Året har 16 måneder

Oprettet: 12.03.2005 - 13:05

Året har 16 måneder
af cand.mag. Marianne Bugge

 

 

... og i den måned, der hedder marts, fylder digteren Henrik Nordbrandt 60 år.
Naturligvis har et år i virkeligheden ikke 16 måneder, men Nordbrandt har skrevet et digt, der bærer titlen “Året har 16 måneder” (fra Håndens skælven i november, 1986). Det lyder sådan her:
 
              “Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”
 
I digtet har året faktisk 16 måneder. For november optræder fem gange. Ved gentagelsen får Nordbrandt meget enkelt og elegant udtalt essensen af denne mørke, kolde, regn- og stormfulde  måned, samt sin egen oplevelse af den. For han har det ikke så godt med mørke, kulde og regn. Som han i det hele taget ikke har det så godt med Danmark. 
Henrik Nordbrandt blev født d. 21. marts 1945. Uønsket, som han tørt bemærker. Gennem sin opvækst var han ofte syg  vinteren igennem. Og jævnt ulykkelig over livet. I Danmark. Derfor har han det meste af sit voksenliv valgt at leve under varmere himmelstrøg: bl.a. i Grækenland, Spanien, Tyrkiet, hvor lyset virker undergørende på et mørkt sind.
Som forfatter debuterede han med digtsamlingen Digte i 1966. Fra begyndelsen høstede han fine anmeldelser og har siden udgivet en række digtsamlinger. Et par børnebøger, en agentroman, en tyrkisk kogebog, en dagbog, en erindringsbog og forskelligt andet. Men det er først og fremmest som digter, han lyser op på den danske litteraturhimmel. Og det hidtidige højdepunkt i forfatterskabet kom med tildelingen af Nordisk Råds Litteraturpris 2000 for digtsamlingen Drømmebroer.
             
Rejsen som motiv
I mange af Nordbrandts digte optræder rejsen som  motiv. Billedet er nærliggende, fordi han selv har rejst meget. Og selv er en rejsende sjæl, der ikke føler sig hjemme noget sted: “Hjem er det som dør af at blive” skriver han, og som sådan er det svært at blive hjemme, at skabe et hjem, at finde et hjem, at komme hjem. Det kommer til udtryk i digtet “Hjemkomsten” (fra Opbrud og ankomster, 1974):
 
              Dine Forældre
              er blevet forældre
              til andre
              og dine søskende, naboer.
              Naboerne
              er blevet naboer til andre
              og de andre bor
              i andre byer.
              I andre byer vender de hjem
              nøjagtig som du.
              Og de finder dig
              lige så lidt
              som du finder dem.
 
Når hjemkomst ikke er mulig, må livsrejsen nødvendigvis fortsætte - som en kæde af opbrud og ankomster. At opleve livet som en rejse og ikke at føle sig hjemme noget sted er en erfaring, der lejrer sig  med moderniteten -  og det er et gennemgående motiv i megen modernistisk litteratur, som Nordbrandt også føler sig i slægt med.
 
Kærligheden er så logisk
Kærligheden står som modsvar til den rastløse livsrejse. Kærligheden ligner øer. Holdepunkter.
 
              “Kærligheden er så logisk:
              Alle modsætninger bliver forudsætninger
              og sætningerne kommer forud
              for logikken: Jeg elsker dig, fordi det er sådan.”
 
(fra Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte, 1975) Nordbrandt har skrevet mange kærlighedsdigte. Smukke og ømme. Med motiver fra eksotiske egne. Det fragmentariske liv kan glimtvis glemmes i det nærvær, som kærligheden rummer. Men kærlighed er ikke blot nærvær: “Den bliver først helt sig selv...  forstår først sin placering / på lyden af havet / mod de kyster, den altid rejser fra”, siger Nordbrandt i digtet “Kærligheden ligner øer” (fra Forsvar for vinden under døren (1980). “Efter at have elsket ligger vi tæt sammen / og på samme tid med afstand mellem os” lyder det trist i digtet “Sejlads” (ligeledes fra Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte). Man er tilstede - og alligevel ikke rigtig. “Bortnærværelse” kalder Nordbrandt det med et selvopfundet ord.
 
Døden
Døden spiller en afgørende rolle i Nordbrandts forfatterskab. Som metafor. Som et billede på stilstand, efterår, ophør, menneskets melankoli. Og  intetheden. Men døden er også konkret. I 1991 oplevede Nordbrandt at miste sin veninde. Hun døde. Pludseligt. På sorgen skrev han  nogle af sine bedste digte. I digtet “Aftensol” (fra Ormene ved himlens port, 1995)  er døden smerteligt håndgribelig:
 
              På alle mure faldt aftensolen
              På en eneste hvid mur.
              På tunge, rustne hængsler
              der engang havde været grønne
              stod døren åben
              ind til mørket.
 
              “Hej” råbte jeg, så det genlød
              i hele dalen
              og en krage fløj skrigende op.
              Der var ingen andre end dig
              der ikke svarede
              i hele verden.
             
Der er ingen, der svarer den ensommes råb. Men mest er det hende, der ikke svarer.
 
Ode til en gammel Alf
"Alf og damerne’ troede jeg det hed / det blad, min moder købte hver uge". Sådan lyder indledningen på Nordbrandts måske kendteste digt (fra Violinbyggernes by, 1985). Det handler om en drengs beundring af ham Alf, der har  noget kørende med en masse damer. Og skuffelsen over at indse, hvordan det virkelig hang sammen, da han lærte at læse. Digtets næstsidste strofe lyder sådan her:
 
              “O, damer! Og I, småpiger
              som lærdom endnu ikke har ødelagt.
              Tænk en gang imellem
              på stakkels, gamle Alf.”
             
Nu fylder gamle Alf så 60. “Ode til en gammel vin” er titlen på et af hans andre digte. En ode er et hyldestdigt. Og vin bliver bedre, når den ældes. Derfor kan man skrive en ode til en gammel vin. Det kan man også gøre til  Nordbrandt. Han har fra første færd, siden han debuterede for snart 40 år siden, stået som en af vore allerstørste digtskrivere. Og som den gamle vin bliver han stadig bedre. Derfor denne ode til stakkels, gamle Alf!

 

0
Din bedømmelse: Ingen