knække hende: da hendes nevø, Christian den 5., bestemte sig for at løslade hende, var der ikke tale om, at hun ville forlade fængslet ved aftenstide. Hun insisterede på, at hun ville ”ud med manér”, og det kom hun så. I dagslys, afhentet af sin datter.

Leonora Christine Ulfeldt fra no.wikipedia.orgEn streg i regningen
Resten af sit liv tilbragte hun i Maribo Kloster, hvor hun sad og skrev på det værk, der i sidste ende skulle blive hendes triumf over fjenden, Frederik den 3. og hans dronning Sofie Amalie, nemlig erindringsværket Jammers Minde. Leonora døde i 1698, 77 år gammel.

Det var uden tvivl hendes hensigt, at hendes erindringer skulle udgives efter hendes død, men det skete ikke. Det var en streg i regningen, der dog skulle vise sig at være held i uheld. Først flere hundrede år senere blev manuskriptet fundet i udlandet, og udkom i 1869. Det fik en kolossal opmærksomhed, ikke alene pga. den historiske værdi, men også fordi, det var det, danskerne havde brug for.

Nederlaget ved Dybbøl i 1864 sved stadig, og her var en heroisk dansker, en kongedatter, der havde kæmpet mod overmagten (ikke mindst den tyske overmagt i skikkelse af Frederik den 3.’ tyskfødte dronning) i mere end 20 år uden at blive knækket. Leonora Christine blev tidens heltinde, og hendes rivalinde, Sofie Amalie, blev skurken over dem alle.

Fra det hinsides må Leonora have frydet sig, for helt op til i dag er det sådan, historieskrivningen har været, især i de folkelige versioner. Tænk f.eks. på Herta J. Enevoldsens historiske børnebøger eller maleren Kristian Zahrtmanns billeder af hhv. Leonora og Sofie Amalie, den første skildret som en blid ældre dame, den anden som en oppustet, forfængelig heks.

Blåtårn fra www.eremit.dkEt politisk værk
Jammersminde er i den grad et politisk værk, der fik større effekt end forfatteren kunne have forestillet sig. Hun renser sig selv og sin mand med et snuptag, og fordi hun har ordet i sin magt, tror læseren på hende.

Corfitz Ulfeldt blev i første omgang anklaget for underslæb – efter en besynderlig affære, hvor kongeparret og Ulfeldts gensidigt beskyldte hinanden for planer om giftmord, den såkaldte Dina Winhofers-sag – og parret flygtede til udlandet.

Siden hen gik han i svensk tjeneste og optrådte endda som svensk forhandler, hvilket ikke var ulovligt, men heller ikke heldigt. Også svenskerne blev trætte af Ulfeldt, hvorefter han vendte tilbage til Danmark.

Hvad han havde forestillet sig, ved vi ikke, men han fik lov at bo i Danmark, så længe han holdt sig på Fyn og ikke beskæftigede sig med politik. Det holdt ikke længe. Så rullede det hele. Senere historikere hælder mest til, at Ulfeldt mere eller mindre havde mistet forstanden, men i hvert står det fast, at han tilbød den danske krone til flere udenlandske fyrster.
 
Leonora Christina benægter, at hun og hendes mand var landsforrædere. I Jammersminde drejer hun tingene, så de passer i hendes kram, nemlig at det er hendes halvbror, kongen, og især dennes hustru, der hader hende. Det er ganske vist ikke helt forkert, men den forfulgte uskyldighed, hun ønsker at fremstå som, er alene en litterær skabning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre.

Og den skabning fremstiller hun godt. Palle Lauring har flere steder brugt som eksempel, at da hun bliver arresteret og kropsvisiteret, river hun et brev i stykker og smider det i en lokumsspand. Hun er forarget over de ulækre mennesker, der derefter samler brevet op og limer det sammen, og vi glemmer næsten at stille spørgsmålet om, hvad der stod i det brev. Og sådan narrer hun læseren, der føler medlidenhed og beundring og ganske glemmer, at hendes og i særlig grad mandens meriter i udlandet bestemt ikke var fine i kanten.

Corfitz Ulfeldt fra www.wikipedia.orgLitterært eftermæle
Leonora Christina har med Jammers Minde vist, hvad et litterært værk kan gøre. Det er ligegyldigt, at dagens historieskrivning læser Jammersminde med mere opmærksomme øjne end fortidens.

Det er stadig Leonora, der vinder. Ikke alene var hun vores yndlingskonges datter, hun er endda hans favorit blandt den kæmpe børneflok, han lagde sig til. Hvis man altså tror på, hvad hun selv siger. For det er først og fremmest noget, hun selv fortæller os.

Hendes erindringer beviser, at den, der har ordet i sin magt, er vinderen. For hvad har gjort størst indtryk: den skamstøtte, der blev rejst over Ulfeldt (den befinder sig i dag i Nationalmuseets gård) eller Jammersminde? Trods al skepsis, må man måske erklære sig enig med S. Birket Smith, der i 1900 skrev en indledning til bogen.

Han beskriver ” hendes stærke Vilje, mægtige Handlekraft og aldrig kuede Mod, hendes Aands høje Udvikling og hendes alt opofrende Kjærlighed til Ægtefællen” og konluderer: ”Alt i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som gjør et uudsletteligt Indtryk selv paa den sløveste Indbildningskraft.”
Og tiden har vist, at det ikke er helt forkert.

0
Din bedømmelse: Ingen