Drengen på pasbilledet af Espen Haavardsholm

"Drengen på pasbilledet" af Espen Haavardsholm

Bogens forside

I vinteren 1959 går Nils Hå i skole i Oslo - Sammen med vennen Zakk som også er vild med skøjteløb oplever han mange spændende ting, men hele tiden lurer familiehemmeligheden i baggrunden -&nb

Oversætter: 
Jannie Jensen og Arild Batzer
Udgivet: 
2006
Forlag: 
Batzer & Co., Roskilde Bogcafé
Sidetal: 
332
Lån bogen - Køb bogen

Espen Haavardsholm skriver en roman om sit liv – en fint ma­skeret nøgleroman. I kursiverede afsnit kommenterer digteren den roman, han er i gang med. Hvad er sandhed, og hvad er digt?

Nils Hå - Espen Haavardsholms alter ego - er født i Oslo omkring anden ver­denskrigs afslutning. Forældrenes ægteskab er kortvarigt, og Nils og hans me­dicinstuderende mor bliver forvist til København. Nils, som både skal være kæreste, søn og far for sin mor, vrister sig som 14-årig fri af hendes om­klamring og flytter tilbage til Oslo for at bo hos sin psykolog-far og dennes nye familie.

Det er her i Oslo i vinteren 1959, romanen foregår. Nils genfinder vennen Zakk og sammen går de på opdagelse i drenge- og ungdomslivet. Lærervikarens unge kone lader sig belure af nysgerrige drengeøjne. Og hvad med lærervikaren selv, som er mere interesseret i dren­gene end godt er?

Nils og Zakk sværmer for Gun og Elin, selvom pigerne er ét år ældre. Tør man så kysse?

I Oslo denne vinter er det hurtigløb på skøjter, der har den helt store interesse. Drengene sniger sig over muren til de store stæv­ner på Bislet, men deltager også selv i løb i 12-14-års klassen, og de når gode resultater.

I skildringen af et aftenselskab hos mormoren og dennes anden ægtemand - psykiater med stort forbrug af lattergas - møder Nils mange norske koryfæer, og læseren får en bidende skildring af den tids kulturradikale Oslo.

Espen Haavardsholm husker godt, og det skal han læses for. Store og små detaljer fra efterkrigstidens kolde krig: Er den jazzspillende, sorte officer, Miller, måske efterretningsofficer? En flaske mælk hældes ud, fordi den måske er blevet radioaktiv. Han minder læseren om den uskyldige tid før por­noficeringen, da drenge kunne ægges blot ved anelsen af et kvindebryst.

Som læser er det herligt endnu en gang at blive taget med på tur i Oslo efter både Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland og Lars Saabye Christensens "Halvbroderen", men det er ikke den samme tur, vi kommer på. Haavardsholms tur er langt mere smerteligt personlig.

I forfatterens kursiverede nutidsafsnit aner vi den grad af personlig smerte, som barndommens tab og omskiftelser har medført. I romanen om Nils Hå almengør han sin egen erfaring i digtning, og det er i dette krydsfelt mellem digtning og sandhed, at romanen bliver rigtigt vedkommende.

Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Batzer & Co., 2006. 336 sider

Til top