Siddhartha i Santiago de Chile

Oprettet: 30.01.2012 - 23:15

Bog: "Siddhartha" af Hermann Hesse

Bogens forside

Om en from brahmanersøn, der i sin søgen efter sandheden forkaster sine fædres tro. Hans vej går gennem askese, møde med Buddha, kærlighedsoplevelser og et verdsligt liv, før han falder til ro

Forfatter: 
Hermann Hesse
Oversætter: 
Karl Hornelund
Udgivet: 
2008
Forlag: 
[Gyldendal]
Sidetal: 
126
Lån bogen - Køb bogen

Det var i 1970, i Santiago, at jeg læste Siddhartha for første gang - og få linjer før bogens afslutning, kunne jeg ikke forhindre tårerne.

 Den bog blev et centralt element i den enorme ændring, som allerede var begyndt at ryste mit korte, men intense liv. Jeg var lige fyldt 16 år.

 Alle skønlitterære bøger kan yde en form for indflydelse på éns tanker.  Så langt så godt. Men, begynder man at indrette sine handlinger efter de tanker en bog har igangsat… ja, så har den bog påvirket éns liv.

 For nogle måneder siden, sendte DR en dokumentar om hippierne i 60erne. Her så jeg en tysker omtale Siddhartha, og den store betydning bogen havde haft dengang han var hippie. Det tilskyndede mig til at skrive disse linjer. I årenes løb har jeg mødt en del mennesker fra forskellige lande, som også havde læst Siddharta i slutningen af 60erne og i begyndelsen af 70erne. Nogle erkendte, næsten som var det en tilståelse, at den bog havde været en skelsættende oplevelse.

 Jeg forestiller mig at en kort beskrivelse (som kan føles lang), af min egen oplevelse af Siddharta, måske kan fortælle noget om hvorfor og hvordan bogen gjorde, og måske stadig gør, så stort indtryk hos nogle af sine læsere. Det skorter nok ikke på artikler om Siddharta. Men, hvis ikke andet, så kan jeg puste lidt liv i ellers døende erindringer.

 Løst fortalt: Siddhartha er navnet på bogens hovedperson; en ung brahminsøn, hvis liv allerede er tilrettelagt af hans familie og den herskende tradition. Handlingen udspiller sig i en slags overæstetiseret antik-Indien. En dag, og mod sin fars ønsker, beslutter Siddhartha sig for at rejse hjemmefra og finde livets ultimative sandhed. Denne sandhed er - også - en mental tilstand (bl. a. nævnes "den højeste erkendelse", Atman, Nirvana, m.m.), er en forløsning fra den almindelige, vante menneskelige bevidsthed. Søgen fører Siddhartha gennem en lang og skiftende rejse. Siddharta bliver samana; en blanding af fakir og hellig mand, der lever i skovene, faster, mediterer og tigger mad når han kommer til byerne. Siddhartha møder Buddha, den oplyste, der har nået det højeste bevidsthedsstadie, et menneske kan. Siddharta bliver den skønne kurtisane Kamalas elsker. Siddhartha bliver forretningsmand, og derefter en hensynsløs, fordrukken gambler og ågerlåner, der har glemt alt om den sandhed, han engang søgte. Siddharta falder i meningsløsheden, vender ryggen til sin rigdom, vandrer igen i skovene og ender hos en bådsmand, han har mødt tyve år tilbage. Siddharta bliver en desperat fader, da hans forkælede søn løber fra ham. For hver livsændring Siddhartha gennemgår, rammes han af dybe, uventede erkendelser. Siddhartha bliver selv bådsmand og bor i en hytte ved flodens bred. Og så bliver Siddhartha… ja, hvad de fleste af os forhåbentligt vil en dag; gammel og klog på sig selv og på livet - og, som jeg forstod det, alt tyder på at han fandt den længe søgte sandhed, hvad denne så end er.

