Triumf at være til: Edith Södergran som moderne digter

På et forladt finsk næs, syg af tuberkulose og ruineret af den russiske revolution, skrev digteren Edith Södergran nogle af det tidlige 1900-tals mest enkelt gribende og poetisk visionære digte. Til trods for at hun levede en stor del af sin tilværelse som isoleret digter, var hun en internationalt orienteret verdensborger.

Hun blev født i 1892 i Skt. Petersborg, havde svenske forældre, gik i tysk skole i den russiske by og levede det meste af sit voksenliv i Raivola, Finland, på grænsen til Rusland. Forskellige kulturer har der således været nok af i Södergrans liv. Men hun skrev sine digte på sin moders mål, svensk, og Sverige har taget finlandssvenskeren til sig som en af landets fremmeste kunstnere, ligesom hun er med i finske litteraturhistorier. Således var hun ikke kun i sin samtid, men er også i eftertiden, hjemmehørende i forskellige lande. Hun levede kun 31 år (1892-1923), men nåede i sit korte liv at udvikle et forfatterskab, der i dag er anerkendt over hele Europa.

Karakteristisk for Södergran er hendes sprogbrug. Det er enkelt og uimodståeligt, billederne til tider naive på grænsen til det klichéprægede, men altid med så megen prægnans og umiddelbarhed, at det er svært ikke at lade sig rive med af de intense momenter, Södergran skriver frem.
Hun debuterede med digtsamlingen Dikter i 1916. Heri findes det berømte digt "Vierge Moderne" (moderne jomfru), som med sin udforskning af ekstasen og kvinderollen/-identiteten, slår nogle af forfatterskabets gennemgående temaer an.

Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en rask beslutning,
jeg er en leende stribe skarlagenssol…
Jeg er et net for alle glubske fisk,
jeg er en skål for alle kvinders ære,
jeg er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet,
jeg er et spring i friheden og selvet…
[…]

Den chokerende modernisme, der kommer til udtryk i Södergrans debut vandt ikke indpas i datidens kritikerskare. Södergrans stil var anderledes, fremmed og ganske ulig den samtidige svenske digtning. Hendes lyrik er ikke vokset ud af en svensk eller finsk tradition, men er i højere grad inspireret af den tyske digtning, hun lærte at kende i sin tid på den tyske skole i Skt. Petersborg. Hendes digtes fremmede klang gav hende en ublid medfart i hendes samtid, men i dag understreger den hendes digtnings særegne, personlige præg.

Digtene i debutudgivelsen er ikke harmoniske digte. Södergran synes ikke bange for at udstille en intim længsel efter lykken og kærligheden. Hun bryder med digtenes logiske metrik så associationerne kan få frit løb; skriver digtene som de melder sig. Kun én gang har hun af hensyn til andet end digtet selv ændret i et allerede færdigskrevet digt. Det skete, da hun ændrede "frønnede trappetrin" til "havebænk" i digtet "Et ønske" (Dikter):

Af hele vor sollyse verden
ønsker jeg blot en havebænk
med en kat der soler sig…
Dér ville jeg sidde
med et brev på brystet,
et eneste lille brev.
Sådan ser min drøm ud…

Edith Södergran ønskede ikke at udstille sine og morens fattige kår.

De genkendelige, realistiske beskrivelser som ses i "Et ønske" adskiller sig fra den vilde ekstase i "Vierge Moderne", men begge udtryk er til stede i Dikter.

I den efterfølgende digtsamling Septemberlyran (1918) er digtenes realistiske præg forsvundet, og man kan spore en kraftig indflydelse fra Nietzsches filosofi. I indledningen til Septemberlyran skriver Södergran de berømte ord: " Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre end jeg er." Frem for at beskrive verden, som den tager sig ud rundt om hende set gennem den romantiske længsels optik, kaster hun sig ud i utopiens landskab og hengiver sig til digtningens skabende kraft. Energien og vildskaben fra "Vierge Moderne" går igen i åbningsdigtet "Triumf at være til…". Her tager jeg’et kampen op mod tidens gang og individets afmagt:

"Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."

