Casablanca på japansk. Om Haruki Murakami

Oprettet: 02.08.2004 - 08:36

Af litteraturstuderende Martin Toft

Superstar i Østasien
I aktuel østasiatisk litteratur findes mange store forfattere, men én af de mest indflydelsesrige er uden tvivl japanske Haruki Murakami (f.1949). Man opererer ligefrem med begrebet ”Murakamis børn”, for der florerer utallige efterligninger af Murakamis banebrydende stil.

Alene i hjemlandet har hans romaner solgt over 12 millioner eksemplarer, og ikke mindst i Sydkorea oversættes alt fra Murakamis hånd lynhurtigt. Hans berømmelse overstiger diverse vestlige rock- og sportsstjerner. Særligt unge japanere i alderen 20-30 år læser med begejstring Murakami, hvorimod det mere konservative og elitære publikum forholder sig skeptisk til hans forfatterskab.
 
Blandt velrenommerede japanske forfattere finder man ikke megen respekt for Murakamis romaner. De ældre kollegaer beskylder ham for at begå to helt grundlæggende fejltagelser: Han skriver for meget om sex, og han overtager alt for meget fra vestlig kultur.

Disse angreb er naturligvis urimelige, men samtidig siger de noget centralt om forfatterskabets litterære projekt: Murakami har nemlig sat sig for at omforme japansk litteratur indefra, så den stemmer bedre overens med det unge Japans selvforståelse. Med andre ord ligner modviljen imod Murakami mest af alt en generationskonflikt i japansk litteratur.
 
Rebel i Japan
Murakamis ambition om at omforme den japanske litteratur har minimum to vigtige motivationer. I et interview har Murakami formuleret den ene sådan:

”Jeg levede på en græsk ø i et par år, og alle jeg talte med sagde: ’Jeg kører Nissan. Det er en meget god bil.’ Det  var trættende, men jeg indså, at Nissan, Casio, Seiko, Honda eller Sony var de eneste japanske ord europæerne kendte - de eneste japanske ting, de kendte. De vidste intet om japansk litteratur og musik. Derfor tænkte jeg: Vi må nedbryde den isolation, japanerne selv har værnet om så længe.”
 
Ambitionen om at nedbryde isolationen har Murakami siden realiseret som et litterært selvopgør. Begge hans forældre underviste i japansk litteratur, men i opposition til traditionen afviser han de sproglige og formelle principper, som længe har haft omfattende indflydelse i Japan.

De klassiske regler og bøger keder ham, hævder han på udiplomatisk vis. Derimod udgør en række vestlige forfattere vigtige forbilleder for Murakami, som selv oversætter amerikansk litteratur til japansk. Murakamis samlede forfatterskab kan ses som et storstilet forsøg på at overføre kvaliteter fra amerikansk til japansk litteratur. Dette har sat sine spor hos Murakami. Uden at være uoriginal vækker hans stil og tone mindelse om folk som Raymond Carver (1939-88) og Raymond Chandler (1888-1959).
 
Den amerikanske litteratur fungerer som inspirationskilde for Murakami, men tematisk er hans romaner tæt forbundet med nutidig japansk kultur og historie. Dette mix af amerikansk litteratur og japansk sprog og kultur er et forholdsvist nyt fænomen i Japan. Her finder man en del af forklaringen på Murakamis tvetydige status i hjemlandet – delvist beundret superstar og delvist uønsket rebel.

Traditionalister mener, at Murakami forbryder sig imod grundlæggende litterære lovmæssigheder, hvorimod det unge publikum betragter ham som talerør for efterkrigstidens moderniserede Japan.
 
Individ versus kollektiv
 Murakami har skrevet flere længere bøger, og alle unge japanere kender romanen Norwegian Wood (1987), opkaldt efter Beatlessangen. Søger man en hurtigere læst indgang til forfatterskabet, kan romanen Sønden for grænsen og vesten for solen (1992) anbefales. Her finder man en række elementer, som er typiske for Murakami.

Som i andre af hans værker bæres plottet af en jeg-fortæller, en midaldrende mand, der er på jagt efter en kvinde (og en kærlighed), som er forsvundet ud af hans liv. Forfølgelsen af den personlige fortid tillader introduktionen af en dybtgående introspektion.

I Sønden for grænsen og vesten for solen fokuserer Murakami på en individuel krise med hensyn til identitet, seksualitet og kærlighed, tematiske fikspunkter, som var uhyre sjældne i japansk litteratur før anden verdenskrig og den efterfølgende amerikanske besættelse.

 'Sødnden for grænsen og vesten for solen af Haruki Murakami. fra www.klim.dkI Sønden for grænsen og vesten for solen finder man en gennemført noir-stemning, hvor der konstant drikkes sjusser, mens regnen falder monotont. Hovedfiguren, Hajime, gennemlever en midtlivskrise, da barndomsveninden, Shimamoto, pludselig dukker op på den succesfulde jazzcafé, han driver i Tokyo.

I håb om at genvinde deres tabte fortid kaster Hajime al forsigtighed over bord – han satser både familie og karriere og forbryder sig i farten imod utallige klassiske dyder. Hovedpersonen er født umiddelbart efter den anden verdenskrig og hans navn betyder på japansk ”begyndelse”.

Navngivningen har et nationalt betydningspotentiale; Hajime er på symptomatisk vis enebarn, og på mange måder figureret som barn af et moderniseret Japan, hvor selvrealisering og individualitet i nogen grad har erstattet et hierarkisk system, baseret på kollektiv disciplin og tavs lydighed. I jagten på Shimamoto tilsidesætter Hajime traditionelle sociale værdier – det respektable liv - og lader sig i stedet styre af sin individuelle drift. 

Velkendt, men fundamentalt anderledes
Typisk for Murakami overlejres handlingsplanet ligeledes af en række populærkulturelle skemaer, hentet fra moderne film- og musikklassikere. Sønden for grænsen og vesten for solen henter eksempelvis en tydelig inspiration fra filmen Casablanca (1942) med Humphrey Bogart (1899-1957) og Ingrid Bergman (1915-1982), to elskende, som ikke kan få hinanden på grund af ydre omstændigheder.

Den lokale geografi og de traditionelle madretter skaber romanens grundlæggende realitetsniveau, men en række internationale populærkulturelle fortællinger kobles med romanens specifikke handlingsspor. Resultatet af dette sammenstød bliver for alvor interessant, idet en række mere eller mindre uforklarlige hændelser ryster den litterære virkelighed gennemgribende.

Murakami har et uproblematisk forhold til magiske og overnaturlige indslag, hvilket påvirker begivenhederne i Sønden for grænsen og vesten for solen på afgørende vis. De vestlige elementer står ikke uantastet, men sammensættes på dynamisk vis med litterære virkemidler, hentet fra en mere unik og lokal østasiatisk sammenhæng.

I dette kulturelle mix opstår de romaner, som har gjort Murakami til litterær stjerne i både den østasiatiske region og USA. Den japanske virkelighed skrives sammen med en international kultur, en kobling, som åbenbart finder genklang i mange yngre læsere. Måske fordi Murakami minder dem om, at deres problemer og følelser kan genfindes overalt - blot i variabel form.

Ønsker man et nuanceret billede af det moderne Japan, kan man kun anbefale en rundtur i Haruki Murakamis romaner, som på en og samme tid fremstiller en velkendt og alligevel fundamentalt anderledes virkelighed.

5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 vote)