Barbariske børn i William Goldings Fluernes herre

Oprettet: 29.09.2006 - 18:06

Af litteraturstuderende Martin Laurberg 

Hvorfor er børn så onde ved hinanden? Hvorfor kan de ikke bare løbe rundt og lege fredeligt sammen?

Hvorfor er der altid én, der vil bestemme over de andre? (Hvem har ikke leget ”Kongens efterfølger” eller ”Pæren blinker” – den leg, der handler om at finde ud af, hvad man skal lege, hvor alle kommer med forslag, mens der er én, som er autoritet og bedømmer de andres forslag som enten 'skraldespand' eller 'postkasse'?).

Ja, måske kunne man få svar på de spørgsmål ved at anbringe en flok skolebørn på en øde ø og holde øje med, hvordan det udarter sig imellem dem. Det er, hvad den engelske forfatter og Nobelprismodtager William Golding har gjort i sin debutroman, klassikeren Fluernes herre fra 1954.

En flok skoledrenge er strandet på en øde ø et sted under varme himmelstrøg. Deres fly er styrtet ned, og ingen ved, hvor de er. Desuden er der måske heller ikke mange, der bekymrer sig om dem. For i bedste efterkrigsstil er der atomkring, og deres familier er sandsynligvis omkommet.

Drengene er nu tvunget til at organisere sig for at overleve længe nok til, at der kommer et skib forbi, som kan redde dem. Og det kommer ikke til at gå så let, som man kunne håbe. Inden længe er det fredelige fællesskab slut, og drengene har forvandlet sig til vildmænd, blodtørstige jægere og afgudsdyrkere.

//w1.1396.telia.comEngelske herremænd og barnlige kostskolebørn
Goldings bog kan læses som en parodi på engelsk klassementalitet. For selv om de er isolerede, falder drengene hurtigt ind i et velkendt mønster: De, som bestemte hjemme i England, skal naturligvis også bestemme på øen, hvorimod de, som enten er for små eller af andre grunde ikke egner sig som ledere, må makke ret.

Desværre er der flere konger end kroner. Det udvikler sig hurtigt til en magtkamp, hvor den respektindgydende Ralph bliver valgt som leder, mens den overlegne Jack, som inden flystyrtet har været frontfigur i et drengekor, må tage til takke med at blive nedstemt. På sidelinjen står den bebrillede, overvægtige, snusfornuftige og lidt sleske Tykke, som er for upopulær til at kunne få lov at bestemme.
 
Men selv om Fluernes herre er et forsøg på at parodiere den engelske klassementalitet, så er den samtidig helt gennemsyret af børnenes sprog og tankegang, og heri ligger dens spændvidde. Den handler om forholdet mellem civilisation og vildskab, men filtreret gennem børnenes virkelighedsfjerne urimeligheder, kærlighed til røvere og soldater og frygt for det ukendte. Golding laver hele tiden en sær blandig af britisk herrementalitet og barnlighed. Her er f.eks. Jack, idet børnene forsøger at organisere sig:

”Jeg er enig med Ralph. Vi må have love og rette os efter dem. Vi er jo ikke vilde. Vi er englændere, og englænderne er de bedste til alting i hele verden. Derfor må vi gøre det helt rigtige.' Han vendte sig til Ralph. 'Ralph, jeg deler mit kor – mine jægere, mener jeg – i grupper; så skal vi være ansvarlige for, at bålet bliver ved med at brænde -”
 
National overlegenhed, 'min far kan banke din far'-retorik og drengedrømme om at lave bål og gå på jagt i stedet for at synge i kor bliver her blandet sammen i én pærevælling. Det skræmmende og gribende ved Goldings bog er netop, at den ikke er firkantet civilisationskritisk.

Den er ikke en opdateret Robinson Crusoe om konflikten mellem engelsk civilisation og vildmarken, og den handler heller ikke om det uciviliserede i alle mennesker – selv om den ofte bliver læst sådan. For skønt forholdet mellem England og ødemarken er vigtigt i bogen, så er det centrale tema børnenes måde at håndtere situationen på. Alt bliver filtreret gennem deres bevidsthed, og det får hurtigt det hele til at løbe af sporet.

Gate fra www.travellerspoint.comRadikale cowboyer og indianere
Knap er drengene ankommet til øen, før nogle af de yngste i gruppen begynder at klage over et uhyre, som de mener huserer på øen. De ældre drenge forsøger først at mane dem til ro. Men børn er børn, og inden længe har frygten spredt sig som en steppebrand. Det kulminerer, da tvillingeparret Sam og Eric, som går under navnet SamEric, ved et uheld støder på liget af en faldskærmssoldat i mørket og mener at have set Uhyret (der er gået fluer i liget, heraf bogens titel).
 
Herefter eskalerer begivenhederne. Jack laver en alternativ gruppe med sig selv som leder, og efterhånden slutter alle undtagen Ralph og Tykke sig til ham. Den nye gruppe opfører sig som vildmænd. Som en udvidet og helt anderledes alvorlig udgave af indianerne i 'cowboyer og indianere' maler de sig i hovederne, går på jagt og laver offerritualer til Uhyret.
 
Goldings bog er en historie om en flok børn, som er vokset op med Daniel Defoes Robinson Crusoe, R.M. Ballantynes The Coral Island og Joseph Conrads Mørkets hjerte. For den civilisationskrise, der foregår på øen, foregår præcis, som man kender den fra andre ødemarksbeskrivelser.

Og ligheden bliver tilmed fremstillet helt eksplicit i børnenes måde at opfatte deres situation på, fordi Golding bestandig kaster sig ud i barnlige beskrivelser af deres overvejelser over forholdet mellem barbariskhed og civilisation. Livet er videnskabeligt,” siger den snusfornuftige Tykke som en slags gentagelse af fysiklæreren på sin skole.

”Reglerne er det eneste, vi har,” siger Ralph som et referat af sin historieundervisning. Og da SamEric, som er nogle af de sidste til at forlade Ralphs gruppe, i et dramatisk klimaks bliver taget til fange af Jack, bliver det hele malet op som et stort drama: Sam Erics protester kom fra selve civilisationens hjerte.” De ord kommer ikke fra en fortæller, der beskriver sagerne objektivt, men fra en, der har lært, hvad der er på spil i den slags situationer, ved at læse eventyrbøger.

//tashaphotography.comNærmere end som civilisatorisk afsporethed fremstår børnenes barbariske liv på øen som et forvrænget udslag af klassiske børneproblemer som frygt for mørket, hjemve og hårdkogt mobning.

Til at begynde med møder de livet på øen med overleveret vildmarks-, overlevelses- og jægerfascination. Efterhånden som tiden går, bliver de fanget af deres idé om livet i vildmarken, og de forvandler sig virkelig til små vildmænd med et ærefrygtigt forhold til afguder.
 
Så for nu at vende tilbage til eksperimentet med at sætte en flok børn ud på en øde ø og se, hvad der sker, så kan resultatet måske se lidt sort ud. For hvis børnene i Goldings bog i udgangspunktet kan siges at have en indre barbariskhed, så består den først og fremmest af deres barnlighed.

0
Din bedømmelse: Ingen