James og Hugh er i tresserne og har 25 år yngre hustruer. Aldersforskellen virker større og større, og deres hverdag ændrer sig, selv om alder ikke betyder noget i ægte kærlighed
Joanna Trollope skriver nogle dejlige romaner, hvis man kan lide den stilfærdige engelske humor. I romanen Mændene og pigerne tager hun fat i de problemer, det kan give, når ældre mænd binder sig til meget yngre kvinder. Vi følger to par, hvor mændene er gamle venner fra studietiden. De lever hver for sig et travlt liv, men tilfældigheder bringer dem i en periode tættere sammen. Perioden er turbulent for begge par og i løbet af den tid, der skildres i romanen, tvinges alle til at tage stilling til begrebet alder. Alle bogens personer - unge som ældre - kommer mere afklarede ud af den række af situationer, forfatteren på sin underfundige humoristiske facon lader personer modnes af. En velskreven og underholdende roman for alle. Bogen findes også som lydbog.