Günter Grass - Bliktrommen

Oprettet: 01.05.2002 - 08:00

Af litteraturstuderende Jannie Bendsen


I 1999 fik den tyske forfatter Günter Grass (1927-) Nobelprisen i Litteratur. En pris som blev givet for et langt, spektakulært og nytænkende forfatterskab, hvor værker som Katz und Maus (Kat og mus 1961), Hundejahre (Hundeår 1963), Der Butt (Flynderen 1977), Unkenrufe (Ildevarsler 1992) og ikke mindst debuten Die Blechtrommel (Bliktrommen 1959) i dag står som nogle af de mest centrale.

Grass’ debutroman Bliktrommen udkom i 1959, som på mange områder blev et centralt år i tysk efterkrigstidslitteratur. Udover Grass’ roman kom Heinrich Bölls (1917-85) roman Billard klokken halvti og Uwe Johnsons debutroman Formodninger om Jacob, der begge behandler den nyere fortid, som forfatterne selv omtalte krigen og de vanskelige, traumatiserede år umiddelbart efter.

Bliktrommen er første del af en trilogi, hvor Kat og Mus og Hundeår er efterfølgerne. Alle tre romaner trækker på den pikareske romantradition og de spil, der er mellem de forskellige fortællerpositioner i værkerne knytter tydeligt an til romaneksperimenter som f.eks. Sternes Tristram Shandy (1759-67).

Kort fortalt handler Bliktrommen om 2. verdenskrig og nazisternes drøm om det 3. rige. De historiske fakta og begivenheder fortælles og forvrænges af dværgen Oscar Matzarath, der ved et uheld holdt op med at vokse som 3-årig, da han faldt ned af en trappe. I romanen berettes der om Oscars liv, udvikling og oplevelser og på mange områder er romanen en klassisk dannelsesroman i stil med f.eks.

Goethes Wilhelms Meisters Læreår, men på væsentlige punkter bryder den stilen, og afviger således væsentligt fra den klassiske dannelsesformel som fremlægges i Goethes værk. Romanen fremstår i stedet som en art "misdannelsesroman", hvor hovedformålet er at berette om den tyske dannelses forfald som følge af det nazistiske styre og krigen.

Vi møder Oscar første gang som 30-årig, hvor han indespærret på en sindsygeanstalt anklaget for mord, nedskriver sine erindringer og minder fra livet. Som skrevet tidligere holdt Oscar som 3-årig op med at vokse og denne standsede vækst bliver helt centralt for hans perspektiv på verden og på hans omgivelser.

Oscar er en outsider, der betragter verden med en helt speciel distance. Han er skyld i sine forældres og en barndomsvens død og for at overleve dels sin personlige historie dels den historiske nazistiske, tyske virkelighed har forfatteren udstyret Oscar med to hjælpemidler, en bliktromme og hans stemme.

Bliktrommen er for det første en ting, som han bruger til at tromme fortiden frem med. Med den kan han som fortæller skabe bevidsthed om de konkrete historiske begivenheder og som barn protestere mod den til tider groteske voksenverden. For det andet er trommen et symbol på et væld af følelser, der kun kan udtrykkes i en forvrænget form.

Det andet hjælpemiddel som Oscar er i besiddelse af er hans stemme, der har den fantastiske egenskab at kunne sprænge glas i tusinde stykker. Ofte retter den unge Oscar sin stemme mod den passive, konservative og småborgerlige verden som han stammer fra og hader af hele sit hjerte.

Oscar er sig som fortæller bevidst, at hans historie berettes af en forfatter og i passager af romanen omtaler han da også sig selv i 3. person. Dette fortælletekniske greb muliggør en form for ironisk distance til de konkrete historiske begivenheder som for mange tyskere på dette tidspunkt (slutningen af 1950’erne) endnu var forbundet med smerte, trauma og skyldfølelese over krigen og Holocaust.

Det store spørgsmål var hvorvidt og i så fald hvordan man æstetisk og litterært kunne prøve på at forstå, behandle og formidle de rædselsfulde erindringer om krigen og dens følger uden at forenkle eller banalisere dem? Hvordan kunne det tyske folk "lukke" historien (og dermed komme videre), men stadig erindre og repræsentere den så man ikke i fremtiden gentog fortidens rædsler?

Den tyske kulturkritker Adorno mente, at det efter krigen ikke var muligt at skrive uskyldig lyrik eller lave andre æstetiske repræsentationer af Holocaust, men andre var af en anden opfattelse som f.eks. Günter Grass og den senere teoretiker Geoffrey Hartman, der i sit indledende essay "Darkness visible" i bogen Holocaust remembrance skriver, at for at få forståelse for en begivenhed som 2. verdenskrig og Holocaust er det nødvendigt at fremmedgøre en for mennesket allerede fremmedgjort begivenhed.

Dette skal ifølge ham gøres igennem kunsten, så de eksisterende symboler omkring Holocaust bliver banale og rituelle i stedet for virkeliggørende. Det vil altså sige, at man ved en æstetisk videregivelse og repræsentation af erindringen om Holocaust gør en konkret historisk oplevelse til noget abstrakt.

Det betyder ikke nødvendigvis, at det er abstraktionen der er vigtig. Ved æstetisk repræsentation gør man ligeledes begivenheden sanselig og konkret (forstået som fysisk og håndgribeligt). Man forsøger ved hjælp af kunst at fremmedgøre en kendt traumatiseret historisk begivenhed, "vride" skønheden ud af den og derved "æstetisere" erindringerne.

Det er netop det Grass gør i sin roman. Oscars ironiske distance, forvrængninger af fortiden (og dermed konkrete historiske begivenheder) og i sidste ende nedskrivningen og dermed æstetiseringen gør, at man som læser kan nærme sig en ellers uskrivelig, uforståelig og traumatiseret del af historien, nemlig 2. verdenskrig og dens følger som f.eks. Holocaust.

Romanen åbner op og giver mulighed for refleksion på en anden måde end den en historiebog eller tal ville give mulighed for. Romanen udtrykker dermed en spænding mellem det konkrete og det abstrakte mellem historie /fakta og erindring om krigen og Holocaust.

0
Din bedømmelse: Ingen