Ved Vejen af Herman Bang

Oprettet: 01.03.2007 - 12:06

Bog: "Ved Vejen" af Herman Bang

Bogens forside

Skildring af en stationsforstanderindes korte og bittersøde kærlighedsoplevelse i en lille stationsby i slutningen af 1800-tallet.

Originaludgave 1886

Forfatter: 
Herman Bang
Udgivet: 
1974
Forlag: 
Borgen : i samarbejde med Nyt dansk Litteraturselskab
Sidetal: 
271
Lån bogen - Køb bogen

Den lille roman ”Ved Vejen” portrætterer sin hovedperson og hendes miljø med et forvirrende kalejdoskop af replikker og handlinger, der munder ud i en realistisk klarhed, der fænger.

 
Anbefalet af Sidsel Sander Mittet, danskstuderende v. Syddansk Universitet, Odense

Herman Bangs lille mesterværk ”Ved Vejen” (oprindeligt trykt i novellesamlingen ”Stille Eksistenser” 1886) har været en klassiker i umindelige tider – og den holder stadig.

Bogen handler om den unge Katinka Bai, der frivilligt har giftet sig med den joviale bulderbasse, stationsforstander Bai. Men Bais vulgære livsglæde ligger for langt fra Katinkas selvudslettende, stille og følsomme natur til, at ægteskabet kan være lykkeligt.

Katinka mærker først for alvor håbløsheden, da forvalter Huus kommer til den lille by. I ham finder hun en sjæleven, og de forelsker sig i hinanden. Katinka vælger dog at følge konventionerne og blive hos sin mand. Huus rejser, og derefter sygner Katinka hen og dør. Ved hendes kiste afsynges bryllupssalmen, som hun selv har ønsket.

Herved slutter romanen dog ikke. Slutningen får et ekstra vip, da Bai tager til København for at se ”hvordan den vrikker…” – midt i sine eskapader får han tid til at købe en gravsten med et billede af to hænder, der rører hinanden og over dem - en sommerfugl. Ironien er slående.

Romanen er et lille kunststykke, der med sin fragmentariske stil bevirker, at man føler, man er til stede midt i historien. Som en usynlig iagttager bliver man lukket ind i de skæbner, Herman Bang har skabt og får lov til at følge dem igennem en periode af deres liv.

Der bliver ikke givet nogen forklaringer - kun beskrivelser, og handlingen bindes ikke sammen af nogen overordnet fortæller. Alle personerne får gennem deres tale og handlinger lov til at definere sig selv og omgivelserne. Dette er gjort så mesterligt, at selvom der nogle steder ikke angives, hvem der taler, er man ikke i tvivl – det kan afkodes ud fra replikkerne.

Katinka Bai er måske ikke en heltinde efter nutidens stærke, individualistiske kvinders smag, men det er umuligt ikke at leve sig ind i hendes situation og føle med hende.

Romanen kommer til at stå som et monument over en stille eksistens, der er for vag og konventionel til at gribe livet, men alligevel er så levende som et produkt af en forfatters fantasi kan være!

'Ved Vejen' af Herman Bang. Gyldendal, 2006. 204 sider - (Første udgave 1886 i 'Stille Eksistenser')

Lån bogen på Bibliotek.dk

Køb bogen