Derfor nordisk litteratur

Oprettet: 01.02.2002 - 09:00

Af Erik Skyum-Nielsen, oversætter, anmelder m.m.

Det bør aldrig kunne gå hen og blive en borgerpligt at læse litteratur. Mange klarer sig som bekendt ganske glimrende uden, og det er immervæk lysten, der driver værket, når vi taler om læsning. Man finder sin egen vej ind i bøgernes brogede verden, og prøver nogen på at skubbe til eller trække i én, ja, så gør man uvilkårligt modstand.

Det er på denne baggrund med blandede følelser, jeg efterkommer en opfordring fra BogWeb til at anbefale læsning af nordisk litteratur. Jeg mener, tænk hvis man i misforstået iver kom for skade at skræmme nogen væk, som før eller siden helt af sig selv ville have fundet vej til værker fra Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og det samiske sprogområde…

Det hele ligger derude og venter på dig, og nærmer du dig, sker det under alle omstændigheder i dit helt eget tempo. Måske du skal læse Borges, før du opdager sagaerne. Måske kan du først få glæde af Jan Kjærstad, når du er blevet træt af Paul Auster. Måske er du nødt til at pløje dig igennem tyve latinamerikanske eksempler på "magisk realisme", inden du får øjnene op for, at nordiske fortællere som Knut Hamsun, Selma Lagerlöf, Halldór Laxness og William Heinesen allerede har dyrket den slags i over hundrede år.

Selv en passioneret bogsluger eller en blot almindeligt litterært interesseret borger bør ikke skamme sig over ikke at læse nordiske bøger, dersom han eller hun vel at mærke bedre kan lide noget andet. Læselysten styres af så mange mærkværdige kræfter, som vi vel dårligt nok kender, og kvalitet, den kender ikke til sproglige og geografiske grænser. Forfattere vi holder af, vælger vi ikke på baggrund af lokale, nationale eller regionale interesser, men ud fra simpel og basal menneskelig nysgerrighed efter at lære nye opdigtede verdener at kende og få indblik i nye måder at forme sproget på i roman, novelle og digt.

Hvorfor læse nordisk litteratur?
Men man kunne jo overveje, hvad man i givet fald snyder sig selv for, hvis man, som vi jo siger, vælger det nordiske fra. Først og fremmest narrer man sig for en nem og direkte adgang til dybe læseoplevelser. Sagen er jo nemlig, at det historisk, politisk, socialt, kulturelt og især sprogligt betingede fællesskab mellem de nordiske lande giver os mulighed for, forholdsvis let at tilegne os hinandens litteratur, sådan at hver bog potentielt spiller på større dele af vort åndelige modtageapparat end værker fra andre egne af verden. Landenes historie er gennem århundrederne blevet filtret tæt ind i hinanden, og hverdagens tilværelse følger langt hen ad vejen de samme skrevne og uskrevne love. Det indebærer, at samtalen om og med litteraturen hurtigt kommer derhen, hvor tingene for alvor bliver interessante.

Ikke mindst i kraft af hurtige og effektive medier er vort kulturelle rum blevet større, den omgivende verden på godt og ondt rykket tættere på. Det betyder imidlertid omvendt, at den enkelte egn, nation eller region har fået øget mulighed for at skelne sin kulturelle egenart, hvilket for vort vedkommende vil sige, at Danmark, Norge og de øvrige nordiske lande for øjeblikket nærmer sig hinanden, i den forstand, at den øgede internationalisering giver os det sammenligningsgrundlag, der måske er nødvendigt, hvis vi skal opdage og udnytte vort fælles særpræg uden som f.eks. englænderne at blive selvtilstrækkelige isolationister, og uden som f.eks. franskmændene hovent at sætte vor lille provins lig med verden som helhed.

Jeg kan godt forstå de danskere, der ikke føler et specielt nordisk tilhørsforhold, men jeg tror, deres ligegyldighed over for de øvrige nordiske lande har baggrund i en blindhed for det dagligdags, enkle, spontane, og jeg tror ikke, vi kan undvære de dele af vor personlige og kollektive historie, der handler om lige netop dét.

Bliver danske forfattere spurgt, hvilke forfattere de læser, og hvilke de især føler sig beslægtet med, vil mange af dem i dag nævne engelske, tyske, italienske, spanske, portugisiske, amerikanske eller latinamerikanske navne. Og nævner de finner, nordmænd, svenskere, færinger, islændinge, grønlændere eller samer, så er det ikke p.g.a. en eller anden heltemodigt kæmpende pan-nordisme, men fordi disse kollegaer siger dem noget på et kunstnerisk plan.

Fællesskabet
Alt dette gør snakken om nordisk litteraturfællesskab til et skrøbeligt og følsomt foretagende. En risiko for forenkling lurer. Og dertil kommer, at der i og imellem de nordiske lande findes lange, sejlivede konflikter og modsætninger.

Færinger, islændinge og grønlændere måtte således op gennem tiden lægge demonstrativ afstand til dansk sprog og kultur for overhovedet at kunne genskabe og videreudvikle deres eget. Det har naturligt nok gjort vore fhv. koloniale undersåtter skeptiske over for en altfor brovtende centralskandinavisk nordisme. Finner, samer og grønlændere hæmmes i fællesnordiske fora af som regel at skulle formulere deres tanker på et andet sprog end det, de tænker og drømmer på.