 Fortællingen om Siddharta gik en lang vej før den nåede frem til min fattige Santiagoforstad, hvor unge mennesker, i 1969, var begyndt at eksperimentere med stoffer, esoterik og mystik. Bogen blev oprindeligt udgivet i Tyskland i 1922. Så i USA i 1951, hvorefter den cirkulerede blandt den såkaldte beatgeneration i 50erne - og senere blandt hippierne i 60erne. Den første version på spansk er fra 1950. I 1968 var der i Santiago en centralt beliggende park, der fungerede som samlingspunkt for byens få, men temmelig iøjnefaldende hippielignende unge. Nogle af disse, de mere velhavende, havde været i San Francisco og andre større amerikanske byer, og de kendte til Siddhartha.

 Den første gang jeg hørte om bogen var en sen nat, jeg stod på et gadehjørne sammen med Celso, Pedro og Juan Carlos og røg marihuana. Vi var barndomsvenner, omkring samme alder, opvokset i San Joaquín, et område med hundrede vis af sociale boliger. Juan Carlos fortalte om denne utrolige bog, han havde fået af sin storesøster, der boede sammen med en amerikaner/chilener i et hippiekollektiv i udkanten af Santiago.

 Siddhartha... titlen på bogen var imponerende. Forfatterens navn lød utvivlsomt tysk. På den tid i Chile, var alt tysk synonymt med grundighed og intelligens. Og så foregik handlingen i Indien, som stod for mystik og åndelighed. Det pegede alt sammen i retning af noget helt anderledes end alt dét, jeg havde læst før.

 Juan Carlos havde endnu ikke læst bogen færdig. Men, han ville allerede gerne fortælle Celso, Pedro og jeg noget: At Siddhartha kunne faste, vente og tænke... og udover disse tre ting, behøvede han intet andet for at klare sig i verden.

 Et menneske, i fantasien eller i virkeligheden, som ikke behøvede andet end at faste, vente og tænke? Det var simpelthen det sejeste Celso, Pedro og jeg længe havde hørt. Det var en total afvisning af alle de værdier, vi var vokset op med.

 Resten af den uforglemmelige nat, vandrede vi gennem San Joaquíns overbefolkede betonklodser, røg marihuana og talte og talte... mest om Siddharthas ligeså simple som fantastiske evner.

 Hvis vi kunne faste, ville vi blive meget mindre afhængige af mad og penge. Hvis vi kunne vente, ville vi kunne kontrollere os selv, være ligeglade med at få gode karakterer i skolen, være ligeglade med at finde os en pæn pige at gifte os med, ligeglade med et sikkert job for resten af livet. Og var vi i stand til at tænke - ja, virkelig tænke... ville vi kunne få svar på de mange spørgsmål, som at ryge marihuana og læse esoteriske bøger afstedkom.

 Vores opdragelse havde været meget religiøs og gudfrygtig. Og hvis vi kunne tænke, ville vi bryde med Gud; denne almægtige alvidende, som overvågede alle vores handlinger og forhindrede os i at være individer.  Kunne vi faste, vente og tænke… så ville vi ignorere omgivelserne, samfundet og hele verden. Nærmere kunne man ikke komme uovervindelighed, frihed.

 Nogle dage senere læste jeg den  åbenbaring af en bog, som formulerede på et følelsesmæssigt niveau alt det, som jeg gerne ville med mit liv. Ja, Siddharthas fortælling romantiserede den livssituation, jeg selv befandt mig i. Jeg havde tvivlet, frygtet det uoverskuelige opgør som ventede mig. Men nu voksede min beslutning om at bryde ud af et liv, jeg ikke selv havde valgt, og som jeg oven i købet fandt udsigtsløst.

 Siddharthas Indien var poetisk, naturskønt, intellektuelt. Chile var et fattigt, kaotisk, intolerant land, plaget af kriminalitet samt voksende politisk vold. Der var ingen skøn Kamala, der ventede med en sublim seksuel oplæring. Ingen lærdomsgivende flod med en idyllisk bred, som man kunne slå sig ned på som bådsmand. At "søge sandheden", eller "finde sig selv", ville blive en hel del hårdere og mere risikofyldt end i bogen. Men jeg var fuld af mod. Jeg havde øjnet en uimodståelig mulighed: At blive hovedpersonen i min egen fortælling.

