Bog

Præstens kone

Af (
1995
)

Anmeldelse

Præstens kone af Joanna Trollope

01 sep.06

Varm og menneskeklog roman om Anna, der gør oprør mod sin stivnede rolles fængsel og kæmper for at opretholde sin identitet som selvstændig kvinde.


Anbefalet af bibliotekar Mie Henriksen, Hammel Bibliotek


Vi befinder os i en idyllisk engelsk landsby med typer som taget ud af en Agatha Christie-roman: det landlige aristokrati, den emsige pebermø, den pensionerede oberst med overskæg og tweedjakke. Alle har deres roller at spille – ikke mindst præstens kone – og ve den, der træder ved siden af.

Gennem 20 år har Anna stået trofast ved sin mands side og forsøgt at gøre, hvad der forventes af en præstekone. Hele tiden med håbet om, at det næste embede ville bringe større tilfredsstillelse og mere end en ussel løn. Da hendes mand må indse, at han ikke når længere op ad karrierestigen, forstener han i skuffelse og bitterhed.

Anna knokler for at holde sammen på familien, men da hun tager et arbejde uden for sognet, forbryder hun sig mod de uskrevne regler, der gælder for præstekoner. Hun opnår dog samtidig en følelse af uafhængighed, som hun har savnet. De mange modsatrettede krav driver hende til sammenbruddets rand – men Anna er en sej kvinde med overlevelsesinstinkt og selvironi. Det samme gælder ikke for hendes mand, og afstanden mellem dem bliver uoverstigelig i takt med hendes voksende appetit på livet og hans tiltagende afsky for det.

Joanna Trollope kan karakterisere sine personer med et særligt tonefald i en enkelt sætning, og hun beskriver med skarp iagttagelsesevne og megen empati Annas følelse af isolation i ægteskabet med en mand, som hun må dele med både Vorherre og menigheden (”det er som at have et meget vanskeligt forhold til en, der altid vender sig halvt væk”).

Vi får mange nuancer med i billedet, bl.a. ser vi også sagen fra børnenes synsvinkel, men først og fremmest følger vi med stor sympati Annas frigørelse fra de normer, der giver hende følelsen af, at hendes personlighed går i opløsning. ”Kirken eller hæren, det kommer ud på et. Når man fylder en mand med ideer om hverv og forpligtelser, forventer man, at hans kone skal føle det som et privilegium at gå ind i det sammen med ham. Det giver mig kvalme.”

Som medsøster kommer man til at holde meget af den ukuelige Anna. Det er en dejlig bog.

Oversat fra engelsk af Vibeke Houstrup efter 'The rector's wife'. Lindhardt og Ringhof, 1995. 256 sider.  

Se også andre anbefalinger af Joanna Trollopes bøger:
Mændene og pigerne
Sydstatspigen
Nye forhold
Søster og bror


Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
20872721
ISBN
9788759504710
Antal sider
255

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer