Tolstoj, Lev

Oprettet: 10.03.2010 - 09:40

Tolstoj er blevet kendt først og fremmest som forfatter – men også hans moralfilosofiske værker har påvirket verden både før og nu.

Lev Nikolajevitj Tolstoj (1828-1910) er selvskrevet på alle opgørelser over store forfattere; men Tolstoj var ikke blot kunstner – han var også filosof. Hvor det i dag er klassikerne Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877), der af de fleste forbindes med Tolstojs navn, var det hans tanker om fred og asketisk liv, også kendt som tolstojanismen, som inspirerede Mahatma Gandhi, Kibbuzbevægelsen og Martin Luther King. Tingene hænger imidlertid sammen for Tolstoj, og hans filosofi udtrykkes ikke kun i hans moralske skrifter, men også i hans skønlitterære værker. Når man læser et af de to mest kendte værker, vil man således kunne finde både indirekte spor og klare udredninger af Tolstojs moralfilosofiske tanker.

Både Anna Karenina og Krig og Fred er store, tunge bøger, som alle kender, men færre har læst. Det er imidlertid synd, for med disse bøger får man både et par fantastiske historier og en livsfilosofi, der vækker til eftertanke – noget som også gælder andre dele af Tolstojs omfattende forfatterskab.

Liv og levned.
Tolstoj blev født i 1828 på godset Jasnaja Polanja. Familien var adelig, og Tolstoj blev både greve og godsejer. Som sekstenårig begyndte han at studere jura og orientalske sprog, men svigtede studiet til fordel for et mere løssluppent liv blandt Ruslands aristokrati. I 1851 opgav Tolstoj det søde liv og gik ind i militæret. Det var under sin militære karriere, at Tolstoj udgav sine første bøger, Barndom fra 1852 og Drengeaar fra 1854, en trilogi som afsluttedes med Ungdom fra 1857. Men militærtiden bød også på andet end litterær inspiration. I 1854 deltog han i Krimkrigen – en oplevelse som påvirkede ham dybt. Det er her man finder baggrunden for de tanker om krigens tilfældighed, som ses i Fortællinger og Skildringer fra Sevastopol (1855-1856) og foldes fuldt ud i Krig og Fred.

Efter Krimkrigen tog Tolstoj sin afsked fra militæret og rejste en tid rundt i Europa. I 1862 vendte han hjem, giftede sig med den seksten år yngre Sofija Andrejevna Bers og bosatte sig på sin barndoms gods. I de næste ti år skrev han sine to hovedværker og begyndte samtidig at virkeliggøre de tanker, som længe havde optaget ham. Han gjorde op med de privilegier, der hørte til hans stand, kæmpede for oplysning af bønderne og for et mere retfærdigt jordfordelingssystem. Tolstoj mente, at bønderne var gjort af et andet og bedre stof, end den adelsklasse han selv tilhørte – et synspunkt der tydeligt ses i værker som Iván Iliitsj’s Død (1895) og Husbond og Arbejder (1895).

Tolstojs engagement gjaldt imidlertid ikke kun bønderne. Gennem hele sit liv kritiserede han det etablerede samfund og udgav en stor mængde moraliserende skrifter. Selvom disse bøger skuffede dem, der håbede på flere værker i stil med Krig og Fred eller Anna Karenina, skaffede skrifterne Tolstoj mange nye tilhængere, der alle valfartede til Jasnaja Polanja.

Tolstojs moralske og samfundskritiske arbejde var ikke uden omkostninger, om end disse omkostningers voldsomhed ikke tåler sammenligningen med dem, som blev senere russiske forfattere til del under det sovjetiske styre. I 1882 blev bogen Skriftemål ramt af censur og i 1901 blev Tolstoj ekskommunikeret fra den ortodokse kirke. Det skete på baggrund af et angreb, han havde rettet mod selvsamme kirke i romanen Opstandelse (1899).

Det blev dog ikke disse anslag mod Tolstoj, der afsluttede hans liv, men derimod virkeliggørelsen af hans moralske ideer. Tolstoj havde længe levet som en af de bønder, han så op til, og han gav afkald på sin stands privilegier og levede et asketisk almueliv, men i 1910 var dette ikke længere nok. Tolstoj ønskede at udleve sin asketiske livsfilosofi helt og fuldt, og han forlod derfor som 82 årig sit hjem. Kort efter døde han på en jernbanestation ved navn Astapova.

