Det tyvende århundredes slægtstavle. Om Gunnar Staalesen

Oprettet: 31.08.2007 - 18:06

Af litteraturstuderende Martin Lamberth

”Familierne Brandt, Dünner, Frimann og Gade, Helgesen, Moland, Nesbø og Pedersen.” Privatdetektiv Varg Veum opsummerer de involverede slægter i slutningen af Aftensang, tredje bind af Gunnar Staalesens monumentale portræt af det tyvende århundredes Bergen fra nytårsnat 1899 til nytårsnat 1999.

På den første side af 1900 – Morgenrøde myrdes konsul Carl August Frimann. På den sidste side af 1999 - Aftensang finder mordgåden sin løsning. De 100 år og 1800 sider, der ligger imellem, involverer tre-fire generationer af ovennævnte otte familier, samt yderligere et par stykker i periferien. Det er med andre ord et yderst omfattende persongalleri og et veritabelt virvar af handlingstråde, den norske forfatter beder sin læser holde rede på. Hvis romanerne har nogen egentlige hovedpersoner, er det byen og tiden.

Forside af Gunnar Staalesen '1900 Morgenrøde' fra www.borgen.dkFra isolation til integration
I år 1900 var Norge et fattigt bondeland, et lydrige under den svenske konge, og Bergen en isoleret by, omkranset af høje fjelde uden synderlig kommunikation med resten af riget, endsige verden. En tur til Oslo var en længere rejse — flere dage med skib — og ikke noget man sådan bare lige begav sig ud på.

I år 1999 ser alt anderledes ud. Bergen er ikke længere fysisk isoleret fra resten af landet. Morgenrøde beskriver jernbanens indtog i Bergen, med den fornyede forbindelse til Oslo og resten af Norge, den bringer med sig.

I Aftensang, hvor de ufattelige summer, der dagligt hentes op af Nordsøens olielommer, med ét slag har forvandlet Norge fra tilbagestående skandinavisk periferi til verdens absolutte økonomiske elite, springer bergensiske forretningsfolk blot på ruteflyveren for at gå på restaurant i hovedstaden, eller tage en tur i teatret. Teknologi og velstand har integreret Bergen i den norske nation, der fremstår langt mere samhørig end tidligere.

Forside fra Gunnar Staalesen '1950 High Noon' fra www.vborgen.dkNy isolation
De nye tider er dog ikke lutter velstand og fornyet fællesskab. I kølvandet på den økonomiske optur følger øget individualisme og egoisme, og traditionelle samfundsstukturer opløses i rasende fart. På en måde handler Aftensang om, hvordan det, der skulle have været den gyldne tidsalder — med uanede rigdomme og ny teknologibåren sammenhængskraft i nationen — alligevel ender med at blive den mest kuldslåede og isolerede tid af dem alle.

Mange af passagererne på de rutefly, der nu binder Norge sammen i hidtil uset grad er børn. Børn, der sendes fra hverdagsmor til weekendfar, frem og tilbage mellem parterne i forliste ægteskaber: ”I store ventesale stod deres forældre og ventede, mødrene som sendte dem af sted, fædrene som kom og hentede, fædrene som returnerede dem, og mødrene som stirrede utålmodigt på ankomsttavlerne.”

Hvor de store konflikter i Morgenrøde var industrialiseringens arbejdsmarkedsopgør, med solidaritet som nøgleord i den stadigt stærkere fagbevægelse, og High Noon var præget af modstanden mod den tyske besættelse, er situationen noget mere deprimerende i Aftensang.

Olieboomets løfte om hurtige penge får politikerne til at blæse på arbejdsforholdene, og lovgivningen undermineres af en lind strøm af dispensationer fra sikkerhedsreglerne. Da katastrofen indtræffer og hotelplatformen ”Alexander Kielland” kæntrer i Nordsøen med 123 døde som følge, undskyldes det fra officielt hold med, at hvis reglerne skulle have været fulgt, var olieudvindingen blevet langsommeliggjort.

Billedet af Torgeir Kleppe, der raver alene rundt i det iskolde og kulsorte vand, er meget langt fra de solidariske masseaktioner under sporvognsstrejkerne i Morgenrøde.

Forside fra Gunnar Staalesen '1999 Aftensang' fra www.borgen.dkVenstrefløjen, som burde forsøge at begrænse den kapitalistiske totalegoisme, er splintret i et utal af fraktioner: Marxister, leninister, maoister og socialister har travlt med at beskylde hinanden for at være kontrarevolutionære klasseforrædere i stedet for at kæmpe for social retfærdighed. Da en ung revolutionær har formastet sig til at gå i seng med en socialdemokrat, smides han ud af sin leninistiske studiekreds med denne svada til begrundelse:

”At du har blandet en manglende ideologisk styrke med småborgerlig svaghed og er gået i seng med en repræsentant for klassefjenden...”

Farvel til et århundrede
Som nævnt i artiklens begyndelse, er det et ganske omfattende virvar af bergensiske familier, der udgør Gunnar Staalesens persongalleri. Til hjælp for læseren har forfatteren inkluderet mere end tyve siders slægtstavler bagerst i bogen, og de er både nødvendige og helt utilstrækkelige. For slægterne bliver mere og mere forgrenede.

Mængden af fætre og kusiner, niecer og nevøer, grandfætre og grandkusiner vokser nærmest eksponentielt for hver generation. Dette stamtræets iboende princip er i sig selv med til at give læseren en fornemmelse af forvirring og isolation, der på sin vis spejler det dystre billede, Staalesen tegner af vores sociale situation ved overgangen til det 21. århundrede.

Forsiden af Staalesen trilogien fra www.pluto.noDet er symptomatisk, at den forbrydelse, der indleder Aftensang, er en sædelighedsforbrydelse. En 11-årig pige bortføres og udsættes for grove seksuelle overgreb, der sætter sig dybe ar i hendes sjæl. Hun lider som voksen af overvældende angstanfald, der til tider er så voldsomme, at hun bliver ude af stand til at færdes på gaden blandt andre mennesker. Velkommen til 1990’erne, version Staalesen: isolationens og det sjælelige mørkes tid.

Da mordet på Carl August Frimann langt om længe løses af Staalesens ”faste” privatdetektiv, Varg Veum, er det kun til glæde for konsulens 100-årige datter. Ingen af de øvrige personer kan bruge svaret til noget som helst, på trods af, at mordet på sin vis har involveret dem alle. 

0
Din bedømmelse: Ingen