Balladen om 'De sataniske vers'

Oprettet: 01.03.2003 - 12:53

Af dansk- og historiestuderende Nanna Rørdam Knudsen

To indiske skuespillere, den forgudede Bollywoodstjerne Gibreel Farishta, og Saladin Chamcha, manden med de tusind stemmer, falder bogstaveligt talt ned fra himlen på den engelske kyst. For Gibreel er det et første besøg i England, for Saladin er det en hjemkomst – tror han. Der er nemlig sket mærkelige ting, mens de to mænd faldt mod jorden fra en eksploderende jumbojet. Den ene har fået glorie, mens den anden antager en mere og mere uhyggelig lighed med djævelen.

Sådan er oplægget til Salman Rushdies forkætrede roman De sataniske vers (1988, da. 1989), der skulle resultere i, at forfatteren i de næste ti år havde en dødsdom, en fatwa, hængende over hovedet. Romanen handler om kampen mellem godt og ondt, om ethvert menneskes kapacitet til at begå såvel gode som onde gerninger. Samtidig er det en bog om at være fremmed i et land, og om hvordan oprykkede rødder og adskillelse påvirker mennesker.

Romanen er fyldt med tragikomik, blandt andet når der fortælles om familien Sufyan, der er indvandrere og bor i samme hus, men alligevel i vidt forskellige verdener. Der er også elementer af det farceagtige i historien om missionæren Eugene Dumsday, der har været i Indien for at fortælle om de mange farer ved Darwins evolutionsteori (som han anser for at være årsagen til narkotikamisbruget og enhver form for usædelighed), og som til sin store forbavselse er blevet mødt med ligegyldighed i Rotary i Cochin.

Den ene af hovedpersonerne, Gibreel Farishta (Gabriel Engel, som navnet betyder) har mistet sin tro og demonstrerer det ved at proppe sig med svinekød. Og så er det, hans mareridt begynder, drømme, hvor han er Ærkeenglen Gabriel. Drømmene handler alle om troens og åbenbaringens natur og om konsekvenserne af tro – eller af mangel på samme.

Gibreel ødelægges lidt efter lidt af sin mangel på tro, og hans manglende evne til at adskille drømmene fra det vågne liv gør ham vanvittig. Han er flygtet til England, i håb om at drømmene vil holde op, når han opsøger den smukke, bjergbestigende Alleluia Cone, som han ser som sit livs kærlighed. Flugten kan imidlertid ikke stoppe drømmene, og trods den store lidenskab mellem de to, kan de ikke undgå voldsomme sammenstød. Gibreels jalousi og besiddelsestrang puster yderligere til hans slumrende vanvid, som Alleluia bliver ét af ofrene for.

Saladin Chamcha, romanens anden hovedperson, er ikke plaget af religiøse spørgsmål. Han har lagt Indien bag sig og er blevet mere britisk end en indfødt englænder. På en turné til Indien opdager han imidlertid, at hans engelskhed begynder at krakelere, og hans fortrængte indiske jeg begynder at kigge ud mellem sprækkerne. Hjemkomsten til London bliver et mareridt for ham.

Hans kone tror, han er død, og nægter at anerkende hans genfødsel i djævleskikkelse. Grundlaget for hans tilværelse – hans kone, hans engelskhed - er forsvundet, og meget mod sin vilje må han søge hjælp hos ”sine egne,” andre indvandrere, som han afviser at have nogen form for slægts- og fællesskab med.

 Poul Lange. Fra www.gyldendal.dkDet var Gibreels drømme, der var stridens æble, da De sataniske vers udkom. I nogle af drømmene føler Gibreel, at Profeten tvinger ham til at åbenbare nogle af de love og regler, som den islamiske tro er bygget på. Som ærkeengel er han temmelig magtesløs og føler, at han bliver styret af Profeten, ikke omvendt, som man måske ellers kunne forvente.

Romanen er imidlertid ikke en tilsvining af den islamiske tro. Det påstås ikke, at Profetens tilhængere er afskum, eller at Muhammed er homoseksuel, eller hvad der ellers blev påstået i kampens hede. Romanen tager afstand fra enhver form for fanatisme, ikke kun den religiøse. Den kritiserer enhver form for intolerance. Men den anerkender menneskets ret til at tro og det behov, der eksisterer hos den ikke-troende for at erstatte kærligheden til Gud med en anden form for åndeligt indhold i tilværelsen.

Gibreels historie er fortællingen om en mand, der mister sin tro uden at kunne erstatte den med noget andet. Han plages selv ulideligt af sine drømme, og gennem dem ødelægges han af sin tabte tro. Saladins historie er fortællingen om at blive tilgivet på trods og om uventet at få en chance til. Saladin overlever, fordi han anerkender kærligheden og forsoner sig med fortiden og sin egen oprindelse.

I hele debatten om romanen har Rushdie fastholdt kunstens ret til diskutere vigtige emner, som f.eks. tro og racisme. ”Sproget og fantasien må ikke spærres inde, for så dør kunsten, og sammen med den en lille smule af det, der gør os til mennesker,” skriver forfatteren selv i et forsvar for sin roman. Diskussionen om ytringsfrihed versus intolerance var ikke uvæsentlig, og den er bestemt ikke blevet mindre aktuel siden 1989.

Desværre har den hidsige debat om bogen i høj grad ignoreret det faktum, at De sataniske vers ikke er en debatbog. Det er en roman. De færreste af deltagerne i striden ulejligede sig med at læse den, det er blevet en bog, alle føler sig i stand til at udtale sig om uden at have læst den, og det er en skam. Det er en bog, der er værd at læse, fordi den er morsom, tragisk, fantasirig og underholdende.

Rushdie, Salman: I god tro, og Tusind dage i ballon, i: Fantasiens hjemlande, Samleren 1992.

0
Din bedømmelse: Ingen