Pandaemonium er bogen for dig, som er til zombier, blod, indvolde og horror i al almindelighed.
Ved første øjekast virker Pandaemonium, som en lidt uoverskuelig opgave. Bogen er tyk, uhandig og ikke videre nem at læse når man ligger i sengen... men men men, når man så kommer tættere på og får læst bagsideteksten, så er man solgt. I hvert fald hvis man er til zombier, blod, indvolde og klamhed i rå stil.
Har man først fået sig sat til rette i sofaen med en kop et-eller-andet og fået begyndt på bogen vil man da også hurtigt opdage at Silvestris roman hører med til en af de bedre zombieromaner i nyere tid. Det er svært at forny en genre hvor grundprincippet er at de døde genopstår og giver sig til at æde de levende, men Silvestri formår at give historien et nyt tvist ved IKKE at lade epidemien starte pga. en menneskeskabt fejl eller et virusudbrud. Ideen med at det er fluer, som er "baggrunden" for epidemien er både nyskabende og beskrevet på en sådan måde at man aldrig vil se på den almindelige husflue på samme måde igen.
Holder man af zombiegenren vil man uvilkårligt genkende forskellige andre romaner og films "indflydelse og ideer" i Pandamonium. Romero's "Living Dead" filmserie, som lagde grundlaget for genren er svær at se bort fra. Dennis Jürgensens "Kadavermarch" og "Kadaverjagt" hvor de overlevende ønsker at forskanse sig på en øde ø og hvor redningen i sidste ende kommer i form af en helikopter. At hunde kan blive til zombier ser man i filmserien "Resident Evil" og selv tanken om at katte er vigtige og kan fornemme det onde har man set før, nemlig i Stephen Kings "Sleepwalkers".
Om det fra forfatterens side er bevidst eller ej at flere af romanens elementer minder om ting man har set før ødelægger på ingen måde historien. Man sidder ikke tilbage med tanken "Øv, det har han jo bare hugget fra...". Det er mere "Hey, det er jo li'som i... gad vide hvad der sker nu?"
Persongalleriet i romanen spænder vidt og man kommer hurtigt ind under huden på personerne... også dem som får en hård og til tider hurtig exit af romanen. Der bliver ikke lagt fingre imellem og de ubehagelige typer skildres som det de er. Igen virker det som om at Jürgensens "Kadavermarch" har haft en vis indflydelse på hvordan bogens personer mødes. Tilfældige mennesker ramler sammen og slår følgeskab for så til sidst at forskanse sig et sted og herfra bekæmpe det onde. Det lyder meget ligetil. Menneskeheden mod de levende døde. Men det er her Silvestri viger bort fra "normen". Det er ikke kun de levende døde, som er ude efter bogens "helte". Noget ondere står bag og kan styre "svagere sind" til at fuldføre hans ønsker.
Det virker rigtig godt og meget overraskende at der springes i tid. Man har lige vænnet sig til at fluerne har skabt zombierne og det nu er op til menneskeheden at stå fast. Vores helte har fundet ind til ondets rod og… så ”dør” de og der springes i tid. Vi følger nu nogle andre et sted langt fra epidemiens epicenter og opdager at vores ”døde” helte fra før ikke er så døde alligevel. Flugten til Christiansø virker også meget naturlig og logisk og man føler virkelig med beboerne da de angribes af ikke bare de levende døde. Det er en rigtig fed detalje at de døde har fulgt med tiden og er blevet til mumie-zombier og derved er væsentligt nemmere at gøre kål på.
Mange gange når man læser en roman, læser man den for underholdningens skyld. Det er ikke meningen at man skal tænke selv, men i ”Pandaemonium” får man begge dele. Historien er til for at underholde, men indholdet får også læseren til at tænke. Hvem er Pelle egentlig? Hvorfor er Elias så vigtig? Hvad er det for en fortælling/ legende beboerne bruger? Spørgsmålene hober sig op og de fleste bliver heldigvis også besvaret.
I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman. Der er den rette mængde blod, indvolde og råddenskab. Man kan næsten lugte de døde. Personerne er virkelighedstro og rigtig godt beskrevet. Man kommer til at holde af de overlevende og føler med dem når en af deres nærmeste ”falder”. Udvalget af våben er godt udtænkt og man kan tydeligt mærke at Silvestri har tænkt over hvordan man kan smadre en zombie med hvad man nu lige har ved hånden. Især brugen af motorsav og stunguns er en skøn detalje.
Der er faktisk kun tilbage og sige: Pandaemonium er klam, ulækker og helt igennem værd at sætte tænderne i. Så find fluesmækkeren frem og se at komme i gang med læsningen!
smag på bøgerne – en bid om dagen
og roserne er på deres plads. Men jeg synes du fortæller for meget om hvad der sker i bogen. Er det ikke sådan noget læseren selv skal have lov til at opleve?