Krig og fred – kærlighed.
Både Krig og Fred og Anna Karenina rager op som næsten uindtagelige toppe i verdenslitteraturens bjergkæde. Imidlertid har deres reception været meget forskellig. Hvor Anna Karenina opnåede, hvad kun få bøger både før og efter har gjort, nemlig at være populær hos både de professionelle litterater og hos den brede befolkning, har Krig og Fred fået et ufortjent ry for at være kompliceret og utilgængelig. Dette skyldes måske bogens omfang på over 1500 sider, samt det mylder af bipersoner (over femhundrede) der befolker bogen. Imidlertid er værket ikke kompliceret, blot komplekst, og de fleste vil opleve, at det ikke er sværere at følge med i handlingsgangen, end det er at følge med i en amerikansk familieserie. Hvis dette imidlertid forleder nogen til at tro, at værket ikke indeholder mere end et gennemsnitligt sitcom, tager man dog fejl.

Krig og Fred er en episk beretning om fem familiers skæbne under den franske kejser Napoleons invasion af Rusland. Familierne følges i en periode på ca. 15 år, og handlingen bevæger sig fra familielivet i de respektive hjem, over Napoleons og zar Alexanders gemakker og videre ud til den blodige slagmarker ved Borodino og Austerlitz.

Med sin mesterlige fortællerteknik fører Tolstoj læseren rundt mellem de forskellige steder og personer, uden nogensinde at tabe hverken spændingen, eftertanken eller overblikket. Undervejs illustreres store dele af Tolstojs filosofi, især hans tanker omkring krigens væsen.

På trods af feltherrernes og generalernes udspekulerede og detaljerede planlægning viser Tolstoj, at planer kun holder så længe, de ligger på skrivebordet, for på krigsskuepladsen råder kaos og tilfældighed. Især Napoleon får Tolstojs sviende ironi at føle, når hans forestilling om egen overordnede, næsten guddommelige kontrol stilles overfor slagmarkens katastrofale og kaotiske virkelighed. Selvom Napoleon som bekendt havde succes i kamp, fremstiller Tolstoj ham som en idiot, slet og ret – ikke på grund af hans imperiedrømme, men fordi han lider af et storhedsvanvid, der får ham til at tro, at det er hans militære evner, der sikrer ham sejren. I hele bogen bliver historiens store mænd reduceret til almindelige mennesker, der i forfængelighed mener at kunne styre verdens begivenheder, men gang på gang bliver væltet af de kosmiske tilfældigheders spil. Det er dog ikke kun de store mænd, der er underlagt dette spil. I Krig og Fred beskrives mennesket generelt som underlagt en skæbne, der ikke kan ændres af selv nok så gode planer. Imidlertid viser Tolstoj også, hvordan troen på den frie vilje er nødvendig for det enkelte individs overlevelse, nødvendig hvis det hele ikke skal ende i meningsløshed.

Krig og Fred er ikke kun en roman om slagmarker og strategisk planlægning. Under og imellem beskrivelserne fra krigsskuepladserne møder læseren en fantastisk mosaik af levende menneskers følelser og tanker, der samles til et billede af en tid og en nation.

Anna Karenina er enklere i sin opbygning. Selvom fortælleren konstant skifter synsvinkel, centreres de alle omkring Anna og hendes forhold til sin mand Karenin og sin elsker Vronskij. Vi følger Anna og Vronskij fra deres første møde, gennem deres problematiske affære og til den tragiske afslutning, hvor Anna begår selvmord efter i længere tid at have tvivlet på Vronskijs kærlighed.

Bogen har været hyldet som en af de største kærlighedsromaner gennem tiderne, og Anna er blevet set som en præfeministisk heltinde, der søger at overvinde sin samtids dobbeltmoral og traditionalisme for at opleve den ægte lidenskabelige kærlighed. Denne læsemåde er dog kun en af flere mulige. Anna Karenina er ikke nødvendigvis en romantisk kærlighedshistorie om lidenskaber, der suspenderer alle frie valg. Hvis romanen læses med udgangspunkt i den livsfilosofi der kommer til syne i andre aspekter af Tolstojs forfatterskab, tegner der sig et helt andet billede.

Romanens dobbelte synsvinkel sår tvivl om den romantiske læsning, idet vi både præsenteres for Annas billede af sig selv som romantisk heltinde og for forfatterens moralske synsvinkel, der viser en realistisk Anna, der ikke nødvendigvis bliver offer for et samfund, der ikke forstår hende, men snarere for sine egne valg. En sådan læsning går godt i spænd med romanens motto:

”Hævnen hører mig til” siger Herren

Når Anna fravælger familien og ærligheden, vælger hun selv indirekte den tragiske slutning. Hævnen fra det indledende bibelcitat rammer således Anna i form af sorgen over hendes uholdbare situation og den tvivl på elskerens kærlighed, der fører til selvmordet. Romanen kan dermed både læses som en traditionel kærlighedsroman og som en realistisk roman om en kvinde, der, som Gary Saul Morson i sin bog rammende formulerer det, tror at hun er en del af en kærlighedsroman.

