Fem forfattere på shortlisten til debutantpris

Oprettet: 13.09.2017 - 15:23

To digtsamlinger, to romaner og en novellesamling er netop shortlistet til Munch-Christensens Kulturlegat og afspejler mangfoldigheden hos årets debutanter.


De fem shortlistede forfattere er:

- Andreas Pedersen: Fryden

- Sophia Handler: Feberfrihed

- Signe Maxen: Sort galde

- Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte

- Mette Zingenberg: Min lille horror

 

De to shortlistede digtsamlinger Fryden og Feberfrihed er fyldt med smukke og originale sætninger. Andreas Pedersens digtsamling 'Fryden' kredser om livet og skriften: ”det sker at jeg bare ligger og læser/glemmer at spise/det eneste, jeg tænker på/er, hvordan jeg skal leve mit liv/for at leve som den sætning."  Digtene rummer fine iagttagelser af det nære; familien og opvæksten i alt dens menneskelighed og skrøbelighed og ikke uden patos. Forfatteren vandt Blixenprisen 2017 for årets litterære talent, og værket er ifølge Litteratursidens anmelder en yndefuld rumsteren i erindringen”.

Også i Sophia Handlers vibrerende digtsamling 'Feberfrihed' spiller erindringen en stor rolle. Digtsamlingen er bygget op om det lyriske jegs urovækkende erindringer fra skolen, gymnasiet og universitet, og digtene viser på en elegant og fortættet måde, hvordan det er at leve med angst: ”dagene kan være sværere at holde styr på end et net med appelsiner”. Samlingen er spækket med sanselige billeder, som ikke er til at slippe, og som læseren også kan mærke på egen krop. I gengivelsen af hvordan kroppen mærker omverdenen flyder sanserne ofte sammen i en synæstisk sansning. Sjældent er angst beskrevet så smukt, stærkt og sanseligt på samme tid i nyere dansk poesi!

 
Sygdom og alkoholisme

Der er tematiske tråde fra 'Feberfrihed' til Signe Maxens roman Sort galde, som handler om angsten for at blive voksen og de ambivalente følelser ved kvindekroppen. Hovedpersonen Sigrid fortæller om et forløb, fra hun kontakter lægen på grund af diffuse mavesmerter, som hun tilskriver sort galde, til hun er blevet udskrevet fra hospitalet med nervøs spisevægring. Sproget er poetisk og flydende, og skildrer spiseforstyrrelsens væsen så uhyre præcist: ”Jeg er tiltrukket af de blå fingre, jeg savner dem. Jeg savner det slørede syn, de tavse tarme. De usikre ben, jeg savner udmattelsen. Min afhængighed af sulten kan føles større end noget andet. Det er en besættelse, der erstatter alt. Også alt det jeg elsker.”.

Liv Nimand Duvås roman Vi er vel helte er en af de litterært mest vellykkede bøger i disse år om at vokse op med en alkoholiker. Gennem et både smukt og nøgternt sprog viser bogen både en mands deroute i takt med at alkoholen tager magten, og hvordan misbruget griber mere og mere ind i datteren Billies liv i forsøget på at redde hendes elskede far. Som Billie siger det, da hun forlader sit aktivistkollektiv og kæresten i Berlin: ”Jeg har ikke noget at sige. Verden forsvinder. Jeg kommer hjem.” Frustrationen skrives ikke eksplicit frem i Duvås afdæmpede prosa, men antydes under overfladen, i alle datterens afkald.

I Mette Zingenbergs novellesamling Min lille horror hersker en nærmest grum og kvælende stemning. De seks noveller firegår i Barcelona og andre eksotiske steder, og der er brutale beskrivelser af   sygdommes effekt på menneskets krop og sind. Zingenberg leger elegant med gys og gru i flere af novellerne; særligt i titelnovellen ’Min lille horror’ foldes den magiske realisme i fortællingen ud. De sære syner og den tand, som gror i hovedpersonens næse, og fører til syrede scener,  er ret fantastisk læsning. Både tema og stemningen i disse velskrevne noveller minder lidt om Fjer af Ursula Scavenius, som vandt debutantprisen sidste år.

De fem shortlistede værker, der er udkommet på både små og store forlag, afspejler den mangfoldighed, der i det hele taget ses hos årets debutanter, ligesom de fem værker vil appellere til forskellige typer af læsere. Værkerne, der har været i betragtning til prisen, er udkommet mellem 1. august 2016 og 1. august 2017.

  

Prisoverrækkelse den 29. september
Der er spænding til det sidste om hvilke to forfattere, der hver modtager prisen på 50.000 kr. til prisoverrækkelsen den 29. september kl. 16.00 på Vejle Bibliotek. Prismodtagerne offentliggøres samme dag.

Litteratursiden er partner i prisen, der med 2 x 50.000 kr. er Danmarks største debutantpris. Som en del af partnerskabet sætter Litteratursiden fokus på tendenserne hos årets debutanter i et stort tema. Desuden bliver juryens taler til de to prisvindere publiceret på Litteratursiden. 

I november præsenterer vi en paneldebat om debutanter med kritiker Lars Bukdahl og professor Anne-Marie Mai fra juryen samt sidste års debutantprisvinder Ursula Scavenius. Undertegnede er moderator for debatten, som finder sted den 10. november kl. 14 på Litteratursidens stand på Bogforum i Bella.

 

 FAKTA OM BODIL OG JØRGEN MUNCH-CHRISTENSENS KULTURLEGAT

Legatet blev stiftet efter Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til to yngre forfattere, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006. Forfattere som Kim Leine, Asta Olivia Nordenhof, Hanne Højgaard Viemose, Caspar Eric og Yahya Hassan tidligere modtaget Kulturlegatet.

Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg, og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

0
Din bedømmelse: Ingen