Årets bibliotek 2009

Rødby-Puttgarden af Helle Helle

Anbefalet bog: 

"Rødby-Puttgarden" af Helle Helle

Bogens forside

Skildring af søstrene Jane og Tines liv som ekspeditricer i parfumeriet på Rødby-Puttgarden-færgen engang i 1980'erne. Et jævnt, almindeligt og ufarligt liv, sådan set.

Udgivet: 
2005
Forlag: 
Samleren
Sidetal: 
174

Så har hun gjort det igen - Helle Helle - skrevet en stram og koncentreret roman. Én dråbe af Helle Helles destillat rækker til at beskrive provins- og dagligliv i al sin enkelthed.


Helt kort handler Helle Helles nye roman "Rødby-Puttgarden" om de to søstre Tine og Janes liv i slutfirserne. De bor i Rødby. Tine har lige fået en lille datter og går hjemme på barselsorlov. Jane flytter ind hos dem. Tine, der arbejder i 'parfumen' på Rødby-Puttgarden færgeoverfarten, skaffer Jane job samme sted. De næste par måneder følger vi de to og deres helt almindelige liv.

Helle Helle er kendt for at skrive kort og koncist, ingen store armbevægelser. Alligevel fornemmer man en nærmest nonverbal eksistenskrise – en vibreren og sitren hos fortælleren Jane.

Er alt som det skal være? Og hvordan er det nu, det skal være? Er Jane så tilfreds, som hun giver indtryk af? Og så er der alle dødsfaldene, dør man 'så meget' på Sydhavsøerne?

Helle Helles roman er pragtfuld, har fuldstændig ramt provinslivet på kornet, man sidder ganske enkelt og klukker. Men hvad er det, der gør romanen så god - der sker jo egentlig ikke noget? Det kan da umuligt være dagligdagens trummerum? Jeg tror, det er fordi, at "Rødby-Puttgarden" er en så radikalt anderledes roman. En roman, der dårligt kan være længere væk fra irriterende chick-lit. Så fjernt fra romaner om/af den café lattedrikkende generation fra den såkaldte kreative klasse. Samtidig sidder jeg også med følelsen af, at her er der større ting på spil. Jeg morede mig hele vejen igennem, også selvom historien om søstrene har et trøstesløst skær over sig. 

Hvor forfriskende at blive inviteret på fugleflugtsfrikadeller, stikkelsbærgrød og sort kaffe. Nå, men nok om det, som vi siger på Lolland. Glæder mig til din næste roman, Helle Helle … farveller.

Bogens omslag, lavet af kunstneren Neel Dich Abrahamsen, går i direkte symbiose med romanen. Rødby Havn set i fugleperspektiv, spændende ser det jo ikke ud, men vi er inviteret med på en kigger. Samtidig indhylles vi af Rive Gauche, en parfume, mange (kvinder) mellem 35-60 uden tvivl bliver helt nostalgiske over. Nå ja, et lille pift i ærmegabet, næste gang vi står i parfumeafdelingen, det skulle da bare mangle. Dette bogomslag er, når bogomslag er allerbedst.

Samleren, 2005. 174 sider. Kr 229,-

Se bogomslaget, som vi desværre ikke må gengive, på forlagets hjemmeside
Læs interviewet med Helle Helle i anledning af Rødby-Puttgarden
Læs anbefalingen af Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand
Læs anbefalingen af Biler og dyr
Læs anbefalingen af Hus og hjem
Læs vores Pletskud om Hus og hjem
Læs vores artikel om Hus og hjem
Besøg Helle Helles forfatterside

Til top