 Simpelt stillet op... hvor mange der læser en krimi, beslutter sig for at blive privatdetektiver? Holdt nogen op med at være kommunister, fordi de læste George Orwells 1984? Hvor mange blev fandenivoldske bohemer af at læse Henry Millers bøger - eller, overlod valget af deres handlinger til et terningekast, efter Terningemanden af George Cockroft?

 En dansk forfatterinde gav mig følgende bud på forfatteren Roberto Bolaños popularitet blandt litterater og forfattere. Bolaño skulle have romantiseret litteraturen og, ikke mindst, forfatteren som person og som profession. Vil nogen beslutte sig for at blive forfattere efter at have læst Bolaño? 

 Den første forklaring på Siddharthas psykologiske slagkraft ligger selvfølgelig hos forfatteren og hans evner. Bogen er hamrende vellavet. Hesse havde indgående kendskab til det, han skrev om. Han havde nemlig selv været en slags eksperimenterende sandhedssøger. Siddhartha var et minutiøst planlagt projekt til netop videregivelse af disse erfaringer.

 Og så er der fortællerstemmen; gammeldags, og samtidig så højtidelig og poetisk at den får fortællingen til at fremtræde tidløs - og ligeledes stedløs, for Indien og narrativens begivenheder reduceres til et minimum; det nødvendige til at drive Siddhartha frem. Mens jeg læste, tænkte jeg knap nok over at handlingen foregik i Indien, og slet ikke over at det var en bog skrevet næsten et halvt århundrede før.

 Her er et brudstykke fra bogens anden side, fra den første danske udgivelse i 1959:

    Således elskede alle Siddhartha. I alle skabte han glæde, alle beredte han fryd.

    Men sig selv beredte han ingen glæde, ingen fryd. Vandrende på figenhavens gange, siddende i den blålige skygge i betragtningens lund, tvættende sine lemmer i det daglige sonebad, ofrene i mangoskovens skyggemørke, førende sig med fuldkommen afstand, elsket af alle, til glæde for alle, i sit eget hjerte bar han dog ingen glæde. Drømme og rastløse tanker kom strømmende til ham fra flodens vand, kom funklende fra nattens stjerner, fra solens stråler, drømme og hvileløshed i sjælen kom til ham fra offerildens røg, fra Rig-Vedas vers, fra de gamle brahmineres lære.

 Endnu en forklaring på Siddharthas forførelse er tiden; 60ernes hippieånd. Siddharta landede hos en bevægelse, som var svævende, fuldstændig uorganiseret og, frem for alt, ny og uerfaren. Til sammenligning kan jeg tilføje, at gik man med tanker om at blive venstreorienteret revolutionær, fandtes der ikke alene masser af litteratur og ligesindede, men også et kæmpe apparat i form af partier og alskens politiske fraktioner. Noget lignende var tilfælde, hvis man følte sig tiltrukket af kristen mystik.

 De chilenske hippier havde lige fra begyndelsen kastet sig over esoterik og mystik. Santiagos store, specialiserede boghandlere, samt utallige antikvarer og gadesælgere, tilbød relateret litteratur i overmål. Men denne lignede for det meste en slags antikveret faglitteratur. Siddhartha, til gengæld, var en skønlitterær håndbog i ”at søge og finde sig selv”.

 Efter læsningen af Siddhartha følte jeg mig gradvis som mere, eller noget andet, end en fritidshippie der røg sig skæv, var langhåret og lyttede til rockmusik, blot fordi det var moderne. Og, da jeg i følge mine omgivelser endelig var blevet en fuldtidshippie, så opfattede jeg mig overhovedet ikke selv som sådan. Jeg opfattede mig selv som éen, der ledte efter det inderste i mig selv… i ting, mennesker, oplevelser og livet i det hele taget. Ja, den oprørske ungdom kan være temmelig selvhøjtidelig.