I Södergrans tilfælde er tiden en markant trussel. Hendes far døde i 1907 af tuberkulose, og to år senere får den da 17-årige Edith stillet samme diagnose. Det er både fristende og nærliggende at læse Södergrans egen sygdom ind i det her beskrevne forhold til tiden. Men Södergran vil ikke tale på egne vegne – hun vil gøre sig til talerør for en kreds af "frie ånder", der skal følge hende på overmenneskets vandring mod fremtiden.

En af disse frie ånder er kritikeren Hagar Olsson, der anerkender Södergrans digtning, og som Södergran får et nært forhold til. I den efterfølgende digtsamling Rosenaltaret (1919) synes det, som om de varme følelser til den åndelige søster kiler sig ind og luner i det noget golde nietzscheanske verdenssyn fra Septemberlyran. Södergrans efterladte breve efterlader ingen tvivl om den store rolle, Hagar Olsson spillede for digteren.

Også filosoffen Rudolph Steiner læste Edith Södergran med iver. Inspireret af antroposofiens fader vender hun sig i sine sidste digte igen mod den omgivende natur og forlader overmenneskets selvhævdelse. Tonen i Framtidens skugga (1920) er stadig præget af sejr, lykkefølelse og en umådelig kraft. I realiteten en grel modsætning til Södergrans faktiske tilstand, der fører til hendes død få år senere.

Selvom digtsamlingerne orienterer sig i forskellige retninger, er de alle umiskendeligt södergranske. Fascinationen ved ekstasen, det enkle og gribende sprog er typisk for digteren, hvis konfrontationer med livet, kærligheden og lykken gør digtene aktuelle, som var de skrevet i dag.

De her citerede digte er fra Edith Södergran, Samlede digte, Rhodos, 1979.
Digtene er oversat af Peer Sibast.

Af stud. mag. Johanne Worsaae Petersen, Aarhus Universitet, 2006

Læs videre

Et udvalg af Edith Södergran i dansk oversættelse:
"Brogede iagttagelser" oversat af Hans-Erik Larsen. (I: Banana split, nr. 8 (1994), s. 16-23) Oversat efter Brokiga iakttagelser, 1919. Aforismer.
Breve til Hagar Olsson, Hasselbalch, 1964. Kommenterede af Hagar Olsson, Udvalgt og oversat af Erik Thygesen.
Triumf at være til. Redigeret af Asger Braun og Jess Jessen. Kbh., Nansensgades Antikvariat, 2005. Digte fra debutsamlingen i 1916 og den posthumt udgivne i 1925, nyoversat af en række af Danmarks fineste nulevende kvindelige lyrikere.

Desuden på svensk to posthumt udgivne samlinger:
Landet som icke är, Helsingfors, 1925
Vaxdukshaftet, Stockholm, Norstedt, 1997. Ungdomsdigtning i udvalg ved Ebba Witt-Brattström.

Læs om forfatteren
Finn Stein Larsen: "Edith Södergran" (I: Fremmede digtere i det 20. århundrede, bd. II, redigeret af Sven Møller Kristensen, Kbh., Gad, 1968)
Bodel Bech: "I Digterinden Edith Södergrans Hjem på det karelske Næs", (I: Berlingskes Søndagsmagasin, 30.11.1941. Fra www.sentura.dk/bech.html. En helt fantastisk indfølt beretning, læs den!
Jørgen Elbek: "Edith Södergrans sidste digte" (I: Standart, 1995, nr.2)
Mia Graae: "Edith Södergran – det konventionelles mester
Ebba Witt-Brattström: "Begær og lyst i Edith Södergrans digte". (I: Forum 09.02.2006) 
I. Havu (red.): Finlands litteratur 1900-1950, s. 206-216, Forlaget Örnkrona, [s.a.]

På nettet:
Projekt Runeberg
Her kan man finde en omtale af Edith Södergrans forfatterskab og en guldgrube af hendes tekster i fuldtekst.