Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg blandt mine julegaver fik bogen "Zornig - vrede er mit mellemnavn" af Lisbeth Zornig Andersen. Forfatteren, som nu formand for Børnerådet, havde jeg i forvejen set og hørt på TV, hvor hun fortalte lidt om sin miserable opvækst og om, hvordan hun alligevel, på trods af extremt dårlige odds, kom ud på den anden side og blev mønsterbryder og i dag er den fanstastiske person, som jeg tror hun er.
Det blev en læseoplevelse, jeg aldrig vil glemme, om et barneliv og ungdomsliv, som ingen børn bør opleve. Lisbeth Andersen fortæller sin historie roligt og stilfærdigt og alligevel bliver man så dybt rystet, at ens hjerte græder. Man bliver også vred - lige som Lisbeth, der oven i købet (det er næsten skæbnebestemt) bærer navnet zornig som mellemnavn, og som betyder vrede på tysk.
Gennem pressen hører vi jo igen og igen om misrøgtede børn, ser grimme billeder og utrolige beretninger - så er det Tøndersagen - så Brønderslevsagen og nu en plejeforældresag fra Mern o.s.v.. Man kan næsten ikke fatte, at ingen fik øje på, hvor slemt det stod til. I Lisbeth Andersens bog er der fine fotos af hende selv og familien. Det ser såmænd ud, som de har det hyggeligt. Men, det var kun overflade. Billederne lyver.
Jeg vil gerne anbefale denne bog. Man kan ikke lægge den fra sig, før man er nået til sidste side.
Det er første gang, jeg anbefaler en bog til Litteratursiden, og jeg er spændt på, om der er nogen, der følger den op.
Godt Nytår til alle.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Denne bog bør alle læse/lytte til.
Så forstår befolkningen den vrede der er i børn/unge, som oplevere dette og andre grusomme omsorgssvigt der er i Danmark.
Og hvorfor de reagere som de gør, langt ind i deres voksen liv.
En bog der sætter tankerne igang, hvorfor det er så svært at hjælpe disse børn og unge.
Dejligt at det gik godt for Lisbeth, men hun har også sine problemer dagen idag.