 Nu var det ikke sådan at vi gik rundt med bogen i baglommen. Jeg læste kun bogen en gang, og måtte straks give den videre til den næste i læsekøen. Og det var heller ikke sådan at Siddhartha blev forstået som værende virkelig, eller bare nogenlunde virkelig. Siden jeg læste Siddhartha har jeg været af den overbevisning, at den bedste fiktion er den som hurtigt bearbejdes i bevidstheden, men som vokser støt i underbevidstheden. Den, som man ikke kan glemme.

 Ikke alle i min omgangskreds læste bogen. Og ikke alle der læste den, tillagde den en særlig betydning. Men... bøger kan igangsætte deres egne laviner og steppebrande. Og mange, som måske overhovedet ikke kendte til bogens eksistens, blev påvirket af dem, som i sin tid var blevet det. Ja, blot endnu et eksempel på at man sagtens kan blive påvirket af en bog, man ikke selv har læst.

 Juan Carlos, Celso, Pedro og jeg endte som noget helt andet end dét, vores forældre og samfundet havde planlagt for os. Vi fortsatte ikke med vores studier. Vi flyttede hjemmefra, hvilket var højst usædvanligt i Chile på den tid. Vi kastede os efter alt den sex vi kunne få (ikke særlig meget, til trods for det nye frisind). Konflikten med omgivelserne gik fra latent til voldelig konfrontation med naboerne, med politiet, og med de venstreorienterede bander som overfaldt dem, som i deres øjne lignede hippier - altså; imperialistisk, amerikansk infiltration i Chile.

 Vi fortsatte, trofaste mod den overordnede idé, som var noget i retning af: Kun ved intense oplevelser kunne man komme til at forstå sig selv og livet. Kun ved at bryde med det vante liv, kunne man udfordre sindet og se, hvad man ellers ikke var vant til at se. Der fandtes noget, en forløsende tilstand, hinsides almindeligheden.

 Vi deltog i hemmelige selskaber og i chilenske afdelinger af udenlandske guruer. Vi indtog hallucinatoriske svampe, amfetaminer, LSD, m.m. Vi blaffede og tiggede på landeveje. Vi solgte esoteriske bøger på Santiagos største loppemarked. Vi nægtede at lave militærtjeneste. Vi mødte sjældne mennesker; sektledere, astrologer, rosenkreuzere, healere, spiritister.  På et tidspunkt flyttede Juan Carlos og jeg til et fjerntliggende bjerg, hvor vi sov i en lerhytte, drak vand fra en kilde, sang mantraer, praktiserede yoga, tydede tarotkort, og når vi ikke fastede, spiste vi frugt, svampe og planterødder. To måneder efter var vi tæt på at gå i opløsning psykisk, og var syge af undernæring.

 Juan Carlos, Celso, Pedro og jeg var bestemt ikke de mest radikale. Der var andre som, desværre, langt overgik os i beslutsomhed. Nogle endte som sindslidende vagabonder, og/eller kom ud for slemme ulykker og sygdomme.

Vi opgav søgen på egen hånd, og melde os ind i en sær blanding af en esoterisk sekt og en anarkist bevægelse (selverklæret libertær-socialist). Vi kortklippede os. Tobak og te blev vores eneste stimulanser. Selv sukker forsagede vi. I den bevægelse blev vi pålagt at finde os en samlever, og i mere end et år udsatte vi os for en kombination af klosterliv, militærtræning og ideologisk indoktrinering.

 Men så... i september 1973, hændte det militærkup som vendte op og ned på alt i Chile.

Kuppet udgjorde en grusom påmindelse: Verden var uendeligt meget større og ustyrlig end enhver mulig forståelse af den. Man kunne blive mishandlet eller forsvinde når som helst. Bevægelsen vi deltog i, blev erklæret ulovlig og forfulgt. Derudover var jeg desertør fra hæren. Sandsynligheden for at komme til at stå på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, steg fra dag til dag.