Nordenskortet falder nemlig ikke sammen med sprogkortet. Og endelig har mange nordboere del i sproglige og kulturelle fællesskaber, der rækker langt ud over Nordens grænser. Finnerne hænger, hvad sproget angår, sammen med samer, estere og ungarere. Men ud fra livsformen kan samerne spejle sig i tunguser og tjuktjer, eller i grønlandske inuit, som igen hører sammen med polarboere i det nordlige Canada. Og hvad med de tyrkere eller pakistanere, irakere elle iranere, der har lært sig dansk, og som respekterer vort lands traditioner uden at ville slippe taget i det land og det sprog hvor de har deres rødder? Kan man fortænke dem i, at de kun tager del i så lidt eller så meget af det nordiske fællesskab som de kan stå inde for?

Under disse omstændigheder gør man nok klogt i at tænke sig det nordiske kulturelle fællesskab som et stort åbent hus, der ligger som manifestation af en sammensat sproglig, kulturel og social historie, et hus, der kan bebos af enhver, der tilegner sig et af sprogene og kan finde sig til rette med det menneske- og samfundssyn, der nu en gang er blevet vort og har sat sit præg på vor politiske og sociale organisation.

Dette sidste er også grunden til, at der for mig ikke er nogen modsigelse i at hævde det nordiske litteraturfællesskab som en bevægelig størrelse, samtidig med at man slår til lyd for fortsat og øget offentlig støtte til institutioner, der har påtaget sig at synliggøre fællesskabet, og initiativer, der tager sigte på at udvikle det videre.

Provins
Hvoraf kommer den forestilling, at nordisk identitet skulle være en syg utopi og ikke en praksisskabende fiktion eller en personlig erfaring? Jeg tror at en del af forklaringen må søges i en forestilling om forholdet mellem center og periferi, en forestilling som er skabt i det vestlige Europa, og som virker undertrykkende på nordisk selvbevidsthed.

Nordisk fortællekunst rummer mange eksempler på en subtil forståelse af stedets og regionens betydning, samspillet mellem lokalt og globalt. Tag en bog som Peer Hultbergs Byen og Verden fra 1992, hundrede korte historier, der tilsammen beretter om livet, sådan som det formede sig i provinsbyen Viborg op gennem det 20. århundrede.

Nogen samlet beretning bliver den aldrig, dens livsbillede fragmenteres, fordi forfatteren har forpligtet sig på dagligtilværelsens perspektiv. Men læseren udsættes gang på gang for en svimlende oplevelse af altings konkrete nærvær. Menneskeskæbner foldes ud med lidenskab, begavelse og humor, egenskaber betinget af at Hultberg på den ene side fortæller om begivenheder, der kunne have fundet sted alle andre steder i verden, men på den anden side forbliver tro mod de former, det almene antog netop i Viborg.

En lignende fascinerende spænding mellem det almene og det specifikke finder man i Dag Solstads romaner fra 1990erne og i en bog som Kerstin Ekmans Hændelser ved vand. Og går vi endnu længere tilbage, dukker det lokale op som voldsomt produktiv inspirationskilde hos William Heinesen (De fortabte spillemænd, 1950; Tårnet ved Verdens Ende, 1976) samt hos Halldór Laxness, Knut Hamsun og Johannes V. Jensen. Og for at nævne et yngre forfatterskab: Einar Már Gudmundssons - fra "Reykjavik-trilogien" og frem til Universets engle, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 1995.

Det nordiske særkende
Spørger man nu, som man vel må, når talen er om en fællesnordisk prisvinderbog, om Universets engle repræsenterer noget, der generelt karakteriserer nordisk litteratur, bliver svaret bekræftende. Den elegance, hvormed Einar Már Gudmundsson forener virkelighedsbeskrivelsen og fantastikken, eller for den sags skyld, realisme og romantik, placerer ham for mig at se i det felt, hvor store nordiske forfattere de sidste hundrede år er søgt ind. Man kan her endnu en gang pege på Heinesen fra Færøerne og Laxness fra Island, på Norges Knut Hamsun og Tarjei Vesaas, den store finske fortæller Veijo Meri eller danske klassikere som Johannes V. Jensen og Karen Blixen.

Gennem læsning, møder, samtaler og oversættelse mener jeg at have fået indblik i, hvordan de nordiske litteraturer kompletterer og supplerer hinanden. Svenskerne er eksempelvis nok bedst til de dybdeborende analyser af skyldbefængt, tungt traumatiseret barndom. Nordmændene er rigtig gode til det historisk og socialt bevidste selvironiske samtidsrids, og hvis de via det nynorske skriftsprog fastholder deres dialekt, kan ingen som de synge en poesi. Finnerne har en slem historie om national og sproglig undertrykkelse og om indbyrdes ufred, som de må fortælle igen og igen. Hos islændinge synes springet kun kort tilbage til en ældre litterær kultur, der var på én gang mundtlig og skriftlig, i særklasse folkelig og dog æstetisk forfinet. Hvad vi som danskere har haft og nu har at bidrage med, bør vi nok lade de andre beskrive.

Skulle man slå ned på nogle særtræk ved stor nordisk litteratur, må det for det første blive dens sans for den langsomme tid, opmærksomheden på overgange, forandringstilstande, de åbne mellemrum - egenskaber, der træder frem i novellers og romaners forløb. Et andet genopdukkende præg afsættes af stedet, lokaliteten, rummet der skaber koncentration. Et tredje fælles træk er forankringerne i en ikke alt for fjern fortælle- og sangtradition. Også når disse træk forvaltes parodisk, selvironisk, slår de kraftigt igennem i den allernyeste digtning.

BogWeb - 1. februar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen