Her ved indgangen til det nye årtusinde må jeg komme med en tilståelse: Jeg kan godt lide at læse børnebøger. Så er det sagt.
Jeg elsker Silasbøgerne (Cecil Bødker), Narnia-bøgerne (C.S.Lewis), Ulf Stark m.fl. over alt i verden. Lige nu er jeg lykkelig, fordi jeg har stiftet bekendtskab med Harry Potter. Det eneste skår i glæden er, at jeg må vente urimeligt længe for at få fat i seriens tredie bind.
Harry Potter er en forældreløs dreng, der vokser op hos sin onkel og tante og deres ulidelige søn, Dudley. Harry er ikke helt som andre børn, der sker sære ting omkring ham. Det viser sig, at han er af magikerslægt, og han optages automatisk på trolddomsskolen Hogwarts. Et af bogens fascinerende elementer er det parallelle samfund, der opbygges: ved siden af vores (Mugglernes) verden eksisterer det magiske samfund med banker og butikker, skolen er bygget op som en engelsk kostskole, men i stedet for timer i matematik og geografi, har de Eliksir-og Flyvetimer, husene har 'Housemasters' og prefekter, men også spøgelser og poltergejster.
Hvert bind i serien omhandler et skoleår, og Harry og hans to venner, Ron og Hermione, oplever mange spændende og farlige ting, men de klarer sig ved hjælp af lige dele opfindsomhed, magi og sammenhold. Som i alle kostskolebøger er der gode og onde lærere og gode og dårlige kammerater, der er lektier, kammeratskab, intriger og hemmelige udflugter (forsynet med usynlighedskappe, selvfølgelig). Som i mange andre gode bøger handler det her om kampen mellem det gode og det onde, men personerne er - trods deres magiske evner - nuancerede og meget menneskelige.
Bøgerne om Harry Potter kan læses af børn fra 11 - 111 år, de er velskrevne, underholdende og elementært spændende - en lækkerbisken for alle, der elsker en god historie.
Gyldendal, 1998. 303 sider
BogWeb - 1. januar 2000