 Vi satsede på at flygte til Argentina. Vi måtte skaffe nye, midlertidige steder at bo,skaffe  penge og dokumenter. Vi måtte tænke konkret, jordnært. Virkeligheden tillod ikke længere tankeeksperimenter. Virkeligheden krævede overlevelse. 

 Omkring marts 1974, i havnebyen Valparaisos beskidte luderkvarter, stod Juan Carlos og jeg over for en biograf hvis gigantiske, farverige, håndmalede lærredsplakat annoncerede en film: “ZACARÍAS - EL COWBOY PSICODÉLICO”. Det kunne blive en tiltrængt pause fra den spænding, vi levede under.

 Filmen, hvis originaltitel på engelsk er Zachariah, var en surrealistisk, rockmusical iscenesat i den vilde vesten. Forbløffede opdagede vi, at den bærende fortælling var baseret på Siddharta!

 På det store lærred gik den søgende brahminsøn forvandlet til en fjollet cowboy, som inderligt ville være en revolvermand, en hurtig duellant. Buddha, den oplyste, var en super-revolvermand, den allerhurtigste på aftrækkeren; han kunne både dræbe koldblodigt og spille blues på akustisk guitar. Mens Zacarías/Siddhartha gik i seng med kurtisanen Kamala, spillede et rockband omkring deres seng - pludselig hoppede musikerne splitternøgne rundt, osv.

 Der var ikke behov for ord, da vi kom ud af biografen. Vi vidste godt hvad vi tænkte. Desuden langt væk lå de dage, hvor vi fortabte os i lange samtaler om en begivenheds mulige betydninger. Sikken en grotesk film, og dog... netop dens morsomhed og respektløshed virkede forløsende. Jo, til syvende og sidst var Siddharta kun en fortælling.

 Zacarías (el cowboy psicodélico) havde bekræftet noget, vi allerede var blevet nødt til at konkludere: At de nye udfordringer vi stod over for krævede, at vi vendte ryggen til Siddharthas tid og stemning. Og det havde vi gjort.

 Seks måneder senere, ankom jeg til Danmark.

 Rubén Palma

 

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - oktober 2017

15.10.2017 - 11:13 - Marit

Wassmo og Pamuk, Marstrand-Jørgensen og Gazan  –  det bliver ved og ved. Jeg har endnu ikke læst septembers must-reads, og nu snapper oktober mig i haserne.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - september 2017. 2. del

19.09.2017 - 10:11 - Marit

Sluk telefonen og lad græsset gro – de gode bøger står i kø for at blive læst.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

04.09.2017 - 12:12 - Marit

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - august 2017

07.08.2017 - 08:53 - Marit

Peter Poulsen, Zadie Smith og Paula Hawkins – lidt for enhver smag.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - juni 2017

07.06.2017 - 20:42 - Marit

Koreanske vegetarer, amerikanske slaver i fortid og fremtid, agitprop, Første verdenskrig og kærlighed er noget af det, årets første sommermåned byder på, og som vi kan glæde os til.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - maj 2017

03.05.2017 - 21:32 - Marit

Forårssæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget at glæde sig til. Bl.a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - marts 2017

02.03.2017 - 14:05 - Marit

Der er gang i udgivelserne derude, man bliver helt svedt. Morten Ramsland, Emma Donoghue og meget andet, der ser godt ud.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - februar 2017

02.02.2017 - 13:12 - Marit

I februar får vi nyt fra gamle og unge danske forfattere, samt en hel del etablerede nordmænd/kvinder, bla. a.

Blogindlæg: Ny skønlitteratur - januar 2017

03.01.2017 - 20:57 - Marit

Hvad vi ikke nåede at læse i 2016, kan jo læses i 2017 - men bøgerne kommer i skarp konkurrence med de nyudgivelser, der allerede trænger sig på.

Temaer

Gå på opdagelse i Litteratursidens temaer og bliv klogere på nye tendenser,  genrer og markante emner i litteraturen.