Ligesom Krig og Fred er Anna Karenina en mesterlig psykologisk roman. Selvom Annas vilkår er væsensforskellige fra nutidens kvinders, er hendes splittelse mellem kærligheden til familien og lidenskaben for elskeren ikke fremmed for os i dag. Bogen opfordrer læseren til at forholde sig kritisk til myten om den altopslugende kærlighed og til spørgsmålet om prædestination overfor fri vilje.

Kreutzer-sonaten
Selvom det kun er Krig og Fred og Anna Karenina, der har opnået verdensomspændende og almen berømmelse og udbredelse, skrev Tolstoj også andre glimrende bøger. Især er hans meget debatterede Kreutzer-sonaten (1890) interessant i forhold til diskussionen om Anna Kareninas status som kærlighedsroman. Kreutzer-sonaten er opkaldt efter Beethovens musikværk fra 1802 af samme navn og er opbygget som en rammefortælling. Ombord på et tog diskuterer en gruppe forskelligartede passagerer ægteskabsinstitutionen. Under denne debat fortæller hovedpersonen historien om en mand, der indgår et forhastet ægteskab på baggrund af en seksuel besættelse og ender med at dræbe sin hustru i et anfald af lidenskabelig jalousi.

Romanens hovedbudskab om seksuel afholdenhed – også inden for ægteskabet, rejste en debatstorm i samtiden, og de misogyne beskyldningerne om, at samfundet i almindelighed og kvinderne i særdeleshed med vilje opflammer mændenes seksuelle instinkter, er stadig provokerende.

Bogens budskab går imidlertid godt i spænd med den opfordring til askese og afholdenhed, også på andre områder end det seksuelle, der findes i resten af Tolstojs moralske skrifter, og som til sidst fik ham til at forlade både sit gods og sin familie.

Hvor skal man begynde?
Som allerede angivet er Tolstojs forfatterskab både omfattende og bredt. Imidlertid er der en grund til, at det lige netop er Krig og Fred og Anna Karenina, der har opnået verdensberømmelse. Det er i disse romaner, man tydeligst ser det, der er blevet kaldt Tolstojs tre- eller firedimensionelle realisme, ligesom det er her, man finder de mest levende og komplekse karakterer og handlingsforløb. Når man læser Tolstojs hovedværker, bliver man suget ind i en verden, der både tilfredsstiller ens mest basale behov for spænding, romantik og intriger samt udfordret intellektuelt og moralsk. Imidlertid er resten af Tolstojs forfatterskab også værd at stifte nærmere bekendtskab med. I Fortællinger og Skildringer fra Sevastopol får man et indblik i Krimkrigen, der ikke ses meget bedre, og i dramaet Mørkets Magt (skrevet i 1886, men ikke opført før i 1895) kommenteres, ligesom i Kreutzer-sonaten, lidenskaben og begærets ødelæggende magt. Hvis man er interesseret i Tolstojs moralske skrifter og opgør med kristendommen, kan jeg især anbefale den censurramte Skriftemål og i forhold til diskussionen om verdenslitteratur og kunst, er den provokerende traktat What is art? (1897 – ikke oversat til dansk) også værd at læse.

I det hele taget kan Tolstojs forfatterskab kun anbefales. Med sin tematisering af moralske spørgsmål sætter det tankerne i gang, samtidig med at den fuldendte skrivekunst pirrer ens skønhedssans – god fornøjelse.

LÆS VIDERE

Udvalgte værker, som ikke er nævnt i artiklen:
Kosakkerne, 1963
Fangen i Kavkasus, 1889
Æventyr og Sagn for Børn, 1889
Det levende Lig, 1911 (posthumt)
Khadzij-Murat, 1912 (posthumt)

Litteratur om Tolstoj og hans værker.
Bloom, Herold: Leo Tolstoy. - Chelsea House, 2003. - 254 sider.

The Cambridge companion to Tolstoy / edited by Donna Tussing Orwin. - Cambridge University Press, 2002. - 271 sider. - (Cambridge companions to literature).

Morson, Gary Saul: Anna Karenina in our time - seeing more wisely, Yale University Press, 2007. - 263 sider.

Redfearns , David: Tolstoy - principper for en ny verdensorden. Henry George forlaget, 1995. - 185 sider. 

Rancour-Laferriere, Daniel: Tolstoy on the couch – misogyny, masochism and the absent mother, Macmillan, 1998. - 270 sider.

Seeley, Frank: Savior or superman? - old and new essays on Tolstoy and Dostoevsky, Astra Press, 1999. - 147 sider.

Steffesen, Eigil: Kampen mod kønnet - omkring Tolstojs ægteskabsfortælling Kreutzersonaten. - Københavns Universitets Slaviske Institut, 1985. - 93 sider.

Links

Den store danske
Indeholder samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra store Danske Encyklopædi. Dertil er der suppleret med en række andre værker. I alt er der samlet mere end 161.000 artikler. Alle er redigerede og verificerede af førende danske fageksperter.

Stud. mag. Sidsel Sander Mittet

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)